Tidens største løgn er, at vi kan, hvad vi vil, siger Brinkmann. Nu har han skrevet en hyldest til skæbnen

Svend Brinkmann har undersøgt et helt liv. Konklusionen? Det er de andre, der er vores lykkes smed.

Foto: Janus Engel Rasmussen / BAM / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Lili var 14 år, da hun blev forelsket i den tyske soldat. Det var sommerferie, under besættelsen af Danmark i 1942. Sol og cykler. Fire piger på telttur. Og pludselig stod der en gruppe tyske soldater foran dem på stranden. Lili og en af dem, Siegfried, blev hovedkulds forelskede – “forhekset”, som hun udtrykker det. Han var 18, manglede to fingre på den ene hånd, men var utrolig sød. De næste to uger var de sammen hele tiden, lå tætte i den lune sommernat”, som hun siger det.

Og så var ferien forbi. Hun skulle tilbage i skole, og han skulle videre med en troppetransport mod fronten. Det var slut.

Men det var alligevel slet ikke slut. De to uger kom til at trække lange og dybe spor.

Ikke kun fordi hun ved befrielsen blev interneret sammen med andre, der havde været kæreste med tyske soldater. Men også fordi de to uger for over 70 år siden i høj grad kom til at definere og danne ramme for Lilis nu 92 år lange liv – helt frem til i dag.

De blev, som Svend Brinkmann siger det, på en måde hendes skæbne.

Psykologen, professoren, bestsellerforfatteren, debattøren og radioværten Brinkmann udgiver i dag en bog, der fortæller Lilis livshistorie – og slår et slag for noget så gammeldags som, ja, skæbnen. Vi har brug for skæbnen,” siger han over en Zoom-forbindelse fra sit rækkehus ved Randers.

Bogen – med titlen Vi er det liv, vi lever – er et stort opgør med idéen om, at vi selv former vores liv og lykke. Og den er dermed potentielt ekstremt frisættende – og ret provokerende. Jeg er lidt nervøs for, hvordan den vil blive modtaget,” siger han.

Skæbnen er alt det i livet, der ikke er op til os selv – og det er meget, påpeger Brinkmann. Hvem er vores forældre? Hvor og hvornår vokser vi op? Storpolitikken omkring os; de folk, vi møder; tilfældigheder, uheld og lykketræf, der rammer os, ikke mindst tidligt i livet, hvor vi endnu ikke helt er blevet voksne, ansvarlige mennesker – som en teenagers to ugers sommerforelskelse i en ung tysk soldat.

Svend Brinkmann mener, vi har brug for at tale om skæbnen for at komme ud af illusionen om, at vi skaber vores egen lykke. Det er tidens største livsløgn, at vi kan, hvad vi vil,” skriver han i bogen. For det kan vi ikke. Vi er i langt højere grad formet af vores forbindelser til andre mennesker – af ting uden for vores kontrol. Problemet er dette, siger Brinkmann: Når vi tror på, at alt er vores egen fortjeneste, er alt også vores egen skyld. Det er farligt af flere grunde.

Psykologisk set risikerer vi jo at bebrejde ofre for deres egne nederlag. Når folk snubler i livet, er det deres egen skyld, for alle muligheder var åbne. De kunne have gjort, hvad de ville. Det gjorde de så ikke. Så oven i at noget er svært, bliver det så dobbelt svært, fordi det nødvendigvis er deres egen skyld, at det gik dem, som det gjorde,” siger han.

Samtidig er idéen farlig af etiske grunde, påpeger Brinkmann. For hvis vi ikke anerkender, at uheld, sygdom, social og biologisk arv og andre af livets tilfældigheder spiller en vigtig rolle for, hvordan det går os – hvis vi ikke anerkender, at vi alle sammen er sårbare – hvorfor skal vi så drage omsorg for hinanden?

Hvis man har forestillingen om, at man kan, hvad man vil – at lykken er et valg – så er der principielt ingen grund til at hjælpe andre. For så er folk selv skyld i deres egen skæbne. Etikken i sin fundamentale forstand beror på, at mennesker er afmægtige, sårbare og skrøbelige,” siger han.

FÆNOMENSvend Brinkmann er professor i psykologi på Aalborg Universitet og især kendt for bøger som ‘Stå fast’. Foto: Peter Hove Olesen, Ritzau Scanpix

For helt at forstå skal vi vende tilbage til Lilis historie. Under krigen, efter hendes sommeraffære, fik hun et forhold til en anden tysker, officeren Alois. Hun listede ud om aftenen i den jyske provinsby, hun boede i. Det var intenst seksuelt: Der var noget med krigen,” siger hun i bogen, en anden atmosfære, som om hver gang er sidste gang”.

Ved befrielsen af Danmark i 1945 blev hun interneret sammen med andre kvinder, der havde været sammen med tyskere. Hun var 17, og det varede i tre uger. Hun husker en gravid kvinde, der græd som pisket, fordi en ung frihedskæmper slog en knippel hårdt ned i en madras. Hun husker også Inge, der blev klippet skaldet på byens torv af præsten, der lige havde konfirmeret hende. Kvinderne blev af mange betragtet som landsforrædere.

Da hun kom ud, ville stort set ingen tale med hende i skolen. Der blev kastet sten gennem hendes soveværelsesvindue. Hun husker, da hun og klassekammeraterne skulle modtage deres eksamensbeviser på en scene foran alle forældrene, der sad og klappede. Da Lili gik op, blev der helt stille i salen. Så rejste hendes mor sig, som den eneste, og vinkede til hende. Jeg skammede mig på en måde over, at jeg udsatte hende for det,” siger hun i bogen (alle citater er derfra, da Lili ikke selv stiller op til interview). Men det var jo for sent.”

Kort efter flyttede hun fra byen. Hun boede i flere år i Sverige, indtil hun slog sig ned i København. Hun fik en mand, bokseren og svejseren Mikkel. Og hun brugte resten af livet – inklusive 30 år i psykoanalyse og et væld af selvbiografiske noveller og digte – på at bearbejde og forsone sig med det, der skete dengang under krigen.

Svend Brinkmann bruger Lilis livshistorie til at undersøge et helt liv – og oven på det udvikler han det, han kalder livstrådens psykologi. Det handler basalt set om, at vi er vores forbindelser til andre mennesker, både i vores fortid og nu. Mennesket er tråde og spor, og hvis man fjerner dem, er der ikke rigtigt noget menneske tilbage,” skriver han. Livstråden er alt det, der ikke lader sig vælge til og fra; det, vi i gamle dage kaldte skæbne”.

Lilis livstråd er for eksempel stadig vævet sammen med den tysker, hun var sammen med for 79 år siden. Det kom til at forme hendes forhold til sin mand, til fremmede, til at få børn (det fik hun aldrig), til kunst og litteratur, til hvad det vil sige at være et værdigt menneske. Den dag i dag bliver Lili bange, når hun opdager, at nogen har fjernet hendes dørskilt i opgangen. Er nogen efter hende? Den 92-årige kvinde er også ængstelig for, hvad der vil ske nu, når bogen kommer (derfor er hun også anonym i bogen). Hun er simpelthen bange for, hvad der sker, når den kommer ud,” siger Brinkmann.

Nu kan man så spørge, hvorfor Lili ikke blot kunne komme videre fra sin ungdomsforelskelse – og konsekvenserne af den. Er det ikke bedre bare at vriste sig fri, så det ikke fylder så meget? Her er Brinkmanns pointe, at nogle erfaringer er så afgørende, at det nærmest er umuligt bare at pakke dem væk. Visse ting, der sker med os allertidligst i livet, trækker spor allersidst i livet. Det gælder Lilis oplevelser, som man skal huske skete i en anden tid – det var nærmest hele nationens vrede, hun mærkede.

Vi kan ikke rigtig flygte fra vores egen historie eller fra vores egen skæbne. Men vi kan forholde os til den. Eller vi kan – som Lili – forsone os med den eller prøve at leve i værdighed i forhold til den,” siger han.

Det er ikke, fordi vi er magtesløse over for vores skæbne, understreger han. Vi kan selvfølgelig gøre en hel del selv. Det har Lili også gjort. Hun gik i terapi i 30 år, dels for at redde sit ægteskab fra deres respektive utroskab, dels for at blive det bedste menneske, hun kunne blive. Hun uddannede sig og dannede sig. Hun passede sin mand derhjemme i ti år, da han led af demens – indtil han døde. Men hun kunne ikke gøre det om, hun havde gjort som 14-årig – og hun kunne ikke bare glemme det. For Lili handler livet mindre om valg end om, hvordan hun har forholdt sig til de ting, der er sket med hende, påpeger Brinkmann. Og sådan er det for de fleste af os:

Der er selvfølgelig valg at træffe, men der er nok ikke så mange, som vi gerne vil tro. Og de er nok heller ikke så betydningsfulde, som vi tror,” siger han.

Brinkmanns vægt på skæbnen og vores fortid fik mig til at tænke på en artikel, jeg skrev for nogle uger siden. Den handler om værdien af at skifte holdning ofte, og du kan læse den …

Artiklen dykker ned i en bog fra den amerikanske psykolog Adam Grant, der har samlet forskning og case-studier om, hvorfor det er vigtigt at kunne ændre synspunkt og gentænke sig selv og sit billede af verden. Det er den måde, vi lærer nyt, får gode idéer, afliver dårlige idéer og, ja, simpelthen udvikler os på. Og for at gøre det, skriver Grant, er det vigtigt at kunne adskille vores fortid fra vores nutid. Hvis du føler, at livet ændrer sig, og at du flytter dig fra dit gamle selv – at du udvikler dig – er det også lettere at forlade åndssvage overbevisninger, du havde engang, siger Grant. Så vores identitet ikke stivner.

Den passage – som flere af jer Zetland-medlemmer også bed mærke i – går nærmest direkte op imod Brinkmanns skæbne-psykologi. Eller: Han anerkender selvfølgelig værdien af at kunne skifte holdninger og erkende fejl. Men han er ikke med på, at du skal skrotte din fortid for at kunne udvikle dig.

Jeg bliver fristet til at være polemisk og sige, at det, folk har brug for, er at undgå at udvikle sig. Problemet i dag er jo ikke kun, at folk, der har lyst til at udvikle sig, bliver holdt nede – det er måske et problem for nogle. Men jeg tror, det er mindst lige så udbredt et problem, at folk, der lever et normalt liv og egentlig er godt tilfredse med det, får at vide: Du kan blive en anden, gøre noget nyt, blive noget mere, udvikle dig.’”

Det skaber en unødvendig utilfredshed hos folk, at de hele tiden længes efter det nye – og det skaber en urealistisk forventning til livet, påpeger han.

Vi lever jo nærmest i den eneste tid i historien, hvor kulturen tager udgangspunkt i, at menneskets normaltilstand er at være lykkelig. Alt, der afviger fra en konstant lykke, er en fejl, der skal elimineres, diagnosticeres og behandles,” siger han.

Modsat fortæller de fleste store religioner os, at livet i høj grad er hårdt. Vores normaltilstand er ikke lykke, men bøvl eller endda lidelse. Måske kan vi kun håbe på almen lidelse, skriver Brinkmann med et smådeprimerende citat fra psykoanalytikeren Sigmund Freud. Vi er ikke herrer over vores egen skæbne eller lykke, livet er mere som græske tragedier end Hollywood-film med happy end, siger han:

Jeg tror, det er en rigtigere og mere opbyggelig måde at se tilværelsen på. Så kan vi glædes over de øjeblikke, hvor tingene lykkes, og hvor der er glæde og alt muligt andet fantastisk i livet. Men hvis vi gør det til normalsituationen, er vi forkerte stort set hele tiden. Og det er da en skrækkelig tanke at gå rundt med.”

Dén tese rummer noget frigørende: Sænk skuldrene, du er ikke herre over alt, hvad der sker dig i livet. Men den rummer også noget hæmmende – provokerende måske, som jeg skrev længere oppe. For hvis vi i mindre grad, end vi tror, kan vælge, hvordan sikrer vi så, at vi ikke blot lader stå til, bliver passive ofre eller hænger fast i problematiske forhold og uretfærdige vilkår?

Jeg er lidt nervøs for, at nogen vil synes, bogen er undertrykkende. Det er jo også en reel risiko. Hvis vi taler om skæbne og at være forbundet til sin egen historie – livstråden – så er man jo snublende nær ved skomager blive ved din læst’. Du kan ikke ændre dig grundlæggende. Alt ligger fast i dit liv, så du må bare acceptere det. Jeg ønsker jo ikke at bidrage til, at folk accepterer umenneskelige livsvilkår: Min mand viste sig at være voldelig, men jeg må forsone mig med min skæbne og blive i det her voldelige ægteskab.’ Det ønsker jeg jo på ingen måde at sige. Jeg er selvfølgelig glad for, at vi lever i et samfund, hvor man kan bryde fri af sådan noget,” siger han.

Men er faren ikke, at når man giver skæbnen meget vægt, så kan det fjerne en stræben eller et håb efter at ændre sig eller ændre noget? Selv om man ikke reelt ender med at ændre det, så taber man noget, hvis man stopper med at prøve på det?

Det er virkelig et reelt dilemma. Men når jeg udtrykker mig, som jeg gør her, om skæbnen, er det, fordi jeg tror, vi har gavn af at høre det nu. Hvis jeg havde sagt det for 50-70 år siden, havde det formentlig ikke været særlig opbyggeligt. Der trængte folk til at høre, at de faktisk kunne ændre vilkårene i deres liv,” siger han. Hvis bogen var skrevet i 1950, havde det været en undertrykkende bog. Men jeg håber, at i 2021 vil den være frigørende. At læseren kan slippe af med en byrde på skuldrene. Det er sgu hårdt at være sin egen lykkes smed og skabe sit eget liv hele tiden. For det kan vi jo faktisk ikke.”

Svend Brinkmann peger på, hvordan selv et rigt land som Danmark – med gratis uddannelse, SU og ganske stor lighed – alligevel ofte har svært ved at bryde den sociale arv. En undersøgelse fra Kommunernes Landsforening viser for eksempel, at den sociale mobilitet på uddannelsesområdet er gået den forkerte vej de sidste 20 år. Når dine forældre ikke har en ungdomsuddannelse, får du det i stigende grad heller ikke selv.

Jeg er selvfølgelig meget glad for, når den sociale arv bliver brudt, og folk kan realisere deres drømme om at blive, hvad de vil. Men realiteterne viser bare, at det kan de langtfra altid. Og så synes jeg, det er synd, at folk bebrejder sig selv for en uformåen, som måske skyldes noget andet” – noget uden for dem selv.

Det kunne oplagt hænge sammen med tidens vækst i mentale lidelser og mistrivsel – depression, angst og andet. Når vi lægger ansvaret for alt på egne skuldre, er vægten til tider uendelig tung at bære, ikke mindst når alt ikke går perfekt. Det forværrer vores lidelse, at vi har smidt skæbnebegrebet væk,” skriver han.

SAVNET?Vi har i dag brug for en stemme som Sigmund Freud, siger Brinkmann, der kalder psykoanalysens grundlægger for den sidste store skæbnefortæller. Foto: Ho/Reuters/Ritzau Scanpix

Opgaven er så, hvordan man lever i en normalsituation af, ja, bøvl og almen lidelse. Det er i høj grad det, Lilis historie handler om. Hendes eget svar er – værdighed. Hun har brugt meget af sit liv på at danne sig selv; tage HF som voksen, læse russiske forfattere, høre opera, skrive digte og noveller om sit liv; der er lagt læsebriller overalt på bøger i lejligheden.

Den stærkeste tråd i Lilis livshistorie, skriver han, har været en stræben efter værdighed – et forsøg på at være et godt menneske og samtidig forsone sig med de ting, hun har gjort. Leve værdigt med sin skæbne.

Man kan godt sige, at rent moralsk har jeg været forræder mod mit eget land,” siger Lili i bogen (Brinkmann er uenig). Det er det, hun har brugt et liv på at forholde sig til – hvordan forsoner man sig med ting, man selv opfatter som utilgiveligt, så man kan se tilbage på dem uden fortrydelse?

Det opnår Lili, ifølge Brinkmann, i høj grad ved ikke blot at leve et tilfældigt, frit svævende liv, fra øjeblik til øjeblik, men ved virkelig at forsøge at forstå sin egen livstråd og skæbne. For så kan man lære af den. Og så kan man begynde at handle anderledes, mere værdigt, som Lili ville sige det.

Jeg synes, hun har taget sin skæbne på sig. Hun har gennemløbet en vanskelig tid – været utro, følt, at hun forrådte sit land – men er kommet ud på den anden side som et indsigtsfuldt og dannet menneske, et godt menneske,” siger Brinkmann.

Han taler i bogen – og i tidligere bøger – om begrebet selvkonstans. Det handler om at have en sammenhængende identitet over tid. Og selvkonstans er afgørende for tillid mellem mennesker.

Hvis ikke jeg er den samme over tid, hvordan skal andre så kunne regne med, at jeg gør det i morgen, som lovede i går,” siger Brinkmann.

Hvis jeg hele tiden ændrer mig – forkaster min fortid, min skæbne – er jeg umulig at regne med. Så smuldrer de menneskelige relationer, vi står på. Så kan vi ikke indgå i meningsfulde forhold til andre – det gælder for Lili og for alle os andre.

Vi har brug for et comeback til skæbnen, siger Brinkmann. Fordi det lærer os, at vi ikke bestemmer alt selv. Vi er afhængige af andre omkring os – vi ikke er alene.

Den erkendelse løfter en byrde af vores skuldre, som kan gøre livet svært at bære, skriver han, fordi alle dårligdomme falder tilbage på én selv”. Men den viser os også, at vi har brug for andre mennesker på det dybest tænkelige plan.

Det moderne menneske skal være selvledende, selvstændigt, have selvtillid, være selvudviklende – alt med selv! Selv om næsten alt i vores liv handler om andre mennesker, vi er helt og aldeles afhængige af,” siger Brinkmann.

Skæbnen viser os, at livet ikke handler om os, men om vores forbindelser til andre mennesker. Kærlighed, skriver han, er forsøget på at flette to liv sammen. Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end én selv er virkeligt.”

Hvis dét er en del af et lille skæbne-comeback i 2021, er det måske alligevel ikke så gammeldags, som det lyder?