Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Maren Skotte er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Glem folkeskolen og lad friskolen klare integrationen, siger denne skoleleder. “Det er ligesom dengang, Grundtvig kiggede ud over masserne. I sin tid var det bønder, nu er det muslimer”

OPLYSNING“Vi vil helst ikke tale om integration, fordi det er et nedslidt begreb, der trækker tråde tilbage til 1980’ernes og 1990’ernes mislykkede forsøg,” sagde han ved frokosten. “Det nytter hverken at slå indvandrere i hovedet eller at sige, at alle mennesker er forskellige. Det bliver bare et skuffende møde. Så vi vil hellere tale om medborgerskab. Og medborgerskab skal kultiveres,” siger Allaa Al-Naqach. Alle fotos: Jonas Pryner for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Den bedste måde at danne børn med muslimsk baggrund til medborgere i det danske samfund er paradoksalt nok at trække dem ud af folkeskolen og isolere dem på en muslimsk friskole, mener vicerektor Allaa Al-Naqach. For så kan skolen give børnene den dannelse om andelsbevægelsen, fagforeningerne og demokratiets opståen, som de har brug for, og børnene kan skabe sig en identitet, der er mere og andet end muslim og indvandrer.

Da jeg trækker min cykel ind i skolegården på Al-Hikma Skolen i Valby, standser tre små fyre deres boldspil.

Hej!” råber de. Skal vi ikke lige føre dig hen til cykelstativet?”

Jeg parkerer cyklen med drengenes hjælp og går videre gennem skolegården.

Hej!” råber tre lidt større piger fra en gynge. Hvad hedder du?” Mit svar får en af pigerne til glad at udbryde:

Aj, jeg hedder også Sara, er du med S eller Z?”

Jeg åbner døren og går ind på skolen. En af pigerne fra gyngen følger efter.

Hvis du skal til kontoret, så er det den dør der,” siger hun og peger.

FOR EN LILLE MÅNED SIDEN holdt jeg foredrag på Friskoleforeningens landsmøde, hvor idealer som frisind, kritisk tænkning og dannelse føg om ørene. Under frokosten talte jeg længe med Allaa Al-Naqach, der ud over at være vicerektor på den muslimske friskole Al-Hikma Skolen også er af medlem af Dansk Friskoleforenings styrelse.

Vi talte om, hvilken rolle han mener, at Al-Hikma Skolen spiller i det danske skolelandskab. Faktisk talte vi så længe, at da vi så op fra vores samtale, havde alle andre for længst forladt frokosten. Men jeg var slet ikke færdig med at tale med Allaa. For hans tanker om skolens rolle i det danske samfund handler i virkeligheden om langt mere end børnene på Al-Hikma Skolen.

Det handler (naturligvis) også om diskussionen om, hvorvidt det offentlige tilskud til friskoler skal sænkes. Den diskussion blussede op under valgkampen og handler i virkeligheden om, hvorvidt friskolerne udfylder en rolle i samfundet, som folkeskolen ikke kan udfylde. Eller om friskolerne konkurrerer med folkeskolerne.

Men det handler også om en langt større og vanskeligere diskussion: Hvordan kan vi bedst skabe et samfund, hvor vi ikke er ens – og ikke forsøger at være ens – men hvor minoriteten accepterer, forstår og indordner sig under de fælles rammer? Altså hvor minoriteten respekterer majoritetens måde at anskue verden, og hvor majoriteten tolererer minoritetens måde at være anderledes.

Det er lidt ligesom, dengang Grundtvig kiggede ud over masserne, der protesterede mod kongemagten, fordi de ville have demokrati. Grundtvig mente ikke, at bønderne var klar til demokrati. Han mente, at de først skulle dannes. Vi har samme tanke om, at vi skal danne folk til at blive medborgere, til at blive rigtige borgere. I sin tid var det bønder, nu er det muslimer – sat meget på spidsen,” griner han.

Allaa Al-Naqachs opskrift på, hvordan børnene bliver medborgere, indebærer paradoksalt nok at isolere minoritetsbørn på deres egen skole for at give dem plads til, at de kan danne sig en identitet, der er mere og andet end blot indvandrer og muslim. Men også for at kunne give dem dobbelt op på dannelse om det danske samfund.

Vi vil helst ikke tale om integration, fordi det er et nedslidt begreb, der trækker tråde tilbage til 1980’ernes og 1990’ernes mislykkede forsøg,” sagde han ved frokosten. Det nytter hverken at slå indvandrere i hovedet eller at sige, at alle mennesker er forskellige. Det bliver bare et skuffende møde. Så vi vil hellere tale om medborgerskab. Og medborgerskab skal kultiveres.”

Da jeg spurgte Allaa Al-Naqach, hvornår det er sværest at danne børnene til medborgerskab, svarede han, at det er en svær balancegang at give børnene mulighed for at være anderledes, men samtidig få dem til at forstå de rammer, som vi bliver nødt til at være enige om som samfund.

Lige så snart man begynder at danne andre, så skaber man dem i sit billede, og så begynder vi at rette dem til, men vi er ikke interesseret i at rette dem til. Vi vil gerne have, at de skal stikke lidt ud. Vi tror på et multikulturelt samfund, hvor det er godt at være anderledes, så vi kan skubbe og prikke til hinanden, men vi skal give dem rammerne,” sagde han.

Altså skal børnene forstå de normer, som majoriteten har – uden at de oplever, at det er noget, der bliver trukket ned over hovedet på dem.

Spørgsmålet er bare, hvor snævre de rammer skal være, og hvor meget plads der skal være til at stikke ud.”

Det er derfor, jeg er cyklet til Valby. For det er jo vildt interessant.

UDHOLDENHEDMalerierne på skolens vægge er malet af en af forældrene på skolen. Arbejdet varede i to år.

AT TRÆDE IND AL-HIKMA Skolen er som at træde ind i en mørk, varm favn, hvor alle hilser, når man går forbi. På væggene i de lange, mørke gange flyver malede svaner, svømmende piratfisk og hvilende leoparder. En pige med en kasse skolemælk skynder sig ned ad gangen. Hej,” smiler hun.

Allaa Al-Naqach fører mig op ad en smal vindeltrappe til et lille rum, hvor vi kan sidde uforstyrret. Al-Naqach er rund om livet, hans skæg er sortgråt, øjnene milde. Mens han taler, krummer han flere gange hele kroppen sammen i et lydløst fnis.

Nu er der ingen, der kan forstyrre os,” ler han, for her kan de ikke finde os.”

Al-Hikma Skolen blev grundlagt i 1993 af en forældregruppe, der bestod af veluddannede politiske flygtninge fra Irak. Skolelederen har siden skolens første dage været Taha Yassin, der under Saddam Husseins tid var chefredaktør for et af den irakiske modstandsbevægelses største ugeblade.

At det netop var den gruppe forældre, der stod bag skolen, er relevant for at forstå det, der stadig former ledelsens måde at drive skole på. Den veluddannede forældregruppe anså en god, boglig uddannelse som helt essentiel (“alt under en bachelorgrad var helt utænkeligt,” siger Al-Naqach med et ironisk smil), og derfor lægger skolen – trods sin status som friskole – stadig stor vægt på det boglige.

Den etablerende forældregruppe havde også stor respekt for lærerens faglighed. De var ikke selv uddannede lærere og ansatte derfor etnisk danske lærere, og det er stadig et strategisk valg, hvilket forklarer, hvorfor lærerne på skolen blandt andet hedder Kasper, Dorte, Lene og Mikkel. De bringer nemlig mere end deres faglighed med sig, forklarer Al-Naqach.

Vores børn har brug for at møde resten af samfundet. Nu hvor vi har valgt at fokusere på de her børn, der ligner hinanden, må vi sørge for at mindske den svaghed, der også ligger i det,” siger han.

Det betyder, at når man bliver ansat her, er man ikke kun faglærer. Man er også kulturbærer. Man skal være villig til at tale om sit privatliv og dele ud af sig selv. For vi har den opfattelse, at hvis børnene gennem ti år har haft et tillidsforhold til et hold etnisk danske lærere, så vil de være mere robuste over for møder med mennesker, der problematiserer, at børnene er anderledes end majoriteten i det danske samfund.”

Og det er i virkeligheden det, der definerer skolens hovedopgave, som Allaa Al-Naqach ser det: at gøre eleverne til medborgere, der både føler sig som en del af det danske samfund og bliver opfattet af resten af samfundet som sådan. Det er det, der former deres måde at drive skole på, og det er det, han ser som skolens vigtigste rolle i det danske samfund.

Vi tror på, at sandsynligheden for, at de møder tolerance, er større, hvis de får en god uddannelse. De bliver set på med andre øjne, og det er vigtigt for deres selvforståelse. For så kan de slappe af og give sig tid til at blive en del af det danske samfund. Det er jo mest skræmte og usikre mennesker, der har svært ved at åbne op.”

Opgaven er med andre ord både at ruste børnene bogligt, forsyne dem med et aktivt medborgerskab, styrke deres åbenhed for det danske samfund og lade dem finde ro i deres anderledeshed. Og Allaa Al-Naqach har en opskrift på, hvordan den opgave skal løses. Den opskrift har blandt andet fire elementer:

  1. Når elever med samme baggrund er samlet i et klasseværelse, kan det skabe et fortroligt rum, hvor skolens ansatte kan oversætte’ de kultur-clashes, der kan opstå mellem de værdier, børnene møder i deres opdragelse, og de værdier, de støder på i det danske samfund.
  2. Med sit kendskab til arabisk, islam og til Irak, som de fleste forældre er flygtet fra, kan skolen etablere et tæt, tillidsfuldt – og helt nødvendigt – skole-hjem-samarbejde.
  3. Børnene får mulighed for at skabe sig en identitet, der ikke bunder i en modkultur til det danske samfund.
  4. Skolen kan sætte særlig fokus på at danne børnene i den del af dansk historie og litteratur, der forklarer, hvordan det danske samfund er blevet, som det er i dag, ud fra netop disse børns forudsætninger.

Lad os tage punkterne et ad gangen.

EN AF SKOLENS NØGLEOPGAVER, mener Al-Naqach, er at tolke’ det danske samfund for børnene og deres forældre. Han nævner blufærdighed som et eksempel. For de forældre, der værdsætter blufærdighed, kan det danske samfund til tider forvirre og provokere, og det kan være svært at se, at blufærdighed også er en værdi, der er en del af den danske kultur.

Ligesom vi prøver at sige til eleverne, at det ikke er alle piger, der går med tørklæde, der er undertrykte, så prøver vi også at sige, at det ikke er al nøgenhed, der er seksualiseret. Når vi går på stranden, så soler vi os. Der ligger ikke mere i det, og man skal passe på med at lægge mere i det,” siger han.

For der er nogle grundværdier, forklarer han, der går igen i de kristne, muslimske og jødiske traditioner, men værdierne kommer til udtryk på forskellige måder. Det gælder for eksempel blufærdighed. Det er det, eleverne skal forstå.

Vi siger til børnene, at hvis de skal have lov til at være anderledes, for eksempel ved at gå med tørklæde, så må de også acceptere, at andre vælger at gøre noget, der stikker helt ud i forhold til det, de tror på, for eksempel ved at ligge nøgen på stranden. Det kan børnene faktisk godt se.”

Allaa Al-Naqach mener ikke, at de kunne have samme form for diskussioner, hvis eleverne ikke havde samme baggrund. Det skaber en anden form for fortroligt rum, hvor man ikke er bange for at støde hinanden, hvor man kan diskutere ømtålelige emner uden at pakke argumenterne ind, og de ikke trækker det, han kalder den kedelige offentlige diskurs, ind i klasseværelset.

Vi kan tale om alle de spørgsmål, børnene måtte have, også af seksuel karakter, hvor det er deres undren, det handler om, og alt det andet er filtreret fra. Det er vigtigt, især når man sidder som teenager og i forvejen synes, at hele verden er imod én.”

Som en del af undervisningen diskuterer Allaa Al-Naqach et specifikt værdiladet spørgsmål med en af de etnisk danske lærere foran børnene for at forsøge at nuancere vanskelige diskussioner for børnene.

Man kan se på børnene, at det er guf for dem, fordi det handler ikke om at være i nogle positioner eller om at kritisere hinanden. Det handler om at forsøge at nå hinanden og om at være kritisk over for begge yderligheder. Det tror jeg åbner op for meget, så børnene med tiden tager det multikulturelle til sig og finder deres egen vej.”

TOLERANCE“Vi siger til børnene, at hvis de skal have lov til at være anderledes, for eksempel ved at gå med tørklæde, så må de også acceptere, at andre vælger at gøre noget, der stikker helt ud i forhold til det, de tror på, for eksempel ved at ligge nøgen på stranden. Det kan børnene faktisk godt se.”

DET NÆSTE PUNKT HANDLER OM forældrene. Samarbejdet med forældrene mener Allaa Al-Naqach er fuldstændig afgørende. For hvis skolen skal kunne danne eleverne til gode danske medborgere, så kræver det, at forældrene har så meget tillid til skolen, at de i en vis forstand giver slip på børnene”, som Al-Naqach formulerer det.

For den dannelse, som skolen vil give børnene, vil til tider gå imod dele af børnenes opdragelse og forældrenes verdensanskuelse. For eksempel har Al-Naqach ringet rundt til kritiske forældre for at overbevise dem om, at det var en god idé at lade deres børn tage med på udflugter og på lejrskole til Paris eller London i en uge. I juni var fire af skolens elever på Bornholm til folkemøde.

Allaa Al-Naqach tror, skolen har større chance for at ændre forældrene gennem børnene end at ændre forældrenes holdninger direkte. I stedet forsøger han gennem virkelig mange samtaler med forældrene at bygge en tillidsrelation op, fortæller han. Enten på skolens kontor eller hjemme hos forældrene. Det er ikke bare en helt nødvendig, men også vanskelig opgave.

Vi har jo med folks kæreste eje at gøre. Det er jo deres livsinvestering. Langt de fleste af de her forældre har ikke noget selv. De har efterladt alt og har ingen mulighed for reelt at komme videre i livet i Danmark. Deres eneste investering i det her liv er de her børn.”

Derfor er indsigten i forældrenes baggrund – ikke bare, at de er fra Irak, men kendskabet til den landsby, de kommer fra – yderst værdifuld, siger han.

Vi har bedre forudsætninger end folkeskolen, fordi jeg ved, hvilken by de kommer fra, hvilke værdier man sætter højt i den by, og om det er en by, der er domineret af klaner, og om det derfor er en særlig mentalitet, der gør sig gældende, og derfor en bestemt måde, jeg skal tale til dem på. Det kan jeg jo ikke kræve af folkeskolen, at de skal kunne.”

Det betyder også, at selv om skolens ansatte kan være dybt uenige i forældrenes måde at opdrage deres børn – hvilket ifølge Allaa Al-Naqach er noget, skolen blander sig i – så gælder det om ikke at bebrejde forældrene eller møde dem med løftede pegefingre.

De her forældre vil bare gå ind i sig selv og oparbejde en modstand mod det hele, som de på en eller anden måde vil give videre til deres børn. Jeg tror, at det er dér, man har fejlet i folkeskolen. Man har fået forældrene med indvandrerbaggrund som modspillere i stedet for medspillere.”

Så hvis et barn mistrives, fortæller han, inviterer de forældrene ind. Måske drejer det sig om, at barnet ikke må gå ud og lege, ikke må have venner på besøg eller ikke må komme med på lejrskole.

Det handler meget om at lytte til deres frustrationer og spørge dem, hvad de har brug for. Vi kan vælge nogle børn, som vi tror vil gå godt sammen med deres. Hvis de har brug for, at barnet kommer op til morgenbøn på lejrskole, så sætter vi alarmen. Det er jo typisk småting, som forældre kan være rigtig bekymrede for.”

Jeg spørger til den bekymring, der kan dukke op i offentligheden for social kontrol, især over for de unge piger. Hvordan håndterer de risikoen for social kontrol, vil jeg vide. Allaa Al-Naqach svarer ved ikke at svare. Eller ved at sige, at han mener, der er mere social kontrol blandt børn i folkeskolen.

Min fordom er, at i folkeskolen, hvor der er både muslimske og etnisk danske elever, bliver der hurtigt grupperinger, hvor man identificerer sig som indvandrergruppen. Så bliver det kulturelle og religiøse normer, der bliver det fælles definerende for gruppen, og jeg tror, at det giver mere social kontrol.”

Han læner sig frem, mens han gestikulerer med hænderne.

Jeg vil påstå, at hos os bliver det nogle andre ting, man danner grupper omkring. Her er der fodboldspillerne og nørderne ligesom alle andre steder. Når de fleste børn er muslimer med irakisk baggrund, så bliver det nogle andre normer end de religiøse og kulturelle, børnene definerer sig med over for hinanden. Så den sociale kontrol, som medierne taler om, oplever vi simpelthen ikke så tydeligt.”

Men hvad gør I, når skolens værdigrundlag virkelig clasher med forældrenes opdragelse?

Vi er jo en skole, og man kan vælge at gå her eller lade være, men når det virkelig clasher, så tager vi samtaler. Der er altid åbent på kontoret. Jeg tror, det er vigtigt, at forældrene føler sig hørt til bunds,” siger han.

Så kan de komme ud med alle frustrationer. Det plejer at løse sig. Vi har eksisteret i 26 år. Forældrenes succeskriterie er, at børnene kommer på universitetet, og det er vi lykkedes med. Derfor stoler de på os og overlader børnene til os, selv om vi ikke altid når en enighed. For de finder ikke et sted, hvor børnene kan klare sig bedre end her.”

DANNELSE“Vi gør meget ud af det moderne gennembrud, demokratiets grundlæggelse og Grundtvig. De skal forstå, hvordan andelsbevægelsen, fagforeningerne og friskoletanken opstod. Det er en arv, der er værd at bevare. Og alle forstår jo, at hvis man er glad for noget, så vil man gerne bevare det.”

DET BRINGER OS I VIRKELIGHEDEN videre til den tredje grund til, at Allaa Al-Naqach mener, at den bedste måde at forme skolens elever til medborgere i det danske samfund er ved, at hele klassen har samme kulturelle og religiøse baggrund.

For når de fleste elever er irakiske muslimer, bliver det uinteressant som identitetsmarkør, selv om det at være irakisk og muslim er yderst diverst, understreger han. Men det giver plads til at udvikle andre sider af børnenes identitet. Identitetsdannelse er også en del af at gå i skole, og skolen skal give børnene mulighed for, at rammerne ikke er for snævre for den identitetsdannelse, mener han.

Som teenager vil man gerne markere sig, og det ligger lige til højrebenet at markere sig som indvandrer eller muslim, men det kan man ikke her. Så de definerer sig måske som en modkultur til hestepigerne, men ikke som en modkultur til samfundet. Og det er det sidste, der er problematisk, for hvordan kommer man ud af det igen?”

Jeg har taget nogle af de kritikpunkter til muslimske friskoler med, der er dukket op i debatten. Et af dem er fra socialdemokraten Jonas Bjørn Jensen, der har sagt til TV 2 Lorry, at det at gå i skole skal være med til at fremme integrationen, og at det derfor ikke nytter, at børnene kun møder andre, der ligner dem selv. Det er Allaa Al-Naqach faktisk ikke uenig i, men han mener, at det er for simplificeret. Skolen gør meget ud af at møde andre skoler og skabe venskabsklasser.

Men det handler ikke kun om at møde mennesker, der er anderledes end én selv, for det kan skabe lige så meget modreaktion, som det kan skabe sameksistens. Det er rammerne for mødet, der er afgørende. Det tror jeg, vi glemmer. Selvfølgelig er det vigtigt at møde mennesker, der ikke ligner én selv. Det er bare også vigtigt, at man ikke gør sig en negativ erfaring i det møde. For de negative erfaringer er svære at lave om på.”

Det bringer os til det fjerde punkt: dannelsen. For Allaa Al-Naqach mener, at det er helt nødvendigt for disse børn at få ekstra meget undervisning i det, der kan forklare, hvordan Danmark er blevet til det land, det er i dag. Det er vejen til medborgerskab, mener han.

Han mener desuden, at Al-Hikma Skolen kan give netop disse børn den dannelse bedre end andre skoler, fordi de kan målrette den undervisning til disse børns behov og forhåndsviden.

Vi tror på, at hvis man skal forstå, hvorfor der sidder nogen på den politiske højrefløj, der er bekymrede for indvandringen, så er det vigtigt at forstå, hvad det er for nogle værdier, de kæmper for, og hvilken arv de forsøger at bevare,” fortæller Al-Naqach.

Så vi danner børnene meget klassisk. Vi gør meget ud af det moderne gennembrud, demokratiets grundlæggelse og Grundtvig. De skal forstå, hvordan andelsbevægelsen, fagforeningerne og friskoletanken opstod.”

Han læner sig tilbage og folder hænderne over maven.

Det er en arv, der er værd at bevare. Og alle forstår jo, at hvis man er glad for noget, så vil man gerne bevare det.”

ALLAA AL-NAQACH HAR ENGANG SELV været elev på skolen. Hans forældre var en del af skolens etablerende forældregruppe. Han begyndte i 5. klasse, da skolen åbnede.

Han voksede op under krigen i Irak og Iran i de første ni år af sit liv. Efter gymnasiet læste han til civilingeniør på DTU (“fordi det var der prestige i,” som han siger med et ironisk smil), men der skete et skift i samfundet i begyndelsen af 00’erne, der gjorde, at han blev trukket tilbage til Al-Hikma Skolen.

Der var en periode efter 11. september, hvor børnene var pressede, forældrene var pressede, skolen var presset. Der skete et skift i hele måden, man gik til indvandrere på. Børnene følte sig i no man’s land. Jeg kunne virkelig mærke spændingerne, og alle var bare i vildrede.”

Han oplevede, at især teenagerne havde det svært. Han havde haft det langt lettere, mente han. De var utilpassede, de var i modstand til alt, de saboterede det, skolen forsøgte at gøre for dem, og forældrene havde ikke forståelse for, hvorfor børnene havde det svært. Det var på det tidspunkt, skolens rektor ringede til Allaa Al-Naqach og tilbød ham et job som lærer på skolen i 2006.

Han havde en 7. klasse, der virkelig havde det svært, og han mente, at de havde brug for et ungt menneske, de kunne spejle sig i, og som kunne være med til at give dem en forløsning i deres forvirring omkring deres identitet. Så det var min hovedopgave,” griner han.

Han fortæller, at han er fra en meget religiøs familie, der aldrig selv oplevede at blive en del af det danske samfund på en aktiv måde, men at han har bevæget sig væk fra det på en måde, der ikke har krævet et ungdomsoprør.

Jeg har aldrig følt, at jeg skulle bevise noget. Jeg har taget livet afslappet. Det er nok også derfor, jeg tænker, at det, der skal til, er at sige til folk, at det nok skal gå. De skal føle sig trygge, for når man er tryg, så blomstrer man.”

I dag har Allaa Al-Naqach selv en datter i 7. klasse på skolen. Da jeg spørger, hvorfor han har valgt skolen til sin egen datter, svarer han, at han ikke gør ret meget ud af den arabiske kultur hjemme, og at han ikke kommer til at sidde derhjemme og lære pigen arabisk. Så hun går på skolen for at lære arabisk og for ikke at miste sine arabiske rødder.

Der er så mange fede digte på arabisk, og vi syntes, det var så synd, hvis hun gik glip af at læse 1001 nat og Naguib Mahfouz på originalsproget, men også for, at hun lærer historien, kulturelle referencer og humoren at kende, og så netop fordi hun skal kunne skabe sig en identitet, der bunder i andet end at have arabiske rødder,”

Ude på skolen har klokken ringet ud til spisefrikvarter. Døren ind til pigetoilettet er fyldt med snakkende, fnisende, hvinende små sorte tørklæder. En lugt af madpakker siver ud fra klasselokalerne. Ude på legepladsen er en gruppe børn ved at sætte et volleyballnet op. På basketbanen er en pige med langt mørkt hår, der bølger løst ned over ryggen, ved at kaste bolden i nettet. En dreng i lyserød T-shirt og firkantede briller står klar til at gribe bag hende.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem