Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Søren Staghøj er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Skriver om retssamfundet og direktør for tænketanken Justitia.

Kan man både forsvare muslimske friskoler og mene, at flere af dem bør lukkes? Ja da


Vores medlemmer foretrækker at lytte


Den danske friskolemodel står midt i et vadested, hvor paradokser og dilemmaer hober sig op.

Den 1. september skrev Berlingske, at Nord-Vest Privatskole – en muslimsk friskole – står til at miste sit statstilskud, da Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurderer, at skolen overtræder reglerne i friskoleloven.

Og undervisningsminister Merete Riisager (LA) annoncerede for nylig et politisk ønske om at stramme kravene til friskoler. Stifterne skal kunne demonstrere demokratisk forankring i skolens værdigrundlag.

Udspillet kom kort tid efter en endnu mere markant udmelding fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der til BT udtrykte et “ønske om at lukke de muslimske friskoler” – selve forslagets indhold indebar dog konkret fratagelsen af støtte til friskoler med over 50 procent tosprogede elever. Et forslag, som både Undervisningsministeriets og Justitsministeriets jurister mener kan være svært foreneligt med grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Læg dertil den såkaldte imamlov fra 2016, der blandt andet pålagde øget fokus på demokratisk dannelse og skærpede tilsynet med friskolerne. Disse tiltag skyldes en frygt for radikalisering og dannelsen af parallelsamfund, hvor muslimske børn indoktrineres med et værdigrundlag, der strider mod det, der gælder for den øvrige befolkning.

Frygten fik ny næring, da Politiken kunne afsløre nye tal, der viser, at antallet af elever på muslimske friskoler i perioden 2008-2016 er steget med 52 procent, mens stigningen i antallet af elever til friskoler generelt ligger på 25 procent. Hele 5.453 elever går nu på en af de 29 muslimske friskoler.

I sig selv kunne denne konstatering jo blot medføre et “og hvad så?” En række af de muslimske friskoler klarer sig fagligt set bedre end andre fri- og folkeskoler. Men Berlingske har kunnet afsløre, at netop Nord-Vest Privatskole, der ellers var en af de muslimske friskoler, der klarer sig bedst, har haft problemer med mulig indblanding fra en ejer med tilknytning til en shiamuslimsk organisation og afsløring af jihadistisk litteratur på skolens grund. En tidligere skoleleder på skolen har ligefrem givet udtryk for, at skolens reelle mission var at skabe muslimske parallelsamfund.

Hele 9 ud af 13 friskoler med tilsynssager er muslimske, hvilket svarer til godt en tredjedel af samtlige de muslimske friskoler.

Den politiske bekymring er altså ikke grebet ud af den blå luft. Men som Zetland for nylig redegjorde for, er den stigende politiske kontrol og regulering af friskolerne udtryk for et paradigmeskifte, eftersom netop den ‘frie’ del af friskoletraditionen er en væsentlig del af den danske selvforståelse, når det gælder dannelse og oplysning.

For at forstå, hvor stort paradokset og dilemmaerne er, kan det være nyttigt at gå tilbage – langt tilbage – i historien for at se, hvilket værdigrundlag danske børn tidligere blev skolet i.

Med Reformationen blev undervisning i “den rene lære” et kardinalpunkt, og kirkeordinansen fra 1537 slog fast, at “I skolen kan børn opdrages og få sindet beredt til evangeliet. Ved denne forberedelse gør man den første barndom egnet til sand kristen gudsfrygt og andre dyder. ”

I Danske Lov fra 1683 lagde man vægt på følgende:

“Hvis ungdommen bliver forsømmelig med at lære børnelærdommen, skal de af præsten straffes derfor, og forældrene alvorlige påmindes og formanes, at de skal holde deres børn dertil. … Desuden skal de undervises i Luthers forklaring, så de ikke hver gang skal rettes og være skyldige i helligbrøde, eller omsider irettesættes af kirken for modvillighed og ugudelighed.”

Det var forbudt for lærere at rejse uden for sognet uden tilladelse, ligesom forældre ikke måtte antage private undervisere uden forudgående tilladelse, der skulle sikre, at underviseren ikke afveg fra den rene lære.

Selv ved den på mange måder liberaliserende skoleanordning fra 1814 lagde man afgørende vægt på, at børnene skulle dannes “til gode og retskafne Mennesker, i Overeensstemmelse med den evangelisk-christelige Lære”.

Danmark har med andre ord en lang tradition for en stærkt formynderisk og ensrettende skolegang, hvor en afgørende præmis var, at børnene blev indpodet bestemte religiøse opfattelser, der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved. Denne religiøse ensretning stod over for forældrenes ret til at vælge, hvilke værdigrundlag deres børn skulle opdrages med.

Med indførelsen af grundloven og dens religionsfrihed skulle grundlovens fædre tage stilling til, hvorvidt man kunne slippe tolerancen fri, når det gjaldt undervisning af børn.

A.S. Ørsted – der efterfølgende skulle blive statsminister – var særdeles skeptisk over for den religionsneutrale undervisning.

Ørsted var blandt andet bange for, at stillinger som lærere “kunde falde i Hænderne paa Catholiker eller Jøder, t. Ex. Skolepatronater paa Landet; det er udtrykkelig foreskrevet i Skoleanordningen af 29 Juli 1814 — hvad jeg anseer at være aldeles berettiget —, at den Paagjældende maa være Bekjender af den protestantiske Kirke, og at altsaa ikke en Catholik kan være Skolepatron, og endnu mindre en Jøde, om de skulde være i det Tilfældee, at de ellers dertil havde Berettigelse”.

Indførelsen af grundloven markerede altså en vigtig overgang fra den konfessionelle stat, hvis sammenhængskraft og eksistens var baseret på en præmis om, at dens borgere alle skulle bekende sig til samme tro, og at de få, der kunne undtages dette krav, eksplicit blev diskrimineret mod.

Grundloven blev fulgt op af Christen Kolds friskole fra 1852 og friskoleloven fra 1855. Hermed gik man fra religiøs indoktrinering til livsoplysning. Man statuerede en respekt for mindretallets ret til at opdrage børn i overensstemmelse med eget livssyn. Børnene var nu i højere grad forældrenes end statens ansvar, og undervisningsformer, der afveg fra statsreligionen, ansås ikke længere som en eksistentiel trussel mod statens “sammenhængskraft”.

Når nutidens politikere står i et dilemma, er det, fordi de på den ene side går ind og rykker ved forældrenes ret til at vælge, hvilke værdier deres børn skal opdrages med. I den ultimative version af denne indblanding er der tale om en sekulær og demokratisk konfessionalisering, hvor krav om opbakning til evangelisk-luthersk kristendom er udskiftet med krav om opbakning til demokrati og menneskerettigheder. Det er dette hensyn, Marianne Jelved lægger vægt på, når hun om stigningen i antallet af elever på muslimske friskoler udtaler til Politiken, at muslimske forældre har “integreret sig” med danske frihedsværdier og friskolesystemet.

På den anden side står vi med det paradoks, at en række friskoler tilsyneladende er oprettet med henblik på netop at forstærke den form for religiøs indoktrinering, som friskoleloven og religionsfriheden gjorde op med. En tendens, der i modsætning til friskolelovens hensigt og konsekvens i 1855 risikerer at medføre mere ensretning og mindre pluralisme, når det gælder de muslimske børn.

Det rejser en række spørgsmål:

  • Bliver friskoleordningen (mis)brugt til religiøs indoktrinering snarere end livsoplysning?

  • Hvor går grænsen mellem respekt for mindretalsretten og opløsning af den tradition og de værdier, der gav grobund for mindretalsretten, samvittighedsfrihed og så videre?

  • Er politikernes stigende indblanding og kontrol udtryk for et ønske om “sekulær konfessionalisering”?

Skal jeg prøve at svare på disse spørgsmål, vil jeg mene, at det er helt på sin plads, at et demokratisk samfund stiller håndfaste krav til de skoler, der skal være med til at forme vores børn til at blive ansvarlige og kritisk tænkende voksne.

Børn skal lære at forvalte den frihed, som voksenlivet medfører i et liberalt demokrati, og der bør gælde væsentligt andre grænser for børn end for voksne. Voksne mennesker hverken kan eller skal man forbyde at have totalitære idéer eller ønsket om at leve i overensstemmelse med religiøse regler fra 600-tallet, så længe de ikke forsøger at gennemtvinge deres ønsker med vold.

Men tolerancen bør ophøre, når sådanne voksne med undervisning og indoktrinering søger at påvirke børn, der dermed fratages muligheden for den demokratiske dannelse, der er forudsætningen for at kunne navigere i et demokrati og påskønne dets institutioner, værdier og kultur. Som sådan mener jeg, at der er en væsentlig og afgørende forskel på imamlovens begrænsninger af ytringsfriheden for religiøse forkyndere, der gik for vidt, og imamlovens regler om at sikre demokratisk dannelse, der efter min mening er på sin plads.

Derfor mener jeg også, det giver god mening at lukke sådanne friskoler, der i praksis måtte fungere som rugekasser for islamisk fundamentalisme, og som udviser fjendtlighed over for det omgivende samfund og ikkemuslimer.

Det er dog allerede muligt at lukke (fratage tilskud) de friskoler, der ikke lever op til lovgivningens krav, hvilket ikke nødvendigvis behøver at skyldes islamisk fundamentalisme. Det er sket i en række tilfælde, herunder også i forhold til arabiske og muslimske af slagsen.

Hvorvidt det er tilstrækkeligt til at opdage og få bugt med de skoler, der ikke lever op til friskolelovens bestemmelser, er et spørgsmål, der bør belyses nærmere. Men når man har denne mulighed, bør den anvendes, før man tyr til drakoniske forslag, der sætter grundlovens beskyttelse mod forskelsbehandling over styr og tilmed vil ramme friskoler, der muligvis klarer sig glimrende og ikke dyrker religiøs fundamentalisme.

Hvis en mere offensiv tilsynspolitik medfører, at størstedelen af de friskoler, der lukkes, er muslimske, og/eller at det i praksis medfører, at de fleste muslimske friskoler lukkes, fordi de ikke lever op til kravene, så må det være sådan. Men hver friskole må behandles individuelt uden forudgående skelen til stifterens religiøse ståsted.

Det er uacceptabelt med religiøs indoktrinering i danske friskoler. Men det er også uacceptabelt, hvis man lukker friskoler, der drives helt i ånden af friskoletankegangen, der netop var med til at gøre op med den rigide religiøse indoktrinering, som i århundreder blev indprentet i danske skolebørn.