Jeg ledte efter en voldtægtsmand. Hvad jeg fandt, var vigtigere end det

FOR ALTIDHvordan kommer ofre for overgreb videre i deres liv, så overgrebet ikke får lov at styre alt? Ved at glemme, ved at huske... eller noget helt tredje?

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Derfor skal du læse denne artikel

For nylig blev journalisten Amalie Langballe kontaktet af en kvinde, der fortalte, at hun var blevet voldtaget for over 30 år siden. Nu ville hun finde gerningsmanden, og Amalie Langballe besluttede sig for at hjælpe hende. Dette er andet kapitel af historien om eftersøgningen: Om svigt, skam og behovet for at konfrontere fortiden. Om, at nogle ting aldrig får en slutning – men at vi måske alligevel har muligheden for at komme videre.

Hvis den første del af min historie om Deena handlede om at huske, så handler anden del om at glemme. Glemme for at komme videre. Glemme og stadig ikke komme videre. Glemme, indtil det ikke virker længere.

Deenas dagbog fra tiden efter overgrebet vidner om en pige, der prøver at glemme. Hun skriver om drengeproblemer, udflugter til Tyskland, gåture langs stranden i måneskin og skænderier med sin værtsmor. Som her, hvor hun har været hjemme hos en, hun er lun på:

Fordi jeg skal hjemme næsten dagen vi ville ikke fald i søvn men bliv op med hinanden. Så tog vi tøj på og gik ud i den kold nat luft.

Men gradvist, i årene efter og frem til 1998, begynder Deena at stoppe med at glemme. Voldtægten præger hendes liv på meget konkrete måder – for eksempel drikker hun næsten aldrig alkohol og bliver aldrig, aldrig fuld – men voldtægten præger også hendes liv på en mere udefinerbar måde: Den er en grålig følgesvend, som hun tager med ind i alle fremtidige relationer.

Et af de mere … humoristiske eksempler, Deena har fortalt mig, fandt sted, da hun arbejdede på en reklamefilm på Island, og en mand stirrede truende på hende, da hun kom tilbage til et baderum efter først at have glemt sit håndklæde på værelset. Hans blik, der viste sig at være et udtryk for irritation over, at Deena havde ladet det kostbare varme vand løbe, mens hun hentede sit håndklæde, udløste et angstanfald hos Deena.

Når kvinder bliver voldtaget, siger vi, at det kommer til at følge dem altid. Den slags episoder fortæller noget om, hvad altid vil sige.

Så når vi til 1998. Der er Deena tilbage i København og beslutter sig for at genbesøge Sønderjylland. På egen hånd forsøger hun på den tur at gøre det, som jeg har prøvet her, nemlig at finde manden fra toilettet. Hun får at vide på den lokale politistation, hvad der også var sandt, at sagen var juridisk forældet. De kunne ikke gøre noget for Deena.

Det var også i 1998, at Deenas respektive værtsfamilier første gang blev bekendt med historien om en voldtægt. Jeg ved ikke, om jeg her behøver at beskrive den vrede og frustration, begge familier udtrykker over ikke at have vidst det og ikke have gættet det. De havde et barn i deres varetægt, der led, og de opdagede det ikke. Men Deena var ikke stort anderledes end mig og min veninde dengang, hun havde et stort sort mærke på sin mave: Deena var 16 år, og hun var voksen.

Og så alligevel. Deena fortalte det til nogle voksne. Nogle voksne, der viste sig at være de forkerte voksne. Før jeg går ind i den del af historien, vil jeg gerne forklare, hvorfor jeg mener, det er her, vi skal hen, her mod afslutningen af Deenas historie. Det er på grund af det spørgsmål, der trænger sig på, hver gang man er et sted, man ikke har lyst til at være: Hvordan endte vi her, og hvordan kommer vi videre?

Kommer vi videre?

Den første del af svaret skal findes blandt de voksne. Det drejede sig om kontaktpersoner i den organisation, der stod for Deenas udveksling.

Jeg er nødt til at være vag her. Det er her, jeg ikke har kunnet høre alle parter, men alligevel har hørt nok til at mene at vide, at de kunne have gjort en forskel for Deena, men lod være. Der blev fortiet, hvor der skulle være blevet orienteret. I stedet for at fortælle Deenas første værtsfamilie, hvorfor hun efter nytår var blevet indelukket, hemmelighedsfuld og udadreagerende, valgte man at arrangere en flytning i stedet. Der blev trukket på skuldrene, hvor der skulle være ringet efter en psykolog. Der blev gjort for lidt lige der, hvor det var vigtigt, at der blev gjort nok.

Igen, lad mig understrege: Det var ikke Deenas værtsfamilier, der gjorde for lidt, for de vidste ikke noget, før det muligvis var for sent.

Det oplevede svigt fra de voksne, som Deena betroede sig til, har fyldt lige så meget for hende som selve voldtægten – hvis ikke mere. Det er det svigt, Deena er vendt tilbage og tilbage til i vores efterhånden mange Skype-opkald og mail-udvekslinger. Det svigt har sat sit eget mærke. Og det er det svigt, der har fået mig til at tænke, at hvis ikke den første autoritet, et voldtægtsoffer betror sig til, tager det seriøst, så fortæller hun det nok ikke til nummer to.

Jeg skal ikke bruge lang tid på her at spekulere i, hvorfor svigtet kan have fundet sted, men jeg vil alligevel bruge lidt tid på, hvad der kan have muliggjort svigtet. Nogle gange handler det om, at man sætter institutionen højere end det menneske, der er blevet seksuelt misbrugt. Det er det, der sker, når amerikanske colleges beskytter studerende, der er blevet anklaget for voldtægt. Det er det, der sker, når den katolske kirke forflytter deres pædofile præster i stedet for at melde dem til politiet.

Det kan med andre ord være svært at ændre et system og lettere at gøre sit bedste inden for rammerne af det. Når Deena har fortalt om den tilsyneladende kamæleonadfærd hos de mennesker, der fortiede hele affæren – de var hjertens søde ved hende, bortset fra at de aldrig skaffede hende professionel hjælp eller orienterede hendes værtsfamilier – har jeg tænkt på Thomas Jefferson, en af USAs founding fathers.

Hvorfor? Fordi manden, der var med til at skrive Uafhængighedserklæringen – frihedsskriftet over alle frihedsskrifter – havde sin farm fuld af slaver. Han anerkendte det dobbeltmoralske i det, men i stedet for at sætte sine slaver fri forsøgte han at sikre dem gode’ forhold.

Det er lettere at gøre sit bedste inden for systemet end at ændre selve systemet. Måske føles det endda mere logisk. Nogle systemer belønner dig ligefrem for at beskytte dem. Andre systemer er svære at ændre, fordi du knap ænser dem – det slår dig måske aldrig, at du kunne gøre det anderledes.

Selv om voldtægt for det meste kun bliver begået af én person, så kræver det nogle gange flere personer at lade voldtægten passere ustraffet – nogle gange en hel kultur.

Enhver historie har nedslagspunkter, hvorfra alt skifter retning.

Hvis Deena havde sagt det til nogle andre, nogle flere, havde historien været en anden. Så havde hun nok fået mere hjælp i bedre tid. Jeg havde måske aldrig vidst, at der var en kvinde fra Las Vegas, der hed Deena, som mødte sin banemand på et toilet nytårsnat 1985, da hun var 16 år gammel.

Omvendt gennemløbes historien her af en skam, der over tid bliver til et ønske om at fortrænge. Der burde ingen skam være i at være blevet voldtaget, men voldtægt – i modsætning til et indbrud eller et biluheld – føles personligt, og det åbner op for tanken om medskyld.

Ofte føler voldtægtsofre, at de er blevet voldtaget, fordi de er den, de er. At havde de været en anden, havde deres nederdel været længere, havde deres promille været lavere, så var det ikke sket.

Fordi voldtægten for manges vedkommende føles personlig, opstår der også en følelse af … samhørighed med gerningsmanden. Jeg sammenligner det nogle gange med Voldemort og Harry Potter i bogserien af samme navn: Voldemort overfører noget af sig selv til Harry, da han forsøger at slå ham ihjel, og det gør dem forbundne. Harry væmmes ved den forbundethed, men han kan ikke undslippe den.

Det er den følelse, der skaber behovet for en gerningsmand: Som det er nu, er Deena fanget i en historie uden slutning.

Da Deena kontaktede mig, bad hun mig om hjælp til at finde sin voldtægtsmand, men i bund og grund er det ikke en voldtægtsmand, hun har brug for. Hun har brug for en slutning, og en gerningsmand er – på en eller anden måde – en del af den slutning. Du kan ikke nødvendigvis selv slutte, hvad en anden har begyndt.

Noget af det handler om anger og tilgivelse. I sin bog Le Pardon (1967) argumenterer den franske filosof Vladimir Jankélévitch for, at der forud for enhver tilgivelse nødvendigvis må foregå en anger. Hvis du tilgiver uden anger – uden at personen bag udåden dybfølt og utvetydigt har angret – har du ifølge Jankélévitch ikke tilgivet, men blot tilkendegivet, at du ikke længere mener, at der er sket noget, der kalder på tilgivelse.

Det betyder, at du uden den andens anger er fanget i et limbo, som ikke tilbyder nogen tilfredsstillende slutning. Det er i det limbo, at ønsket om en konfrontation – om en voldtægtsmand, man kan stille til regnskab – kan opstå.

I ønsket om en konfrontation ligger også ønsket om vished. Vished, hvor der i 30 år har været uvished. Den her mekanisme er så banal, at selv børn forstår den: Monstrene under sengen vokser sig store i skyggerne, hvis man ikke sørger for at kigge efter dem.

Så fandt jeg Deenas voldtægtsmand? Forløste jeg hende, som Harry Potter til sidst forløser sig selv?

Hvis du ikke allerede har gættet det, så er det vist på tide, at jeg fortæller, at jeg aldrig fandt ham. Jeg kom heller ikke tæt på. I sidste ende var minderne for falmede, sporene for kolde, og tiden for fremskreden.

Jeg ved ikke, om der længere findes en tilfredsstillende slutning for Deena, for mig, for dig som læser. Jeg ved heller ikke, om den nogensinde fandtes. Hvis ting havde været anderledes, hvad så? En voldtægt er en voldtægt er en voldtægt. Eller hvad? Er der en version af den her historie, hvor Deena bliver voldtaget, og så går alt tilbage og bliver som før?

Det er der måske, men vel lige så meget: måske ikke.

For lidt siden skrev jeg, at jeg forsøger at besvare spørgsmålet om, hvor vi skal hen herfra. Ud fra det ovenstående kunne man fristes til at konkludere, at der ikke er nogen vej frem. Eller: Frem, måske. Men nogen vej ud? Næppe.

Jeg er her for at fortælle dig, at det tror jeg, der er. Undervejs i den her proces er jeg flere gange blevet spurgt, hvad det hele skal gøre godt for. Hvorfor rippe op, er der blevet sagt af folk, jeg har talt med om Deena. Alle gange har jeg delt deres tvivl og understreget, at jeg meget vel kunne gøre mere skade end gavn.

Jeg godtog præmissen om problemet i at rippe op, indtil det slog mig, at man ikke kan rippe op i et sår, der aldrig er lægt. I stedet har jeg set værdien ved at tale, når man for længe har været tavs. Værdien ved at blive hørt, værdien ved at gå tilbage, værdien ved at insistere på, at noget var forkert.

Jeg har, håber jeg, været den ene halvdel af et betydningsfuldt møde – måske endda et spirende venskab – mellem to kvinder på tværs af alder og sted.

Det skal vist forklares nærmere: Ud fra idéen om, at den professionelle journalist er en, der ikke involverer sig personligt, eksisterer der blandt de fleste journalister et kodeks, der foreskriver, at man over for en kilde aldrig deler sine tanker, hverken om sig selv eller om noget andet. Man skal tilstræbe neutralitet, nærmest anonymitet.

Den idé om en grænse er så indgroet – lige så tydeligt defineret, som den er usagt – at man med det samme ved, hvornår man overskrider den.

Jeg overskred den grænse den 2. oktober 2018, da jeg skrev en mail til Deena, der begyndte: I don’t know exactly why I want you to know this, but I feel like telling you that I have a friend who was raped.

Derfra begyndte vi at dele mere og mere – og flere og flere ting, der intet specifikt havde med historien at gøre.

Deena læste en kronik, jeg har skrevet om et seksuelt overfald, jeg var udsat for for to år siden. Vi snakkede om den frustration, der er forbundet med at skulle spilde tid på at adressere sit traume i form af angstanfald, mareridt og forhold, der er blevet sværere at blive i, fordi flugt til en vis grad er ens instinkt nu. Deena er nu hende, jeg skriver til, når jeg har brug for at snakke om den irrationelle angst, jeg stadig kan opleve for ham, der overfaldt mig.

Deena og jeg har også diskuteret politik, videnskab og feminisme. Vi sender links til hinanden, når vi har læst noget særlig godt eller særlig rystende. Vi har diskuteret den nagende værdiløshed, man føler, når man som freelancer (Deena arbejder blandt andet som freelance-filmfotograf) igen og igen bliver underbetalt.

På et tidspunkt var det også naturligt at indrømme over for Deena, at når jeg med særlig ildhu har forsøgt at enten verificere eller falsificere hendes historie, har det ikke kun handlet om journalistisk integritet, men lige så meget om, at jeg ikke kan bære tanken om, at mit’ overfald skal fylde i mit liv om 35 år.

Naturligvis har vi også talt om ham. Var Deena den første, og – endnu mere vigtigt – var hun den sidste? Når jeg har spurgt Deena, hvad rettidig omhu kunne have betydet for hende, har hun svaret igen ved at spørge: Hvad kunne rettidig omhu have betydet for ham? Hvad hvis han havde fået hjælp i tide?

Deena kalder det hjælp, jeg har mere lyst til at kalde det opdragelse eller almindelig medmenneskelighed, men pointen er sådan set den samme: Fint nok, at Deena måske kunne have fået bedre hjælp tidligere, men hun kunne også have haft en ungdom, hvor professionel hjælp ikke var nødvendig til at starte med. Deena var aldrig den, der havde det egentlige problem – han var.

Hvis der er en vej frem, tror jeg, den er brolagt med samtaler, indsigter og tanker som denne.

Jeg ville snakke om, hvorvidt Deena fik bedst mulig hjælp inden for rammerne af et særligt system. Men den egentlige samtale handler om selve systemet. Det kan nemlig ændres, hvis bare vi evner at se det.

I sin dagbog indledte Deena den 1. januar 1986 dagens notat med at skrive: There is no doubt that everyone is wondering what happened at the New Year’s eve party. And there is probably a hundred million versions too.”

Måske. Men det her var Deenas.

Dette var det andet og sidste kapitel i historien om den danske journalist Amalie Langballe og den amerikanske kvinde Deena. Det første kapitel blev udgivet mandag den 22. april og kan læses eller lyttes her på Zetland.