Nyheden begyndte at florere på øen om tirsdagen den 23. juni. Den nåede hurtigt Sara Krogh. Hendes ven gennem ti år, 28-årige P, var om morgenen fundet livløs i en bålhytte mellem grantræer i Nordskoven uden for Rønne på Bornholm. P var blevet brutalt slået ihjel. Ingen på øen vidste hvorfor, men der var én, der måtte vide mere end hende, tænkte Sara Krogh. Hun ringede til sin ven – sin bedste ven, faktisk – som vi i denne artikel vil kalde Storebroren. Han var også en nær ven af P, den dræbte.

Sara Krogh vidste, at Storebroren og P havde været sammen få dage inden. Lørdag den 20. juni, lidt i midnat, havde P skrevet til hende over Facebook Messenger. “Godaften frøken Krogh 😊 Finder du på i aften?” Hun svarede: “Er til fødselsdag.” Senere på aftenen dukkede P op til fødselsdagsfesten sammen med Storebroren. De var begge berusede og i godt humør – de ville feste. Men da de ikke var inviteret, blev hun bedt om at vise sine venner døren. Uden brok forlod P og Storebroren festen og gik ud i natten. Klokken lidt i fire den søndag morgen fik Sara en besked mere fra P – han og Storebroren havde fundet en ny fest, og de ville have hende med. “Vi har lidt af hvert kom 😘” skrev han. Sara Krogh, der havde fået en tår over tørsten, kunne ikke tyde festinvitationen fra P og svarede: “Hvad.” Fuldemandsudvekslingen var det sidste, hun skulle høre fra P, inden han blev fundet død.

Derfor, ræsonnerede Sara Krogh den morgen, vidste Storebroren måske, hvad der var sket med P. Han måtte i hvert fald vide mere end hende. Og uanset hvad havde hun brug for at tale om, at deres fælles ven var død. Hun skrev og ringede. Hendes ven svarede aldrig.

Uden at Sara Krogh og resten af øen vidste det, var drabssagen allerede gået ind i næste fase. En 23-årig lokal mand havde meldt sig selv til politiet, og han blev anholdt ved 14-tiden den 23. juni. Det var Storebrorens lillebror – ham kalder vi Lillebroren. Grunden til, at Storebroren aldrig havde svaret Sara Krogh, var, at han selv blev anholdt halvanden time efter Lillebroren. Dagen efter, onsdag den 24. juni, i retten i Rønne blev de to brødre fremstillet i grundlovsforhør. Bornholms Politi sigtede de to mænd for “efter aftale eller i fælles forståelse” at have dræbt P.

Det skulle være sket med slag til ansigtet og kroppen med både flasker og rafter af gran med brud på underbenet og et muligt kraniebrud til følge. Brødrene blev også sigtet for flere gange at have stukket P med kniv og brændt ham. “Jeg har ikke vidst, hvordan jeg har skullet reagere på det,” siger Sara Krogh, da vi taler med hende en uge efter drabet. “Det er min bedste kammerat, der er sigtet for at have slået min anden kammerat ihjel.”

Gennem sin daværende forsvarsadvokat erkendte Lillebroren sig skyldig i vold med døden til følge, men nægtede sig skyldig i drab. Trods gentagne forsøg har det ikke været muligt at få en kommentar fra Storebrorens forsvarsadvokat, Rikke Solberg Bruun, om, hvordan han forholder sig til sigtelsen mod ham.

P’s voldsomme død har – selvsagt – rystet det miljø på Bornholm, som han selv, Lillebroren og Storebroren var en del af. Men hans død har også igangsat en helt anden form for rystelse, der er nået langt ud over øen i Østersøen. I halvanden uge har aktivister og politikere skrevet sagen ind i tidens store debat om racisme, der har bragt tusinder på gaden over det meste af Vesten, siden den sorte mand George Floyd blev dræbt af en hvid politimand i Minnesota i USA. P var også sort. Hans far er etnisk dansk, og moren er fra Tanzania. I sigtelsen mod de to brødre skriver politiet, at P – ud over slag, knivstik og brandsår – også fik trykket et knæ ned mod sin hals. Ekstra Bladet skrev på dagen for grundlovsforhøret, at det “vækker mindelser om betjentes drab på den sorte amerikaner George Floyd”. Enhedslistens retsordfører Rosa Lund delte Ekstra Bladets historie på Twitter. “Tyder på det var racistisk motiveret,” skrev hun.

Det venstreorienterede researchkollektiv Redox føjede nye oplysninger til. En uge efter drabet på George Floyd skiftede Storebroren sit coverbillede på Facebook, så der stod “White lives matter”. Et slogan, der bruges som protest mod Black Lives Matter-bevægelsen – blandt andre af den nazistiske organisation Den Nordiske Modstandsbevægelse, skrev Redox. Et år tidligere havde Storebroren skiftet sit profilbillede til et, hvor han poserer iført sixpence med Rasmus Paludans berømte V-håndtegn. Billedteksten var: “✌ V for sejr”. Og så gravede Ekstra Bladet frem, at han kort inden drabet, den 12. juni, var mødt op til et poolparty på Bornholm arrangeret af Stram Kurs og hurtigt var blevet bortvist. Årsagen? Han bar shorts, der afslørede, at han på skinnebenet havde hagekors tatoveret.

I denne uge nåede spekulationerne om, hvorvidt drabet på Bornholm var racistisk motiveret, også The New York Times i en stor artikel. Det var efter, at politiets anklager – helt ekstraordinært – to dage inde i efterforskningen brød tavsheden bag lukkede døre for at korrigere racisme-narrativet. “Det er vores opfattelse, at det ikke er racistisk betonet. Det er en personlig relation mellem de to sigtede og den dræbte, der er gået galt, og som er begrundelsen for selve drabet,” sagde Benthe Pedersen Lund til medierne. Men det fik kun debatten til at accelerere yderligere. Hvis drabet ikke handlede om race, hvad handlede det så om? Overser politiet muligheden for, at drabet kan være racistisk motiveret? Og kan to hvide mænd, den ene med hagekors på benet, overhovedet slå en brun mand ihjel, uden at motivet er i hvert fald delvist racistisk?

Historien om drabet i Nordskoven er endt med at indkapsle hele debatten om, hvilken rolle racisme spiller i Danmark, og hvad vi burde gøre ved det. Derfor tog vi til Bornholm for at komme så dybt ned i sagen, vi kunne. Og undersøge de sigtedes baggrund og racistiske sympatier. Og finde ud af, hvad det er for en personlig relation, som politiet mener er gået helt galt.

P var ankommet til Bornholm om mandagen den 15. juni. Her skulle han holde sommerferie med sin familie, der bor på øen, sin mor, far og søstre, og så selvfølgelig sine mange venner. P havde netop afsluttet sin ingeniøruddannelse, som han havde taget på Sjælland, hvor han boede. P havde også fået job ved det brokonsortium, der skal anlægge den nye Storstrømsbro, som skal forbinde Sjælland med Falster. Om fredagen skrev P til en af sine tætteste venner, Tobias Krähmer. Han er tyskfødt og har boet på Bornholm i mange år og er frivillig i øens kulturliv. P skrev og spurgte, om de skulle lave noget. Feste måske. Det var sådan, de havde mødt hinanden for ti år siden. “Han var en energibombe uden lige,” fortæller Tobias Krähmer, da vi sidder med ham i en tom hotel-lounge nær Rønne Havn. Over årene udviklede Tobias og P et “ekstremt nært og tæt venskab”. Den fredag, P skrev til ham, var Tobias udenbys, travlt optaget af noget andet. Tobias nåede ikke at se sin ven, mens han var tilbage på øen.

Venner fortæller, at P var vellidt blandt mange, særligt i Rønnes natteliv. Han talte med mange, når han var ude, og han kendte mange. “Jeg har været til fester, som var halvdøde, og gæsterne halvstive, og så kom P og – wuum,” siger Tobias Krähmer, “så livede festen op.” Når P mødte op til privatfester i Rønne eller på værtshuse som Arne Jensen Bar eller Krydset, eller Krystalgade Bodega, som det rettelig hedder, kom han altid iført sit signatur-look: en lysebrun blazerjakke, skjorte eller en T-shirt indenunder, nydelige bukser og sko. “Han var til det klassiske. Og det passede godt til ham,” siger Tobias Krähmer. P gik op i at tage sig ordentligt ud. Hans hår var sort og trimmet helt kort, det samme var hans fuldskæg. P havde også sine signatur-drikke: whisky, rom og rødvin. Sara Krogh, den nære ven af P, beskriver P som en “gammel mand i en ung krop”. “Han var veltalende, høflig og charmerende. I byen kunne han godt gå hen og lægge en arm om en kvinde, om det så var en ung eller ældre kvinde, og give hende komplimenter,” fortæller hun. “Det var aldrig på en ulækker eller overdreven måde – alle nød hans selskab. Og var man trist, kom han hen og bød op til dans, og han indledte altid med ‘Hej frøken’,” siger hun. P havde også en signatur-vending, han klemte ind så ofte, han kunne slippe af sted med det, fortæller Tobias: Once you go black, you never go back. “Det var hans argument til det meste,” griner Tobias.

Blandt venner i Rønne havde P Neger- foran sit fornavn. Det var et navn, han havde givet sig selv, ifølge flere venner. Ifølge Tobias Krähmer blev det ikke brugt nedsættende om P’s tanzaniske rødder. “Når man beskrev ham og bare sagde [P’s fornavn], så anede ingen, hvem man talte om, og så måtte man ty til hans kælenavn.” Herovre, siger han, er det normalt at have et kaldenavn. Hans eget er Tubbe. I de ti år, han kendte P, talte de yderst sjældent om racisme. “Om der er andre, han har delt mere med, ved jeg ikke,” tilføjer han. Men Tobias Krähmer ved, at P har skullet høre for sin hudfarve, “og der var ting, der sårede ham”. Han husker en fest, hvor P havde fortalt Tobias, at nogle “stive og dumme” personer var kommet med “dumme kommentarer”, der havde overskredet hans grænse for, hvornår noget er “sjovt”, og hvornår det er “diskriminerende og racistisk”. “Det ved jeg, han har været igennem,” siger Tobias. Men det var hans indtryk, at P ikke lod sig “slå ud af det”.

Vi har været i kontakt med P’s fætter. På vegne af os spurgte fætteren P’s forældre, om de havde lyst til at tale med os til historien her. Det havde forældrene ikke.

Når man forsøger at finde frem til, hvordan P blev venner med Storebroren og Lillebroren, der er sigtet for at slå ham ihjel, træder man ind i en tåge. Det er ikke så mærkeligt, for det er, som om alle venskaber blandt de unge på Bornholm, vi talte med, bare er opstået. Meget få kan huske, hvor og hvornår de mødte deres venner – ofte lyder det bedste bud “fra byen”. Men vi ved, at P og Storebroren havde været venner i årevis. Bedste venner, siger flere. Og det, som P’s nære venner mindst begriber ved sigtelserne, er, hvordan og hvorfor Storebroren er involveret i drabet på sin bedste ven.

Storebrorens liv på Bornholm begyndte, da han som treårig ankom til øen med sin mor og Lillebroren på halvandet år. Forældrene var blevet skilt. På Facebook fremgår det, at han arbejder med svin på en gård på øen. På Storebrorens Facebook-coverbillede, hvor der står “White lives matter”, var moren den første til at kommentere. Hun skrev, at “alle liv er lige meget værd uanset hudfarve 🖤” Storebroren skrev efter morens kommentar: “Prøv at læs lidt op på, hvad der sker ude i verden, før I kommenterer. Der findes en verden udenfor USA.”

På profilbilledet med ‘V for sejr’-håndtegnet var Storebroren ud over sixpencen iført en outdoor-jakke, Rasmus Paludans foretrukne påklædning ved demonstrationer. Over telefon siger Gerhard Andersen, der er storkredsformand på Bornholm for Stram Kurs, at Storebroren aldrig har været medlem af partiet, men bekræfter, at partiet bortviste ham fra en parti-komsammen på øen i juni. Her var øens unge inviteret over Snapchat til at komme og høre om partiets politik, drikke øl og bade i den pool, der fulgte med sommerhuset i Dueodde. Storebroren troppede op i shorts og flashede en tatovering på skinnebenet af to sorte hagekors og teksten “White power”. “Da vi så det, blev han smidt væk,” siger Gerhard Andersen. Vi er i besiddelse af en video af Storebroren, der smilende trækker op i sit bukseben for at vise tatoveringen.

Sara Krogh, der var tæt med P og bedste venner med Storebroren, beskriver Storebroren som en god, beskyttende ven, og at hun “slet ikke kan genkende” Storebroren i sigtelserne mod ham. “Det kan lyde, som om jeg tager ham i forsvar, det gør jeg overhovedet ikke.” “Jeg har fået meget hate, fordi jeg kendte dem begge, men jeg har mistet to meget tætte venner.” Hun ved ikke, hvornår og hvorfor Storebroren fik nazi-tatoveringen, men siger, at han gerne viste den frem. Sara Krogh har hørt Storebroren give udtryk for holdninger “hen ad”, hvad Stram Kurs står for.

Hun afviser, at han trods sin White Power-tatovering skulle være racist, blandt andet fordi “han havde mange venner med udenlandsk baggrund”. Heriblandt P. Men, siger hun, når han fik alkohol indenbords, kunne han godt komme med “dumme kommentarer”. “Han har haft tidspunkter, hvor han har været dum i hovedet. Når han får for meget at drikke, kan han godt være flabet og grov. Han kan sige, at han selv er syg i hovedet, og at man ikke skal løbe om hjørner med ham,” siger hun.

Sara Krogh er ikke den eneste, der har oplevet, at Storebroren kunne komme med dumme kommentarer, og andre beskriver dem som direkte racistiske og stærkt ubehagelige. Vi har talt med to mænd, der har oplevet netop det. De har begge udenlandsk baggrund og mørk hud, og de ønsker begge at være anonyme af hensyn til deres arbejde på øen.

For snart to år siden, i efteråret 2018, ville de to mænd fejre den enes fødselsdag. De tog hjem til Lillebroren, der havde besøg af sin storebror. Den ene af de to gæster var amerikaner og havde aldrig mødt brødrene før. Den anden har boet i Danmark, siden han var barn, og kendte begge brødrene. Han husker forløbet sådan her:

“Vi kommer ind, jeg siger ‘Hvad så’ til [Lillebroren], og vi tager nogle øl frem, sidder og hygger os. Så begynder [Storebroren] at kigge på min ven, og så siger han noget med ‘Why are all niggers so black?’ Min ven kigger over på ham og siger: ‘We are all the same color underneath.’

‘No, we are not,’ svarer han. ‘I am human, you are not.’

‘What the fuck is this,’ siger min ven, ‘I don’t wanna be here.’”

Vi har læst beskrivelsen op for den amerikanske ven, der deltog i samtalen. Han bekræfter forløbet og tilføjer, at Storebroren også sagde til ham, at han havde aids på grund af hans hudfarve. “The guy was in his zone of being an asshole,” husker han. Vennen, der kendte brødrene i forvejen, fortæller, at Storebroren jævnligt bruger nedladende og racistiske ord som ‘nigger’ og ‘perker’ og angivelig har sagt til en anden brun bornholmer, at han “skulle tage hjem til sit bananland og plukke bananer”. Vi ville gerne have foreholdt disse beskrivelser for Storebrorens forsvarer, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

“Når jeg har set ham til fester, har han flere gange stået og sagt racistiske ting og sager til folk,” fortæller den ene ven. “Det er heller ikke nemmere, når han har et hagekors.” Da vi spørger til udbredelsen af nazistiske tatoveringer, fortæller han, at han som ung mand på Bornholm havde en lærer, der havde et hagekors tatoveret på skulderen, og at læreren var særlig hård ved elever med indvandrerbaggrund. Begge kilderne siger, at de har oplevet racisme mange gange på Bornholm, både blandt den ældre generation og i nattelivet, hvor de har oplevet både skældsord, og at unge hvide mænd prøvede at starte slagsmål med dem på grund af deres hudfarve. Derfor mener de begge, der er et problem med racisme, som mange ikke er villige til at tale om.

På trods af alt det her – på trods af Storebrorens nazi-tatovering og hans racistiske ytringer, på trods af P’s hudfarve – så blev P og den ældste bror altså venner. Sara Krogh siger, at de “klingede godt” sammen. “De har altid godt kunnet lave sjov med hinanden og komme med spydige bemærkninger, men det var aldrig alvorligt.” Når hun så dem i byen eller til en privatfest, kom de “arm i arm” – og gik derfra “arm i arm”. Rollefordelingen imellem dem, siger hun, var, at Storebroren var “den klovnede type, man skulle holde i kort snor og sige ‘åh, slap lige af, du har fået for meget at drikke’”, mens P var “den fine, der havde styr på tingene og sig selv og tog sig andre”.

Som sagt, vi ved, at Storebroren og P festede sammen weekenden før, P blev fundet dræbt tirsdag morgen. Det er en af de ting, der gør drabet så surrealistisk for Sara Krogh. Og alt tyder på, at P, Storebroren og Lillebroren fulgtes ad til gerningsstedet. De tre sad i den bil, der sent mandag aften den 23. juni passerede et Rønne-byskilt, drejede ind ad en smal grusvej og ind i Nordskoven. I retning mod bålhytten.

Hvad angår den tredje mand, der sad i bilen ud mod Nordskoven, Lillebroren, er forholdet til racisme mere kompliceret. Til amerikanerens fødselsdag prøvede Lillebroren ifølge begge de to gæster at stoppe Storebroren og bad ham om enten at tie stille eller gå. Ingen af de to har oplevet Lillebroren udtrykke sig racistisk. Det er der andre, der har. Men når man taler med folk, der kender Lillebroren godt, er den dominerende historie en anden. En historie om især to ting: Psykiske problemer. Og vold.

Allerede som 15-årig kom Lillebroren i kontakt med børnepsykiatrien, der konstaterede, at han havde et stort temperament og kunne være verbalt truende. Han har ifølge vores oplysninger boet på forskellige bosteder, siden han var sidst i teenageårene. Som 21-årig fik han sin første dom for kriminalitet. Det fremgår af et udskrift af dommen, som Zetland har fået aktindsigt i.

En morgen kom en pædagogisk omsorgsmedhjælper ind på hans værelse på bostedet for at vække ham, og Lillebroren fulgte angivelig stille og roligt efter den ansatte ind i et andet rum, hvor han overfaldt ham med en peberspray. Det førte til en sigtelse for overfald og ulovlig våbenbesiddelse, og der blev udarbejdet en mentalundersøgelse af en speciallæge i psykiatri. I mentalundersøgelsens konklusion kan man læse, at Lillebroren er normalt begavet, men at han ved tidligere undersøgelser er “fundet lidende af en gennemgribende udviklingsforstyrrelse i form af Aspergers syndrom og ADHD”.

Retten fandt dengang, at der ikke var grund til at tro, at han havde været sindssyg i gerningsøjeblikket, men at han “befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af sine psykiske funktioner”.

Lillebroren nægtede sig skyldig. Han blev idømt ambulant psykiatrisk behandling under tilsyn af Kriminalforsorgen, hvilket vil sige, at han i en periode skulle modtage psykiatrisk behandling. Og at han, hvis overlægen og Kriminalforsorgen vurderede det nødvendigt, kunne blive indlagt til psykiatrisk behandling i en periode på op til et år.

En formiddag i Rønne går vi ud til et kollegie. Vi har hørt, at brødrene fra tid til anden hang ud her. Der står tomme vodkaflasker langs skraldespandene, og græsarealet mellem lejlighederne er tomt, lige undtagen to unge, der ser ud til at være i start-20’erne, og som sidder ved et picnicbord foran en af stuelejlighederne.

“Jeg kendte faktisk Lillebroren,” fortæller den ene. Hvorfra kan han ikke helt huske, nok fra byen. De er ikke tætte, men han betragter Lillebroren som en ven. De festede sammen. Når nogle ville op at slås med den unge mand, forsvarede Lillebroren ham.

Mens vi snakker, går hans veninde ind i lejligheden for at tænde en cigaret. Den unge mand taler videre. Selv om drabet er overvældende, er han ikke for alvor overrasket. Vold er ikke usædvanligt i bylivet, fortæller han, folk kommer op at slås, det er helt normalt. Men Lillebroren havde en usædvanlig og uhyggelig fascination af vold. For få måneder siden, fortæller den unge mand, sendte Lillebroren ham uopfordret en video på Facebook, hvor en mand blev skudt i hovedet. “Hvis der var en i vennegruppen, der skulle slå nogen ihjel, var det ham,” siger han til os. “Hvorfor?” spørger vi. “Når man kigger ham ind i øjnene, er der helt tomt.”

En kilde, der gennem sit arbejde har haft en nær relation til Lillebroren, fortæller, at han kan være både omsorgsfuld og anerkendende, og beskriver ham som meget intelligent. Han har et stort overblik, kan overskue mange ting på én gang, og så kan han sætte de fleste på plads, når han diskuterer politik. Men, siger kilden, Lillebroren har et problem med vold. Det kommer ofte til udtryk i hans sprogbrug, hvor han kan komme med ekstremt voldelige udtalelser, ofte rettet mod indvandrere og flygtninge. Han skal blandt andet have sagt, at flygtningebørn skal druknes i havnen, og at nogen burde hælde benzin ud over en specifik mørk person og sætte ild til ham.

Vores kilde fortæller, at Lillebroren politisk kan udtrykke meget yderligtgående og racistiske holdninger. Men ligesom de andre kilder, vi har talt med, har vores kilde ikke oplevet, at han har ytret sig racistisk over for specifikke mennesker med udenlandsk baggrund eller mørk hud. Kilden fortæller, at Lillebroren ofte opsøger slagsmål i bylivet, og at det før er sket, at han er gået alt for langt i slagsmål. At Lillebroren ikke kan styre sig. Han kan bide sig fast i små detaljer, et enkelt ord eller et tonefald, som han oplever som provokerende. “Man kan se på hans øjne,” siger kilden, “at han kan tænde af hvert øjeblik, det skal være.”

Det samme nævner Sara Krogh, der var bedste venner med Storebroren, og som også kender Lillebroren. Hun beskriver ham som en, der “kan vende på en tallerken”, og som er “ustabil og meget udadreagerende”, både over for folk, han kender og ikke kender. “Han er en, man ikke skal pisse på. Man skal passe på, hvad man siger om ham,” siger hun.

Lillebrorens bekendte, der var hjemme hos ham, da Storebroren angivelig opførte sig stærkt racistisk over for de to gæster, bekræfter, at Lillebroren har et temperamentsproblem. “Der skal ikke noget til, især ikke, hvis folk generer hans familie,” fortæller han. Ifølge Sara Krogh gælder det sidste for begge brødre. “De gav tit udtryk for, at man ikke skal fucke med deres familie.”

Da retten i Rønne den 24. juni lukkede dørene i, blev der også lukket i for nye informationer om politiets videre efterforskning. Det afholdt dog ikke almindelige danskere, politikere og politiske organisationer fra at motivforske videre på sociale medier. Nogle skrev, at den dansk-tanzaniske mands brutale død skyldtes, at brødrene er racister – den ene brors Facebook-billeder og nazi-tatovering talte for sig selv, mente de. Andre, særligt bornholmere, blandede sig og skrev, at mordet intet havde med racisme at gøre – drabet har et personligt motiv, kunne man læse.

Det var på det tidspunkt, at Anklagemyndigheden brød tavsheden, og den 26. juni ringede chefanklager Benthe Pedersen Lund til flere medier, heriblandt os på Zetland. Hun fortalte, at politiet var “opmærksom” på sammenfaldet mellem ‘knæ mod halsen’-beskrivelsen og den ene brors Facebook-billeder og nazi-tatovering. Men, sagde chefanklageren, politiet var ikke af den “overbevisning”, at drabsmotivet var racisme. I stedet var det “en personlig relation, der var gået galt”, lød det. Den pludselige udmelding skal ses i kontekst af, at politiet har pligt til at korrigere fejlagtige udlægninger i befolkningen om en sag for at inddæmme misinformation. Det kan nemlig påvirke vidners udsagn.

Men tilbage står spørgsmålet: Hvad er det for en personlig relation, som politiet mener er gået galt? Vi har talt med kilder med kendskab til sagen og forelagt både Anklagemyndigheden og Lillebrorens forsvarsadvokat Asser Gregersen det, vi har fundet frem til. Det, vi på nuværende tidspunkt kan sige om det personlige motiv, er, at den 28-årige P havde en relation til brødrenes mor. Hvilken karakter den relation har været af, og hvornår den opstod, har vi ikke nok oplysninger til at kunne uddybe. Men vi ved, at moren hævder, at P har krænket hende seksuelt. Det førte angivelig til konflikten mellem hendes sønner og P.

På aftenen, hvor drabet fandt sted, kørte de tre sammen ud til bålpladsen i Nordskoven. Der fik de nogle øl. Hvad der efterfølgende skete, ved vi heller ikke nok til at kunne uddybe. Men vi kender slutningen: Den næste morgen blev P fundet livløs. Det har ikke været muligt at få kontakt til brødrenes mor.

Så hvor efterlader alt det her os? Vi ved, at begge brødre har givet udtryk for racistiske holdninger, og at Storebroren både havde nazistiske tatoveringer og har opført sig ubehageligt og racistisk over for mørke personer. Vi ved, at retsmedicinerne mener, der blev trykket et knæ mod P’s hals. Men vi ved ikke, om det, som Ekstra Bladet har antydet, var en henvisning til drabet på George Floyd. I stedet ved vi nu, at Lillebroren har en lang forhistorie med psykiske problemer og voldelige tendenser. At han kunne tænde af lige pludselig og miste kontrollen. Og så ved vi, at det personlige motiv, som politiet efterforsker, angivelig handler om relationen mellem P og brødrenes mor. Men præcis hvorfor P endte med at dø, ved vi ikke, ligesom vi endnu ikke ved, om de to brødre er skyldige i sigtelserne. Men der er stadig et sidste spørgsmål, vi her vil forsøge at besvare: Hvilken betydning har det, om motivet var racistisk eller ej?

Det bekymrer Sabba Mirza, der er jurist, ph.d. i strafferet og postdoc ved Roskilde Universitet, at mange stemmer meget kort inde i efterforskningen har forsøgt at konkludere, hvad motivet var. “Det kan være, det viser sig, at motivet var racistisk. Men vi kan ikke som individer føre vores egne domstolslignende sager, når efterforskerne ikke engang er færdige endnu,” siger hun. “Et drab er en alvorlig forbrydelse, og der er rigtig mange ting, der skal undersøges, før man kan konkludere noget om motiver og skyld.”

Faktisk oplever hun også, at hele debatten om motivet handler om noget helt andet end udmålingen af straf til de sigtede. “Hele stemningen i debatten bunder i nogle uretfærdighedsfølelser,” forklarer hun og nævner igen drabet på George Floyd af amerikansk politi og den efterfølgende debat om racisme i Danmark. Her afviste blandt andre Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, at der overhovedet findes racisme i Danmark. “Det finder ikke sted på nogen planer i Danmark, så vidt jeg ved,” sagde han til Jyllands-Posten i begyndelsen af juni – tre uger inden drabet på P.

“Jeg ser det sådan, at de folk, som gerne vil have det til at fremstå som et racistisk motiv,” siger Sabba Mirza, “gør det, fordi de måske har brug for politisk støtte til hele diskussionen om, hvorvidt der findes racisme i Danmark. Og så er lysten til at få den her sag til at handle om racisme bare stor, fordi der mangler politisk anerkendelse af racisme i Danmark.“

Vi fortæller Sabba Mirza om alt det, der har været fremme i medierne, og det, vi har fundet ud af i vores research. Hagekors-tatoveringerne, de racistiske ytringer og ekstreme politiske holdninger. Hvad mere skal der til, for at man kan konkludere, at forbrydelsen var racistisk? Det er ikke nok, forklarer Sabba Mirza, at påvise, at der var racistiske bevæggrundene til det konkrete drab. For at de kan dømmes med et racistisk motiv, skal Anklagemyndigheden kunne bevise, at Storebroren og Lillebroren slog P ihjel netop på grund af hans hudfarve. Det kræver objektive beviser. Sms’er, fotografier, lydoptagelser eller vidner for eksempel.

Vi spørger hende, om man kan forestille sig, at svaret ligger et sted midt imellem de forskellige motiver: Er det en mulighed, at volden blev til drab, netop fordi P havde afrikansk afstamning og mørk hud? At han stadig havde været i live, hvis han var hvid? “Det er altså virkelig, virkelig hypotetiske scenarier,” svarer Sabba Mirza. “Det har vi ikke noget grundlag for at vide.”

De to brødre er foreløbig varetægtsfængslet indtil den 22. juli.

Da politiafspærringen var fjernet omkring bålhytten i Nordskoven, kom Sara Krogh forbi for at lægge blomster. Efter lidt tid lå der mange blomster fra øens beboere, der også havde håndskrevne breve til P. På et af dem står der: “Må vi alle vågne op til det faktum, at vi også har et ansvar for din død og for den retfærdighed, der stadig ikke findes.” Sara Krogh er, ligesom samtlige af P’s venner, vi har talt med, vrede over, at hans død er blevet en politisk sag for dem, der vil problematisere racisme i Danmark. Drabet på P, siger hun, handler ikke om racisme. Drabet var personligt. Noget, der gik galt mellem P og brødrene. “Hans død,” siger Sara Krogh, “skal ikke gøres til en løgn.”

Den 27. juni, om lørdagen, var der mindehøjtidelighed om aftenen på et af P’s stamsteder i Rønne, Arne Jensen Bar. Tobias Krähmer, P’s tætte ven gennem ti år, sad med en ven, der også kendte P. De spillede computerspil eller rettere: De forsøgte at spille computerspil. Efter halvanden time opgav de. “Vi kunne ikke koncentrere os. Alle tankerne begyndte at køre. Det var første gang, jeg havde kunnet slappe af. Telefonerne havde ikke været stille siden drabet, jeg havde talt med en masse mennesker, var blevet tæppebombet af journalister og havde ikke haft tid til at trække vejret.” Foran computeren sank erkendelsen ind: P var død. Tobias og vennen slukkede spillet og tog hen på Arne Jensen Bar. Her holdt en af P’s gode veninder tale:

“Du er savnet af rigtig, rigtig mange mennesker. Og vi er her alle sammen til ære for dig i dag. Og vi tager en skål for dig, for du har altid spredt glæde – og vi gør det samme for dig i dag.”