Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

#MeToo genfortalt. “Vi snakker meget om det. I kærlighed,” siger Aalbæks datter

FREMADMeget få begreber, ord, idéer eller fænomener fortæller historien om 2017 som #MeToo. Illustration: Matthias Seifarth, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I USA begyndte det med Harvey Weinstein, og i Danmark har det mest handlet om Peter Aalbæk Jensen. #MeToo har været en verdensomspændende og skelsættende historie. Der er en tid før og efter, bevægelsen rullede ud over kloden. Gennem interviews med nogle af dem, der drev historien frem, fortæller vi her, hvad der skete, og – måske – hvad vi kan lære.

Dette år 2017 har været mange ting. Det har været Donald Trump i Amerika, valg i Frankrig, valg i Tyskland og ikke i Danmark (jo, et kommunalvalg, men på Christiansborg fandt regeringen jo ud af det til sidst), det har været krige i Mellemøsten og missiler fra Nordkorea. Meget er sket.

2017 har også været #MeToo. Det har i meget høj grad, faktisk, været #MeToo. Hashtagget blev til en bevægelse, et internationalt opgør, magtfulde mænd faldt på stribe, og kvinderne bag blev Person of the year i Time Magazine. Tusindvis af kvinders historier har vist os noget, mange egentlig godt vidste, men som en del ignorerede. Overgreb og systematisk seksuelt magtmisbrug. Der er dem, der taler om en revolution og en ny, radikal historieskrivning.

Der er sket et skred,” sagde Meta Louise Foldager Sørensen, tidligere producent på Zentropa, da jeg talte med hende. Hun er en af de tidligere ansatte, der er trådt frem med anklager om grænseoverskridende seksuel adfærd på filmselskabet.

#MeToo har ændret noget, og det er ikke kun et håb, det er en tro.”

Spørgsmålet er, hvad det er, der er sket. Hvordan blev #MeToo definerende, og hvad har vi lært?

Gennem interviews med nogle af de danske hovedpersoner og uddrag fra andre medier har jeg samlet stykkerne til historien om årets historie. Alt er fortalt med deres ord. Som det skete.

Konkret og kronologisk begynder historien i Amerika, hvor Hollywood-mogulen Harvey Weinstein af i alt nu 84 kvinder anklages for seksuelle overgreb. Weinstein blev fyret. Senere kom mænd som skuespilleren Kevin Spacey og politikerne Roy Moore og Al Franken i søgelyset, og de blev fyret, ikke valgt eller gik selv.

I Danmark har historien især centreret sig om Zentropas medstifter Peter Aalbæk Jensen. Han blev sendt hjem med mundkurv på. Da jeg ringede til ham, kunne han ikke sige andet, end at han ikke keder sig, og at han går og bygger på en økolandsby på sin grund i Herfølge. Aalbæk Jensen var langtfra den eneste, der ikke ville eller kunne tale. De kilder, som jeg citerer andetsteds fra, henviser jeg til i fodnoter, så man selv kan følge #MeToo ud i verden, hvis man har mod på det.

Peter Aalbæk Jensens datter Hedvig var en af dem, der gerne ville tale. Også om sin far:

Så sent som i går skældte jeg ham ud i en times tid.”

Men historien begynder altså i Hollywood.

Lucia Evans, dengang aspirerende skuespiller. Blev seksuelt misbrugt af Harvey Weinstein under et møde i 2004:

Det var der, han angreb mig. Han tvang mig til at udføre oralsex på sig. Jeg vil ikke gøre det,’ sagde jeg igen og igen. Stop, lad være.’ Jeg prøvede at komme væk, men måske prøvede jeg ikke hårdt nok. Jeg havde ikke lyst til at sparke ham eller slås med ham. Han er en stor fyr. Han overmandede mig. Jeg gav på en måde bare op. Det er den værste del af det, og det er derfor, han har været i stand til at gøre det her så længe mod så mange kvinder: De giver op, og så føler de, at det var deres skyld.”

Brit Marling, skuespiller, filmproducent og manuskriptforfatter. Mødte Harvey Weinstein i 2014:

Også jeg gik til mødet med en tro på, at hele mit liv måske skulle til at ændre sig til det bedre. Også jeg blev bedt om at møde ham i en hotelbar. Også jeg mødte en ung, kvindelig assistent, som fortalte mig, at mødet var rykket ovenpå til hans suite, fordi han var en meget travl mand. Også jeg følte mine parader hæve sig, men også jeg blev roligere af tilstedeværelsen af en anden kvinde på min alder ved min side. Også jeg følte rædsel i maven, da den unge kvinde forlod rummet, og jeg pludselig var alene med ham. Også jeg blev spurgt, om jeg ville have en massage, champagne, jordbær. Også jeg sad i en stol, paralyseret af stigende frygt, da han foreslog, at vi tog et bad sammen. Hvad kunne jeg gøre? Hvordan skulle jeg undgå at fornærme denne mand, denne skildvagt, som kunne skabe eller ødelægge mig?”

Salma Hayek, skuespiller og filmproducent. Arbejdede sammen med Harvey Weinstein i 2002 under optagelserne af filmen Frida:

Jeg tror ikke, der var noget, han hadede mere end ordet nej. Han stillede vanvittige krav. Det kunne være et opkald midt om natten, hvor han rasede og forlangte, at jeg skulle fyre min agent, fordi de to var raget uklar om en helt anden film med en anden kunde, eller dengang han korporligt trak mig væk fra gallapremieren på Frida ved filmfestivalen i Venedig, fordi jeg skulle med til en af hans privatfester sammen med nogle kvinder, som jeg først troede var modeller, men siden fik at vide var dyre prostituerede. Harveys overtalelsesstrategier svingede lige fra honningsød tale til raserianfald. Engang sagde han de skræmmende ord til mig: Jeg slår dig ihjel. Du skal ikke tro, jeg ikke kan gøre det.’”

En talsmand for Harvey Weinstein:

Hr. Weinstein indrømmer, at hans ubehøvlede opførsel efter en visning af Frida var et resultat af hans skuffelse over klipningen af filmen.”

Donald Trump forsvarede i november den republikanske kandidat til senatet Roy Moore, som er beskyldt for pædofili:

Jamen, han nægter det. Hør her, han nægter det. Han nægter det totalt. Han siger, at det ikke skete. Og I ved, man bliver nødt til også at lytte til ham. Du taler om noget, som skulle være sket for 40 år siden, og som han siger ikke skete.”

Den demokratiske senator Al Franken forlod i begyndelsen af december den amerikanske kongres efter beskyldninger om, at han havde krænket flere kvinder seksuelt:

Jeg ved, at der er blevet tegnet et meget anderledes billede af mig i løbet af de seneste uger, men jeg ved, hvem jeg virkelig er. At tjene i Senatet har været den største ære i mit liv. Jeg ved i mit hjerte, at intet, jeg har gjort som senator – intet – har bragt vanære til denne institution. Ikke desto mindre meddeler jeg i dag, at jeg engang i de kommende uger vil træde tilbage som medlem af det amerikanske senat.”

Den danske journalist Karen Pallisgaard blev misbrugt, da hun var teenager. Hun fortalte sin historie i en kronik i oktober i år:

Min version af en Harvey Weinstein kom ind i mit liv, da jeg var 14 år. Han var 30 år ældre og ansat i en betroet stilling, hvor han arbejdede med børn og unge. Jeg var en af dem. Han så noget i mig. Måske mest af alt min kejtede krop, min usikkerhed og ensomhed i en tid, hvor mit trygge fundament forsvandt i forbindelse med mine kære forældres skilsmisse. Han så mig. Han så sin chance.”

Han fortalte mig, at vi var forelskede. Det var bedst ikke at fortælle det til nogen. Jeg ville ikke gøre ham ked af det, når nu han var så sød ved mig. Jeg fortalte det ikke til nogen. Jeg skulle nå at blive 27 år, før jeg sagde det højt for første gang. At han over længere tid havde manipuleret og misbrugt mig. Voldtaget mig. Jeg skammede mig. Græmmede mig. Bebrejdede mig.”

Få dage efter efterspurgte Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen hjælp til at afdække omfanget af seksuelt magtmisbrug i dansk kulturliv:

Det var ret tidligt meget tydeligt, at der var gang i noget stort. Noget, der eksisterer i skyggen, kom frem, og journalistisk set er det rigtig kompliceret at have med at gøre. Vi havde en hypotese om, at problemet også fandtes i Danmark, så vi gik ud og efterspurgte vidnesbyrd. Vi var klar over, at det ville komme til at tage lang tid. Vi er slet ikke færdige.”

Karen Pallisgaard:

Det var en velsignelse for mig at kunne skrive, mens MeToo-bølgen rullede. Det gav mig mod. Det var en kærkommen lejlighed til at gøre noget, som jeg egentlig havde følt mig kaldet til at gøre, siden justitsministeren foreslog at afskaffe forældelsesfristen i sager om overgreb i december sidste år. #MeToo gav mig mod til at gå til tasterne.”

Mette Davidsen-Nielsen:

Noget, der har gjort indtryk på mig, er, hvor sårbart det er. Hvor vanskeligt for kilder det er at stå frem. Hvor meget de har at tabe, og hvor lidt de har at vinde. Vi ved, at det her er et udbredt fænomen, men der er alligevel så få sager. Det er der, fordi det er skamfuldt. Det er meget få, der har lyst til at træde ind i offerrollen.”

Karen Pallisgaard:

Jeg har fået mange beskeder fra kvinder og faktisk også en enkelt mand, som ikke tør stå frem og fortælle deres historier. Det, der er slående, er, at mange af dem vil beskytte andre. Jeg skrev med en kvinde, som har været udsat for incest af sin stedfar, hvilket hendes mor ved. Men moderen og stedfaderen har børn sammen, og de søskende vil kvinden gerne beskytte. Derfor sidder hun juleaften efter juleaften sammen med sin overgrebsmand.”

I november fortalte ni tidligere Zentropa-ansatte Politiken om seksuelle ydmygelser på filmselskabet. Blandt andet Meta Louise Foldager Sørensen, der var producent på Zentropa fra 2006 til 2010:

Jeg tror, at alle, der har været ansat på Zentropa, har været udsat for eller vidne til ting. Både seksuelt betonede ting, men også mobning eller drillerier’. Det var en indgroet del af kulturen.”

De blev blandt andet sendt ned for at muge ud i en grisestald. De fik smæk i numsen. Der var en masse ting, som ligesom bare var en almindelighed, men som ude i resten af samfundet ikke opfattes som almindeligheder. Arbejdsmiljøet var ikke kun spækket med seksuelle krænkelser. Det var alle mulige former for mobning og hetz. Der var i virkeligheden tale om et magtspil fra den øverste chef helt ned til en af de allernyeste i organisationen. Jeg var vel bange for selv at blive ramt af det. Jeg var en del af sekten, som Zentropa også blev kaldt. Jeg var med og dermed også medskyldig. Det har jeg det ikke godt med.”

Medstifter Peter Aalbæk Jensen:

Jeg skal sige, jeg har ingen interesse i underkastelse og ydmygelse. Men jeg er interesseret i at være grænsesøgende, også helt op til den røde streg.”

Stine Meldgaard, producerassistent og senere producer på Zentropa 2006-2010:

Jeg ville ønske, jeg havde sat flere grænser og sagt: Nej, det er ikke i orden. Nej, det er ikke i orden at bede unge damer møde op og servere i bunny-kostume, det er ikke i orden at bede folk om at smide tøjet og hoppe i poolen, nej, jeg gider ikke se min chef svinge pikken til et møde.”

Anonym kvinde på Zentropas småtteuddannelse, 2010-2011:

Jeg var med til at arrangere julefrokosten, hvor en masse fra filmbranchen var inviteret. Vi gjorde et stort nummer ud af det. Under festen skulle vi op på scenen og præsenteres sammen med Peter Aalbæk. Jeg havde nederdel på. Mens jeg stod der, stak han pludselig mikrofonen op under min nederdel og sagde: Hør, fissen snakker.’ Jeg stod foran en masse mennesker, som jeg potentielt skulle ud at arbejde med. Det var en ultimativ ydmygelse. Jeg fik en chokreaktion. Jeg gik ud bagved og græd.”

Peter Aalbæk:

Jeg har ingen erindring om det. Generelt vil jeg sige, jeg nægter at underkaste mig en inkvisition, og jeg nægter at anerkende en domstol, hvor man bliver anklaget uden for et seriøst retsvæsen, så det vil være forkert af mig at kommentere alle de ting her. Så starter jeg jo et partsindlæg, og hvis jeg starter det, anerkender jeg et folketribunal. Det vil jeg meget gerne citeres for.”

Meta Louise Foldager Sørensen:

Zentropa har skygget for den langt større historie, og det har jeg jo selv medvirket til ved at udtale mig til Politiken. Jeg fortryder ikke, at jeg gjorde det, for jeg synes, man skal sige det, der skal siges, men jeg er ærgerlig over, at det er det, der er blevet sat fokus på. MeToo-bevægelsen er langt større end Zentropa-sagen, som med al dens dillerdaller og håndgribelighed og langt ude-hed får folk til at kigge. Folk kigger på spradebassen i Hvidovre. Og det er slet ikke ham, det handler om. Dermed ikke sagt, at Zentropa-historierne ikke er vigtige, de er lige så vigtige som alle andre og skal fortælles. Men de skygger.”

Peter Aalbæk Jensen:

For 20 år siden væltede jeg rundt i en kæmpe brandert og spillede Kong Gulerod. Og selvfølgelig har jeg været et kvajhoved. Jeg indrømmer, at jeg utallige gange, også flere gange, end jeg har lyst til at tænke på, har været ad helvede til at høre på, og jeg indrømmer, at jeg har gjort dumme ting. Det er ikke det samme, som at jeg indrømmer, hvad jeg bliver beskyldt for.”

Meta Louise Foldager Sørensen:

Zentropa har skrydet med det her i 15 år. De har været stolte af det. Det er direkte komisk, at vi taler om det igen, det kan ikke være breaking news, at Peter Aalbæk har klappet nogen i numsen. Peter har selv sagt, at det fokus, der er på ham, fjerner fokus fra en vigtig bevægelse. Og det giver jeg ham fuldstændigt ret i.”

Ole Bornedal – om Peter Aalbæk Jensen:

Han er ved Gud et af de mest brovtende mennesker i det her land, men hvis der er noget, man ikke kan være i tvivl om angående Peter, så er det, at han er, hvad han er, og hvad han står for.”

Meta Louise Foldager Sørensen:

Det, der har overrasket mig, er, at det tog mig nogle uger og flere samtaler med min mand, som er frygtelig klog, at komme frem til, at jeg selv har levet i en kultur, hvor jeg var et undertrykt menneske.”

Christian Braad Thomsen, filminstruktør:

I forlængelse af den formentlig rimelige kritik af producenten Harvey Weinstein, tænkte de på Politiken, at so ein Ding müssen wir auch haben, og det var da nærliggende at udse sig Peter Aalbæk som offer. Avisen ryddede forsiden og beskyldte ham for ting, som for længst er beskrevet i Anne Mette Lundtoftes bog Zentropia. Men Politiken kunne glimrende bruge fem år gamle nyheder på deres forside, for heksejagt sælger. Peter Aalbæk har skabt sig selv som en meget synlig, næsten tegneserieagtig magtfigur, som gør ham til en oplagt skydeskive. Og vel er der under julefrokoster på Zentropa episoder, som ikke er i orden, og som Aalbæk da også efterfølgende har beklaget. Men det er der nu også ved en del andre julefrokoster, sjovt nok uden at de kommer på forsiden af Politiken.”

Mette Davidsen-Nielsen:

Vi besluttede os hurtigt for at fokusere på magtrelationer. Det her er kendetegnet ved, at det indeholder alle mulige former for ydmygelser og overgreb, især i forhold til magt. I forhold til overordnede og underordnede. Når vi nu er en kulturredaktion, var det meget naturligt at fokusere på kulturlivet og kulturarbejdspladser, herunder Zentropa.”

Zentropas ledelse i en pressemeddelelse:

Peter Aalbæk har meddelt bestyrelsen og ledelsen, at han ønsker at blive hjemme i Herfølge, indtil Arbejdstilsynets rapport foreligger, og imens den interne arbejdsmiljøproces pågår. Ønsket er imødekommet.”

Peter Aalbæk Jensen:

Jamen, jeg vil da altid undskylde, hvis der er nogle, der oprigtigt set er kede af et eller andet, jeg har påført dem.”

Hedvig Aalbæk Jensen, Peter Aalbæk Jensens datter:

Vi fik et godt stykke tid i forvejen at vide, at Politiken var begyndt at ringe rundt. Så vi kunne i lang tid gå med en eller anden stress eller angst i maven over, hvad det skulle blive til. Hvad var det for nogle historier, de havde fundet frem? Både rigtige og forkerte? Der var malet fanden på væggen i lang tid op til, så da historierne kom frem, prøvede jeg ikke at tage mig så meget af det. Det virkede en vis tid. En vis tid.”

Thomas Blachman:

Jeg synes, at Aalbæks fald, kongens fald, i en tidsalder, hvor han overtager en Simon Spies-rolle, på den ene side er sørgmodig, og på den anden side slet ikke er det. Det, vi elsker ved ham, er hans handlekraft, hans dynamik, hans evne til at sætte ting i gang i en fandenivoldsk, vidunderlig gammeldags impresariostil. Men B-siden af det er selvfølgelig, at der kommer nogle i klemme, og det skal aldrig nogensinde ske. Det burde ikke være sket. En moderne excentriker må formå at nedjustere det chauvinistiske og de beføjelser, man tror, man får, fordi man bliver en verdensmand.”

Hedvig Aalbæk Jensen:

Jeg har haft en frustration over, at han på mange måder er kommet til at bekræfte det billede, der har været af ham i medierne. Det har været frustrerende som datter, der kender en helt anden side af ham. Der er også en enormt kærlig og omsorgsfuld side af ham, han kan være meget fintfølende over for andre mennesker og deres behov. Men han bliver enormt stædig og enormt stolt. Jeg tror, han har følt, at hans stolthed er blevet såret. Han er en Rasmus Modsat-type. Hvis man forventer, at han angrer, så gør han det helt sikker ikke, også selv om han måske i virkeligheden er ked af, at han har gjort noget forkert. Så sent som i går skældte jeg ham ud i en times tid. Vi snakker meget om det. I kærlighed. Jeg gav udtryk for, at jeg synes, det er ærgerligt, at det er den side, der kommer frem. Og ikke så meget andet. Det tror jeg, han forstod.”

BONUSINFO: Hashtagget #MeToo blev brugt første gang tilbage i 2006 af aktivisten Tarana Burke, som ville skabe et fællesskab for kvinder fra udsatte boligområder, der havde oplevet seksuelle krænkelser.

Karen Pallisgaard:

Det har taget mig mere er 23 år at nå til et sted, hvor jeg var i stand til at anmelde min overgrebsmand, men da jeg så gjorde det, kunne sagen ikke blive til noget på grund af forældelsesfristen. Jeg er virkelig glad for, at Folketinget er i gang med at behandle et lovforslag om at afskaffe den. Det vil ikke hjælpe mig personligt, men forhåbentlig andre ofre for overgreb. Jeg synes, det er interessant, at vores lovgivning har en indbygget hjemmel, der tager mere hensyn til overgrebsmand end offer. Og det er jo ikke sådan, at en masse mænd vil blive uskyldigt dømt, hvis vi afskaffer forældelsesfristen, for der skal jo stadig fremføres beviser, de skal stadig dømmes. De er stadig uskyldige, til det modsatte er bevist. Det kan godt være, der er en forældelsesfrist, men for et offer bliver det jo ikke en forældet sag.”

Meta Louise Foldager Sørensen:

Jeg synes, MeToo har været en underlig forhutlet bevægelse i Danmark, når man sammenligner os med andre vestlige lande. Det er der flere grunde til. Den ene er, at Zentropa-sagen har skygget, og den anden er, at Danmark har en historisk forkærlighed for og stolthed over frisindet. Vi frigav pornoen, vi lavede Muhammed-tegningerne. Vi må fandeme gøre, hvad vi vil, vi er ikke så pæne som svenskerne eller franskmændene eller amerikanerne. Det kan ikke andet end sætte MeToo-bevægelsen i et skeptisk lys.”

Thomas Blachman:

Når alt det her er sagt, skabte herren to køn. En kvinde og en mand, og de er ikke ens. Det er vigtigt, at der er en sindssygt fed energi mellem kvinden og manden, og hvordan man oversætter den maskuline energi fra sengen og det at kneppe, elske, bolle sammen, til en dagligdag, hvor man ikke bliver intetkøn for hinanden, men hvor man opretholder en gensidig respekt for hinanden, det må være op til fremtiden at finde ud af. For selvfølgelig er det muligt. Jeg synes selv, jeg er eksponent for det, hvis jeg endnu en gang må få lov til at rose mig selv.”

Suzanne Brøgger:

Jeg tror, at de historiske epoker veksler. Da jeg var ung, hvor der var meget snævre grænser og mange uskrevne regler, var det helt nødvendigt, at grænserne måtte overskrides. Vi måtte vise, at kvinder også er seksuelle væsner. Men nu er så mange grænser overskredet, at jeg oplever, at mennesker nu udtrykker behov for grænser. Det er meget svært at leve i det grænseløse. Enhver generation må finde sine egne grænser. Det er måske det, det at være menneske går ud på. At man skal opdage, hvilke grænser der er sande.”

Mette Davidsen-Nielsen:

Vi har lært, at det her er et substantielt problem, og at det findes. Det har vi på en måde altid vidst, men nu er lyset tændt. Det må vi forholde os til.”

Hedvig Aalbæk Jensen:

Jeg tror ikke, jeg har haft et behov for at forsvare min far, for de enkelte situationer og historier må han selv tage ansvar for eller forsøge at forsvare, hvis han er interesseret i det.”

Karen Pallisgaard:

Vi skal skabe en kultur, hvor det er okay at sige tingene højt. Det er en indbygget skam, som skal fjernes. En indbygget frygt. Jeg vil give min datter et samfund, hvor vi siger tingene højt. Vi har brug for et paradigmeskift. Vi er nødt til at højne vores bevidsthed. Helt ned i vores hverdagskultur er vi nødt til at blive bevidste om, forstå og respektere, at man ikke har ret til andre end sin egen krop.”

Meta Louise Foldager Sørensen:

Jeg tror, MeToo har ændret noget, og det er ikke kun et håb, det er en tro. Der er sket et skred.”

Edward Felsenthal, chefredaktør for Time Magazine:

Det blev et hashtag, en bevægelse, et opgør. Men det begyndte, som store samfundsomvæltninger næsten altid gør, med individuelle, modige gerninger.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem