Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Karen Ingversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Karen opbevarede sin døde søn i køleskabet. "Vi ville have Vidar med hjem for at få mere tid."

Hvordan siger man bedst farvel til et liv, der aldrig begyndte?

Foto: Simon Baungård for Zetland

Han var i live om morgenen. Han var i live ved middagstid. Men ud på eftermiddagen var han pludselig helt stille. Der var ingen spark, ingen små smut under huden. Han var væk. Karen Ingversen var hjemme i lejligheden og hentede straks sin doptone, der er et instrument til at lytte hjertelyd. Hun er selv jordemoder, og da hun søgende kørte scanneren over maveskindet, var hun ikke i tvivl. Hendes egen støt stigende puls var det eneste, hun kunne høre.

Hun fik fat på sin mand, de fik styr på deres fire andre børn og kørte til Herlev Hospital. Her bekræftede jordemoderen og lægen det, hun allerede vidste. Deres søn Vidar var død i uge 24 i graviditeten. Hans navlesnor havde været meget lang og var simpelthen blevet klemt af. Navlestrengskatastrofe, hedder det på fagsprog. Karen skulle sættes i gang og føde ham allerede dagen efter. Og hun og hendes mand vidste med sikkerhed, at de gerne ville have Vidar med hjem i lejligheden. Både hans søskende og andre familiemedlemmer og venner skulle have ro til at møde ham. Men hvordan?

De ringede til en bedemand for at høre, hvad man kunne og måtte. Hun foreslog at lægge Vidar på frosne ærter, det havde andre forældre før gjort. Men det var for uholdbart i sommervarmen, vurderede de. Det var sensommeren 2019 og hedt udenfor. Karens mand er fra Holland, hvor der er tradition for, at døde familiemedlemmer kommer med hjem i stuen og ligger på køl som et afskedsritual. Han ringede til en ven i Holland, der er fødselslæge. Vennen sagde, de skulle bruge den såkaldte vandmetode. Kort sagt skulle Karen og hendes mand lægge Vidar i vand og opbevare ham i køleskabet.

Inden Karen dagen efter blev sat i gang for at føde deres døde søn, kørte hendes mand i Silvan efter en rummelig plastikboks. Hvis de skulle have Vidar med hjem, måtte han på køl.

Jordemor og mor Karen Ingversen er gravid i 7. måned. Ventetiden er forfærdelig, når man tidligere har mistet, siger hun. Foto: Simon Baungård for Zetland

Karen Ingversen er 47 år og har været jordemoder i 22 år. Hun har også en master i sundhedsvidenskab og har forsket i hjemmefødsler siden 2005. Hun og jeg mødes på en café ved Nørreport Station midt i København. Det er eftermiddag, og hun har netop overstået dagens undervisning rundt om hjørnet. Ved siden af jordemoderarbejdet er hun begyndt at læse psykologi. Hun slår sig ned med en kop koffeinfri kaffe og en hånd på maven. Det er snart to år siden, Vidar døde. Nu er hun gravid i syvende måned, og det varer ikke længe, før hun igen går på barsel. Ventetiden er forfærdelig, når man tidligere har mistet, erkender hun. Jeg er ved at dø af skræk, men jeg får hjælp til at tackle det. Sådan vil det være frem til fødslen.”

Inden den her fortælling for alvor tager fart, vil jeg lige advare om, at nogle måske vil synes, at det her kan være lidt grænseoverskridende at læse eller lytte til. Og længere nede i tekstversionen bringer vi også nogle billeder af Vidar, som er død. Vi gør det her for at vise, at det ikke er så uhyggligt, som man måske skulle tro. Og fordi det for Karen og mange andre forældre giver rigtig god mening, fordi de fik længere tid sammen med det barn, de har mistet.

Karen Ingversen synes selv, det kan lyde en smule morbidt, når hun fortæller om at opbevare et dødfødt spædbarn i vand i køleskabet. Men grunden til at gøre det var kærlighed. Vi ville have Vidar med hjem for at få mere tid. Vi ville have ham med hjem, så vi kunne lære ham at kende, inden vi skulle sige farvel,” siger hun.

TID. Det er lige præcis det, som denne her fortælling handler om. Tid til at fatte, at man er blevet forældre, og tid til at forstå, at man har mistet. Tid til at være stolt og tid til at sige ordentligt farvel. Fortællingen handler også om, at nye teknologier i nedkøling af døde kroppe gør det praktisk muligt at tage en længere afsked med det lillebitte menneske, man har mistet. Og at vi måske efterhånden nærmer os et sted, hvor vores forhold til døden bliver lidt mere naturligt og nært, end det har været i det 20. århundrede.

Hvert år dør godt 1.800 spædbørn og fostre i Danmark efter 12. uge i graviditeten. De dør enten i mors mave, under fødslen eller op til fire uger efter fødslen. Cirka 3.600 forældre må derefter tage stilling til, hvordan de bedst håndterer tabet. Dog har man pligt til at begrave eller bisætte barnet, hvis det bliver født efter uge 22. På landets fødeafdelinger og i sundhedsvæsenet generelt breder der sig efterhånden en forståelse for, at mange forældre har brug for mere end et par timer til at tage afsked, hvis et barn dør i maven eller under fødslen. Og kølevuggerne’, som det hedder, er en vigtig del af den erkendelse. For måden, vi sørger på, fortæller også en del om vores samfund. Og måske har vi længe haft en tendens til at udlicitere døden til professionelle på området.

Lad os se på, hvad vi ved om denne her nye form for køleteknologi. Sia Støvlbæk er kandidat i folkesundhedsvidenskab fra Københavns Universitet. Hun har netop skrevet speciale om brugen af køleteknologi på danske fødesteder. Hendes konklusioner udkommer senere som en videnskabelig artikel. Selv om hendes udgangspunkt var at undersøge brugen af kølevuggerne, viste hendes forskning også, at mange fødeafdelinger på danske sygehuse har tradition for at bruge afdelingens helt almindelige Bosch-køleskab til døde spædbørn. Det bliver diskret lagt i en æske og står side om side med moderkager og biopsier. På den måde er forældrene tættere på barnet, mens de er indlagt. En tur ud til et hospitalskapel kan føles uoverskuelig efter en dødfødsel.

Hun fortæller, at brugen af kølevugger efterhånden er ret udbredt i en del vestlige lande som Storbritannien, USA og Australien, men at det i Danmark stadig er meget nyt og lidt fremmed. I England er det helt vildt udbredt på fødestederne, mens det i Danmark er lidt mere svingende, hvor fortrolige sundhedspersonalet er med kølevuggerne. Langt de fleste kølevugger i Danmark er doneret privat af forældre, der selv har mistet. Så jordemødre og sygeplejersker har selv skullet sætte sig ind i, hvordan de virker,” siger Sia Støvlbæk.

I Storbritannien bruger over 90 procent af alle fødesteder kølevuggen Cuddle Cot. Det er en kølepude, der kan sættes ind i barnets seng, vugge eller lift, så barnet forbliver nedkølet. Hvis ikke det er koldt nok, begynder kroppen at gå i opløsning. En slange forbinder kølepuden med en køleenhed, der sikrer, at puden har den rette kolde temperatur. Kølevuggerne giver forældrene en anden mulighed for at mærke, at de er blevet forældre, uden at der er en tidsgrænse. Tid er en kæmpe faktor. Nedkølingen er med til at udsætte det endelige farvel,” siger Sia Støvlbæk.

I 2018 fik Fødeafdelingen i Herning og Holstebro som det første sted i Danmark en kølevugge. Chefjordemoder Ann Fogsgaard fortæller, at de i begyndelsen havde lidt problemer med nedkølingen og med teknikken. Men nu har de fået en anden, som fungerer godt og bliver brugt af forældrene. De har både en vugge, der passer til de spædbørn, der dør i den sidste tredjedel af graviditeten, og en, der passer til de helt små. Der er ingen regler for, hvor stort barnet skal være, for at man kan bruge kølevuggen. Mange forældre har et behov for at være mere sammen med barnet, end hvad der tidligere var muligt. Nu har vi redskaberne til, at de kan have det hos sig om natten, hvis de har lyst. De kan mærke på de små fingre og tæer og forstå, at de er blevet forældre, og de kan sørge,” siger Ann Fogsgaard.

På en væg i stuen har de malet et familiestamtræ med billeder, tegninger og hånd- og fodaftryk. Alle er med, både levende og døde. Foto: Simon Baungård for Zetland

Da Karen Ingversen en varm augustdag i 2019 blev sat i gang for at føde sin døde søn, havde Herlev Hospital endnu ikke fået en kølevugge, så derfor medbragte de den gennemsigtige plastikboks fra Silvan. For med hjem skulle han. Karen og hendes mand havde én gang prøvet at efterlade et dødt barn på hospitalet. Det var én gang for meget. I 2010 døde sønnen Emmanuel i uge 17, ligeledes efter at navlestrengen blev klemt af. De var sammen med ham indtil dagen efter fødslen, hvorefter de efterlod ham på hospitalet og tog hjem. Men det var helt, helt forkert, kunne hun mærke. Jeg var slet ikke færdig med at kigge på ham,” siger hun. Dagen efter måtte en portør hjælpe dem med at finde Emmanuel. Det lykkedes efter lang tids ihærdig søgen, og de fik lov at sidde med ham i hospitalets kapel.

Fordi Karen Ingversen selv er jordemoder, har kvinder fra forskellige generationer gennem tiden betroet sig til hende. Mange har erfaringer, der minder om hendes egne. De har oplevet at blive hjemsøgt af tanken om det døde barn. Jeg har talt med kvinder, der har haft tvangstanker om at grave deres døde barn op. Siger man farvel efter få timer, så når pattedyret ikke at forstå, at det er blevet mor, og det kan nage én resten af livet. En venindes mor gik i koma under fødslen, og da hun vågnede op, var hendes barnet dødt og begravet. Hun så det aldrig. Der var ingen billeder af det. Det var et kæmpe traume,” siger Karen Ingversen.

Hvis vi rejser bare nogle årtier tilbage i tiden, støder man på flere af den slags beretninger. I 1990’erne smed man som regel dødfødte børn ud som biologisk affald. Cand.psych. Ester Holte Kofod forsker i sorgens kultur ved Aalborg Universitet og har specifikt beskæftiget sig med sorgen efter spædbarnsdød. Hun kan bekræfte, at det ikke er sååå længe siden, at man havde en helt anden holdning til, hvordan et dødt spædbarn skulle håndteres. Man pakkede de døde børn ind i et lagen og gav mor noget beroligende medicin, og der kom et skær af uvirkelighed over det. Havde man nu født det barn, eller var det bare en drøm? Tabet blev uklart og uafklaret,” siger hun.

Hjemme i køkkenet i Københavns Nordvestkvarter fik Vidar i vandboksen en plads på en hylde i familiens køleskab. En veninde havde strikket et lille tæppe, de kunne svøbe om boksen, så man ikke skulle få et chok, når man skulle tage et glas mælk. Karen Ingversens børn havde allerede set billeder af deres døde lillebror, inden han kom hjem fra hospitalet, så de vidste, han så fin ud. Og så var de i træning efter deres hollandske farfars død. Han lå på køl hjemme i stuen i seks dage efter sin død.

Og familiens fødselslægeven fra Holland havde haft ret. Vidar blev kun smuk af at komme i vand. Han fik en fin rødlig og meget naturtro babyfarve. Alt det grålige, man forbinder med døden, fortonede sig. De tog billeder af ham, og om aftenen tog de ham op og sad med ham med svøbet omkring. Kyssede ham og snakkede til ham. Da vi først kom hjem, var det sorgen over at have mistet en lillebror, og glæden over trods alt at kunne være sammen med ham, der fyldte. Og det kunne vi, fordi han var nedkølet. Ingen har lyst til at kramme en baby, der er begyndt at lugte af lig.”

Mange forældre og familier gennemgår en udvikling, når først det døde barn er kommet til verden. De skifter perspektiv, fortæller Ester Holte Kofod, der forsker i sorgens kultur. Først vil man bare have det overstået og siger måske Giv mig et kejsersnit, og lad mig glemme den her mislykkede graviditet’. Men langt de fleste ender med at føle, at de har mistet et barn. Kærligheden ophører ikke, men den kommer mere som en gradvis erkendelse,” siger hun.

Sia Støvlbæk, der har forsket i kølevugger i Danmark, taler også om en erkendelsesproces. Hun har interviewet forældre, der har benyttet kølevuggen enten på hospitalet eller derhjemme. Og et fællestræk er, at flere i begyndelsen ikke havde drømt om, at de kunne ønske at tage deres døde baby med hjem. Tværtimod, faktisk. Mange havde en decideret frygt for, hvordan barnet ville se ud. Ville det ligne en zombie eller en alien? Og de var bange for, at de ikke kunne mærke, at det var deres barn. Det ændrede sig, så snart de så barnet. Så mærkede de, at de var blevet forældre, selv om barnet var dødt.”

Jeg bliver nødt til at spørge Sia Støvlbæk, hvad hun egentlig tænker om det her med at tage døde spædbørn med hjem. For når man lige hører om det, så lyder det da lidt specielt at have det liggende i køleskabet eller på køl i en vugge ved siden af dobbeltsengen. Ja, måske ligefrem en smule uhyggeligt eller morbidt, som Karen Ingversen sagde tidligere i fortællingen. Sia er enig i, at det kan lyde sådan, men køleteknologien sikrer jo netop, at det ikke er ulækkert. Der er enormt meget moral og æstetik i det. For forældrene er det afgørende, at deres barn bliver ved med at ligne en rigtig baby og ikke går i forfald. Ellers ville de ikke have lyst til at være sammen med det.”

Men hør … Må man egentlig bare tage døde spædbørn med hjem på køl og beholde dem, så længe man vil? Straffelovens § 139 handler om usømmelig omgang med lig”. Men det er ret fluffy, hvad det betyder, forklarer Sia Støvlbæk. Du må for eksempel ikke behandle det døde barn, så andre tror, det er levende. Derudover er der som sådan ikke nogen tidsgrænse for, hvor længe du kan være sammen med barnet. Nogle har brug for et døgn, andre en uge. En kvinde i England havde sit døde barn hjemme i tre uger. Det er det længste, jeg har hørt om,” siger hun.

Karen Ingversen har formet sønnen Vidar i keramik. Samme motiv er på hans gravsten. Foto: Simon Baungård for Zetland

Lille Vidar lå nedkølet i vand i familiens køleskab i 48 timer. Bagefter tog de ham ud, duppede ham forsigtigt med et håndklæde, og så gik der ikke længe, før han tørrede ind som en rosin, som hans mor selv beskriver det. De gav ham tøj på og lagde ham i en lille trækasse, som børnene havde malet og skrevet hilsner på. En sand kriger”, stod der blandt andet på kassen. Det var hårdt at lægge ham i kisten. Tøjet fik ham for alvor til at se ud som en lillebitte baby. De inviterede familie og venner over til kaffe og småkager og en sidste afsked. De fleste ville gerne se Vidar. Nogle få ville ikke, og det var også i orden. Efter hollandsk tradition holdt de et såkaldt wake, hvor man tager en sidste afsked med den døde.

Seks dage efter Vidars død i Karens mave og fire dage efter hans fødsel sagde de farvel til Vidar. De skulle give ham videre til patologerne på Rigshospitalet, hvor han skulle obduceres.

Hvordan vi sørger, og hvordan vi har det med det, siger også noget om det samfund, vi er en del af. Sia Støvlbæk finder det bemærkelsesværdigt, at det i Danmark primært er privatpersoner, der har doneret kølevuggerne til landets fødesteder. I England er en stor del af kølevuggerne indkøbt af hospitalerne selv. Det sender et signal om, at det danske samfunds håndtering af døden ikke er fulgt med forældrenes behov og ønsker, synes hun. Og at vores tilgang til døden er mekanisk. Vi har på en måde udliciteret døden, mener hun. Vi overlader vores døde til bedemænd, sosuer og sygeplejersker. Vi erkender, at kroppen dør, og giver den så videre til professionelle. Andre må tage sig af det her. Så de forældre, der tager deres døde børn med hjem, er også pionerer på området. De insisterer på forandringen.”

Hun tilføjer: Der er en udvikling undervejs, hvor vi ændrer syn på den døde krop. Det går bare rigtig langsomt.”

Ester Holte Kofod ser også tegn på, at vi gerne vil gøre døden mere personlig og mindre fremmedartet. For eksempel gør flere bedemænd i dag mere for at inddrage forældrene, så det hele ikke bliver uddelegeret til professionelle. Psykologien har ikke levet forgæves, og vi har generelt en idé om, at det er bedre at bearbejde end fortrænge. Vi ønsker at forholde os til døden i stedet for at gemme den væk, som vi har gjort igennem meget af det 20. århundrede,” siger hun.

Karen og hendes mand kørte selv Vidar til obduktionen på Rigshospitalet. Det føltes rigtigt, at de som forældre havde deres lille søn med i bilen. Han var jo deres barn. De var hans far og mor. Efter obduktionen og bisættelsen i Solbjerg Kirke kørte de Vidar til krematoriet. Her var de med under kremeringen. De så, hvordan den lille bemalede trææske blev sat ind i den brandvarme krematorieovn, og da lågen blev åbnet igen, så de de forkullede rester. Siderne i den lille kiste var blevet blæst op af flammerne.

For Karen Ingversen var der en vigtig erkendelse i at se det og forstå det både fysisk og psykisk. Pattedyret i hende skulle fatte, at hendes unge var død, og at hans lille krop nu var sat fri. Jeg ville se det helt til enden. Jeg tror, det er vigtigt at følge sin egen indskydelse på kanten af livet. For mig var det afgørende at være med hele vejen for at forstå, at det virkelig var slut.”

Karen Ingversen og hendes mand vidste med sikkerhed, at de gerne ville have Vidar med hjem fra hospitalet, selvom han var død. Efter hollandsk model opbevarede de ham i en boks med vand på en hylde i køleskabet. Foto: Privat