Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Hvordan regeringen trak støtten til udkantsforskning i Esbjerg og blev det, den ville bekæmpe

PARADOKS Regeringen øger støtten til landdistriktsforskning. Til gengæld risikerer forskningen at havne i Aarhus og København. Foto: Carsten Ingemann / Ritzau Foto

Vores medlemmer foretrækker at lytte


15. maj 2017
10 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Regeringen har som erklæret mål at modvirke centraliseringen i Danmark. Men nu har regeringen taget den faste bevilling fra Center for Landdistriktsforskning i Esbjerg – til skade for både udkanten og udkantsforskningen, lyder kritikken. En lille historie om den store land og by-diskussion og om, hvordan man kan ende med at gøre skade, når man ville gøre gavn.

Før der var noget, der hed Udkantsdanmark eller Den Gule Negl eller Vandkantsdanmark, før Oprøret fra Udkanten og før kommunalreformen og den efterfølgende udflytning af statslige arbejdspladser, før alt dette kunne man på side to i Jyllands-Posten en onsdag morgen i januar læse følgende nyhed:

Landdistrikterne skal styrkes – og der skal forskes mere i, hvordan det kan lade sig gøre,” stod der. Derfor bliver Syddansk Universitet i Esbjerg i det nye år vært for et nyt forskningscenter, der har til formål at styrke landdistrikterne – befolkningsmæssigt og erhvervsmæssigt.”

Året var 2001, statsministeren hed Nyrup, og historien handlede om etableringen af det, der nu hedder Center for Landdistriktsforskning, og som siden starten af nullerne har forsket i årsager og løsninger på, hvad der senere blev et af de mest dominerende politiske problemer i Danmark: Centralisering, fraflytningen fra landområderne, uddannelsesefterslæbet, arbejdsmarkedsproblematikkerne, skolelukninger, vi kender historien.

Men nu risikerer centret så at blive udsat for de selv samme dynamikker, som de i 15 år har forsket i.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har besluttet sig for, at de midler, der førhen var øremærket til centret i Esbjerg, skal konkurrenceudsættes’, som det hedder. Mere præcist: Til næste år går der ikke længere nogen faste midler til Esbjerg, og det kommer til at svække både forskningen og formidlingen, og måske kommer det til at flytte landdistriktsforskningen fra Esbjerg til Aarhus og København – i al fald hvis man spørger Landdistrikternes Fællesråd (der blandt andet repræsenterer 42 landkommuner), fem Venstre-borgmestre i lokalområdet, det lokale folketingsmedlem for Venstre, Carl Holst, oppositionen og (selvfølgelig) centrets leder, professor Egon Noe, som jeg fangede i telefonen den anden dag.

For mig er det en beslutning, der hænger sammen med de andre beslutninger, der har været med til at kreere det her splitten-Danmark-over,” sagde han.

Hvad mener du?

Man træffer nogle endimensionelle beslutninger ud fra en eller anden overbevisning, der så har en række konsekvenser, som koder for en centralisering – og som afspejler en manglende sætten sig ind i de vilkår, der er i landdistrikterne.”

Det hører med til historien, at regeringen – der som bekendt har skrevet vækst og udvikling i hele Danmark” ind i sit regeringsgrundlag –  rent faktisk har skruet op for støtten til landdistriktsforskningen – fra to millioner til tre millioner (det er ikke enorme beløb, vi arbejder med her) – ligesom det hører med til historien, at regeringen sætter pengene i konkurrence, fordi en borgerlig regering naturligt nok tror på, at konkurrence styrker kvaliteten.

Førhen foregik det sådan, at centret og den styrelse, det nu engang var underlagt (det har skiftet lidt; for tiden er det Erhvervsstyrelsen) sammen fandt ud af, hvad der skulle forskes i, og dernæst lavede en række såkaldte resultatkontrakter for det kommende år. Men i år er en af de to millioner konkurrenceudsat, og fra næste år skal hele puljen – nu på tre millioner – så sættes i udbud, fordi det vil føre til mere og bedre landdistriktsforskning,” som erhvervsminister Brian Mikkelsen skriver i et mailsvar til mig.

Jeg mener, at det kan forventes,” skriver han, at en konkurrenceudsættelse af puljens forskningsmidler vil øge konkurrencen om at skabe ny viden og bidrage til den samlede forskning på området.”

Men spørger man på centret eller hos den uafhængige interesseorganisation Landdistrikternes Fællesråd eller hos borgmestrene, er det præcis denne endimensionelle’ markedslogik, der risikerer at fragmentere og dermed undergrave den danske udkantsforskning og i sidste ende at lukke centret i Esbjerg.

Argumentet lyder kort sagt, at konkurrencen ikke (i dette tilfælde) styrker forskningen, men splintrer den.

Den kontinuitet, den erfaring, den viden og det netværk, som centret har opbygget over 15 år – i landdistrikternes kommuner og organisationer og civilsamfund, hvor forskerne har deres gang, og i de internationale forskningsmiljøer, de samarbejder med –  alt dette vil blive tabt, hvis forskningen spredes ud blandt forskere, der måske skal sidde med en enkelt opgave i tre måneder og så ellers forske videre i noget andet, der intet har med landdistrikterne at gøre. Konkurrenceudsættelsen fører til en konsulentgørelse’ af forskningen, som Egon Noe kalder det.

Det, jeg frygter, er, at konkurrenceudsættelsen betyder, at en række her og nu-forskningsemner spredes ud til forskellige institutioner,” som venstremanden Carl Holst (der er opstillet i Esbjerg) sagde, da jeg snakkede med ham.

Og at man så på den måde spreder det ud til nogle, der ikke laver grundforskning. Jeg mener, at grundforskningen også er vigtig.”

Landdistrikternes Fællesråd har brugt centrets forskning i deres samarbejde med kommunerne og lokalrådene, og når Christiansborg skulle oplyses eller overtales til det ene eller det andet. Steffen Damsgaard, der er formand, støtter derfor op om en fast bevilling, for at man kan fastholde det langsigtede fokus på landdistriktsforskningen og dermed det langsigtede perspektiv.”

Det er nogenlunde det samme budskab, man kan finde i det brev, som borgmestrene i Esbjerg, Varde, Tønder, Vejen og Fanø (alle Venstre) skrev til den konservative minister i december, og hvori borgmestrene omtaler centret som det nationale videnscenter’ på området: Efter vores overbevisning strider det mod de nationale mål, der findes for at skabe et Danmark i bedre balance, når det forsknings- og vidensmæssige grundlag på landdistriktsområdet på denne måde undermineres.”

Ministeren tager kritikken til efterretning, skriver han, men det ændrer ikke hans holdning: Konkurrence styrker forskning. Punktum. Desuden er Center for Landdistriktsforskning ikke den eneste forskningsinstitution, der bedriver landdistriktsforskning,” skriver ministeren og nævner Center for Regional- og Turismeforskning på Bornholm og Aalborg Universitet. Og det er jo sandt. Der forskes i landdistrikter i hele landet.

Men ifølge Noe og flere af centrets forsvarsmænd udmærker centret i Esbjerg sig på én gang ved sit snævre fokus på landdistriktsproblematikken (de laver ikke andet) og ved sit tværfaglige perspektiv – så man for eksempel tænker uddannelse og arbejdsmarked og branding sammen i sin konkrete forskning. Og desuden, siger han, kunne han leve med, at forskningen blev flyttet ud af Esbjerg, så længe den ikke blev splittet ad:

Hvis der var nogle, der var bedre til at organisere det her, end vi var, så var det måske bedre, de gjorde det,” som han siger.

Men det er jo ikke det, der er lagt op til.”

“Der er en synergieffekt i, at forskningen kommer helt ud til landdistrikterne og bliver formidlet hertil af forskerne ved deres blotte tilstedeværelse.”

Peder S. Gregersen, Familielandbruget Sydvest, læserbrev i JydskeVestkysten

{{Nå.

Men}} Center for Landdistriktsforskning er et lille center, som ligger i Esbjerg, der er en stor by, som imidlertid ligger ret langt væk fra andre store byer. Center for Landdistriktsforskning er med andre ord selv genstand for den problematik, de forsker i:

De to millioner, centret hidtil har modtaget, udgjorde sådan cirka 40 procent af centrets budget. Dertil kom så omtrent halvanden million fra fondsansøgninger og et lignende beløb fra Syddansk Universitet. Når de fast bevillinger er helt forsvundet, står centret således i en temmelig sårbar situation, fordi den faste bevilling har udgjort så stor en del af det samlede budget; et problem, man ikke har (i samme omfang) på de større forskningsinstitutioner (der for det meste ligger i de større byer), hvor de konkurrenceudsatte midler selvsagt vil udgøre et langt mindre andel af det samlede budget.

Det er jo klart, at de store, centrale forskningsmiljøer sagtens kan leve med den her marginale buffer,” som Noe siger. Dertil kommer, at det simpelthen er bøvlet at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Esbjerg, hvis man kun har midler til at tilbyde en seksmåneders kontrakt. Så på den måde afspejler vi jo også den generelle landdistriktsproblematik,” som Noe siger.

Det kan også blive sværere, meget sværere, siger han, at tiltrække eksterne midler, når det økonomiske fundament er væk, og han frygter, at den manglende politiske opbakning i sidste ende vil betyde, at SDU, der som resten af Universitetsdanmark er presset på midlerne, vil trække stikket. Det er mærkeligt at sende det signal nu,” siger han. Landdistriktsproblematikken har aldrig været mere synlig og mere aktuel end lige nu.”

En lukning af centret ville være et tab, ikke alene for forskningen, men for lokalområdet, siger Noe også og nævner, at der i 2010 med afsæt i Center for Landdistriktsforskning blev etableret et sociologistudie i Esbjerg, der hvert år optager 80 studerende, som så er i praktik i det lokale erhvervsliv og skriver specialer om landdistriktsproblematikker og således bidrager til en synergieffekt, hvor det lokale erhvervsliv får øjnene op for akademikernes kompetencer – og hvor de akademiske kompetencer er tilpasset det lokale erhvervsliv.

Den slags, der er sundt for et sted som Esbjerg.

Regeringen er først og fremmest optaget af at få den bedste og mest kvalificerede landdistriktsforskning for pengene,” svarede ministeren, da jeg spurgte, om han mente, det havde en værdi i sig selv, at landdistriktsforskningen foregår et sted som Esbjerg. Vi har mange rigtig gode forskningsinstitutioner i hele landet, der på meget kvalificeret vis forsker i mangt og meget uden at have en fysisk tilknytning til det, de forsker i.”

Nogenlunde sådan har ministerens svar været, siden de fem borgmestre postede et brev til ham i december. I januar tog JydskeVestkysten sagen op og fik samme svar. Så var det Socialdemokratiet, der stillede spørgsmål i salen. Og fik samme svar. I marts gik Carl Holst ind i sagen. Uden det gjorde en forskel.

Og senest var Egon Noe så inviteret i Folketingets Landdistriktsudvalg af Socialdemokratiet i et sidste forsøg på (“i 11. time,” som jv.dk skrev) at redde centret.

Heller ikke det gjorde indtryk. I al fald ikke i Erhvervsministeriet.

“Som venstremand og dermed medlem af Folketinget for et parti, der sidder i regeringen, er jeg jo ærgerlig over, at det bliver en dårlig historie, når man forøger midlerne til forskning i landdistrikterne med 50 procent, fordi det drukner i usikkerheden om, hvad der sker med det samlede forskningscenter.” Carl Holst (V)

Men det gjorde rent faktisk indtryk på Egon Noe.

Det var egentlig en øjenåbner for mig. Vi skal være meget mere offensive med at fortælle dem om vores forskning og understøtte deres diskussion,” siger han. Den betragtning deles mildest talt af Dansk Folkeparti.

Jeg har været landdistriktsordfører i seks år. Jeg har ikke fået en eneste e-mail fra dem endnu,” sagde landbrugsordfører Mette Dencker, da jeg ringede til hende for at høre til hendes holdning. Hun kunne ikke rigtig se, hvad det var for en unik vare, centret leverede.
Jeg vil have resultater, når det kommer til landdistrikterne.”

Men tror du, forskningen bliver bedre af, at det bliver konkurrenceudsat?

Jamen, konkurrence er jo sundt for alle,” sagde hun. Om det bliver bedre for landdistrikterne? Det bliver i al fald ikke værre.”

Da jeg talte med Noe (det var før, jeg talte med Dencker), sagde han, at der var masser af plads til forbedring” i relationen til Folketinget.
Den dialog vil vi meget gerne ind i.” Men det ser altså ud til at være for sent for Center for Landdistrikter.

Godt nok har Socialdemokratiet efter sigende gjort det til deres mission’ at sikre centret, og imens arbejder Carl Holst på at få sat rammerne om konkurrenceudbuddet op på en måde, så pengene alligevel havner i Esbjerg. Men den løsning afviser ministeren (han skriver dog til mig, at der vil blive lagt vægt på langsigtet national vidensopbygning på området”, uden det helt står klart, hvad det betyder), og det er i sidste ende ham alene, der træffer den beslutning.

Hele formålet med at konkurrenceudsætte puljens midler er jo netop, at flere aktører kan byde ind på de offentlige forskningsmidler på området for at skabe ny viden og bidrage til den samlede forskning på området. Derfor er det ikke en mulighed at rammesætte konkurrenceudsættelsen til fordel for Center for Landdistriktsforskning alene,” som Brian Mikkelsen skriver.

Og således altså historien om, hvordan en regering, der vil styrke landdistrikterne ved at sætte forskningen til konkurrence, tilsyneladende udsætter udkantsforskningen for den dynamik, der skaber udkanter. Det skal afslutningsvis med her, at Egon Noe ikke nærer nogen som helst mistanke om, at det egentlig var det, Brian Mikkelsens ville med sin konkurrenceudsættelse. Der er trods alt sat flere midler af.

Jeg vælger at tro, at man (ministeren, red.) i virkeligheden ikke rigtig er inde i, hvad det her betyder,” som han sagde.

Og hvad det har af konsekvenser.”