Der findes en legendarisk scene i komedieserien Klovn.

Seriens hovedpersoner, Casper Christensen og Frank Hvam, går i Frederiksberg Have og diskuterer, hvad Frank Hvam, der som sædvanlig er den eneste af de to med kvaler på samvittigheden, skal gøre ved, at han har været Mia utro.

“Jeg tror,” siger han til Casper Christensen, “at jeg siger det til hende, og så tager jeg balladen.”

Casper stejler straks. “Ej Frank, hold nu op. Nejnejnejnej. Stop. Stop. Stop.”

“Hun vil kunne forstå det,” fortsætter Frank med spinkel stemmeføring, “jeg har jo bare knaldet. Der er ikke nogen følelser i det.”

Men der er ingen lydhørhed fra Casper Christensen. Hans bedste råd?

“Benægt, benægt, benægt.”

Frank Hvam, vil læseren nok have gættet, ender med at følge Caspers råd, hvilket naturligvis ender i en fiasko af dimensioner. Og således er seriens evige omdrejningspunkt opretholdt:

Frank Hvam er den ryggesløse antihelt, Casper Christensen skurken. Det er oplagt, fordi det er seriens lov. Men måske findes der også en mere grundlæggende årsag til, at det ikke kunne ende på andre måder.

For eksempel, at vi i Danmark fordømmer folk, der benægter deres problemer.

“Vi har et samfund, hvor vi ansporer alle med problemer til at konfrontere dem. Vi tygger drøv og dvæler ved alt det, der er hændt os. Det gør vi selvfølgelig, fordi vi har en overbevisning om, at det er godt. Men ofte er det altså bare kontraproduktivt,” siger Sisse Find Nielsen.

Måske kender du Sisse Find Nielsen fra DR’s hitprogram Gift ved første blik, hvor hun i seneste sæson gjorde sin debut som rådgiver af de nygifte. Men hendes titel var hverken præst, sociolog eller almindelig psykolog. Hun er en af de få (der er kun fire i Danmark), der har uddannet sig i retningen metakognitiv terapi oven i sin kandidat i psykologi.

Metakognitiv terapi er, med Sisse Find Nielsens ord, en “reformbevægelse”. Traditionel psykologi er bygget på konfrontation. Inden for den metakognitive terapi råder man folk til at undlade konfrontationen, fordi den konstante konfrontation af problemerne i sig selv avler en psykisk belastning.

“Lige nu behandler vi vores psyker i Danmark, som man ikke skal behandle et sår – vi bliver ved med at kradse i dem,” siger hun.

“Men psyken er selvregulerende, hvis man styrer sin opmærksomhed væk fra de negative tanker.”

Idéen om konfrontationen blev populariseret af samtaleterapiens fader, Freud.

Selv hundrede år efter vi hørte hans argumenter, er han stadig et primært referencepunkt i vores snakke om menneskets psykologi. Og når det forholder sig sådan, så er det ikke, fordi der nødvendigvis var særligt meget videnskabeligt hold i de teser, han fremlagde – de er blevet modbevist igen og igen af psykologien.

Den arv, han har givet videre, og som lever i bedste velgående, er idéen om konfrontation. Freud mente, at mentale lidelser var udtryk for undertrykte, fortrængte og tabubelagte lyster og længsler. Kun ved at gå i terapi, ved at grave ned i det fortrængte og ved at nævne ondskaben ved navn kunne individet komme overens med sine egne dæmoner.

Den tanke er stadig grundlæggende for langt det meste litteratur om konflikthåndtering. Det er også grundlaget for meget journalistik.

I 1978 skrev forfatter Susan Sontag, der på det tidspunkt selv var ramt af kræft, klassikeren Illness as Metaphor om de konkurrencemetaforer, vi bruger om især kræft. I stedet for blot at konstatere, at nogen er død af kræft, er en typisk vending, at vedkommende “tabte” til kræften. Vi fejrer dem, der “vinder” over kræften. Offeret, der ser ondskaben i øjnene og bekæmper den, er en respekteret figur i Vesten.

Men måske burde vi få respekt for de ofre, der simpelthen bare lever med deres problemer.

I et fremragende essay fra 2001 forklarede en af mine yndlingsjournalister Michael Kinsley, stifteren af det amerikanske medie Slate, hvorfor han havde valgt at holde sin diagnose Parkinsons sygdom hemmelig i hele otte år.

“Der er tre måder at håndtere nyheder som disse,” skrev Michael Kinsley i essayet, der bar titlen In Defense of Denial, “accept, konfrontation eller benægtelse. Accept er en ambition, ikke en strategi. Konfrontation betyder, at man gør sygdommen til centrum for sit liv: Man lærer så meget, man kan om den, man forsøger febrilsk at finde nye terapier, man laver kampagner for at få mere forskningsstøtte og så videre.”

Det ville Michael Kinsley ikke. Jovist, han gik til lægen og tog sine piller, men resten af tiden gjorde han sit ypperste for fuldstændig at glemme, at han var syg. Strategien var ikke kun et forsøg på at bedrage omverdenen. Den var et forsøg på at bedrage ham selv.

“Benægtelse betyder, at man lader sygdommen påvirke ens liv mindst muligt. Faktisk betyder det, at du forsøger, så godt du kan, at lade, som om du slet ikke har den.”

Freud lærte os at konfrontere vores fobier, vores traumer og vores konflikter. Men hvis man skal være rigtig hård, så kunne man indvende:

Med hvilket resultat? Vi er jo ikke i mellemtiden blevet raskere i hovedet.

Det er præcis den erkendelse, som den metakognitive terapi har taget konsekvensen af. Selve det traume, som tankerne drejer sig om, bliver for så vidt ligegyldigt. Det er grublerierne og bekymringerne, som følger traumet, der er problemet.

“Nogle mennesker, der har en lille delle på maven, kan få en depression over det. Andre, der har cancer, kan undgå at få angst. Forskellen ligger i, at den ene overtænker og den anden ikke gør,” siger Sisse Find Nielsen.

Der findes forskellige typer af overtænkning. Hvis man trusselsmonitorerer, er man konstant på vagt over for mulige trusler i ens sociale miljø. Det kan handle om, hvordan folk ser på en, eller hvordan man selv opfører sig. En anden form for overtænkning handler om at gruble over fortiden eller at bekymre sig for fremtiden. Men sagen er, at det ikke er alle problemer, der har godt af at blive vendt og drejet. Nogle skal bare glemmes. I hvert fald hvis man spørger Sisse Find Nielsen.

“Nogle gange kommer der for eksempel folk i terapi, der siger, “jeg har et forfærdeligt liv, fordi jeg er grim.” Og jamen nogle gange ligner vedkommende jo en ork. Så kan det være svært at sige: hvorfor tænker du sådan om dig selv?” siger Sisse Find Nielsen.

“I metakognitiv terapi ville man sige: Okay, så du tænker, at du ikke er den smukkeste. Hvad er så fordelen ved hele tiden at tænke sådan? Og hvis der ingen fordele er, er det så noget, du kan stoppe med? Nu er det et tænkt eksempel, men det er grundlæggende det, det handler om.”

Men hvor stiller det dig som psykolog, at du skal få folk til at holde op med at tænke? Det her er jo nærmest en tale for din egen overflødiggørelse?

“Jeg kan love dig for, at vi bliver set på med skeptiske briller, fordi det på mange måder underminerer vores egen stand. Psykologer lever jo af – og nu siger jeg noget flabet – at sidde og samgruble med mennesker. Men måske er det også derfor, at vi har så mange mennesker, der ikke får det bedre.”

Det skal absolut slås fast, at metakognitiv terapi stadig er en meget ny retning inden for psykologien.

I 2014 udkom en undersøgelse fra Institut for Psykologi på Københavns Universitet, der gennemgik 16 internationale undersøgelser, der sammenlignede virkningen af metakognitiv terapi med virkningen af kognitiv terapi. Konklusionen var, at den metakognitive terapiform var den kognitive klart overlegen i behandlingen af angst og depression, men også, at studierne var små, og at resultatet skulle fortolkes med forsigtighed.

Også uden for den forskning, der specifikt handler om metakognitiv terapi kan man finde resultater, som kan give anledning til en kritisk refleksion af den traditionelle kognitive metode. Helle Harnisch har for nylig udgivet sin ph.d., som handler om mental robusthed, også kaldet resiliens, hos tidligere børnesoldater i Uganda, fra DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur og Aarhus Universitet.

“Mit nøglespørgsmål,” forklarer hun, “var, hvordan man overlever og kommer videre efter så voldsomme torturoplevelser.”

De mennesker, hun taler om, er 36 personer fra Uganda, der som børn blev kidnappet til rebelhæren The Lord’s Resistance Army. I hæren blev mange af dem tvunget til at kæmpe som børnesoldater, pigerne blev tvangsgift med højt rangerende soldater fra rebelhæren og oplevede en hverdag med voldtægt og tortur. For nogle var det 17 år siden, at de slap fri, for andre to år siden. Fælles for langt størstedelen var, at ingen af dem havde været igennem et vestligt NGO-program for at bearbejde oplevelserne.

“Det, som jeg fandt, og som var overraskende for mig som europæisk forsker, var, at når de helt selv klarede sig i det forløb, det er at komme hjem fra at have været i rebelhæren og have været kidnappet ind i den, så valgte de faktisk – 34 ud af 36 af respondenterne – slet ikke at tale om det,” siger hun.

“Jeg har talt med familier, hvor både far og søn har været kidnappet af den samme rebelhær, fordi krigen har varet så lang tid, som den har. Men de har aldrig talt om det. Der var endda flere af dem, som sagde, at de slet ikke tænkte over det mere.”

Det chokerede Helle Harnisch, der selv har en baggrund i pædagogisk psykologi. Men, understreger hun, man skal passe på ikke at overtolke resultaterne. Når man har med traumer at gøre, kan spørgsmålet om behandling godt være “ekstremt komplekst”, siger hun. Selv om “undvigende coping”, som Helle Harnisch kalder det, synes at være det foretrukne svar for de mennesker, hun talte med, er det langtfra sikkert, at det er det for alle.

Hun er også “meget forsigtig”, når det kommer til at udlede, hvad man kan lære af hendes resultater i en vestlig kontekst. For det første, fordi der er stor forskel på at have stress og på at have været børnesoldat.

For det andet, fordi livet i Uganda åbenlyst er meget anderledes end livet i Danmark.

“Her i Danmark og i Vesten generelt har vi jo en trang til at forstå ting. Vi har en trang til at lave en efterrationalisering af, hvad det er, der er sket. Det er vi opdraget til,” siger hun.

“I Uganda er der bare et helt andet paradigme for, hvordan man skaber mening i tilværelsen, som er meget mere baseret på religion. De siger: Hvad der er sket, er sket. Og hvad min fremtid byder på, det er op til Gud. Og det er også op til Gud at forstå, hvad der er sket, og det er jo meget belejligt, hvis man bare gerne vil glemme, hvad der er sket.”

Forskellene betyder dog ikke, at man slet ikke skal lære af hinanden.

“Jeg tør godt sige, at der har været et meget stor fokus på verbalisering af traumerne i Vesten. Og måske er det bedre fremover at vurdere fra person til person, hvad der er det bedste.”

Sisse Find Nielsen var i mange år selv praktiserende kognitiv psykolog og sad også og “kampgrublede” med sine klienter. Det var først, da hun selv fik stress-symptomer, at hun skiftede holdning til sit fag.

I den metakognitive psykologi fandt hun rådet om helt at lade være med at grave sig ned i de eksistentielle årsager til symptomerne og i stedet lære at kontrollere sin tænkning. Det var, siger hun, “mind-blowing”.

“Desværre har vi fået en underlig kultur, hvor vi skal ind over alle og behandle alle og vugge alles indre barn,” siger Sisse Find Nielsen.

“I dag bliver vi jo nærmest bliver bedt om at trusselsmonitorere, inden vi overhovedet er blevet stressede. Kan du tåle dit liv? Er du sikker på, du er okay? Vi ansporer folk til hele tiden at være ængstelige og bekymre sig i stedet for at lære dem, at de har kontrol over deres eget følelsesliv.”

Men hvis man nu virkelig opfører sig på en forkert måde, så er det vel en meget god idé at tænke over hvorfor? Altså hvis man nu konsekvent smider partnere ud af sit liv for eksempel?

“Mange erkendelser får vi faktisk, uden at vi aktivt går og tænker over dem. Nogle gange er det netop, når man glemmer problemet fuldstændig og står nede i Netto og rækker hånden ud efter en flaske rødvin, at man kommer frem til erkendelsen,” siger Sisse Find Nielsen.

Okay, men hvis jeg skal tilgives af nogen, for eksempel af min partner. Det kræver vel konfrontation, eller at vi taler om det?

“Jeg tror netop, at når man er i en konflikt og krampagtigt holder fast i sin position, så er det, fordi man tænker, at ‘han er nødt til at acceptere hele mig’. Og så bliver man stiv og rigid i sine egne holdninger,” siger hun.

“Sagen er også, at når vi hele tiden går og lufter vores bekymringer, så beder man indirekte partneren om at tage ansvar for dem. Man udliciterer ansvaret for sine egne bekymringer. Og det, man skal lære i et godt parforhold, det er at sige: Det er bare tanker. Jeg elsker denne her mand, og så kan det godt være, at jeg skal æde mine tanker.”

Men hvad, hvis nu man for eksempel har været utro? Altså et konkret, håndgribeligt svigt?

“Det er ofte netop selve overtænkningen, der gør, at vi ikke bare konfronterer det. Tankerne er en undgåelsesstrategi, så man ikke behøver at tage konsekvenserne.”

Så nej, Frank Hvam skulle ikke have lyttet til Casper Christensen. Han kunne måske med fordel have ladet helt være med at spørge ham til råds.