Zetland Helikopter


Mandag 13. maj 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver varmt.

Valgkampen om klimaet er rodet. Men nede i rodet ligger en ret klar ideologisk forskel

I dagens nyhedspodcast forsøger vi at danne overblik over, hvordan partierne er fordelt i klimaspørgsmålet. Det er rodet, men der gemmer sig en helt klar ideologisk forskel. Vært: Mads Olrik.

18 min

Dagens citat

“Jeg har ikke haft planer om at sætte ild til noget”

Det siger Kristian Pihl Lorentzen, folketingskandidat for Venstre, i en let beklagende tone. For han kom faktisk til at sætte ild til noget. Han havde lejet et damplokomotiv til en valgturné, og gnister fra skorstenen startede ti naturbrande omkring Skive (TV Midtvest).

Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Valgklimakamp

  • Kampen om at være Danmarks mest klimavenlige parti er lidt mudret. Her har du alle forskellene.

  • Stram Kurs, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har meldt sig ud af kampen. De har ikke rigtig nogen selvstændige klimaplaner. Liberal Alliance vil gerne støtte teknologisk udvikling, men ikke så meget mere.

  • Venstre og Socialdemokratiet minder ret meget om hinanden. De vil begge investere stort i den grønne omstilling, men er nervøse over at hæve skatter og afgifter til formålet.

  • De Konservative vil gerne have, at hele elforbruget bliver dækket af vedvarende energi i 2030. De Radikale vil være fossilfri til den tid.

  • ... Og så har vi Alternativet, Enhedslisten og SF, der vil alt det ovenstående plus afgifter på for eksempel rødt kød og flyrejser.

  • Den store forskel ligger i, om partierne gerne vil ind og påvirke danskernes privatforbrug og lade det gøre lidt ondt – eller om de vil (nøjes med at) hjælpe forskningen og markedet med at løse krisen (Zetlands nyhedspodcast).

Illustration: Signe Stubager for Zetland

Kræftsagen

Flere medarbejdere fra Ringsted Sygehus er blevet sigtet i en sag om kræftbehandling. Her er, hvad det handler om.

Ringsted Sygehus fulgte ikke reglerne for kræftforløb. Fra 2013 til 2017 fik 2.600 kvinder ikke den behandling, de havde krav på. De nationale retningslinjer dikterer, at når der er mistanke om brystkræft, skal kvinden undersøges af en læge. For at spare gav sygehuset kun kvinderne en mammografi (TV 2).

Sygehuset vildledte både patienterne og tilsynet. Alle de her kvinder fik tilbudt en ny undersøgelse, men fik ikke at vide hvorfor. Og sygehuset gav også urigtige oplysninger til en af de overlæger i Patientstyrelsen, der skulle holde øje med dem. Flere af de ledende medarbejdere er blevet sigtet for overtrædelse af straffeloven (Jyllands-Posten/$).

Det går overordnet set bedre og bedre med behandlingen af kræft i Danmark. Alle regioner bliver hurtigere og bedre til at diagnosticere og behandle kræft hurtigere. Men på nærmest alle parametre halter Region Sjælland – hvor Ringsted Sygehus ligger – efter de andre (Zetland).

Det skal du også vide

Sverige genåbner sagen mod Julian Assange. To kvinder har anklaget WikiLeaks-stifteren for seksuelle overgreb. Sagen blev droppet, fordi Assange nægtede at komme til Sverige til afhøring. Nu er han i britisk varetægt og kan måske blive udleveret (The Guardian).

Nu ved vi lidt mere om Bashar al-Assads rædselsregime. Mens præsidenten var i gang med at vinde borgerkrigen i Syrien, kørte hans sikkerhedstjeneste flere torturfængsler. Anslået 14.000 mennesker er blevet tortureret ihjel af regimet (The New York Times).

Kristendemokraterne skifter partileder. Formanden Stig Grenov er gået ned med stress. Derfor skal næstformanden Isabella Arendt stå i spidsen for valgkampen (DR). Konspirationsteorien går på, at partiet mener, næstformanden kan levere et bedre valg, men det er aldrig blevet dokumenteret, at et formandsskifte giver flere vælgere (Politica/PDF).

Dagens Zetland-historier

Foto: Ritzau Scanpix

Fjern fortid 1. Her på Zetland kigger vi tilbage på nogle af denne valgperiodes vigtigste beslutninger. Første afsnit handler om PSO-afgiften, en af de vigtigste finansieringskilder til den grønne omstilling. Hvorfor skulle den afskaffes?

Fjern fortid 2 Ja, sexlivet bliver i den grad udfordret, når parforholdet har nogle år og børn på bagen. Men der findes en vej. Her er den.

Det var den mandag. I øvrigt: Vi tog dagens hovedhistorie op, fordi et Zetland-medlem havde ringet ind til vores telefonsvarer og opfordret os til det. Tak, Troels! Hvis du har noget, du synes, Helikopteren her skal tage fat på, så ring til 22 19 08 92 og læg en besked.

Vi ses i morgen.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem