Borgere i Shanghai har siden november sidste år kunnet downloade en app lavet af millionbyens lokalregering. Den hedder Ærlige Shanghai og skal være med til at skabe “positiv energi i samfundet”.

Med programmet installeret på mobilen kan man på et kort se, hvilke virksomheder der har været i myndighedernes søgelys og fået anmærkninger. Det gælder for eksempel kritik af dårlig hygiejne på restauranter.

Men der er også en anden funktion. Her er det brugeren selv, der er i fokus. Først skal man indtaste sit nationale identifikationsnummer og lade sit ansigt scanne via mobilens kamera. Så dykker programmet ned i brugerens personoplysningerne – over 3.000 datasæt fra omkring 100 offentlige myndigheder. Alt fra parkeringsbøder til bankoplysninger bliver gennemgået. Et døgn senere modtager brugeren sin bedømmelse. Han eller hun bliver rated som enten rigtig god, god eller dårlig.

Som det fremgår af appens navn, handler det for bystyret om at fremhæve og belønne ærlige og gode borgere. Indbyggere med et højt ærlighedsniveau har for eksempel adgang til billigere billetter hos et lokalt flyselskab. Men historien er langt større.

Lignende eksperimenter med digitale pointsystemer finder sted rundtomkring i Kina. Over 40 pilotprojekter er i løbet af de seneste to år sat i gang for at teste potentialet, inden en national udgave rulles ud. Systemet skal både omfatte virksomheder og privatpersoner og efter planen være færdigudviklet i 2020.

Pointsystemet rejser vigtige principielle spørgsmål. For hvad gør det ved mennesker, hvis så mange dele af ens liv konstant bliver bedømt ovenfra? Kan et samfund blive et socialt medie?

Det er på en måde naturligt, at eksperimentet sker i Kina. Det digitale liv er dybt vævet ind i alle dele af hverdagen og gadebilledet.

Når man som jeg er bosat i Kina, kan det til tider være svært at trænge igennem til sine kinesiske venner, bekendte eller kolleger, selv når de står eller sidder lige over for en. Den trådløse forbindelse er svær at konkurrere med. Kinesiske varianter af sociale medier er en stor tidssluger. Det samme gælder internethandel. Kan et produkt købes i Kina, kan det købes online.

Over halvdelen af Kinas befolkning har i dag internetadgang – to ud af tre af brugerne er online på mobiltelefonen. Og de bruger adgangen flittigt. Med andre ord: Internettets udbredelse i det kinesiske samfund giver mulighed for at indsamle data i store mængder. Og det er en afgørende faktor for det nye pointsystem.

Det nationale pointsystem har politisk opbakning fra højeste sted i Kinas Kommunistparti. Præsident og partiformand Xi Jinping sidder for bordenden i den enhed i partiet, der har det øverste ansvar. Herfra er opgaven med selve etableringen sendt videre til centralbanken og den magtfulde statslige komité for udvikling og reformer.

Over 30 ministerier og statslige institutioner er allerede involveret. De deler informationer på en platform, der blev lanceret i 2015. Året inden var første gang offentligheden fik nys om de omfattende planer. Det skete i en tekst publiceret på den kinesiske regerings hjemmeside. Her kunne man læse, at konceptet rækker langt ud over kreditregistre kendt fra Europa og USA, hvor dårlige betalere havner. Den kinesiske version skal fremme et særligt værdisæt og skabe et harmonisk og socialistisk samfund.

Ud over at tage højde for finansielle informationer er sociale aspekter også med i ligningen. Og hvor data fra domstole og politi i dag udgør rygraden, er det tanken, at den endelige version skal favne langt bredere. Det er for eksempel intentionen, at enorme mængder data fra private virksomheder også skal sluses ind i systemet. Målet er at opnå større tillid borgere, myndigheder og virksomheder imellem ved at belønne god og troværdig opførsel – og straffe det modsatte.

For at “de troværdige kan vandre frit rundt overalt under himlen, mens de diskrediterede får svært ved at tage et enkelt skridt”, som det fremgår af regeringsteksten. (Ja, det står der).

Præcis hvordan regeringen har tænkt sig at skrue det nye pointsystem sammen, vides endnu ikke. Men et andet pilotprojekt udført i en sydkinesisk kommune giver en idé om, hvad der kan være i vente.

Her indførte lokalregeringen en ordning, hvor indbyggerne blev tildelt 1.000 point. Borgere, der begik mindre forseelser – som at køre over for rødt – blev fratrukket 50 point.

Men også handlinger i den mere private sfære fik konsekvenser. Medlemskab af en forbudt religiøs bevægelse blev ligeledes straffet med 50 point, mens falske anklager rettet mod andre på internettet førte til fratagelse af 100 point.

Baseret på pointsystemet blev indbyggerne inddelt i kategorierne A, B, C og D. A-borgerne fik nemmere adgang til offentlige servicer, hvorimod D-borgerne blev udelukket fra at få job i det offentlige. Forsøget var tidsbegrænset og blev siden stoppet, men siden har den kinesiske regering slået fast, at straffen for at “bryde den sociale tillid” i det landsdækkende system kommer til at bestå af mange af de samme elementer.

Adskillige menneskerettighedsorganisationer har – ikke overraskende – allerede meldt sig på banen med kritik. For hvem skal afgøre, hvad god og troværdig opførsel er? Det er ikke svært at forestille sig en situation, hvor Kinas religiøse mindretal, rettighedsforkæmpere eller individer på kant med Kommunistpartiet risikerer bundkarakter på deres private pointkonto.

Også internt i Kina har regeringens planer ført til debat. Da ærlighedsapplikationen blev lanceret i Shanghai, kaldte professor Zhu Dake fra Tongji Universitet tiltaget for kredittotalitarisme.

“Du har begået en fejl, hvis jeg siger det. Du har en lav score, hvis jeg siger det. Hvad skal det ikke ende med? De kunne nemt udvide kriterierne og begynde at bedømme folk ud fra moralske eller ideologiske grunde. De bruger moderne teknologi til at skabe en version af Orwells 1984,” udtalte han til radiostationen NPR.

George Orwells fremtidsfortælling udgivet i 1949 har det med at dukke op i forbindelse med kritik af det kinesiske pointsystem. I Orwells klassiker lever indbyggerne under konstant overvågning i et samfund, hvor Partiet har absolut magt. Øverst sidder Big Brother, der holder øje med alt og alle via ansigtsscannere på gadeplan.

En direkte sammenligning mellem Orwells Oceania og Xi Jinpings Kina ville være at gå for langt. (Pointsystemet kunne dog godt lede tankerne hen på et samfund indrettet som socialt medie – med mørke science fiction-undertoner. Se for eksempel tv-serien Black Mirror, der har lavet et glimrende afsnit om netop dette: et samfund, hvor alle bedømmer hinanden i et stort, virkeliggjort, altid tilstedeværende Facebook – med vidtrækkende konsekvenser for alle dele af folks liv).

I hvert fald: Der er ingen tvivl om, at overvågning og indsamling af data om borgerne er udbredt i Folkerepublikken. Det er nærmest en slags speciale. Historisk er det sket ved hjælp af det såkaldte dang’an-system. Et slags udvidet cv, hvor oplysninger om borgere bliver arkiveret. Registret indeholder informationer om alt fra karakterer i skolen og arbejdshistorik til oplysninger om medlemskab af foreninger eller partiorganisationer samt bemærkninger fra lærere og overordnede.

Men med årene er systemet blevet hullet. Den indbyggede kontrolfunktion fungerede bedre, da alle arbejdede for staten. Nu tyder meget på, at det kommende pointsystem er tænkt som et mere moderne supplement designet til at overvåge og regulere det kinesiske samfund i en digital tidsalder.

For Kommunistpartiet handler det om kontrol. Og om at finde en løsning på et problem, der har eksisteret meget længere end partiet selv.

I Kina beskriver metaforen “bjergene er høje, og kejseren langt væk”, hvordan kejseren – eller i nyere tid centralregeringen – har svært ved at holde styr på alle dele af det enorme land. I provinsen tæller lokale interesser mest. Ofte også selv om det måtte være i strid med ønsket fra hovedstaden. Konsekvensen er svindel, misinformation og manglende vilje til at implementere love. I demokratiske lande udgør et uafhængigt retsvæsen og en fri presse en stor del af løsningen.

Regeringen har så prøvet at løse problemet ved at tillade en grad af frihed for journalister og akademikere og advokater. De har kunnet samle oplysninger om svindel og korruption i samfundet, siger Rogier Creemers, professor ved Leiden Universitet i Holland og ekspert i den kinesiske regerings brug af teknologi.

“Nu ser der ud til, at man har besluttet sig for at bevæge sig væk fra den tilgang, fordi man har fået en række teknologiske muligheder for at indsamle lignende informationer. Og endda på en måde, ledelsen ser som mere effektiv og objektiv og uden at måtte afgive indflydelse,” siger Rogier Creemers.

Han ser det nye pointsystem som et udtryk for, at den kinesiske ledelse er blevet mindre tolerant og mere selvsikker. Men der kan også være positive ting at hente. Rogier Creemers fremhæver, at pointsystemet ikke kun inkluderer privatpersoner, men også virksomheder.

“Ude i provinsen forsøger lokale myndigheder at beskytte lokale virksomheder mod eksempelvis miljøregler, der kan koste arbejdspladser og skatteindtægter. Resultatet er den ene miljøkatastrofe efter den anden. Det er muligt, at pointsystemet kan være med til at ændre ved det,” siger han.

Den tyske tænketank MERICS udgav sidste måned en rapport om virksomhedsdelen i det kinesiske pointsystem. Grundlæggende er tanken den samme som for enkeltpersoner. Baseret på data indhentet fra både offentlige og private kilder bliver virksomheden givet en høj eller en lav score. Det kommer for eksempel til at trække ned ikke at betale et lån til tiden, at udlede for meget CO2 eller at levere en vare for sent.

Rapporten beskriver, hvordan e-handel og de seneste års omfattende digitalisering af det kinesiske samfund gør det muligt at monitorere og evaluere virksomheder på en helt ny måde. Belønningen for god opførsel vil blive udmålt i lavere skatter, bedre investeringsmuligheder og nemmere adgang til lån.

Det modsatte vil være gældende i den lave ende af pointskalaen. Formålet er en form for selvregulering, hvor erhvervsdrivende selv retter ind efter regler og love for at undgå straf.

Set fra Beijing er der også tale om en mekanisme, der kan hjælpe med at styre erhvervslivet i retning af de strategiske og industrielle mål, regeringen har sat. Det kan også få betydning for udenlandske virksomheder i Kina.

Som det lyder i rapporten fra MERICS:

“Hvis de overholder regeringens bestemmelser, kan de undgå smertefulde repressalier, men deres beslutningsfrihed i Kina vil blive betydeligt begrænset. Internationale virksomheder kan som deres kinesiske konkurrenter for eksempel blive tvunget til at foretage økonomisk urimelige investeringer, der er fastsat af Kinas industripolitiske prioriteter.”

Tænketanken anbefaler derfor udenlandske virksomheder på det kinesiske marked at sætte sig grundigt ind i den kinesiske regerings planer.

Hos det europæiske handelskammer i Beijing er datasikkerhed en anden bekymring.

“Muligheden for, at data indsamlet under systemet kan misbruges, er en stor kilde til ubehag. Det kunne afholde udenlandske selskaber fra at udvide deres investeringer i Kina eller bringe avancerede teknologier til markedet,” skriver handelskammeret i en mail til mig.

Sammenslutningen af europæiske virksomheder i Kina frygter desuden, at systemet vil ramme internationale firmaer hårdere end lokale.

»Denne skepsis stammer fra historisk præcedens,” skriver handelskammeret.

Det henviser til, at en undersøgelse har vist, at europæiske virksomheder “år efter år konsekvent rapporterer om uretfærdig behandling af udenlandske virksomheder i forhold til kinesiske virksomheder”.

Endnu er det landsdækkende pointsystem stadig under udvikling. Hvordan og hvornår det bliver taget i brug, afhænger af politisk vilje og teknologisk formåen.

“Hvordan får man alle datasættene til at tale sammen? Mængden er enorm,” siger Rogier Creemers fra Leiden Universitet.

“Man må gå ud fra, at de kinesiske myndigheder allerede i dag har adgang til alle informationer om personer, de interesserer sig for. Men alt data på alle og på samme tid kræver et helt andet setup, hvis man vil kunne bruge det til noget. Måske er det derfor, Kina investerer så meget i kunstig intelligens og datalagring,” siger han.

Det er heller ikke en selvfølge, at lokale myndigheder og private virksomheder frivilligt afgiver korrekt data. Alligevel vurderer tænketanken MERICS, at den kinesiske ledelse har gode muligheder for at overvinde de bureaukratiske og teknologiske udfordringer.

Landet har, mener tænketanken, “ikke kun den politiske vilje og selvsikkerhed, men også de økonomiske ressourcer, og det er allerede stærkt i afgørende teknologier, såsom Big Data og overvågningssystemer.”