De rige rykker fra resten: Uligheden er steget i Danmark, siger vismændene nu

PÅ BUNDENDer er kommet flere fattige - og større forskel på top og bund, skriver vismændene i deres nye rapport. Foto: Jakob Dall / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Først sagde Skatteministeriet, at de rigeste ikke havde fået en større del af kagen. Nu siger vismændene, at uligheden faktisk er steget. Så hvad passer? Vi skærer gennem støjen og stiller skarpt på en af tidens største debatter.  

I går udkom den nyeste rapport fra de økonomiske vismænd – Det Økonomiske Råd. Der står mange ting, flere af dem interessante, men især et tema springer i øjnene: ulighed.

Det økonomiske dream team har sat sig for at finde svar på et af tidens hedeste spørgsmål: Er uligheden faktisk steget? Svaret skriver sig ind i en af de helt store, aktuelle politiske debatter, globalt og lokalt, og det sætter sit aftryk på månedlige lønsedler for dig, din kioskmand og din chef, ligesom det har betydning for amerikanske præsidentvalg, Brexit-afstemninger og folketingsvalg.

Her er fem spørgsmål og fem svar om rapporten.

1. Så hvad siger vismændene?

Vismændene er meget klare: Uligheden er steget de seneste 25 år. Og den er øget både i toppen og bunden; de rigeste er blevet rigere, og de fattige er blevet flere.

Mere præcist taler vismændene om, hvor meget vi tjener – vores disponible indkomst. Og de opgør udviklingen i ulighed ved at bruge den såkaldte Ginikoefficient. (Målemetoden er opkaldt efter italieneren Corrado Gini, en farverig italiensk statistiker, der for eksempel underskrev et fascistisk manifest for intellektuelle tilbage i 1920′erne).

Vismændene konkluderer, at uligheden målt ved Ginikoefficienten er steget fra 0,20 i 1990 til 0,27 i 2014. Det er det højeste, den har været i 25 år, og uligheden er steget stødt i perioden. Desuden viser tallene, at der er kommet større spredning i samfundet. De allerrigeste fik en større andel af den samlede indkomst, og der er også blevet flere fattige. De fattige er dog ikke blevet fattigere.

2. Men hørte vi ikke lige det modsatte fra Skatteministeriet?

Njo.

Et døgn før vismandsrapporten kom Skatteministeriet med en opsigtsvækkende opgørelse: Ser man på tallene for de seneste knap tyve år, har de rigeste ikke taget en større bid af den samlede kage. Modsat hvad mange måske tror, har de rigeste ti procent af danskerne ikke fået en større andel af den samlede formue i landet. Sådan lød analysen altså fra Skatteministeriet.

Mytedræber,” skrev Finans, og skatteminister Karsten Lauritzen triumferede i en officiel udtalelse:

Det er fortsat en udbredt myte, at uligheden over de seneste år skulle være vokset markant, og at de danskere, der tjener mest, skulle være stukket fuldstændig af, når det handler om formuerne. Nu kan vi se sort på hvidt, at det ikke er tilfældet.”

3. Forvirringen er total: Hvem har ret?

Det har både ministeriet og vismændene (men ikke så meget Karsten Lauritzen). Læg mærke til, at vismændene taler om indkomst, mens ministeriet taler om formue. Det har stor betydning, når vi taler ulighed.

For ja, fordeling af formuen – hvor meget vi ejer – ligger stabilt; der er hverken stigende eller faldende ulighed i formuerne. Det skriver ministeriet, og det skriver vismændene faktisk også i deres rapport: I den målte periode ejede den rigeste promille 30 procent af den samlede formue, mens de 10 procent mest gældsatte havde samme gæld.

Men når vi taler indkomst – hvad vi tjener – er uligheden steget, en del endda. Og det skriver Skatteministeriet faktisk også i deres rapport, med nogenlunde samme resultat som vismændene (de bruger også gode gamle Gini som målemetode).

Og derfor har de begge ret, men vinkler – diplomatisk sagt – ret forskelligt. Til gengæld fortæller ministeren selv, Karsten Lauritzen, kun den halve sandhed, når han kalder det en udbredt myte, at uligheden over de seneste år skulle være vokset markant”. Ja, måske målt på formuer, men på indkomster kunne han lige så vel have sagt præcist det modsatte. For her er uligheden jo rent faktisk vokset.

0,6

Så mange procentpoint vil uligheden stige med regeringens 2025-plan. Det er mere, end regeringen tidligere har sagt. Kilde: Information/Finansministeriet

4. Hvorfor ser vi egentlig den udvikling?

Der er flere grunde til den stigende ulighed i indkomster, skriver vismændene. Nogle er styret af markedet, andre af politik.

Markedet først: Globaliseringen og den teknologiske udvikling har skabt det, man kan kalde en skill-bias. Det vil sige, at efterspørgslen på højtuddannede stiger – folk, der er superstjerner på deres felt, alt fra finans til programmører. Samtidig daler behov for kortuddannede. Dels fordi en del er blevet erstattet af maskiner, dels fordi globaliseringen især har øget presset på de lavtuddannede, lyder det i rapporten. En anden vigtig årsag til ulighed: Folk tjener mere på kapital (aktier for eksempel) end tidligere, og det er især folk i toppen, der har mange aktier.

Og så politik: Her er vismændene klare i spyttet. Økonomisk politik har”, skriver de, øget uligheden”. Generelt har skattesystemet modvirket ulighed (de høje indkomster betaler mere end de lave). Men i de seneste årtier har politikernes skattereformer trukket i modsat retning; de har gjort skattesystemets udlignende effekt mindre. Lettelserne har været størst i toppen,” som vismændene skriver. Samtidig er lønningerne steget mere end de offentlige overførselsydelser, der i flere tilfælde i gennemsnit er faldet.

Den øgede ulighed er en del af en tendens i de vestlige lande med USA og England i front. Men i en international sammenligning ligger vi stadig lavt; kun Norge og Island har mindre ulighed end Danmark.

Pointen om, at uligheden i vores formuer ikke er steget, er dog også interessant. Stjerneøkonomen Thomas Piketty viste i sin nyklassiske bog Kapitalen i det 21. århundrede, at netop formuen i stigende grad blev koncentreret hos de rigeste, og det har fået uligheden til at stige med alarmerende hast netop i lande som USA og England. I den sammenhæng er det spændende, at tendensen fra udlandet tilsyneladende ikke gælder Danmark, når vi taler formuer. (Det flugter også med tidligere forskning, der netop viste, at de rigeste danskere ikke har fået markant større del af den samlede formue siden 1980’erne).

5. Så hvad er problemet?

Nogle vil nok sige, at der slet ikke er et problem. Visse økonomer – og politikere – argumenterer for, at ulighed i et vist omfang kan gavne væksten og økonomien og dynamikken og den slags. Og at det faktisk også er mere retfærdigt, at de, der bestrider højtlønnede job og det ansvar, der kan følge med, får en større bid af kagen.

Andre er stærkt uenige. Thomas Piketty argumenterer i sin bog for, at en vis ulighed godt kan have sine økonomiske fordele, men at ekstrem ulighed – som vi ser visse steder i disse år – er skadeligt for ikke bare den sociale mobilitet, men for hele samfundets økonomi og sammenhængskraft. Noget lignende kom OECD frem til i en rapport sidste år, der analyserede 30 års økonomisk data fra de industrialiserede lande: Mod forventning har ulighed ikke gavnet væksten, men skadet den, lød konklusionen.

Som OECDs vicedirektør, Mark Pearson, sagde ifølge Kristeligt Dagblad:

Vi var blinde. Vi var så forblændede af den idé, at bare vi havde effektive og velfungerende markeder, så ville enhver kunne gribe de chancer, markedsøkonomien tilbyder, og økonomien ville vokse til alles bedste. Vi var frygteligt naive.”

Internationalt set ser man en bred strømning, også blandt ganske liberale, markedsvenlige økonomer, der bekymrer sig for den øgede ulighed. Her i landet er diskussionen mere mudret, nok også fordi vi stadig er så (relativt) lige internationalt set. Således ser man på den politiske scene to ret modsatrettede tendenser.

På den ene side: Ved åbningsdebatten i Folketinget fik Socialdemokraterne faktisk opbakning fra De Radikale til en vedtagelse om at ville begrænse uligheden”. Det er især interessant, da de to partier ikke altid har været enige her. S-R-regeringen indførte også i sin tid en fattigdomsgrænse, som så blev afskaffet, da Venstre overtog magten.

På den anden side: Det var tidligere stærkt kontroversielt at tale åbent for, at ulighed kunne have positive effekter. Venstres Eva Kjer Hansen kom tilbage i 00’erne til at sige noget i den retning, og det skabte massivt stormvej, indtil hun blev sat håndfast på plads af Anders Fogh Rasmussen: Det var ikke et mål at skabe større ulighed, og ulighed skaber ikke mere dynamik, slog han fast. I dag har debatten rykket sig. Det vækker ikke samme opsigt, når et parti som Liberal Alliance og forskellige debattører taler for, at en smule ekstra ulighed godt kan gavne.

Og det er et interessant paradoks: I et samfundet præget af øget ulighed i indkomsterne er debattens grundtone, måske, blevet mere liberal.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: