Hvorfor halvdelen af Danmarks klimapolitik strengt taget er spildt. (Hint: Det har med en europæisk CO2-børs at gøre)

RISIKO FOR VARM LUFTBåde kitesurfere og vindmøllebranchen udnytter det danske blæsevejr. Særligt takket flere vindmøller er Danmarks udledninger af drivhusgasser faldet støt, men hvis 70-procents-reduktionsmålet skal lykkes, skal tempoet af den nuværende danske grønne omstilling mere end fordobles. Foto: Borberg Asger Ryø, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Dansk klimapolitik er i færd med et historisk skifte. Om blot 11 år skal Danmark belaste atmosfæren med 70 procent færre drivhusgasser, men halvdelen af indsatsen er formentlig forgæves. For færre drivhusgasser udledt af Danmark bliver modsvaret af flere drivhusgasser udledt uden for vores grænse. Andre landes mest energiforslugne industrier kan ligefrem klimaforurene 70 procent mere i takt med, at Danmark bliver grønnere.

SOCIALDEMOKRATIET, RADIKALE VENSTRE, SF OG ENHEDSLISTEN vil indføre en klimalov. Den indeholder et bindende delmål om, at Danmarks reduktion af drivhusgasser i 2030 skal være faldet med 70 procent i forhold til niveauet i basisåret 1990.

Det er et drønambitiøst mål. Hør eksempelvis bare jublen fra Greenpeace, der betegner 70-procents-reduktionsmålet som en drøm, der går i opfyldelse.

Hvis en S-ledet regering kan lande det her, vil det være en kæmpe sejr for både klimaet og de danske vælgere. Som vores udregninger har vist, er netop 70 procent reduktion af alle drivhusgasser minimumsniveauet, hvis Danmark skal leve op til vores globale ansvar for at afværge klimakrisen,” siger generalsekretær for Greenpeace Norden Mads Flarup Christensen i en analyse på ngo’ens hjemmeside.

Delmålet betyder, at vores forbrug af fossile brændsler såsom olie og gas skal styrtdykke de næste 11 år. Præcis hvordan den nye regering vil bære sig ad med det er stadig uklart.

Et stort problem er, at kul, olie og gas i mange henseender stadig er billigere at anvende end konstruktion og brug af vedvarende energikilder såsom vindmøller, solceller eller jordvarme. Så uanset hvordan regeringen har tænkt sig at sørge for, at Danmark pulser markant færre drivhusgasser op i atmosfæren, står én ting klart: udfasningen af de drivhusgas-belastende sorte energikilder vil i en overgangsperiode gøre en masse ting besværligere og frem for alt dyrere.

Men der er også en ekstra hurdle. Det er slet ikke sikkert, at vores grønne anstrengelser udgør en tilsvarende forbedring for klimaet i et større regnestykke.

Hvis den nye regering eksempelvis indfører klimaafgifter på drivhusgasudledninger, vil sådan et tiltag godt nok føre til færre drivhusgasudledninger fra dansk territorium. Men denne mindre danske klimaforurening nyder atmosfæren ikke gavn af i et 1:1-forhold.

OMKRING HALVDELEN af de færre drivhusgasser, som fabrikker, landmænd eller køretøjer i Danmark ikke udleder ved en strammere dansk klimapolitik, bliver nemlig efter alt at dømme bare udledt i et andet land. Det viser den første solide danske beregning af det fænomen, der kaldes for CO2-lækage. Et fænomen, som generelt er sparsomt undersøgt i forskningslitteraturen.

Klimaproblemet drives af den samlede globale udledning af drivhusgasser, men politikerne kan oftest kun reducere udledningerne i deres eget land. Det åbner døren til CO2-lækage,” siger miljøøkonomisk vismand og professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet Lars Gårn Hansen.

En strammere dansk klimapolitik vil altså have en mindre effekt på de samlede globale udledninger end på de danske udledninger. I værste fald kan en strammere dansk klimapolitik, der gør vores dagligdag dyrere i en overgangsperiode, gøre det billigere for andre lande at klimaforurene mere.

KLIMAAFGIFTER COMIN' UPS-regeringen vil indrette sin klimapolitik efter anbefalinger fra især Klimarådet. Dets formand og professor i økonomi Peter Møllgaard fortalte samme dag, som S-regeringen offentliggjorde sit politiske forståelsespapir, at klimaafgifter bør tages i brug. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

KORT FORTALT dækker CO2-lækage over det problem, at hvis et land mindsker sin udledning af drivhusgasser, stiger udledningen af drivhusgasser i et andet land. Flere mekanismer kan forårsage denne CO2-lækage. Eksempelvis øget produktion i et andet land eller udflytning af dele af fabrikkers produktion til lande med lempeligere klimapolitik. En tredje årsag kan være mindre forbrug af et lands egne varer gennem øget forbrug af importerede varer, der er billigere, fordi de er produceret i et land uden klimaafgifter.

Det Økonomiske Råd – også kendt som de økonomiske vismænd – offentliggjorde i april udregningerne af Danmarks CO2-lækage ved en strengere klimapolitik med klimaafgifter.

Beregningerne er foretaget via en global regnemodel, der beskriver handelsstrømme mellem alverdens lande med særligt fokus på energiforbrug og drivhusgasudledninger. Denne model gør det muligt at beregne de afledte konsekvenser af danske klimapolitiske tiltag på andre landes produktion og udledninger af drivhusgasser.

Ifølge vismændene ligger CO2-lækageraten for Danmark på 45-53 procent. Det vil sige, at hvis Danmark udleder et ton færre drivhusgasser, ryger der faktisk ikke et ton færre drivhusgasser op i atmosfæren. Snarere et halvt ton, fordi mængden af færre danske drivhusgasudledninger modsvares af forøgede drivhusgasudledninger i et andet land.

CO2-lækagerne betyder, at klimapolitikken i Danmark ikke reducerer de globale udledninger lige så meget, som den reducerer de danske udledninger,” siger Lars Gårn Hansen.

CO2-LÆKAGE FINDER STED i alle lande i varierende omfang og af forskellige årsager. Men ifølge de økonomiske vismænd er EUs kvotebørs – Emissions Trading System (EU ETS), som det hedder – den største bagvedliggende årsag til de danske C02-lækager.

Det kan lyde kompliceret, men er faktisk simpelt, når man kender bare lidt til mekanismerne bag denne kvotebørs, der omfatter samtlige EU-lande inklusive Norge, Island og Lichtenstein.

EU beskriver selv kvotebørsen som en grundsten i EUs måde at bekæmpe klimaforandringer på og dets primære redskab til at reducere drivhusgasudledninger omkostningseffektivt”.

Lad os tage udgangspunkt i nogle danske firmaer for lettere at kunne forstå, hvorfor kvotebørsen trods de gode intentioner og højt besungne beskrivelser kan føre til mere klimaforurening i form af dansk CO2-lækage. Firmaer såsom Aalborg Portland, Nakskov Sukkerfabrik og NLMK DanSteel er gode eksempler at tage udgangspunkt i.

Disse tre virksomheder er, som danske firmaer er flest. De producerer en vare, men produktionen af denne vare kræver også energi. Produktionen er dermed forbundet med et forbrug af fossile brændstoffer, hvis afbrændinger forøger mængden af drivhusgasser i atmosfæren.

Dog er der lige den detalje med Aalborg Portland, Nakskov Sukkerfabrik og NLMK DanSteel, at deres vareproduktion er forbundet med et så intensivt behov for energi, at disse tre danske firmaers vareproduktion ligger i top tre inden for mængden af danske drivhusgasudledninger fordelt på enkeltvirksomheder.

Eksisterede disse firmaer ikke, ville det danske klimamål om 70 procent færre drivhusgasudledninger i 2030 være en del nemmere at opfylde. På den anden side skaber Aalborg Portland, Nakskov Sukkerfabrik og NLMK DanSteel tusinder af arbejdspladser, indtægter til statskassen og produkter såsom cement, sukker og stål. Produkter, som et moderne samfund ville have vanskeligt ved at klare sig uden, selv om skabelsen af dem altså forværrer klimakrisen i stor stil.

Det er her, EUs CO2-kvotebørs kommer ind billedet. Børsen blev sat i værk i 2005 med en bagtanke om at skubbe de mest klimabelastende firmaer i en grønnere retning.

Kvotebørsen er klodens største og omfatter knap halvdelen af de skadelige drivhusgasudledninger fra det europæiske erhvervsliv. EU bestemmer, hvilke firmaer der skal omfattes af børsen ved at skulle agere i forhold til begrænsninger bestemt ud fra de tildelte CO2-kvoter.

På nuværende tidspunkt omfatter modtagerne cirka 11.000 firmaer: flyselskaber, kraftværker, der producerer strøm ved afbrænding af enten kul, olie og gas, samt energiintensive industrielle foretagender såsom Aalborg Portland, Nakskov Sukkerfabrik og NLMK DanSteel.

Hver år tildeler EU firmaerne en bestemt mængde CO2-kvoter. Jo flere kvoter tildelt, jo flere tons drivhusgasser kan et firma belaste atmosfæren med. Og vice versa.

EU har ved tildelingen af de enkelte CO2-kvoter prøvet at ramme en balance imellem, at firmaerne fortsat skal kunne være konkurrencedygtige, men samtidig motiveres økonomisk til at udlede færre drivhusgasser.

Samtidig fungerer EU ETS som en børs, der tillader firmaerne at handle CO2-kvoter med hinanden på samme markedsvilkår som på alle andre børser. Her kan CO2-kvoter altså købes og sælges dagligt til højestbydende fuldstændig ligesom aktier eller andre varer.

Vil man forurene mere, men har man opbrugt sine kvoter for et år, skal et firma til lommerne. Et firma kan vælge at betale en bøde til EU eller købe en overskydende CO2-kvote fra et andet selskab.

DA EU I 2005 LANCEREDE BØRSEN, var der enighed om en prissættelse på omkring 224 kroner for en kvote på et ton drivhusgasforurening. En sådan pris burde være tilstrækkelig høj til at motivere virksomhederne.

Men blandt andet fordi EU havde udstedt for mange kvoter, var der ikke den store efterspørgsel. Ofte kunne firmaerne fint klare sig med de kvoter, de havde fået tildelt, og fortsætte med at udlede drivhusgasser på vanlig vis.

I flere år styrtdykkede prisen derfor. I 2016 lå prisen på omkring 36 kroner for en kvote CO2 – altså meget langt fra den forventede handelspris på 224 kroner.

Det er en falliterklæring, at man kan udlede et ton CO2 for prisen på en caffe latte,” konstaterede miljøorganisationen Greenpeace, da prisen var nede på det niveau.

Læg hertil, at en række EU-landes energistyrelser i en årrække slet ikke havde styr på selve handlen med kvoterne. Kriminelle lugtede en mulighed for at agere som mellemmænd. De brugte kvoterne til at vaske sorte penge hvide eller bedrive momssvindel på tværs af landegrænser.

Danmark var på et tidspunkt epicentret for ulovlig handel med CO2-kvoter. Energistyrelsen, som varetager salget herhjemme, var lemfældige med at kontrollere, hvem der oprettede sig som kvotehandlere.

Journalist Bo Elkjær afdækkede egenhændigt for Ekstra Bladet, at hele 97 procent af kvotehandlerne i det danske register var svindlere med fupadresser og kuriøse dæknavne.

Blandt andet var milliardhandler registreret til at have foregået fra adresser i en kiosk på Vesterbro, på parkeringspladser og på et kollegieværelse på Amager. Handler, som Energistyrelsen altså løbende havde blåstemplet uden at studse over mærkelige adresser eller mærkelige navne. Eksempelvis Mirza Ghalib – en indisk nationaldigter, som døde for 150 år siden og var genopstået som kvotehandler i Tingbjerg.

Den fælleseuropæiske politimyndighed Europol har vurderet, at CO2-svindelnumrene udført fra Danmark kostede de danske skattemyndigheder et tocifret milliardbeløb i mistet moms.

Senere er det endda også kommet frem, at al-Qaeda dybt inde i Afghanistans bjergkæder havde sat momssvindel med CO2-kvoter i system for at finansiere terror.

De skæverter er der rettet op på i dag. Der er styr på administrationen, færre kvoter i omløb, kvoteprisen ligger på omkring 200 kroner for at forurene med et ton CO2. Men der er altså stadig mulighed for CO2-lækage.

