Hvad er der sket med os voksne? Børnepsykologen bag John Dillermand har en opsang til krænkede forældre

Margrethe Brun Hansen, som gav grønt lys for Ramasjangs nye serie, giver nu sit besyv med i debatten.

Illustration: Julie Ravn Hansen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Der skulle en hel del til at fange mediernes opmærksomhed i den første uge af januar 2021. Men midt i stormen på den amerikanske kongresbygning – og hjemlige kioskbaskere som advokatundersøgelsen, der gav grønt lys for rigsretssag mod Inger Støjberg, og Lars Løkke Ramussens exit fra partiet Venstre – så lykkedes det for et dansk børne-tv-program at ramme overskrifterne.

DRs børnekanal Ramasjangs nye serie John Dillermand, en animationsfilm i 14 afsnit om den barnagtige, men voksent udseende John, der er udrustet med en uregerlig og ekspansiv dillermand’, trængte igennem det politiske drama og satte gang i en debat om børnekultur, kønsroller og grænser for frisind på skærmen. Men spørger man børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, som har været konsulent på John Dillermand, har diskussionen om serien haft et forkert udgangspunkt. Kritikken, der er kommet af den, tumler af sted med sine egne frustrationer og angst for krænkelser,” siger hun.

Debatten har ikke bare kørt i danske medier, hvor Politiken roste serien på lederplads, mens Morten Messerschmidt gik på Twitter og kaldte det forkasteligt, at vores børn skal synes, det er sjovt at se på voksnes tissemænd”, og Facebook svømmede over af synspunkter både for og imod. Men også på de store engelsksprogede medieplatforme: Denmark launches children’s TV show about man with giant penis, lød overskriften hos The Guardian den 6. januar, samme dag som Trumps tilhængere stimlede sammen om kongresbygningen.

Amerikanske CNN og Variety, som dækker underholdningsbranchen, skrev også om John Dillermand, for hvad havde de notorisk frisindede danskere nu gang i? Og hvilket budskab sendte man egentlig til børn, når man, i kølvandet på MeToo, præsenterede dem for en sjov hovedperson, der ikke kunne styre sin tissemand? Variety interviewede Morten Skov Hansen, kanalredaktør for Ramasjang, som gentog, hvad han i ugens løb havde sagt til flere danske medier: John Dillermand handlede ikke om sex, men om børns nysgerrighed omkring deres kroppe, både det, der er pinligt, og det, der er sjovt”. Det er vigtigt at prøve ikke at se programmet fra et voksenperspektiv,” understregede Morten Skov Hansen og tilføjede, at der havde været en børnepsykolog ind over, før John Dillermand blev sendt ud i verden.

Den børnepsykolog er altså Margrethe Brun Hansen. Hun har stort set ikke udtalt sig om programmet før nu – heller ikke da britiske BBC ringede, fortæller hun i telefonen fra sit hjem i Roskilde. For der var lige en situation med coronasmitte og et ældre familiemedlem, som skulle klares, mens verdenspressen undrede sig over dillermænd i børnehøjde. Men nu er det faldet på plads,” siger hun. Derfor har hun nu tid til at uddybe, hvorfor hun gav grønt lys for John Dillermand, og hvorfor hun mener, at debatten om den er både forudsigelig og dødærgerlig.

Det kan godt være, at det virker som en provokation med sådan en dillermand,” siger hun. Men man er nødt til at adskille voksenverdenen fra vores børns verden. Ellers risikerer man at pådutte dem en seksuel skam og berøringsangst, som egentlig er vores. Det synes jeg er så synd.”

Da Margrethe Brun Hansen fik manuskriptet til John Dillermand mellem hænderne fra idémanden og instruktøren bag serien, Jacob Ley, var det første, hun tænkte, at selve udtrykket dillermand’ var lidt mærkeligt. Det er, fordi jeg er sådan en gammel pige,” siger hun. Margrethe Brun Hansen er født i 1948. Hun er forfatter til en lang række bøger om børn, psykologi og familieliv, blandt andet De kompetente forældre fra 2001, og hun har arbejdet både som pædagog, psykolog og institutionsleder inden for børne- og familieområdet og sad med i V-K-regeringens Familie- og Arbejdslivskommission fra 2005 til 2007. I Margrethe Brun Hansens univers hedder det tissemand’ – og tissekone’ og numsehul’. Hun er af en generation og af en skole, hvor man ser børn i øjnene og ikke taler udenom. Og derfor studsede hun umiddelbart over det kække slangudtryk dillermand’, for var det nu et lødigt projekt, hun sad med?

Når man laver sådan nogle film som det her, så tænker man sig godt om, hvis man er den, der skal sige: Er det her skadeligt for børn eller ej?” siger hun. Så jeg tænkte, det er lidt mærkeligt, men du må være fair og sige fra, hvis ikke du synes, det er forsvarligt, og sige ja, hvis du synes, det er godt. Men så skal du edderbukkeme også kunne begrunde det. Det ville jeg gøre, uanset om det var en dillermand eller en hund.”

Det, Margrethe Brun Hansen så efter i sin gennemgang af manuskriptet, var, om indholdet passede til det, hun som børnepsykolog vidste om børns udviklingstrin. Om forløbet, fortællingen og humoren passede til målgruppen, som var børn mellem 4 og 8 år. Og så, om det centrale element, John og hans dillermand, var passende at vise for børn i den alder.

I den aldersgruppe har børn det, man kalder en ubevidst seksualitet,” forklarer Margrethe Brun Hansen. De er nysgerrige, de nyder deres kroppe og de dejlige følelser, de kan få ved at pille ved sig selv, men det har ikke noget med sex at gøre. Og det er noget helt andet end den bevidste seksualitet, som voksne har.”

Derfor var det afgørende for hende, at dillermanden i serien ikke på noget tidspunkt fik karakter af noget seksuelt i voksenforstand. For eksempel ville det ikke gå, hvis den rørte ved andre mennesker, eller at John brugte’ den til at skubbe til andre eller til at drille med. Dillermanden skulle være adskilt fra John, når den lavede ballade – hvilket også er det bærende tema i serien. I hvert afsnit gør dillermanden nogle vilde og uartige ting – ikke sexet-uartige, men uopdragent-uartige – og til sidst får John nok. Som Margrethe Brun Hansen siger: Han handler på det og får den puttet ned, hvor den hører til i bukserne, så den ikke kan lave ballade. Og så ender det lykkeligt med, at John får ros af oldemor for at have klaret tingene, og at han er en god dreng.”

Og det er sådan set det, John Dillermand handler om, forklarer Margrethe Brun Hansen. Ikke om tissemænd, men om, at man nogle gange gør nogle ting, der ikke er så heldige, og som man godt ved, man ikke må. Men at man kan gøre det godt igen, og det hele nok skal gå. Det er det, børn ser, mener hun. Børn vil opfatte John og dillermanden som, at nogle gange har man bare lyst til at gøre noget uartigt. Og så er moralen, at John tager sig sammen og gør det godt igen.” Præcis ligesom Emil fra Lønneberg, Villads fra Valby, Vitello og en lang række andre velkendte fortællinger fra børnekulturens univers.

Det er faktisk en smuk lille historie,” siger Margrethe Brun Hansen. Og derfor er jeg så ked af, at debatten kommer til at handle om dillermand eller ej.”

Dillermanden er ganske rigtigt løbet med dagsordenen. Men man kan vel dårligt sige, at det er overraskende, at det er sket, og heller ikke, at serien har virket provokerende på mange. Kønsorganer er ikke et neutralt fænomen og slet ikke i en tid, hvor MeToo-debat og fokus på krænkelser og overgreb – også over for børn – fylder i samfundets bevidsthed og i den offentlige samtale. Margrethe Brun Hansen er heller ikke overrasket. Men hun er ærgerlig, siger hun, over de voksne, der ser eller måske bare hører om John Dillermand og lader den umiddelbare provokation blive til forargelse og fordømmelse.

Hvad er der sket med os voksne?” siger hun. At vi ikke kan bære det og ikke kan holde ud at se på en stribet tissemand, der løber hen over et bord. Hvad siger det om vores egen seksualitet? Jeg har forståelse for, at de voksne, der synes, det er grænseoverskridende, på et tidspunkt må have oplevet noget, der gør, at seksualitet for dem er forbundet med skam og angst. Men det, jeg er bange for, er, at de giver det videre til børnene.”

Når Margrethe Brun Hansen ser på vores krops- og seksualkultur i dag, ser hun en berøringsangst, som er vokset frem i løbet af de seneste 20 år. Hvor institutioner har etableret regelsæt omkring mandlige pædagogers omgang med børn af frygt for pædofile overgreb, hvor nøgne børn og topløs badning på strandene er stort set forsvundet, og hvor en far, der kysser sin datter på munden, kan udløse en shitstorm, som det skete for fodboldspilleren David Beckham i 2017, da et billede kom frem, hvor han kyssede sin niårige datter. Og selv om MeToo-debatten har været både gavnlig og nødvendig, har den ikke gjort tingene mindre komplicerede. Vi har fået et hadforhold til kroppen i dag, som hænger sammen med angsten for krænkelser,” siger hun. På mange måder har det nogle gode sider. Men det har også forfærdelige konsekvenser, hvis man ikke må kysse sit barn på munden.”

Hvis ikke vores børn skal videreføre den angst, så er vi voksne nødt til at standse op og se på vores reaktioner, når vi møder noget, der gør os usikre eller provokerer os. Som for eksempel John Dillermand. Vi skal huske, at vi ser det gennem vores voksne, bevidste seksualitet. Barnet ser slet ikke det samme, som vi gør,” siger Margrethe Brun Hansen. Hvis et barn sidder og griner af dillermanden på tv, og den voksne siger, at det er ulækkert, så oplever barnet det som en afvisning. Det samme, hvis barnet kommer med strakte arme og pædagogen siger, at det ikke må komme op og sidde på skødet. Det er en diskvalificering af følelser. Og det gør ondt. Oplever man det for mange gange, så holder man op med at give udtryk for sine naturlige følelser.”

Men man kunne jo undgå at voksne reagerede sådan, ved at vælge noget andet end en dillermand. Hvorfor sende det ud i verden, hvis man ved, at det vil provokere?

Vi skal ikke være så bange for at blive provokeret. I stedet for straks at sige det vil jeg ikke se på, det må vi have lukket’, så vi må sætte os ned og sige, hvad gør jeg med det? Hvad betyder det for mig? Skal jeg lave en bevægelse mod tissemænd? Eller skal jeg sige, det er fandeme ikke i orden, at det kun er tissemænd, man ser, nu laver jeg noget andet. Så kommer der jo pludselig vækst. Vi er nødt til at udvikle os på det her område, især i den her krænkede tid.”

En del af kritikken af John Dillermand har netop handlet om det, Margrethe Brun Hansen taler om: Hvorfor er det igen en mand og hans kønsorgan, der er i fokus? Som lektor emerita Anne Helms skrev i et debatindlæg i Politiken: Måske fylder dilleren allerede rigeligt?” I samme avis længtes anmelder Pernille Jensen efter et feminint alternativ til den hyperaktive diller. Spørgsmålet er,” skrev hun, om tiden efterhånden ikke er moden til at køre den ind med andet end penis?”, og i flere debattråde på Facebook gav brugere (især kvinder) udtryk for, at de virkelig godt gad se serien om Frida Fjabbe eller Karen Kusse på skærmen i stedet.

Det gad Margrethe Brun Hansen også godt se – men hun mener ikke, det skal stå i stedet for John Dillermand og andre manifestationer af den mandlige seksualitet. Det er da befriende, at der er kvindelige aktivister, der siger sådan nu. Og se så at få den lavet!” siger hun. Men hvorfor skal mændene hakkes på, fordi de giver udtryk for det, de kender til? Hvorfor ikke sige: Tak, fordi vi nu taler om det her, fordi der har været sådan en dillermand. Og nu skal de ikke have lov at prale mere med, hvad de kan med den, nu skal jeg vise, hvad jeg kan med det, jeg har hernede. I stedet for igen at sidde og føle sig krænket og være offeret. Hallo. Op på beatet. Piger, kom an altså.”

Men det, kritikken går på, er, at det ikke ville blive accepteret med en Karen Kusse-serie. Og helt ærligt, tror du, at sådan en serie ville have gang på jord?

Hvis de tager en tissemand ind, tager de vel også en tissekone ind. Og hvis de ikke gør, kan vi brokke os. Men igen, vi skal ikke være bange. Vi skal lave det.”