Serieiværksætteren, der trak stikket, anbefaler dig at gøre det samme

FRIEn uge hver eneste måned holder Jonathan Løw fri fra arbejde. Foto: Listen Louder

Derfor skal du læse denne artikel

Iværksætteren Jonathan Løw har stiftet flere succesfulde virksomheder, vundet priser og fået tusindvis af følgere på de sociale medier. Han var stort set altid på. Men i december sidste år forlod han overfladen, holdt sig væk fra arbejde, cuttede forbindelsen til nettet, og det vendte op og ned på alt. Her er anden historie i Zetlands serie om et arbejdsliv i opbrud.

Jeg voksede op med to ret forskellige forældre. De blev skilt, da jeg var tre. Min mor boede i bofællesskab og var ikke just en arbejdsnarkoman. Min far er en anerkendt psykolog, så han kombinerede karrieren med rollen som far for mig. Hos min mor havde jeg to faste pjækkedage om måneden. Så tog vi ned i den lokale kiosk og lånte VHS-bånd og købte slik. Min mor skrev i min kontaktbog til skolen: Jonathan har ikke været syg i dag, men livet er bare for kort til at gå i skole hele tiden. Så vi har pjækket.” Jeg skulle huske at rive de sider ud, når jeg kom over til min far, så hun ikke kom i problemer.

Jeg har grundlagt fire virksomheder. Jeg går 120 procent ind i ting. Og så begynder tingene at vokse, arbejdet vokser, også ud over rammerne for det realistiske. Det er ikke sådan, at det ligefrem er en diagnose, men jeg har ikke nogen stærk stopklods. Det ruller bare. Jeg bliver så opslugt.

Jeg har altid arbejdet meget. Jeg ved godt, det er usundt at arbejde i døgndrift. Men jeg kan heller ikke arbejde 20 timer om ugen.

På overfladen gik det forrygende. Jeg tjente kassen. Købte en sportsvogn, selv om jeg ikke er interesseret i biler. Den slags åndssvage adrenalin-beslutninger. Så sad jeg der bagefter i min nye BMW og tænkte: Hvorfor havde jeg lige brugt 600.000 kroner på noget, jeg ikke går op i?

Mange iværksættere har en tendens til at glemme at fejre og nyde. For du er hele tiden på vej videre. Sådan fungerer min hjerne også. Jeg skal tvinge det ind. Jeg kan ikke sige, jeg skal fejre om tre måneder som en abstraktion. Det skal stå i kalenderen: Den 12. december skal vi drikke champagne.

Jeg havde noget arbejde, hvor meningen med tingene forsvandt. Dét gjorde mig for alvor stresset. Men jeg glemte at lytte til det, og sådan stod det på i nogle år.

Jeg kunne ikke mærke, da jeg var ved at blive stresset. Jeg fik ikke hjertebanken. Pludselig sagde det bare bang. Jeg vågnede en morgen og græd og havde det elendigt. Der var det for sent.

Jeg blev sygemeldt syv måneder med stress, som gik over i en depression. Når du er iværksætter, har du en større risiko for at få en psykisk lidelse end gennemsnitsbefolkningen.

Folk har et stereotypt billede af, hvad det vil sige at være iværksætter. Du må være en af de der machotyper,” siger de. Altså sådan en, der sover på en sofa og ikke ser sine børn i årevis for at score kassen. Men det gider jeg ikke. Fortællingen om iværksættere er skæv.

I hele december trak jeg stikket. Lukkede for alt. Jeg arbejde ikke. Jeg rørte ikke de sociale medier.

Sociale medier er et drug. Jeg har 35.000 følgere. Det var fysisk svært ikke at en lave opdatering derinde. Abstinenserne sad i kroppen.

Den første uge kunne jeg mærke meget fysisk, at kroppen prøvede at komme ned i tempo. Først føltes det som en uro, noget lidt ubehageligt. Min hjerne husker, da jeg gik ned med stress. Så når jeg lå længe stille i sofaen, blev den bange for, at det var det samme, der var ved at ske. Når jeg trænede hårdt og pulsen røg op, føltes det angstagtigt.
Efter en uge begyndte jeg at kunne mærke min krop igen.

Det var ikke manglen på likes, der gjorde det så svært for mig at slippe Facebook. Det var noget mere eksistentielt. Når man deler perspektiver på Facebook, er man jo på en måde en del af verden dér. Så man prøver at være i den så meget som muligt, så man kan skubbe tanken væk om, at man på et tidspunkt ikke er i den mere. Og jeg har ikke lyst til at forestille mig en verden, der kører videre uden mig.

Jeg faldt i én gang. Jeg kom til at like et opslag midt i december. Straks fik jeg ti private beskeder: Du havde jo sagt, du ikke ville være på? Hvad er der sket? Jeg havde været meget transparent om min stress. Det var primært folk, jeg ikke kender personligt, der skrev. Ikke bebrejdende, men bekymrede. Det er rørende, at fremmede også bekymrer sig om ens helbred. Bagefter holdt jeg mig fra Facebook.

Jeg sov til klokken elleve. Jeg har en delehund sammen med et midaldrende ægtepar. Det er en gammel labrador ved navn Hugo. Jeg begyndte at gå lange tur med den. Jeg så mine venner.

Når jeg arbejder hårdt, ser jeg nogle gange noget virkelig skodreality-tv. Bare for ikke at skulle koncentrere mig. Men normalt er det kun mit hoved, der kobler af. Men der i december kunne jeg mærke, at kroppen også faldt til ro. Jeg faldt dybere ned i underlaget. Følte mig afslappet på en måde, jeg havde glemt fandtes.

Det blev pludselig det nære, der betød noget. Turene med Hugo. Hov, nu har de da slået græs? Jeg følte mig lidt som en pensionist.

Når jeg på mine ture gik forbi folk på min egen alder, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Klokken er 13. Hvad laver hun her? Hun er nok sygemeldt. Og ham der er nok på førtidspension. Så hvorfor fanden går jeg her? Jeg er jo ikke en af dem.’ Den ting var svær at slippe.

Foto: Listen Louder

I 20′erne spillede jeg badminton, jeg var i megagod form. I 30′erne er jeg blevet kvabset. Jeg begyndte at spise sundt i december. Jeg har et mål om at smide 18 kilo i år. Jeg svømmede lange ture. Det var vildt at ligge der i bassinet og ikke skulle tænke på, jeg skulle hjem og skrive mails bagefter. Nu skulle jeg bare prøve at være i oplevelsen.

Efter et par uger begyndte jeg at få en masse idéer. Jeg besluttede for eksempel, at jeg vil holde en uge fri om måneden. Det er vigtigt, at jeg så ikke arbejder dobbelt så hårdt i de andre tre uger. Jeg har også skrevet en note til mig selv, så jeg ikke begynder at booke møder og foredrag i mine pause-uger. Hov hov, pilfinger,” står der, ikke noget med at fjerne ferie til fordel for penge.” For jeg kender mig selv.

Jeg købte en rejse til Lanzarote til mig og min mor. Købte en masse koncertbilletter.
Du bliver så sårbar, hvis al din identitet ligger i din virksomhed. Jeg har prøvet to gange, at mine virksomheder blev vækstvirksomheder, og to gange er de gået på røven. Så er du virkelig i kæmpe krise. For hvad har man så næsten tilbage, når det, man bruger hele dagen på, er væk?

Hvis jeg tager en uges ferie og lige kommer til at tjekke en mail og noget så er lidt kritisk … Så kan min hjerne ikke tænke på andet hele ugen. Jeg bliver endnu mere stresset over ikke at handle på det. Jeg har lært at tvinge pauserne ind. Det handler om disciplin.

Jeg vil anbefale alle at gøre det, jeg har gjort. Nogen vil sige, de ikke har råd, men det behøver jo ikke koste meget. Du kan tomle ned gennem Europa. Du kan leve for SU. Problemet er mere noget kulturelt: at man føler, at den slags gør man bare ikke. At samfundet er domineret af en effektiviseringsdagsorden.

Jeg tror, samfundet ville have gavn af, at flere trak stikket i perioder. Ikke bare på grund af de udbredte stressproblemer. Også fordi vi sikkert ville få bedre, friskere, mere nyskabende idéer. Idéer kræver tid og rum og plads. Det break prøver virksomheder så at simulere ved at tage på weekendtur på et konferencecenter. Men det gør dig ikke til et disruptivt orakel. For så hurtigt kan du ikke omstille dig. Du er stadig i vanetænkning.

Hvis vi som samfund vil top performance, også som iværksættere, skal vi tvinge pauserne ind. For det falder ikke naturligt for iværksættere og ledere og mange med ansvar og passion.

Hjernen er en muskel, den har plasticitet. Du kan træne den, som du træner din krop. Men du skal også hvile den, som du hviler din krop. Jeg har talt med elitesportsfolk om det. De tager også helt bevidste breaks, hvor kroppen er helt restitueret i halvanden måned. For hvis musklerne ikke får fri, så ved de godt, at de ikke kan præstere. Vi andre, der lever af hjernemusklen, glemmer de systematiske, gennemførte pauser. Tænk, hvad der kunne ske, hvis vi gjorde det mere.

Alfred Nobel læste ved en fejl sin egen dødsannonce – det var egentlig hans bror, der var død. Men der stod Alfred Nobel beskrevet som en krudtkonge, manden, der opfandt dynamit. Og han tænkte: Er det dét, jeg bliver husket for?’ Så stiftede han Nobelprisen. Jeg har skrevet min egen nekrolog. Det er en interessant øvelse. Det fik mig til at overveje, på det mest grundlæggende plan, om jeg levede mit liv rigtigt.

Læs første artikel i serien om længslen efter det arbejdsløse liv …

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem