Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Oliegiganterne mister troen på fremtiden. Det giver (nye) problemer for regeringens olieeventyr

Foto: Sergei Karpukhin, Reuters/Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


Sommeren fik en hård start for olieindustrien. Først meldte giganten BP ud, at når den kiggede sig i spejlet, så den en virksomhed med hule kinder og forringet værdi. BP varslede en nedskrivning af sine aktiver – det vil blandt andet sige retten til at udvinde olie og gas rundtomkring i verden – med helt op til 17,5 milliarder dollars. Det betyder, at aktivernes værdi faldt med en tiendedel. Bagefter offentliggjorde Shell en tilsvarende nedskrivning på et endnu større milliardbeløb.

Nedskrivningerne i juni er det hidtil tydeligste tegn på, at kontinentalpladerne under den globale olieindustri er i hastig bevægelse i disse måneder. Det skyldes selvfølgelig coronakrisen, men i høj grad også den grønne omstilling. Olieindustrien kigger med god sandsynlighed ind i en fremtid, som er helt anderledes end den fortid, den har været vant til, og som den indtil for nylig spejlede sin fremtid i. Og det er særdeles relevant for den debat om Nordsøolien, som raser med tiltagende styrke herhjemme.

Helt konkret retter nedskrivningerne fra BP og Shell en projektør mod en trussel mod olieindustrien, som analytikere og finansfolk længe har peget på. Nemlig risikoen for stranded assets, altså strandede aktiver. Det vil sige muligheden for, at olieselskaberne brænder inde med en hel masse olie, som i sidste ende ikke kan sælges, og i hvert fald ikke til den forventede pris. Resultatet ville være en økonomisk katastrofe for selskaberne – og til dels også for dem, som beskatter dem, som for eksempel den danske stat.

En af årsagerne til udviklingen er, at det strammer til i forhold til klimaet. Stribevis af analyser har de senere år konkluderet, at olieindustrien skal afskrive i omegnen af 1.000 milliarder dollars i aktiver, måske endda endnu mere, hvis verden skal leve op til Paris-aftalens klimamål. De advarsler har olieindustrien hidtil set bort fra. I stedet har branchen blot satset på, at klimaindsatsen forblev på et minimum, og fortsat med at investere i nye oliefelter.

Men med coronakrisens store fald i olieprisen ser nedskrivningerne nu ud til at blive til virkelighed, og det endda hurtigere end ventet, simpelthen fordi efterspørgslen på olie er faldet hurtigere og kraftigere, end nogen havde regnet med. Aktuelt er det faktisk sådan, at hvis man købte olieaktier for ti år siden – hvilket ellers altid er gået for at være en sikker økonomisk satsning – ja, så har man tabt penge. Nogle analytikere forventer nu, at efterspørgslen på olie aldrig igen når op på samme niveau som før krisen, blandt andet fordi vedvarende energikilder og elbiler fortsætter med at stjæle markedsandele, mens efterspørgslen på fossile brændsler og fossilbiler falder. Blandt dem, som forventer, at coronakrisen vil sætte turbo på omstillingen væk fra olie, er BPs nye topchef, Bernard Looney.

Med andre ord er der god sandsynlighed for, er de nye tal fra BP og Shell bare er de første i en lang række af tilsvarende nedskrivninger.

I en dansk kontekst rejser de nye nedskrivninger alvorlige spørgsmål om de officielle tal, som cirkulerer i den aktuelle debat om Nordsøolien. Her er klima- og energiminister Dan Jørgensen under voldsomt pres for at aflyse den igangværende 8. udbudsrunde, som omhandler retten til at hale olie op fra endnu uudforskede områder under havbunden fra omkring 2028 og helt frem til 2055. Blandt dem, der har opfordret til at lade olien ligge, er samtlige regeringens støttepartier, Klimarådet, tidligere Dong-chef Anders Eldrup og i skrivende stund også 14.500 danskere, der har skrevet under på et borgerforslag om at aflyse udbudsrunden.

Argumentet for at lade olien ligge er dels, at det vil spare atmosfæren for en mindre mængde CO2. Men et mere vægtigt argument er, at en aflysning af udbudsrunden vil sende et vigtigt signal til andre lande om, at Danmark er parat til at gå forrest med at lade olien ligge uudnyttet hen – sådan som stribevis af nationer og olieselskaber nødvendigvis må gøre, hvis klimaforandringerne skal holdes under kontrol. Som Klimarådet skrev i sin anbefaling om at lade olien ligge: Troværdigheden omkring Danmark som foregangsland kan hurtigt erodere, hvis vi fortsætter med at ekspandere olie- og gasaktiviteterne.”

Dan Jørgensen har imidlertid forbeholdt sig retten til at tænke sig om indtil et godt stykke hen i efteråret med henvisning til de indtægter, staten risikerer at gå glip af. Og det er her, nedskrivningerne fra BP og Shell bliver relevante.

Dan Jørgensen har blandt andet henvist til, at han har Klimarådets ord for, at det vil koste statskassen et sted mellem 16 og 35 milliarder kroner frem mod 2050 at lade olien ligge. Disse milliardbeløb – som altså spiller en helt afgørende rolle i debatten – er det nødvendigt at kigge nærmere på. Sagen er nemlig den, at Klimarådet er nået frem til beløbene på baggrund af tidligere beregninger fra regeringen, hvor olieprisen spiller en nøglerolle. Og regeringen har regnet med en oliepris langt højere end den, olieselskaberne nu forventer, og som de har foretaget deres nedskrivninger på baggrund af.

BP regner nu med en gennemsnitlig oliepris på 55 dollars per tønde frem mod 2050, mens Shell forventer, at prisen vil stabilisere sig lidt højere, omkring 60 dollars, når coronakrisen engang er overstået. Men Dan Jørgensens regnestykke for Nordsøolien er baseret på en oliepris, som i 2030 ligger helt oppe mellem 75 og 95 dollars – og derefter stiger frem mod 2040.

Altså: To af verdens største olieselskaber har nedjusteret deres forventninger til fremtiden ud fra en forventning om, at olieprisen på lang sigt vil ligge på 55 eller 60 dollars. Imens holder den danske regering fast i at diskutere olieudvinding i Nordsøen ud fra en forventning om, at olieprisen om et årti ligger på mindst 75 og måske helt op mod 95 dollars.

Klimarådets formand, Peter Møllgaard, har beskæftiget sig med oliepriser i 30 år og advarer mod at stirre sig blind på” de beløb, som fremgår af Klimarådets rapport, og som altså er baseret på tidligere beregninger fra regeringen.

Det er ikke et usandsynligt scenarie, at vi får en lavere oliepris end den, der ligger til grund for de 16 til 35 milliarder,” siger han.

Det er altid utrolig svært at forudsige oliemarkedet, og vi står nu over for en grøn omstilling, som gør, at de fremskrivninger, der findes, er forbundet med særlig stor usikkerhed. Hvis vi lykkes med den grønne omstilling og ambitionerne bag Paris-aftalen, så burde efterspørgslen på olie dale, og så vil vi også se en lav oliepris fremadrettet.”

Det hører med til historien, at regeringen i maj faktisk nedjusterede sine forventninger til de kommende års oliepris i lyset af coronakrisen, men det har klima- og energiminister Dan Jørgensen altså set bort fra, når han i debatten har fremhævet 35 milliarder som et beløb, man risikerede at miste i skatteindtægter.

Det hører også med til historien, at andre olieselskaber stadig opererer med en højere oliepris end BP og Shell, når de værdisætter deres aktiver. Men få er oppe i niveau med den danske stat. Og de, der er, får skyld for at være overoptimistiske. Norske Equinor regner med en pris på 80 dollars per tønde i 2030, mens italienske Eni regner med en langsigtet oliepris på 70 dollars, hvilket forleden fik analytikeren Andrew Grant fra den ansete tænketank Carbon Tracker til at udtale til Reuters:

Uret må nødvendigvis tikke i forhold til de antagelser, som bruges hos Eni og i særlig grad Equinor.” Underforstået: De to selskaber bliver snart nødt til at justere deres forventninger til olieprisen nedad for at give et mere retvisende billede af deres egen økonomiske fremtid.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra klima- og energiminister Dan Jørgensen, som er gået på sommerferie, men i et samråd i maj om Nordsøolien og faldet i oliepriserne under coronakrisen begyndte han med at remse op, hvor meget olieprisen har svinget siden 1970’erne. Derefter sagde han:

Det bagtæppe skulle gerne forklare, hvorfor regeringen ikke træffer store beslutninger om Nordsøen, heller ikke om den 8. udbudsrunde, på baggrund af korte perioder med markante prisfald. Det ville simpelthen ikke være sagligt.”

Regeringen har tidligere oplyst, at olieprisen i 2035 skal op omkring 48 til 55 dollars per tønde, hvis staten overhovedet skal tjene penge på aktiviteterne i Nordsøen til den tid. I øjeblikket tjener staten ingen penge på Nordsøolien, fordi olieprisen er så lav.