Det begynder på samme måde for de fleste af os. Med kruseduller, som det kræver en forælders kærlighed at opfatte som mere end dét. Tidspunktet er også cirka det samme. Fra vi er omkring 2 år har de fleste erhvervet sig finmotorik nok til at kunne holde om en fedtfarve eller en tusch – og efter at have forsøgt sig med at putte den i munden – opdager mange børn, hvor skægt det er at smøre farve ud på et stykke papir, en stuevæg eller deres eget ansigt. Børn midt i vuggestuealderen har intet mål om at gengive virkeligheden. De er bare begejstrede for at være i stand til at sætte et – nogle gange uafvaskeligt – aftryk på deres omgivelser.

Dagens nyhedsfrikvarter handler om, hvad der sker sidenhen. Om den dybere mening med det at tegne. Og om, hvorfor det måske er en skam, at de fleste af os holder op med at tegne på nogenlunde samme tidspunkt i livet. Hvorefter vi aldrig igen sætter os ved et bord med et stykke hvidt papir, en blyant og et åbent sind. Det viser sig nemlig, at der er meget mere på spil, når vi tegner, end man måske skulle tro.

Små børns tegninger ligner sjældent andet end en storm af streger, bølger og spiraler. Men ifølge den australske sprogforsker Misty Adoniou er tegning allerede på dét tidlige tidspunkt en meningsfuld og vigtig aktivitet. Hun har forsket i, hvordan det at tegne kan forbedre børns læse- og talefærdigheder. Mindre overraskende er det nok, at tegning ifølge forskningen hjælper med udviklingen af børns finmotorik, som er fuldstændig afgørende for at lære at skrive. Krusedullerne bliver en slags forstudier i at kunne forme alfabetets bogstaver.

Og så er der det helt store perspektiv. Det mere uhåndgribelige og flyvske. For det at tegne er måske også udtryk for en særlig måde at opleve verden omkring sig. Når vi tegner, opnår vi et blik for vores omgivelser, som vi mister, den dag vi kaster farveblyanterne fra os. Men først: tilbage til småbørnenes udvikling.

Omkring fireårsalderen begynder de kaotiske eksplosioner af streger og farver at tage form. Mange børn bliver på det tidspunkt i stand til at konstruere lukkede figurer: cirkler og firkanter. Kors og krydser kommer også til. Tegningernes transformation er, hvad sprogforsker Misty Adoniou kalder “en milepæl”. Det gør hun, fordi evnen til at kunne tegne simple geometriske figurer – uanset hvor skæve de måtte være – er det første spæde skridt mod at skabe repræsentationer af virkeligheden. Her starter en proces, hvor tegningen langsomt går fra at være impulsiv – hvor det at “tegne” en bil kan bestå i at lave 14 streger på papiret og sige “vrum, vrum” – til at slutproduktet begynder at betyde noget. Det at tegne går gradvist fra at være en slags opvisning, hvor det er processen – legen med tegneredskaberne – der er central, til, at den færdige tegning i sig selv får betydning.

Når først du kan tegne en cirkel, er der ikke langt til, at cirklen bliver til et hoved, en sol eller midten af en blomst. En trekant oven på en firkant er et hus. Og selv om de tegnede personer nok mangler overkroppe og har arme og ben direkte monteret på hovedet, så bliver figurerne, når mange børn er i fem-seksårsalderen, genkendeligt menneskeagtige. At tegne er ikke længere noget, der udelukkende er drevet af barnlig begejstring. Det bliver et kommunikationsredskab. Andre begynder at kunne se, hvad det skal forestille. Det ligner noget.

Tegningerne begynder at blive bygget op af genkendelige symboler. Og det næste skridt er, at “mand” og “hus” bliver til “far” og “hjem”. Børnene begynder at navngive og beskrive. Der vokser fortællinger ud af tegningerne. Og de voksne begynder at spørge, hvad det skal forestille. Det er typisk også her, at mange børnetegninger bliver smækket på køleskabe og opslagstavler, og de små får større behov for at høste ros for deres værker. De tegner løs. Fra omkring børnenes seks-syvårsalder begynder figurerne på mange børnetegninger så at gå fra at svæve løsrevet og tilfældigt rundt på papiret til at blive forankret på horisontale, grønne linjer (græs). Himlen kommer. Figurerne får hals og overkrop. Tegningerne får kontekst, der gør dem til tydeligere gengivelser af omverdenen.

I de følgende år bliver tegningerne typisk mere sofistikerede. De får flere detaljer, og proportionerne bliver bedre. Men efterhånden kryber der et mørke ind. Omkring 10-11-årsalderen begynder mange børn at blive frustrerede. De bliver selvkritiske og begynder at synes, at deres symboler er utilstrækkelige. Deres tegninger er ikke realistiske nok. Det ligner ikke. Og det er blevet vigtigt, at det ligner. Børn ser en verden omkring sig, som de gerne vil afbilde, men som de nu kan se, at de ikke besidder evnerne til rigtigt at skildre. En hånd er ikke en cirkel med fem streger. Samtidig er de voksne – der før var fulde af begejstring for enhver krusedulle – pludselig blevet sværere at imponere. Andre ting er blevet vigtigere. At tegne er nu noget, man kan gøre, når man har lavet sine lektier. Derfor begynder mange at gøre det mindre og mindre.

Indtil de helt holder op.

Den legendariske kunstmaler Pablo Picasso er citeret for, at “som barn er enhver kunstner. Vanskeligheden ligger i at forblive det som voksen.” Og idéen om, at børn besidder en kunstnerisk intuition – en umiddelbarhed – som det omkringliggende samfund og de eksisterende sociale strukturer kvæler, er langt ældre end Picasso. I midten af 1700-tallet skrev den franske filosof Jean-Jacques Rousseau romanen Emile eller Om opdragelsen, der også var en slags pædagogisk afhandling. Bogen beskrev alle former for onder som noget, der udsprang fra samfundet og korrumperede barnets iboende gode natur. Det syn, som barnet havde på verden, ville blive krumbøjet, kroget og spoleret på en måde, hvor noget vigtigt gik tabt. Rousseaus tanker blev en af grundstenene i moderne pædagogik. Men hvis han havde fat i noget, hvad var det så? I vores konkrete tilfælde: Hvad er det, børn mister, når de holder op med at tegne?

Man kan begynde med at konstatere, at mange professionelle kunstnere har dyrket barnets kreative proces – altså den tilgang, børn har til deres tegninger, inden de rammer 10-11-årsmuren, og realismen bliver en tyngende bekymring. Kunstmalere som Robert Motherwell og Paul Klee var direkte inspireret af børnetegninger. Det er nærmest blevet en kliché om moderne kunst, at det “ligner noget, som mine børn kunne have lavet”, og for nogle kunstnere er det nærmest et adelsmærke. Men okay: selv om Rousseau og Picasso havde ret, så er det jo ikke alle børn, der skal arbejde som store kunstmalere i deres voksenliv.

Spørgsmålet er, om tegningen har en værdi, der rækker ud over selve håndværket. Man kan overveje en parallel: Det er ikke alle børn, der ender med at blive matematikere – alligevel skal alle lære at regne. Vi forstår som samfund, at der er fordele ved at kunne regne, som ikke har noget at gøre med at skulle leve af det.

Præcis det samme gør sig – ifølge sprogforskeren Misty Adoniou – gældende for tegning.

Ifølge hende vinker man farvel til et “vigtigt læringsværktøj”, når man stopper med at tegne. Vi mister et redskab, der har betydning for både vores kreativitet og vores kommunikationsevner. Det er formentlig derfor, at anden forskning har peget på, at det at tegne kan have en terapeutisk effekt på børn med autisme eller børn, som har været gennem traumatiske oplevelser. Det hjælper dem med at udtrykke komplekse følelser, som de har svært ved på anden måde at kommunikere.

Meget tyder således på, at det at tegne gør os i stand til at afprøve og lege med følelser og idéer på en anden måde, end vi kan med sproget. Det gør os i stand til at sætte ‘ord’ på noget, som vi ikke kan med ord.

Og så er der en sidste effekt for den, der tør sætte sig til at tegne. For at forstå den skal vi tilbage til en ganske bestemt teknologi, som mere end noget bidrog til at overflødiggøre tegning som håndværk. Fotografiet blev udbredt i anden halvdel af 1800-tallet. Hvor det at kunne tegne før havde været et værdifuldt redskab for mange, ja, ligefrem en nødvendighed – eksempelvis for videnskabsmænd, der skulle være i stand til at illustrere planter, dyr eller planeternes positioner – så blev tegningen langsomt noget, der nu først og fremmest var forbeholdt særlige lommer i befolkningen. Kunstnerne, ikke mindst. Og det var der nogle, der begræd. En af dem var den britiske kunstkritiker John Ruskin. Han var en prominent offentlig intellektuel i det victorianske England, som fremførte følgende argument: at tegne er vigtigt for alle, fordi det gør os i stand til at se verden på en særlig måde. Det handler ikke om at blive god til at tegne, men simpelthen om at gøre det. For når vi tegner, lægger vi mærke til ting, som vi ellers overser.

Det hænger sådan her sammen: når vi tænker som tegnere, bevæger vi os fra en velkendt position, hvor vi løst og hverdagsagtigt orienterer os i verden, til en position, hvor vi tvinges til at lægge mærke til detaljerne omkring os. Det mente John Ruskin i hvert fald. Det er lidt ligesom forskellen på at skimme en tekst for at få en generel idé om indholdet og på at læse den grundigt, fordi du siden skal kunne gengive, hvad der står. Det er to forskellige niveauer af forståelse. Derfor kaldte Ruskin det at kunne tegne for “en sjette sans”. Ikke fordi han var mystiker, men fordi han simpelthen mente, at den, der er i stand til at tegne, er mere opmærksom på sine omgivelser.

I et essay fra 1838 – Essay on the Relative Dignity of the Studies of Painting and Music, and the Advantages to be Derived from Their Pursuit hedder det – bad Ruskin læseren om at forestille sig to mennesker, der gik i en skov: en, der var tegner, og en, der ikke var. Den, der ikke kunne tegne, ville komme hjem ude af stand til at fortælle andet, end at han havde vandret ned ad en sti i den og den skov. Det kender de fleste nok. Tegneren, derimod, skrev Ruskin, ville have set detaljerne i, hvordan sollyset faldt på træernes blade. Hvordan rødderne “snoede sig om hinanden som slanger”, og hvordan de duggede blomster var som “tusinde øjne”.

Ruskin så verden gennem tegnerens øjne og spurgte:

“Er det ikke værd at se?”

Og det er da et meget godt spørgsmål.

Hilsen fra korrekturlæseren: “Min mormor lærte mig, at når jeg prøvede at tegne et træ og dets blade, skulle jeg i stedet prøve at se mellemrummene mellem bladene og gengive dem. Et ikke så dårligt råd, som jeg tænkte meget over som barn!”