Hvad vi kan lære af Europa om det kommende valg. (Hint: Udfaldet er uforudsigeligt på en helt ny måde)

VALGETDe blå og de røde er blevet mindre blå og røde med tiden. Det gør valget spændende. Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Den 5. juni 2019 skal vi sammensætte et nyt Folketing, og forude venter fire uger med daglige meningsmålinger og spådomme frem mod valgaftenen. Men er der en ting, tidens politiske opbrud har lært os, så er det, at politik er blevet uforudsigeligt, og at det virkelige drama først begynder dagen efter valget, når der skal dannes en ny regering i et uregerligt parlament.

Det bliver et historisk valg. Det siger vi altid.

Jeg kan ikke huske, hvornår et valg ikke på forhånd – af politikere, medier, analytikere – er blevet udskreget som historisk.

Indimellem har vi fået ret, oftest har vi taget fejl.

Det er ikke til at komme uden om jordskredsvalget i 1973, der skubbede rundt på blokke og faste forestillinger (selv om Fremskridtspartiet i sig selv blot blev en parentes), eller Anders Fogh Rasmussens beslutning om at regere på Dansk Folkepartis nåde i 2001, der ændrede hele dynamikken i dansk politik.

Valget i 2011 var måske også skelsættende, men i så fald alene fordi vi fik landets første kvindelige statsminister, og at kalde Løkkes comeback i 2015 eller Foghs sikre genvalg op gennem 00’erne eller Ellemanns snævre nederlag til Nyrup i 1990’erne eller Schlüters sejrsmarch i 1980’erne historiske” begivenheder vil til gengæld være at reducere ordet til noget helt banalt og intetsigende. Uagtet at alle valg naturligvis er vigtige, så ender de fleste valg som knapt læsbare mellemregninger i den store ligning.

Det gælder med nogen sandsynlighed også det valg, vi skal træffe den 5. juni 2019, efter at Lars Løkke Rasmussen i går gik på talerstolen på Christiansborg og satte udløbsdato på sin nuværende regering. Følger man med i kommentatorernes spalter eller i de utallige valgbarometre fra meningsmålingsinstitutterne, så bliver det et valg mellem socialdemokraten Mette Frederiksen og venstremanden Lars Løkke Rasmussen. En blålig nuance af rød mod en rødlig nuance af blå – begge tilsat en snert af benhård udlændingepolitik – præcis som det har været tilfældet i hele dette årtusinde.

Meeeen. Der er faktisk en mulighed for, at netop dette valg bliver andet og mere end en indskudt sætning i den digre fabel om den danske parlamentarisme. Den 5. juni 2019 kunne blive … det kan blive dagen, hvor de seneste årtiers politiske skillelinjer og de traditionelle blokke i dansk politik går i opløsning.

Hæver man blikket for en stund og kigger ud over Europa, så står vi midt i en politisk brydningstid.

Det er nærmest blevet en ny norm, at selve valgaftenen efterfølges af mange måneders lange regeringsforhandlinger. Tidligere var regeringsmulighederne i de fleste lande åbenlyse for vælgerne på valgaftenen. I Danmark har vi eksempelvis haft tradition for, at regeringen dannes inden for en uge eller to efter valghandlingen, og man skal tilbage til 1975 for at finde et eksempel på, at det tog over en måned. Det samme gælder i mange af vores nabolande, men alene inden for det seneste år har vi oplevet langvarige parlamentariske kriser efter valgene i Sverige, Norge, Tyskland og Italien.

Årsagen er, at de gamle partier og de traditionelle alliancer ikke længere kan mønstre samme opbakning som tidligere, og at nye partier og bevægelser enten nægter at lade sig placere på den traditionelle politiske akse eller tvinger de eksisterende partier til at gentænke deres positioner.

I Belgien satte man i 2011 verdensrekord, da man først efter 589 dage magtede at danne en tværpolitisk regering – uden at give indflydelse til et yderligtgående flamsk-nationalistisk parti. I Holland er hollænderne ret vant til at vente længe på regeringer, men grundet en total fragmentering af parlamentet, hvor de traditionelt store partier siden 1980’erne er gået fra en vælgeropbakning på 90 procent til 60 procent, stod man efter valget i 2017 uden egentlig regering i 225 dage.

I Spanien skabte det i 2016 så meget virak, at to nye partier var stormet ind i parlamentet ved valget – det socialistiske protestparti Podemos og det liberale ditto Ciudadanos – at man efter fire måneders kaos simpelthen bad vælgerne om at stemme igen. I Estland har man de seneste uger kæmpet med at omstille sig til en ny parlamentarisk virkelighed, efter et højrepopulistisk parti bragede frem ved valget i marts. Der er endnu flere eksempler.

Og hvorfor skulle Danmark ikke kunne blive det næste?

Både Alternativet, Enhedslisten og Radikale har allerede i varierende grad truet med at disrupte regeringsdannelsen efter valget om tre uger – for at bruge den eksisterende regerings lingo.

Alternativet har opstillet partileder Uffe Elbæk som en tredje kandidat til statsministerposten, og De Radikale har tilkendegivet, at man ikke vil lægge stemmer til en S-ledet regering, hvis Mette Frederiksen blot vil erobre Lars Løkke Rasmussens plads for i øvrigt at videreføre Løkkes politiske parløb med Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti.

Det er ikke sikkert, de tør gå linen ud. Risikoen for Enhedslisten, De Radikale og Alternativet er naturligvis, at Socialdemokratiet eksempelvis søger et regeringssamarbejde med Dansk Folkeparti eller Venstre i stedet.

Vi husker stadig, hvordan Enhedslistens gentagne trusler om at vælte Helle Thorning-Schmidt i den forrige valgperiode hver gang blev afsløret som det rene bluff, og Alternativet har – trods ambitionen om at være brobygger i dansk politik – ligget tæt op ad Enhedslisten i afstemningerne i folketingssalen. Det kan også være svært at forestille sig de traditionelt magt… orienterede Radikale takke nej til ministerposter, hvis Mette Frederiksen lokker.

Spørger man rundt i de forskellige partier, så giver de dog indtryk af at mene det alvorligt. De Radikale har offentligt antydet, at man hellere vil tvinge S og V i armene på hinanden end blot at se den nuværende diskurs fortsætte, og det ville også være mærkeligt, hvis ikke De Radikale, Enhedslisten og Alternativet var blevet inspireret af udviklingen i resten af Europa.

Efter et par årtier, hvor nye partier på den nationalkonservative højrefløj har sat dagsordenen i europæisk politik og rykket ved værdierne og debatten i både offentligheden og i alle de andre partier, er der begyndt at opstå modbølger og helt nye bevægelser i alle tænkelige retninger.

Det, der måske nok begyndte som et højrepopulistisk opgør med det gamle system, har de senere år udviklet sig til en total fragmentering af politik i Europa, hvor nye partier vokser frem med vidt forskellige dagsordener. Grønne partier, stærkt venstreorienterede partier, internationalistiske partier, liberalistiske partier, etablissementskritiske partier.

Resultatet er – uforudsigelighed.

I både Tyskland, Italien og Sverige blev udfaldet af de parlamentariske kriser sidste år politiske alliancer, der trodser efterkrigstidens logik om en skillelinje mellem de progressive og fællesskabsorienterede partier over for de konservative og individualistiske.

I Tyskland forsøger socialdemokraterne (SPD) og kristendemokraterne (CDU) sig igen med en midterregering. I Italien har den grønne og etablissementskritiske Femstjernebevægelsen allieret sig med det nationalistiske (eller i virkeligheden regionalistiske) Lega i et regeringsprojekt, der først og fremmest vil vriste Italien fri af EUs økonomiske spændetrøje. I Sverige valgte to liberale partier at forlade den borgerlige blok og i stedet støtte en grøn, feministisk og økonomisk midtsøgende socialdemokratisk ledet regering.

Man kunne også pege på Grækenland, hvor udfaldet af det seneste valg blev, at det yderste højre og det yderste venstre blev tvunget i armene på hinanden, eller Frankrig for den sags skyld, hvor Macrons økonomisk liberale og internationalistiske La République En Marche-bevægelse blæste både socialdemokrater og nationalkonservative af banen.

Nu kan man selvfølgelig diskutere, hvor succesfulde disse regeringskonstellationer er – eller vil blive – men det er heller ikke pointen her. Pointen er, at der i disse år beviseligt er andre alternativer end blot at bekende sig til rød eller blå, Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen.

Det har Alternativet, De Radikale og Enhedslisten opdaget, og det har i øvrigt også Nye Borgerlige og Klaus Riskær Pedersen, der begge gør sig forhåbninger om at komme i Folketinget efter valget. I så fald ikke for at bevare den eksisterende orden.

Så hvad gør man som medie og journalist i en sådan situation? Venter man med at skrive historien, til den allerede er … historie? Eller skriver man historien, mens den bliver til? På Zetland vælger vi det sidste.

Vi mener simpelthen ikke, at det er vores rolle at bilde vælgerne ind, at der reelt kun er to valgmuligheder, når hele Europa emmer af politisk opbrud, og sandheden er, at vi ikke aner, hvad der sker efter valgaftenen den 5. juni.

Jo, en stemme på SF kan meget vel ende i en velkendt centrum-venstre-alliance mellem Enhedslisten, SF, Alternativet, De Radikale og Socialdemokratiet, anført af Mette Frederiksen. En stemme på De Konservative kan snildt føre til genvalg af den nuværende centrum-højre-konstellation med Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti bag Lars Løkke Rasmussen. Vi ved det bare ikke, og det kan partierne heller ikke med nogen troværdighed påstå, at de ved.

Hvad sker der, hvis De Radikale insisterer på at holde Enhedslisten og Dansk Folkeparti uden for indflydelse, eller Uffe Elbæk simpelthen ikke mener, Mette Frederiksen er en værdig statsminister? Hvad sker der, hvis Nye Borgerlige kommer ind og stiller krav, der river Venstre midtover, eller Rasmus Paludan skræmmer Liberal Alliance over på den anden side af stregen?

Usandsynligt? Ja, måske. Men det sagde de også i Sverige. Og i Italien. Og i Grækenland. Og i Spanien. Og i USA. Og i Tjekkiet. Og så videre.

Vi mener ikke, at man kan konkludere meget forud for dette valg, ud over at det bliver besværlige og formentlig langvarige forhandlinger efter valgnatten, og det kommer til at afspejle vores journalistik på Zetland de kommende tre uger, og det kommer ikke mindst til at fremgå af det værktøj, vi har bygget og kaldt Flertalsbyggeren.

Her kommer vi hver dag til at indsamle data fra alle meningsmålingerne i de danske medier, men uden at foruddiskontere, at den ene eller den anden majoritet vil føre til en blå eller en rød regering, der roterer omkring en bestemt politisk akse.

I stedet har vi lavet en række akser på baggrund af de substantielle politiske enigheder og uenigheder på en række af de store og vigtige dagsordener i vores tid, hvor du som Zetland-læser kan placere dig selv og få et indtryk af, hvilke regeringskonstellationer der kunne gøre en forskel for dig. Eksempelvis når det gælder klimakampen, udlændingepolitikken, velfærden eller balancen mellem arbejde og fritid i dit liv. Det er ikke let at orientere sig i et politisk system i opbrud, men forhåbentlig kan vi gøre det lidt mere overskueligt.

Godt valg fra alle os på Zetland!

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem