Hvad der bliver tilbage af mindfulness, når den reduceres til en app

  • 11. maj 2018
  • 12 min.
INDRE ROMindfulness har gået sin sejrsgang – også i Silicon Valley. Illustration: Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Mindfulness er blevet enormt populært hos skeptiske, sekulære og stressede moderne mennesker. Begrundelse: Mindfulness ser ud til at virke på en række planer. Men mindfulness kan komme til at minde om et selvisk instrument, der kun tjener den personlige velvære. Måske skal vi til at tænke lidt anderledes om en af tidens stærke bevægelser.

Hvad er det, der gør Andy Puddicombes stemme så behagelig, at det nu er 20. morgen i træk, jeg lytter til den?

Lad det først være sagt, at han er brite. Han er noget nær den personificerede venlighed. Og så har han intet af den salvelsesfulde måde at trække ordene ud på, som så mange meditationslærere har skræmt mig væk med.

Puddicombe er tidligere buddhistmunk, og han er en af ophavsmændene til Headspace – den succesfulde app, som hver morgen i 20 minutter fører mig og millioner af andre brugere igennem vores mindfulness-meditation.

Appen er kun en af mange måder, man i dag kan øve mindfulness på (kurser, bøger, retræter og så videre). Ligesom Headspace handler disse andre måder først og fremmest om en form for ikkereligiøs eller sekulær meditation. Formålet er ifølge Headspace at opdyrke vores bevidsthed og medfølelse, så vi kan lære bedre at forstå vores åndelighed i verden.

Mindfulness, lærer appen os, er evnen til at være nærværende og føle ro her og nu, så man til sidst er fuldstændig opslugt af øjeblikket og sit gøremål.

Puddicombes udgangspunkt er forræderisk enkelt: sidde på en stol, trække vejret og observere, hvad der sker i og omkring en selv. At han er skaldet og hamrer sine ord ind som en anden hooligan, rokker ikke ved den nærmest barnligt venlige udstråling, hvormed briten gør sit morsomme navn ære. I et TED-foredrag udkaster Puddicombe nærmest skødesløst, hvad fordelene kunne være ved ti minutters mindfulness hver dag.

Selv et barn kan bruge Headspace. Appen er formgivet som en cirkel, farvestrålende og med fine animerede figurer, som viser dig, at du måske bliver vred eller trist eller irriteret under meditationen, men at det ikke gør noget – verden er midlertidigt reduceret til en børnebog.

Måske er det også grunden til dens tiltrækningskraft.

Det her er spirituality made easy. Og på den måde svarer Headspace til logikken fra Silicon Valley: There’s an app for that – der findes en app til stort set alt. Her har den sekulære spiritualitet og den fremherskende konsensus traditionelt gået hånd i hånd med enkelhedens, effektivitetens, produktivitetens og det ultimative forbrugsvalgs filosofi.

Således fortælles det om Steve Jobs, at han på sin iPad ud over nogle programmer kun havde én bog – den indiske guru Paramahansa Yoganandas The Autobiography of a Yogi. Jobs mediterede også på daglig basis. Mark Zuckerberg, der altid har haft en Jobs-agtigt enkel påklædningsfilosofi (tænk på den evindelige grå T-shirt), har interesseret sig for historien, som den kommer til udtryk i minimalisme, meditation og – interessant nok – begærsundertrykkelse. Hos Google har der – ud over et meditationsrum – i årevis været venteliste til det berømte mindfulnessprogram, som virksomheden tilbyder sine ansatte.

Man kan se tendensen som et billede på, hvordan den teknologiske elite indtager en ledende rolle i en udvikling, hvor rigdom blot ikke opfattes som noget materielt, men i høj grad kommer til udtryk som kulturel kapital: en bevidst, velinformeret livsholdning, en sund krop og dermed også et sundt og rent sind.

Denne etik har, bortset fra manges privatliv, gennemsyret dele af erhvervs- og forretningsverdenen. Mange forudser et voksende pres på mindfulnesstræningen fra de veluddannedes rækker, og flere og flere virksomheder gør som Google og tilbyder medarbejderne meditationstid (det er selvfølgelig ikke mindst for at komme alvorlige tilfælde af udbrændthed i forkøbet).

Mindfulness er ikke længere kun hype – som det ofte beskrives i medierne. Mindfulness er blevet mainstream. Headspace-appen er på verdensplan blevet downloadet mere end 18 millioner gange. Foreningen af mindfulnesstrænere har 850 medlemmer i lande som Holland og Belgien. Sundhedsforsikringer anerkender også mindfulnessbaserede behandlingsformer.

Bonusinfo. Danmark er det land i Vesten, hvor det er mest populært at google ordet 'mindfulness', kun overgået af Irland.

Hvordan forklares denne popularitet?

Den enkleste forklaring på fænomenet: Mindfulness ser ud til at virke. Et eksponentielt voksende antal publikationer siden 2005 – de videnskabelige tidsskrifter giver kun forsigtige skøn over antallet – viser, at mindfulnesstræning (også online) kan hjælpe mod stress, angst, kroniske smerter, søvnløshed og depression (skal tages med et gran salt, eftersom der i de senere år er blev rejst tvivl om en del af disse undersøgelsers grundighed – meditationsforskningen træder stadig sine børnesko).

Hos Headspace elsker vi videnskab,” står der da også på appens hjemmeside. En tekst spækket med emojier og peppet op med positive undersøgelsesresultater giver til kende, at det er gået utrolig godt, og at man stadig nærer usvækket tiltro til videnskabeligheden.

Og her er endnu en vigtig grund til den internationale succes, mindfulness oplever: dens eftertrykkeligt sekulære karakter. For selv om man kan pege på forskellige kilder til de forskellige former for mindfulness, refererer ordet først og fremmest til nogle medicinsk udviklede programmer, hvorfra alle religiøse aspekter er udeladt: Mindfulness Based Stress Reduction (MBSR) og Mindfulness Based Cognitive Therapy (MBCT).

Disse programmer er grundlagt af den amerikanske professor Jon Kabat-Zinn, som i 1970’erne udviklede MBSR og i 1990’erne blev populær med en række selvhjælpsbestsellere.

Og selv om Kabat-Zinn har stået i lære hos den vietnamesiske buddhistmunk Thich Nhat Hanh, understreger han stærkt, at mindfulness, som han omtaler det, ikke er buddhistisk. Det svarer til at sige, at tyngdekraften er engelsk, fordi det tilfældigvis var sir Isaac Newton, der først fik øje på den,” har han sagt til The Guardian.

Fremhævelsen af nøgternhed og det ikke-religiøse kendetegner da også mange andre fortalere for mindfulness. Tag for eksempel den amerikanske nyhedsoplæser Dan Harris, der i sin podcast 10% Happier taler om, hvordan han opdagede mindfulness-meditation – “en enkel, ikkereligiøs, videnskabeligt valideret øvelse for hjernen”. Også for rigtige mænd, hører jeg som undertekst.

INDAD ELLER UDAD?En af verdens førende mindfulness-instruktører, Jon Kabat-Zinn, mener, mindfulness kan spille en rolle for et fredeligt og medfølende samfund. Foto: Lars Just / Ritzau Scanpix

Den gennemsnitlige bruger af mindfulness kan måske distancere sig fra det religiøse og åndelige, men de buddhistiske rødder til mindfulness er umulige at benægte.

Det engelske ord begynder for det første at dukke op omkring begyndelsen af det 20. århundrede i fortællingerne i et antal vigtige buddhistiske skrifter. Mindfulness” bliver fra da af brugt om begrebet sati, det syvende aspekt i den ottefoldige vej til oplysning. Således formulerede Buddha efter sigende de otte adskilte elementer til overvindelse af menneskets lidelser.

Det syvende punkt, hvis fulde betegnelse er Samma sati eller den rette mindfulness”, omfatter bevidsthed om kroppen, bevidsthed om følelserne og bevidsthed om sindet/det åndelige – præcis det, jeg i disse dage fokuserer på, når jeg om morgenen sætter mig på stolen og lytter til Andy.

De andre syv punkter i den ottefoldige vej, for eksempel den rette indsigt”, den rette intention” og den rette handlemåde”, omfatter de mere etiske aspekter: at afholde sig fra egoisme, at vise medfølelse, ikke lyve og ikke handle med slaver og prostituerede, for nu at nævne et par tilfældigt valgte underpunkter.

At mindfulness, som den nu praktiseres – som praktisk psykologisk hjælpemiddel – er løsrevet fra sin oprindelige, bredere buddhistiske kontekst, er for visse grupper tilstrækkelig grund til kritik. Uden for den etiske ramme, som buddhismen udgør, vil den nemlig let kunne fremstå som et selvisk instrument, der sigter på at opnå større personlig velvære og produktivitet.

Noget lignende påstår den amerikanske kunstner Thomas Joiner i sin bog Mindlessness. On the Corruption of Mindfulness in a Culture of Narcissism. Han tvivler på, at det er klogt at instruere væsener, der fra naturens hånd er tilbøjelige til selviskhed (mennesker), i at rette blikket mere og mere indad, som mindfulness gør. Joiner antyder, at hypen omkring mindfulness måske vil kunne få skadelig indflydelse på hele kulturen. Han ser det som en af mange stemmer i koret”, når egoisme og selvbevidsthed opmuntrer en art som vores, der efter hans mening kun kan overleve og blomstre i kraft af en levende politik og et fællesskabsorienteret klima.

Kulturfilosoffen Thijs Lijster fremfører en lignende kritik i sin essaysamling Den store flugt indad. Han angriber den nye spiritualitet” som en blanding af religion, filosofi og østlig visdom, hvor alt drejer sig om at søge, finde eller blive sig selv”.

Meditation, retræter og mindfulness, skriver Lijster, bliver opfattet som udveje fra det moderne, hektiske samfund, som skal bringe fred og besindelse. Men de er snarere en forlængelse af det individualiserede samfund end en modvægt til det: Vi vil vide, hvordan vores selv er, og vi vil gøre det ved at grave dybt i os selv og lukke af for omverdenen i stedet for at vende opmærksomheden mod den ydre verden.”

Jeg genkender denne skepsis. Når jeg sidder og trækker vejret, dvæler mine tanker regelmæssigt ved den paradoksale oprindelse til mine digitale aktiviteter. Silicon Valley er præcis det sted, hvor man finder rødderne til den giftige bortledning af opmærksomheden, som får os til nervøst at gribe ud efter mindfulness. At min iPhone i lige så høj grad er problemet som løsningen, giver mig ubehag.

Just bring the awareness back to the breath, siger Andy forstående, mens jeg falder hen. Men hvor bekvemt jeg end finder det for mit dømmende selv at tage det mindre tungt, så bliver følelsen et eller andet sted ved med at gnave: Denne millionforretning har fundet den ideelle metode til trænge mine kritiske evner i baggrunden og gøre mig til et produktivt menneske. (Headspace har igen tænkt på alt. Med tvivl” som min kan jeg gå ind under forhindringer”, hvor Andy leverer korte, beroligende budskaber, som bider sig selv i halen: Tvivl kan selvfølgelig forekomme, ligesom alt muligt andet).

Det, Lijster forstår ved ny spiritualitet” (altså en blanding af religion, filosofi og østlig visdom), svarer overmåde godt til det, nogle religionsforskere ser i vores stadig mere sekulære samfund.

Således har jeg talt med Joantine Berghuijs, som har forsket i multiple religious belonging” og er medforfatter til rapporten Gud i Holland. Det gik mere og mere op for mig,” siger hun, at religion i højere og højere grad bliver brugt som en værktøjskasse, der skal levere hjælpemidler til et godt liv, om det så er et lykkeligt liv eller et syndefuldt liv. Det betyder samtidig, at mennesker betjener sig af forskellige religiøse udgangspunkter.”

Især de østlige religioner, siger Berghuijs, egner sig godt til denne model, eftersom de i høj grad er rettet mod praksis – ting, man selv kan gøre, såsom yoga og meditation – og indre erfaringer. De er derfor lette at forme efter det pågældende individ.

Af denne undersøgelse ser man også, at praksis er blevet meget vigtigere, end hvordan tingene teologisk og filosofisk hænger sammen. Man vil vide, om de religiøse elementer virker, og er meget mindre interesseret i, hvad meningen med livet er.”

For Berghuijs falder mindfulness derfor også helt klart ind under betegnelsen spiritualitet. Men det afhænger naturligvis fuldstændig af, hvordan man definerer det.”

Det er rigtigt. Men der er også mange mindfulness-kendere såsom Jon Kabat-Zinn, som med stor bestemthed hævder, at mindfulness videnskabeligt set ikke har meget med buddhisme at gøre. De fremhæver ofte den bredere sammenhæng, hvori man må bruge mindfulness, således at det bliver til andet og mere end blot en andagtsøvelse med henblik på personligt velvære og produktivitet.

Kabat-Zinn stiller for eksempel ofte op i diskussionsfora, hvor han med politikere og andre offentlige personer taler om den rolle, mindfulness kan spille for et fredeligt og medfølende samfund. I en samtale, han for nylig havde med David Simas, der er tidligere politisk rådgiver for Obama og CEO i Obama Foundation, blev mindfulness beskrevet som et middel mod den polarisering og tribalisme (eller stammetænkning), som indimellem river dybe flænger i samfundet.

Også hos andre verdensforbedrere dukker mindfulness regelmæssigt op som som noget, der er uløseligt forbundet med medfølelse. Kulturantropolog David Van Reybrouck og psykoterapeut Thomas D’Ansembourg har i deres pacifistiske flyer Fred kan du lære skrevet, at mindfulness er noget, der bør undervises i i skolerne for at gøre børnene mere modstandsdygtige over for stress og mere empatiske.

For forfatterne er mindfulness det femte trin i en række anbefalinger med henblik på et medfølende liv. Noget lignende hører man fra den tidligere nonne Karen Armstrong, der har skrevet flere markante bøger på området. Og den franske buddhistmunk og åndelige leder Matthieu Ricard skriver på sin blog, at han går fuldt og helt ind for mindfulness, forudsat at der indgår en tydeligt altruistisk komponent.

Hvis mindfulness-revolutionen skal få fuldstændig forandrende effekt,” skriver Ricard, må den gå hånd i hånd med den altruistiske revolution”.

Og ganske rigtigt, selv i Headspaces ultimative mainstreamudgave af mindfulness forsvinder den altruistiske komponent ikke helt ud af syne. Netop som jeg ved afslutningen af tiende dags Bascis 1 begynder at spørge mig selv, om det her ikke er et meget nøgent og indadrettet foretagende, begynder Andy så på Basics 2, hvor han pludselig taler om intentioner og om, hvad en meditationspraksis kan betyde for mennesker rundtomkring.

På hvilken ottefoldig vej har jeg hørt det før?

Det er selvfølgelig stadig et spørgsmål, om de 20 minutter, Headspace beder om hver dag, er tilstrækkeligt til at tilegne sig ægte” mindfulness. Og kan effekterne for eksempel sammenlignes med munkenes meditation, når de hele dage, uger eller måneder sidder ubevægelige på en pude?

Til dels. I hvert fald har også regelmæssig kort meditation demonstreret nyttige virkninger, fortæller Henk Barendregt mig. Han er tidligere professor i matematik og underviser i indsigtsmeditation, som han på Radboud Universitet i den hollandske by Nijmegen også har gennemført undersøgelser af.

Man kan formulere meditation som en vej til indre ro og frihed,” siger Barendrecht, men man kan også nøjes med at gå efter åndelig fred og ro. Og det kan godt tænkes, at en app kan være en hjælp til det.”

Men hvis man virkelig vil gå efter friheden, stilles der større krav. Den intensive Vipassana-meditation, som Barendregt holder ti dage lange gruppekurser i på tavse retræter, består efter hans udsagn af tre dele, som følger af hinanden: koncentration og mindfulness, indlejret i en tilhørende livsstil” af venlighed og respekt (for sig selv, for andre og for omverdenen). Kun da opstår den tredje komponent: indsigt. Uden etik – ingen ægte frihed.

Også her udgør mindfulness blot en del, som ganske vist er vigtig, men ikke endemålet. Målet er nemlig den frigørende indsigt: Selvet, som vi normalt opfatter det, er en illusion, der beror på historier, vi selv og andre fortæller. (Det handler derfor ikke om at finde sit selv, som Lijster hævder, men om at opløse det!).

Wow! Det har jeg svært ved helt at få greb om. Men vi taler selvfølgelig her om noget, der i virkeligheden kun lader sig erfare igennem en omfattende praksis.

Ligesom i matematikken,” siger Barendregt, handler det i meditation ikke alene om begrebskendskab, men også om intuition. At bedrive matematik er svært, hvis man kun har begrebsmæssig viden – man må også lære sig intuition og have mod til at bruge den.”

Matematikeren påpeger også for mig, at den antydede modsætning mellem buddhistisk og videnskabeligt ikke er valid:

Før buddhismen opstod, fandtes der flere andre strømninger. Når folk spurgte Buddha, hvad man skulle tro, sagde han: Tro ikke på noget, gå ikke op i skrifter, tro ikke på en lærer – heller ikke mig – men erfar selv, hvad der virker, og hold fast på det.” Og i virkeligheden er det også videnskabens kerne. Man sætter altid spørgsmålstegn ved teorier – og ikke kun, når man kender dem godt.”

Artiklen er først bragt i det hollandske medie De Correspondent. Oversat af Ole Lindegård Henriksen.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem