Hvad stiller man op med et radikaliseret barn? Det skal de danske kommuner måske snart svare på

Mindst 19 børn med tilknytning til Danmark befinder sig lige nu i Syrien. Men den danske regering vil ikke hente dem.

Foto: Maya Alleruzzo / AP / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

De hvide telte står på stribe i det tørre sand. Når det blæser, hvirvles sandet op og lægger sig i øjenkrogen. Mellem teltene flyder skrald, som børnene leger med eller hopper over. Området er afskærmet af et stålhegn og bevogtet af bevæbnede vagter. Det er her, i det nordøstlige Syrien nær Irak, at 19 danske børn bor i to fangelejre.

De er børn af mænd og kvinder, der frivilligt er rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Siden er de flygtet eller er blevet efterladt i takt med, at bevægelsen er blevet bekæmpet. Nu er børnene og deres forældre bogstavelig talt fanget i en kurdisk kontrolleret lejr uden udsigt til at komme væk. Og den danske regering afviser at hente dem hjem.

Et af de børn er en bare fireårig pige, og hun er den seneste årsag til, at presset øges på den danske regering i spørgsmålet om hjemtagelse af danske statsborgere. En rapport, der var bestilt af Udenrigsministeriet, slår fast, at pigen er så påvirket af sine oplevelser, at hun risikerer alvorlige mén foruden den PTSD, hun allerede er diagnosticeret med. Derfor skal hun hurtigst muligt” og sammen med sin mor hentes hjem, vurderer børnepsykologerne. Det har fået Regeringens støttepartier til at sige, at pigen og hendes 31-årige mor skal hentes hjem øjeblikkeligt.

Men mens flere andre lande har valgt at hente børn – og i nogle tilfælde også deres mødre – hjem, har det politiske flertal på Christiansborg længe stået stejlt på, at de udrejste ikke skal hentes tilbage. Socialdemokratiets udlændingeordfører har sagt, at det ville være fuldstændig uansvarligt”, og kort efter folketingsvalget i 2019 vedtog regeringen en såkaldt principbeslutning om, at personer udrejst til krigen i Syrien ikke kan få hjælp til hjemrejse. Siden har statsminister Mette Frederiksen kaldt det en ulykkelig situation” fyldt med svære dilemmaer”, men også sagt, at forældrene har taget et valg for livet”. Derfor er de selvsagt ikke velkomne i Danmark.” Også de borgerlige partier har både som opposition, og da de sad i regering, afvist hjemtagelser.

For dem handler det om sikkerhed. De mener, at børnene og deres forældre kan udgøre en trussel mod Danmark, og at vi ikke skylder dem noget, der har vendt ryggen til os og demokratiet. Tilbage står de børn, der ikke selv har valgt deres forældre eller liv, og et FN, der inderligt anmoder verdens statsledere om at hente deres børn hjem. Så hvad sker der egentlig, hvis den danske regering bøjer sig for presset – og ved de danske kommuner overhovedet, hvordan man afradikaliserer et barn?

Hvis den danske regering begynder at hjemtage børn, kan det meget vel være folk som Trine Nedbo og Allan Aarslev, der skal koordinere de hænder, der skal tage sig af familien.

Allan Aarslev er politikommissær ved Østjyllands Politi, og så var han medinitiativtager på det, der over hele verden populært er blevet kendt som Aarhusmodellen. Projektet, der i sin helhed går ud på at forebygge radikalisering og diskrimination i den østjyske by, er målrettet unge op til 25 år og er blevet efterspurgt og anerkendt af internationale fagfolk, fordi projektet bygger på et tæt samarbejde mellem kommunen, politiet, Socialstyrelsen og PET. Modellen har været inspiration for det, der i dag kendes som Infohusene’, der findes over hele landet og er et koordineringsorgan for myndigheder i de enkelte kommuner.

Netop på grund af det tætte samarbejde har Allan Aarslev og Trine Nedbo ønsket, at vi skulle mødes alle tre samtidig over en videoforbindelse. Så vidt de ved, er der ingen af de nuværende danske børn i de syriske lejre, der ville komme til Aarhus ved en hjemtagelse, men det betyder ikke, at vi ikke har en plan”, som Trine Nedbo siger. Hun er afdelingsleder for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune. Det vil altså være hendes afdeling og de fagfolk, hun arbejder tæt sammen med, der ville have ansvar for, at et hjemtaget barn får den rette hjælp i Aarhus.

Samarbejdet mellem Trine Nedbo og Allan Aarslev ville begynde i det øjeblik, at beslutningen om en hjemtagelse er truffet, og familien er på vej til Danmark. For med al sandsynlighed ville forældrene blive retsforfulgt og anholdt allerede ved hjemkomsten til Kastrup Lufthavn. Det vil være usandsynligt, at de ikke har gjort sig skyldige i et eller andet,” som Allan Aarslev siger. Den danske lov forbyder nemlig danske statsborgere at rejse ind i en såkaldt konfliktzone uden tilladelse. Syrien er på grund af den årelange borgerkrig og trussel fra islamistiske terrororganisationer defineret som en sådan zone. Alene ved at rejse ind i Syrien har forældrene altså forbrudt sig mod den danske lov. Det kan også tænkes, at forældrene kan retsforfølges for handlinger eller aktiviteter, de har deltaget i under deres tid i Syrien.

Her kommer Trine Nedbo ind i billedet. Det må antages,” siger hun, at de har brug for særlig støtte.” Allan Aarslev nikker over videomødet og supplerer: Man kan antage,” siger han, at de børn vil være radikaliserede.”

For at forstå, hvad Trine Nedbos socialfaglige afdeling ville have for en opgave foran sig, må vi først tage et kig ind i de lejre, som de danske børn lige nu befinder sig i.

For mindre end to måneder siden, i december 2020, var Natascha Rée Mikkelsen for tredje gang i Syrien. Sammen med advokaten Knud Foldschack, der repræsenterer fire af de danske kvinder og deres i alt ni børn, rejste hun i hemmelighed ind i de to kurdiskkontrollerede lejre al-Roj og al-Hol i det nordøstlige Syrien. Det var hæsligt,” siger hun i telefone n. Der er skrald alle vegne. Der er åbne kloakker. Jeg kan slet ikke forestille mig, at min egen søn skulle leve sådan.”

Sammen med Knud Foldschack har hun stiftet organisationen Repatriate The Children – Denmark. Organisationens formål er at få politisk medvind til at få børn med tilknytning til Danmark hentet hjem. I lejrene har hun blandt andet mødt den fireårige pige med PTSD, og hun var med, da en 11 måneder gammel forældreløs baby blev hentet af sin nærmeste danske familie, efter at forældrene blev dræbt i et bombeangreb. Babyen og en 13 år gammel svært såret dreng er indtil videre de eneste børn, der er blevet hentet af den danske regering. Ud af de 19 børn, der ifølge Udenrigsministeriets seneste opgørelse befinder sig i en af de to lejre, er ti af børnene født i konfliktzonen”, som det hedder.

Også inden for lejrenes mure er forholdene svære. Børnedødeligheden er høj, der mangler lægehjælp, rent vand og mad. Lejrene er også præget af vold, drab og et miljø, der får Natascha Rée Mikkelsen til at kalde lejrene for radikaliseringsfabrikker”. Særligt al-Hol lejren er præget af uro. Det er sådan et mini-kalifat,” siger hun. De har deres egen lille sharia-domstol i lejren, de kurdiske vagter kan dårlig nok gå derinde, og kvinderne går helt tildækket.”

Det er netop det, at lejrene kan have en radikaliserende effekt på indbyggerne, der får sikkerhedsforsker ved DIIS Maja Touzari Greenwood til at tage sig til hovedet, når hun hører regeringen tale om familierne som en sikkerhedstrussel. Hele indsatsen med at få nedkæmpet kalifatet ville være fuldstændig ugjort, hvis man lader dem sidde der, mens lejrene bliver opløst, eller det lykkes Islamisk Stat at få smuglet folk ud.” For det er faktisk det, Islamisk Stat forsøger på. Det var endda den sidste besked, som den tidligere IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi gav sine følgere, inden han blev dræbt af amerikanske styrker: Befri IS-medlemmer og deres familier fra lejrene. Samtidig har den kurdiske lejradministration meldt ud, at de ikke har tænkt sig at opretholde lejrene for evigt. Derfor kan vi være bange for, at de vil indgå i en genopbygning af Islamisk Stat,” siger Maja Touzari Greenwood og tilføjer, at hun er særlig bekymret for, at børnene kan blive hvervet. Vi ved, at Islamisk Stat har trænet børn i våbenbrug, og at de er villige til at bruge børnesoldater fra en ret ung alder.”

Maja Touzari Greenwood har derfor længe advokeret for, at den danske regering snarere skulle være optaget af, hvad der sker, hvis man ikke henter børnene og deres forældre hjem, end hvis man gør. Det er blålys at tro, at det, at de sidder dernede, gør, at de er sikret. Det er præcis det modsatte. Det er den mest usikre situation, vi kan have dem i. Kvinderne kan flygte direkte ind i armene på Islamisk Stat med en viden om Danmark. Det handler om, hvordan vi giver vores egen efterretningstjeneste bedst mulighed for at holde øje med de umiddelbare sikkerhedstrusler, der kunne være imod Danmark,” siger hun. Det gør vi ved at få dem ind, hvor vi kan se dem.”

Politiets Efterretningstjeneste har vurderet, at det er usandsynligt”, at børnene aktuelt udgør en terrorrisiko. Men de skriver i deres seneste vurdering, at risikoen for indoktrinering og påvirkning forøges som udgangspunkt, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien”.

Det store spørgsmål er derfor, hvordan de børn, der måske vender hjem, har det. Og hvad velfærdsstatens frontkæmpere egentlig har af redskaber til at hjælpe dem.

Da den 11 måneder gamle baby blev hentet til Danmark, kom han i varetægt hos den nærmeste familie til sine nu afdøde forældre. Det er den kommune, som de hjemvendte børn hører til, der skal beslutte, hvad der skal være børnenes fremtidige hjem. For som Allan Aarslev fra Østjyllands politi siger det, vil forældrene med al sandsynlighed blive retsforfulgt og fængslet, og så bliver børnene skilt fra forældrene”.

Når andre lande har hjemtaget børn, er de blevet placeret hos bedsteforældre, forældres søskende eller anden familie. Men i nogle tilfælde er de blevet placeret i plejefamilier, og for nogle vil det være bedst, siger Trine Nedbo. Vi laver den løsning, der giver mening,” siger hun. Det handler om det konkrete match og barnets behov. Hvis det er et barn eller ung, der ikke kan det danske sprog, ville det måske være godt at være i rammer, hvor det bliver forstået. Det kan også være, at barnet har særlige behov, hvor en plejefamilie vil være bedre.”

Står det til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, skal børnene kun hentes, hvis de placeres i en dansk plejefamilie. Som det er nu, ligger den beslutning dog hos det socialfaglige personale i kommunerne. Dem der mener, at børnene skal i dansk plejefamilie, gør det, fordi de synes, børnene har bedst af at komme helt væk fra en muligt radikaliseret forælder eller det ophav, forældrene kommer af. Selv har kvinderne, når de har haft besøg af journalister i lejren, flere gange afvist, at de skulle udgøre en sikkerhedstrussel eller medvirke til yderligere radikalisering af deres børn.

Flere af de kvinder, jeg talte med,” siger Natascha Rée Mikkelsen, flygtede fra IS. Kvinderne siger, at de er ulykkelige over, at de har sat deres børn i den situation.” Når det kommer til børnenes danske familie, hvor børnene potentielt skulle sættes i pleje, fortæller hun, at de fleste kommer ud af familier, der har virket uforstående over for kvindernes og mændenes valg om at rejse ud. Familierne har taget afstand fra deres radikalisering,” siger hun. Det er kendetegnende for flere af kvinderne, at de har været gennem et forældreoprør. De fleste af de danske familier er det modsatte af ekstreme. De er enten moderate muslimer eller slet ikke muslimer.”

Det bringer os tilbage til det mulige scenarie, hvor den danske regering til sidst bøjer af og henter om ikke alle, så nogle af børnene hjem. Sikkerhedsforsker Maja Touzari Greenwood peger på Danmarks ry for netop at være gode til at afradikalisere. Vi er et af de lande, andre kigger til for at lære, hvordan man har gjort, og de bliver briefet og får foredrag af danske eksperter,” siger Maja Touzari Greenwood og nævner specifikt Aarhusmodellen, som Allan Aarslev har været medinitiativtager på.

Gennem 16 år har han beskæftiget sig indgående med radikalisering og ekstremisme hos unge. Så da jeg spørger ham, om hans afdeling er klar til at håndtere børn, der kan være blevet indoktrineret eller har modtaget våbentræning, fortæller han om en 14-årig dreng, der blev tvangsfjernet fra sin familie, fordi han selv og familien var dybt radikaliserede. Drengen var ikke trænet i rigtig våbenbrug, men han var trænet i simuleret våbenbrug,” siger han. Det arbejde er ikke så meget anderledes fra de her børn.”

Inden Allan Aarslev, Trine Nedbo og jeg selv logger ud af videoforbindelsen, spørger jeg dem, om de føler sig klar på en situation, hvor en hjemvendt fremmedkriger skal have hjælp i Aarhus. De nikker nærmest synkront. Ja,” siger Trine Nedbo. Vi er rustet til det, vi er klar, og vi er klædt på til opgaven.”

Men Allan Aarslev slutter også med et forbehold. Som garvet politikommissær har han specialiseret sig i radikaliserede unge, men,” tilføjer han, man skal være klar over, at det er en svær opgave.”