8

procent af klodens samlede CO2-udledninger skyldes forbrug af energi til produktion af cement. Til sammenligning står flytrafik blot for to procent. Kilde: Chatham House

CO2-LÆKAGEN OPSTÅR, når et dansk firma formår at udlede færre drivhusgasser – altså præcis som den nye regering så brændende ønsker.

Det kan være, at et firma betaler for at bygge et par vindmøller til at få strøm fra. De finkæmmer hele gesjæften for at finde steder, hvor de kan spare på energien. Eller de opfinder mindre energibelastende måder at producere deres varer på. Hvilket faktisk ikke er et tænkt eksempel, kan jeg tilføje. Sådan en klimavenlig proces er cementproducenten Aalborg Portland i færd med.

Selskabet forventer med de initiativer at nedbringe deres CO2-udledninger med 18 procent. Dét vil være drøngodt både for Danmarks klimaaftryk og klodens klimaaftryk. Men her spænder CO2-lækageeffekten i form af indretningen af EUs kvotebørs ben.

Formår Aalborg Portland at udlede 18 procent færre drivhusgasser, vil det betyde et overskud af CO2-kvoter. Og en betydelig andel af de kvoter, der ikke bruges i Danmark som følge af en klimapolitisk stramning, vil ende med at blive brugt i andre EU-lande i stedet.

Udenlandske industrier kan altså vælge at bruge de overskydende kvoter, der opstår i hele børsen, når danske firmaer giver afkald på at anvende disse. Disse overskydende, oprindeligt danske CO2-kvoter kan eksempelvis ende med at blive brugt til en mere klimabelastende cementproduktion i Polen.

Beregningerne fra de økonomiske vismænd anslår, at hvis man ser isoleret på de mest energikrævende firmaer i Danmark, ligger lækageraten helt oppe på 70 procent. Altså hele 70 procent af de drivhusgasser, som danske energikrævende firmaer undlader at udlede, ryger ind i kvotebørsen og bliver modsvaret af en 70 procents stigning i drivhusgasudledninger andetsteds i Europa.

Så er EUs kvotebørs håbløs? Er det skønne spildte kræfter, når vores selverklærede potentielt verdens grønneste parlament kræver, at alle dele af Danmark skal anstrenge sig gevaldigt de næste 11 år for at afværge den globale klimakrise gennem færre danske drivhusgasser?

Nej, heldigvis står det ikke helt så galt til. Tre overordnede pointer dæmmer op for nogle af de skadelige konsekvenser ved CO2-lækage.

1. Bonusgevinster for miljøet

Vi kan tage udgangspunkt i landbrugssektoren. Den er særdeles aktuel i disse tider, for hvis ikke landmændene formår at producere grisekød, gulerødder og andre fødevarer og samtidig udlede markant færre drivhusgasser, er det umuligt at opfylde regeringens 70-procents-mål i 2030.

Ifølge forståelsespapiret fra den nye regering skal landbruget derfor finde sig i bindende reduktionsmål. Særligt fordi landbruget tegner sig for noget nær en fjerdedel af Danmarks udledning.

Forsøg på at kræve, at landbrugssektoren udleder færre drivhusgasser er dog hidtil blevet bremset af påstanden om, at dansk landbrug er verdens mest klimaeffektive. Og så herefter argumentet om, at klimaet derfor kun får det værre ved flere krav og afgifter pålagt dansk landbrug. For i så fald vil der opstå øget outsourcing af dansk landbrug, øget forbrug af fødevarer ikke produceret i Danmark og dermed øgede udledninger af drivhusgasser.

Argumentet er ifølge de økonomiske vismænd på sin vis korrekt. Færre drivhusgasser fra dansk landbrug som følge af en skrappere klimapolitik vil blive modsvaret af flere drivhusgasser fra et udenlandsk landbrug.

CIRKA 30-70 PROCENT af de danske drivhusgasser fra dansk landbrug vil ifølge vismændenes beregninger blive udledt i et andet land. Hvis man mindsker de danske udledninger fra landbruget med 100 tons, vil de globale udledninger altså i værste fald kun mindskes med cirka 30 tons.

Men selv om lækageraten er så høj for landbruget eller andre danske erhverv, er det ifølge miljøøkonomisk vismand og professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet Lars Gårn Hansen ikke en gangbar argumentation for at undlade at gennemføre en strengere klimapolitik eller friholde nogle sektorer.

For selv om klimaet globalt set ikke får gavn af danske forbedringer i præcis samme størrelsesforhold, høster vi herhjemme stadig masser af afledte sidegevinster.

Det vil stadig være fornuftigt med en betydelig klimaindsats frem mod 2030 i landbruget og andre steder såsom i boligsektoren, fordi der er betragtelige samfundsøkonomiske og miljømæssige sidegevinster. For eksempel i form af mindre udledninger af nitrat og ammoniak fra landbruget, hvilket vil føre til mindre luftforurening og dermed færre sundhedsudgifter,” siger Lars Gårn Hansen.

GRØNNE GRISEKlima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen skal implementere en klimapolitik, der nedbringer mængden af drivhusgasser fra landbruget. Foto: Sonny Munk Carlsen, Ritzau Scanpix

2. Mindre lækage gennem spredning af klimateknologi
Danmarks nye regering vil indføre en strengere klimapolitik. Den tendens tegner sig også til at blive gældende i EU. Dermed opstår der umiddelbart en større risiko for mere CO2-lækage, idet lande uden for Europa med lempeligere klimapolitik kan øge deres produktion. Men man skal også tage højde for det ikke særlig mundrette begreb ved navn teknologisk spillovereffekt.

I vismændenes rapport forklarer økonomerne, at hvis klimapolitikken strammes i Europa, øges efterspørgslen efter klimavenlige produktionsteknologier. Denne øgede efterspørgsel giver så et større incitament til at udvikle disse teknologier. Selv om disse teknologier kommer til verden på grund af strenge klimakrav i hele Europa eller enkelte europæiske lande, kan disse klimavenlige teknologier benyttes overalt i verden.

Og da alle lande uanset klimapolitik er interesserede i bedre energieffektivitet og mere variation i energikilderne i deres forsyningssystemer, taler sandsynligheden for, at flere klimavenlige teknologier vil blive anvendt i lande uden for Europa. Dét er den såkaldte teknologiske spillovereffekt, som vel at mærke er god, fordi den vil mindske CO2-lækagen.

3. Lidt nytter også
Eksistensen af CO2-lækagerne understreger, at verden i stigende grad er globalt forbundet på grund af handelsstrømme. National enegang på klimaområdet modarbejdes, når andre lande i og uden for EU ikke har en tilsvarende streng klimapolitik.

Men samtidig er det værd at huske på, at FNs klimapanel anbefaler, at alle tiltag, der kan reducere mængden af drivhusgasser, kan og bør tages i brug. I hvert fald hvis vi skal beholde håbet om at undgå temperaturstigninger ved udgangen af dette århundrede på mere end to grader i forhold til præindustrielt niveau. Sådan et tiltag er de danske drivhusgasreduktioner stadig på trods af vores lands bitte størrelse og på trods af CO2-lækagerne.

Når Danmark sparer atmosfæren for et megaton skadelige drivhusgasser, og når vi ved, at den gennemsnitlige lækagerate er på omkring 50 procent, er der på den positive side jo stadigvæk tale om, at den reelle gevinst for klimaet bliver et halvt megaton.

På bundlinjen står, at den danske klimaindsats faktisk gavner klimaet. Men effekten er ikke 1:1, da lækage er en reel problemstilling,” siger miljøøkonomisk vismand og professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet Lars Gårn Hansen.

Jeg ville gerne have interviewet klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen om udsigten til, at halvdelen af Danmarks drivhusgasreduktioner modarbejdes af stigninger i andre lande. Han har dog ikke reageret på anmodning om interview eller besvarelse af en række tilsendte spørgsmål.

Samme emne ville jeg også gerne have interviewet Connie Hedegaard om. Hun har takket ja, men har blandt andet lige noget ferie som skal afholdes først. Jeg håber derfor at lave en opfølgende historie, der inkluderer Connie Hedegaard. Hun er interessant at tale med, fordi hun er bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito, tidligere klimakommissær i EU i 2010-2015 med ansvar for EUs CO2-kvotebørs, og under regeringsforhandlingerne indkaldte Socialdemokratiet Connie Hedegaard for at kvalificere forhandlingerne om klimaspørgsmålet og give input til konkrete løsninger.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem