Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvad vi lærte af verdenselitens topmøde (hint: De er bange for at blive rigere, end godt er)

SLAP AFSå drager verdenseliten hjem fra deres årlige fætter-kusine-fest i Davos. I år var Donald Trump ret alene om at tale klimabevægelsen lodret imod. Foto: Fabrice Coffrini, AFP / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

De seneste dage har verdenseliten hygget sig i en schweizisk alpeby. Det har givet et unikt indblik i, hvad de går og frygter allermest. De rige kan nemlig også være bange – i år især for klimaforandringer og så noget lidt overraskende: konsekvenserne af deres enorme rigdom.

I dag slutter World Economic Forums årlige topmøde i den schweiziske alpeby Davos. Højt hævet over os andre (og ikke helt ulig Olympen i den græske mytologi) har 3.000 af verdens vigtigste mænd og kvinder gnubbet skuldre de seneste tre dage. De har diskuteret verdens tilstand, erhvervslivets rolle i verdenssamfundet og ikke mindst de største trusler mod verdens fortsatte velstand.

Det er en vigtig diskussion at følge med i, fordi de ting, der truer os i det moderne samfund, ikke er nogle, vi kan holde mellem hænderne. Det gælder alt fra aktiebobler til global opvarmning: Vi ved kun, at truslerne findes, fordi kloge mennesker fortæller os om dem. Så hvad er farligst? Det er til konstant diskussion. Ifølge den tyske sociolog Ulrich Beck udgør den slags diskussioner den vigtigste magtform i vores tidsalder: magten til at definere, hvad der er farligt. Det er sådan, magtkampe udspiller sig i dag. Når politikere diskuterer, om vi skal være mest bekymrede for indvandring eller klimaforandringer – eller når den økonomiske elite diskuterer, om handelsbarrierer eller stigende ulighed er den største trussel for den finansielle stabilitet. Den, der vinder diskussionen, dikterer samtidig, hvordan verden skal agere.

Det årlige Davos-møde bliver af nogle afskrevet som en rygklappende kaffeklub, hvor de hovedansvarlige for alt fra klima- til finanskriser mødes og afstiver samvittigheden. Men hvis vi filtrerer al ståhejen fra og lytter nøje efter, kan topmødet i Davos også fortælle os noget helt afgørende om verdens tilstand. Det kan fortælle os, hvad verdenseliten er bange for. For det er i høj grad det, diskussionerne handler om. Fra tidlig morgen på talerstole og i paneldebatter til langt ud på natten, hvor samtaler bliver uformelle, og konferencesale skiftes ud med pianobarer og eksklusive natklubber. Verdenseliten kæmper om at definere, hvilke af verdenssamfundets trusler der er mest alvorlige.

Så velkommen til en rundvisning på verdenselitens folkemøde – og til et overblik over de temaer, der i år holder deltagerne vågne om natten. Velkommen til Davos.

Mødet bliver arrangeret af organisationen World Economic Forum og har officielt til formål at forbedre verdens tilstand” ved at lade topchefer fra erhvervslivet mødes med verdensledere og andre vigtige folk. Inden mødet bliver i omegnen af 1.000 mødedeltagere spurgt, hvad de ser som de mest sandsynlige risici, der kan skade det globale samfund. I år så resultaterne noget anderledes ud, end de plejer. De fem risici, der af mødedeltagerne blev vurderet som mest sandsynlige, taler deres eget tydelige sprog.

  1. Ekstremt vejr
  2. Manglende handling på klimaområdet
  3. Naturkatastrofer
  4. Tab af biodiversitet
  5. Menneskeskabte miljøkatastrofer

Det her er en stor nyhed. For ti år siden handlede ingen af listens top-fem-risici om klima og miljø, i dag gør de alle – for første gang nogensinde. Listen er ikke baseret på forskning eller fakta, men på mavefornemmelser, men det gør den ikke uvigtig. For det er vigtige maver, fornemmelserne kommer fra. Når de begynder at fornemme noget andet end hidtil – ja, så kan det ikke undgå at få betydning.

Også på selve mødet har klimaet været det dominerende tema. Faktisk bliver det slået an, allerede når de delegerede træder ind i konferencecentrets foyer – og møder et klimakritisk videokunstværk af danske Per Arnoldi.

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg ankom til mødet tirsdag i vanlig CO2-neutral stil, da hun sammen med 10.000 andre klimaaktivister besteg bjerget til fods. Sammenlignet med tidligere møder har hendes taler i år været præget af mindre patos og mere benhård videnskab. Da en moderator tirsdag spurgte hende, hvad vi andre kan lære af hendes måde at håndtere alle sine haters, brød hun ud i grin. Jeg vil gerne sige noget,” sagde hun, som jeg tror, folk har mere brug for at vide, end hvordan jeg håndterer mine haters.” Og så begyndte hun at remse konklusionerne op fra de seneste års dystre FN-rapporter om klimaets tilstand.

I en anden debat gik hun til angreb på den forsamlede verdenselite, der, mente hun, ikke lægger nok handling bag den floromvundne klimabekymring. Og der bliver uden tvivl lukket en hel del varm luft ud i Davos, men det er i år også blevet til konkrete løfter. Nogle kan virke lidt overfladiske, som oliegiganten BP, der vil engagere sig i at få flere sodavandsflasker genbrugt. Men der er også i år kommet mere seriøse udmeldinger, ikke mindst fra tech-branchen. Således har Microsoft meldt ud, at de nu forpligter sig på at blive CO2-negative inden år 2030. De vil altså, groft sagt, hive mere CO2 ud af atmosfæren, end de selv udleder. De har nemlig lovet at kompensere for al CO2, virksomheden har udledt i hele sin levetid. Det er alligevel noget.

Så betyder alt det her, at verdenseliten nu i et stort konsensuskram er blevet enige om, at det er deres ansvar at bremse klimaforandringerne? Nok ikke. Men der er i hvert fald ikke længere ret mange, der tør sige det modsatte. En enkelt undtagelse skulle lige være den amerikanske præsident Donald Trump, der under sin tale på mødet udtrykte større bekymring for dommedagsprædikanter og deres spådomme om apokalypsen”, end for klimakrisen.

Klimaforandringer er ikke det eneste følsomme emne, der har fået usædvanlig stor opmærksomhed på årets møde. Også den stigende økonomiske ulighed har i år fyldt en del, og det er lidt overraskende. Det har nemlig været lidt af et tabu hidtil.

Det blev tydeligt under sidste års møde, da den hollandske historiker Rutger Bregman pludselig forvandlede sig til en verdensstjerne, da han udpegede den største elefant i konferencesalen. Ingen snakker om det virkelige problem,” sagde Rutger Bregman. Skatteunddragelse. Og at de rige bare ikke betaler deres rimelige andel i skat.”

Klippet gik viralt, og Rutger Bregman blev ikke inviteret til mødet i år. Men måske var der heller ikke brug for ham. Ifølge årets opdaterede udgave af World Economic Forums manifest bør virksomheder altid betale deres rimelige andel i skat”. Det er ordret den formulering, Rutger Bregman brugte sidste år.

Hvad en rimelig andel” så mere præcist vil sige, har vi stadig til gode at finde ud af. Det, vi ved, er, at flere meget prominente stemmer er blevet bange for, at ulighedsbuen er ved at blive spændt for hårdt. For eksempel danske Jim Hagemann Snabe, der er både bestyrelsesformand for Mærsk og Siemens og samtidig bestyrelsesmedlem i World Economic Forum. I et interview inden mødet fortalte han, at han tog til Davos med ambitionen om at finde en bedre form for kapitalisme,” der, kort fortalt, ikke skaber lige så stor ulighed som den nuværende.

Bekymringen blev endnu tydeligere fredag inden topmødet, da Den Internationale Valutafonds bulgarske direktør Kristalina Georgieva trådte op på en talerstol i Washington og advarede om den stigende økonomiske ulighed internt i OECD-landene. Overdreven ulighed står i vejen for vækst,” sagde hun og tilføjede, at det samtidig kan fodre populisme og politisk opstand”.

Det er ret vilde ord fra en organisation, der har til formål at sikre stabil økonomisk vækst verden over. Tit hører man fra kapitalismens kamre et argument om, at ulighed er en forudsætning for vækst, fordi det motiverer os alle til at arbejde hårdere. Nu frygter Valutafonden i stedet, at uligheden kan føre til populisme, ustabilitet og en ny stor finanskrise. Eller som Kristalina Georgieva udtrykte det, økonomisk katastrofe”. I forhold til finanskrisen i 2008 mener hun, at vi i dag er sikrere, men ikke sikre nok”, og at øget regulering er det eneste, der kan forhindre en ny krise. Markedets usynlige hånd har altså, må man forstå, været lidt for usynlig.

Under selve konferencen fyldte ulighedstemaet også forbavsende meget. Torsdag udsendte 121 dollarmillionærer et åbent brev, hvori de indtrængende bad verdens regeringer om at få lov at betale noget mere i skat. En af afsenderne, danske Djaffar Shalchi, forklarede samme dag til Børsen: Vores brev handler om, at vi vil sige til vores regeringer, at de skal komme ud af busken og beskatte os noget mere.”

Endelig blev ulighedstemaet også, lidt akavet, taget op, da mødets arrangør Klaus Schwab torsdag interviewede Microsofts administrerende direktør Satya Nadella. Kritikken, jeg altid hører,” sagde Klaus Schwab, handler om topchefernes lønninger. Jeg ved godt, det er et følsomt emne, men kan du sige noget om det?”

Det er helt klart et godt emne at drøfte,” svarede Satya Nadella. Man skal finde den snævre korridor, hvor intet er ude af proportioner.”

Satya Nadellas løn lød sidste år på ikke mindre end 290 millioner kroner. Så ja, det er et lidt følsomt emne.

Der er et spørgsmål, der altid lurer, når Davos-mødet slår dørene op. Hvem er mødet egentlig til for? Klaus Schwab har sagt, at drømmen med Davos var at skabe en global landsby af globale beslutningstagere”. Det er, må man sige, lykkedes. Topmødet er i dag verdenselitens vigtigste networking-event, hvor mange, som Apple-chef Tim Cook, kommer udelukkende for at holde møder bag lukkede døre. Andre nyder de eksklusive fester. Konsulentbureauet McKinsey afholdt således onsdag på Grandhotel Belvédère, hvad mediet Quartz kaldte Davos’ mest funky fest afholdt af et ledelseskonsulentbureau”.

Men Klaus Schwabs ambition er også at forvandle kapitalismen og få virksomhederne til at tænke på andre end deres aktionærer. Så er det lykkedes ham at få de globale giganter til at gå mindre op i profit – og tænke mere på klimaforandringer og deres sociale ansvar? Mange mener, han skyder sig selv i foden, når han også inviterer olieselskaber uden den mindste interesse i at stoppe efterspørgslen efter fossile brændstoffer og giver taletid til en præsident, der har trukket USA ud af Paris-aftalen.

I dokumentaren Verdenseliten bag lukkede døre: Topmødet i Davos bliver Klaus Schwab spurgt om netop det. Er det virkelig den elite, der har skabt både finans- og klimakriser, der også skal løse dem?

Hvis nu du var præst i en kirke,” svarer Klaus Schwab, mens han ser direkte på intervieweren, så ville du også gerne have, at synderne kom til gudstjenesten.”

Og det er vist sådan, Klaus Schwab ser sig selv. Han er præsten, og Davos er hans kirke. I dag slutter så årets gudstjeneste. Mon ikke de sidste dages hellige rejser hjem lidt lettere til mode.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: