Finansministeren har en fortrydelse om den regeringsperiode, der nu ebber ud. Klimaet

FINANSERNE“Jeg oplever faktisk, at jeg er blandt de få finansministre, der er interesserede i verdensmålene,” siger Kristian Jensen. Foto: Bax Lindhardt, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Finansminister Kristian Jensen drømmer om moms på flyrejser og et ændret forbrug. Han afviser kritikken af, at hans ministerium ikke har været tilstrækkelig dedikeret til grøn omstilling, men siger, at Venstre-regeringen kom for sent igang med den bæredygtige udvikling. Men hvordan fører man egentlig liberal politik med mål om uendelig vækst i en verden uden uendelige ressorucer?

Jeg har taget en tegning med til finansministeren, og da vi har sat os ved bordet på hans kontor på Slotsholmen og tanket kaffe i porcelænet, lægger jeg den foran ham. Jeg siger, at jeg selv har tegnet den. Kristian Jensen ler. Tegningen forestiller en graf, der viser, hvordan en ønskelig samfundsøkonomi bør se ud ifølge konventionel økonomisk teori. Den lodrette akse angiver udviklingen af bruttonationalproduktet, den vandrette angiver tid, og kurven viser udviklingen: en støt og stadigt mere opadgående vækstlinje. Det ser sådan her ud.

Grafen er ikke bare et drømmescenarie for den konventionelle økonomiske teori, den er sådan set også billedet af virkeligheden, som den har taget sig ud i store dele af verden i løbet af de seneste 150 års tid. Den Store Acceleration er udviklingen blevet kaldt. Væksten er steget eksponentielt og tog for alvor fart fra 1950, og med den fulgte alle mulige andre kurver også den stejle kurs opad. Kurven over energiforbrug blandt andet, kurven over vandforbrug, turisme, biler, telekommunikation, papirproduktion, landbrugsjord, rejefiskeri, tabet af regnskov, brugen af gødning, udledning af metangas, af CO2 og kurven over verdens befolkningstal. Fra Kristian Jensen blev født i 1971, og frem til i dag er klodens befolkning vokset med fire milliarder mennesker, hvilket er så vildt et tal, at det rettelig bør stå i kursiv. Fire milliarder mennesker.

Jeg rækker finansministeren en kuglepen.

Hvordan fortsætter den her linje?

Kristian Jensen tager imod pennen og klikker resolut på den.

For at lede efter svar på, hvordan vi fra Danmark bidrager til at løse klimakrisens verdenshistoriske udfordring, kigger flere og flere i stigende grad mod Finansministeriet. Klimaet, lyder rationalet, bør ikke overlades til Klimaministeriet alene, eftersom der findes en åbenbar forbindelse mellem økonomiens udvikling og den fortsatte opvarmning af kloden. Desuden, lyder det, er udfordringen af en så alvorlig karakter, at løsningen må tage sit udgangspunkt i magtens absolutte centrum.

I sommer beskrev fire tidligere miljø- og klimaministre til Information – herunder den konservative Connie Hedegaard – hvordan de i deres ministertid oplevede Finansministeriet som en barriere for grøn omstilling. En stribe grønne organisationer lancerede sidst i april underskriftsindsamlingen Gør Finansministeriet grønt”, og en tidligere embedsmand, Asger Narud, har her på Zetland beskrevet, hvordan han valgte at forlade sit job i Finansministeriet på grund af et uhyggeligt” fravær af bæredygtighedsdagsordenen i ministeriet. Danmark, skrev han, har forpligtet sig til både FNs verdensmål og Parisaftalens målsætning om akut handling” for at holde klodens temperaturstigning under 1,5-2 grader, så hvorfor gennemsyrer det ikke arbejdet i nationens måske mest magtfulde ministerium?

Det er derfor, jeg har bænket mig ved det runde bord i Kristian Jensen kontor. For hvordan ser klimaudfordringen ud set gennem finansministerielle briller? Hvordan har han som finansminister vægtet regeringens vækstmål og selverklærede grønne profil op imod hinanden – og måske endnu vigtigere: Hvor finder han balancen mellem det officielle verdensmål om global økonomisk vækst og det lige så officielle verdensmål om en akut redningsaktion for klodens klima? Hvordan, med andre ord, stiller han sig til tidens muligvis største dilemma: At milliarder af mennesker i første omgang skal løftes ud af fattigdom, i næste omgang have adgang til masseforbrugets tidsalder – mens det ikke er muligt at bruge uendeligt af klodens endelige ressourcer.

Han begynder med at sætte kuglepennen til min primitive nationaløkonomiske graf.

Jeg tror sådan set,” siger Kristian Jensen og forlænger vækstkurvens linje, at den fortsætter opad. Hvis vi kigger på de seneste århundreder, så er vi blevet flere mennesker og mere velhavende. De fattigste mennesker i Danmark i dag har det, de rigeste mennesker havde adgang til for 100 år siden – adgang til at købe en bil, adgang til ordentlige toiletforhold, til rent drikkevand. Og det er en kæmpe gevinst.”

Men, fortsætter han, for at få et billede af, hvor både verden og Danmark skal hen, er det ikke nok at tegne kurven over den ønskede vækst i BNP. Man må også tegne kurven for udviklingen af energiforbruget og CO2-udledningen. Mens vækstkurven skal gå opad, skal de gå den anden vej: nedad. Mindre energi skal forbruges, mindre CO2 udledes.

CLEVINSådan her endte Kristian Jensens BNP-kurve med at se ud – efter at han havde tilføjet dalende kurver for udviklingen af energiforbrug og CO2-udledningen. Tegning: Lea Korsgaard og Kristian Jensen

Og det, vi har gjort i Danmark siden 1980, er, at vores BNP er fordoblet, men vores energiforbrug er fastholdt, og vores CO2-udledning er faldet – og det er den vej, vi skal gå fremad,” siger Kristian Jensen.

I dag er gennemsnitsdanskerens årlige forbrug og levevis årsag til udledningen af hele 16 tons af det, klimaforskere kalder CO2-ækvivalenter. Det placerer os blandt de absolut mest klodeopvarmende folkefærd i verden, og gør det til lidt af en opgave, vi står over for: Ifølge de fleste med forstand på klimaforandringerne, skal vi i gennemsnit udlede bare 1-2 tons per person om året, hvis vi skal nå den internationale målsætning om ikke at varmen kloden mere end mellem 1,5 og 2 grader op.

Det er stadig sådan, at hvis alle skulle leve, som vi gør i Danmark, ville vi have brug for omkring tre en halv jordklode. Vækst betyder stadig flere dimser, der skal produceres, stadig – hvad ved jeg – borde, der skal købes …

Ikke nødvendigvis. Det kan også betyde bedre borde. I stedet for at man køber fire discounthavestole, som man skal skifte om to år, køber man fire, der er lavet rigtigt af bæredygtigt træ, og som holder. Forbrug er for mig ikke bare mere, det er også bedre – og nogle gange måske også mindre, men bedre.”

Finansministeren, fortsætter han, mener, at erfaringen har vist, at alle de, der snakkede om grænser for vækst, har taget fejl”.

Har erfaringen ikke vist lige præcis det modsatte?

Nej. Der er selvfølgelig en grænse for, hvor rige vi kan blive med det ressourcetræk, vi har i dag i vores produktion – for så løber vi tør. Der er der ingen tvivl om. Der er også derfor, det vigtige i den her graf ikke er BNP-væksten, men at afkoble BNP-vækst og CO2-udledning fra hinanden. At vi afkobler ressourceforbrug fra vores velfærdsstigning.”

Prøv at male det billede for mig. Hvordan ser sådan et samfund ud?

Jeg tror på, at det i løbet af få år vil være muligt enten at finde energikilderne, der ikke påvirker klimaet, eller det bliver muligt at lagre de kendte energikilder, så vi kan bruge helt klassisk vindmøllestrøm, når det ikke blæser. Det vil være muligt at have en tilværelse, som ikke har den samme klimapåvirkning, som det har i dag. Der forskes enormt i det her. Vi forsker i Danmark, internationalt forskes der, vi har lige afsat 140 millioner til forskning i energilagring. Det går ikke så hurtigt, som vi ønsker, men når der går hul på ketchupflasken, kommer det til at buldre derudad. Der kommer til at ske en afkobling af vores velstand og vores ressourceforbrug.”

Afkobling. Dét er finansministerens grønne nøgleord.

Når tidligere klimaministre, embedsmænd og grønne organisationer efterlyser grøn handling fra Finansministeriets kommandobro, kan Kristian Jensen ikke genkende hverken sin egen dedikation til klimasagen eller sit ministerium i beskrivelserne. I sin jakke har han en farvestrålende nål, der symboliserer FNs 17 konkrete verdensmål, herunder klimaindsatsen, som De Forenede Nationer har lovet hinanden at indfri om senest 11 år. Verdensmålene optager Kristian Jensen personligt, siger han og fremhæver som en af sine finansministerielle bedrifter arbejdet med at gøre verdensmålene til noget, man tager stilling til” i finanslovsaftalerne og i økonomiaftalerne med kommunerne. For nylig gik han på invitation fra den finske og chilenske finansminister med i Koalitionen af finansministre for klimahandling, og da han i april talte til en konference om FNs verdensmål, var det med budskabet om, at lytte til beskeden fra de unge: Kom i gang, eller kom af vejen”.

Jeg oplever faktisk, at jeg er blandt de få finansministre, der er interesserede i verdensmålene,” siger han. Når vi mødes, fylder diskussioner om eurozonebudgetter og finansiel stabilitet og alt muligt andet. Lige så snart vi kommer til at snakke om klima eller verdensmål, så bliver folks blikke fjerne – eller det er lige der, de har tid til en kop kaffe.”

Spørger man Kristian Jensen, hvad han i lyset af sin erklærede dedikation til verdensmålene er mindst stolt af i Venstres regeringsperiode siden 2015, har han egentlig ikke brug for at tænke sig længe om – og giver, i hvert fald så vidt jeg kan høre, en slags albue i siden til sin forgænger på posten, Claus Hjort Frederiksen, der blev finansminister i Venstre-regeringens første år.

Jeg fortryder, at vi ikke mere direkte greb det fra starten af, da vi kom til. Der var mange andre ting, som var nye og skulle på plads, og derfor blev det først i løbet af 2017, at vi sådan rigtig fik taget hul på, at de andre ministerier var med. Siden har Finansministeriet været drivkraft og prøvet at skubbe på, men det kunne vi godt have været fra starten af. Og jeg tror, vi kunne have fået et større engagement ved ministrene, hvis vi havde startet tidligt i deres periode.”

Kan man ikke sige, at I fra begyndelsen faktisk gjorde det modsatte? For eksempel skar I jo betydeligt i forskningen i ny grøn teknologi – fra omkring 800 til 500 millioner.

Der sad jeg i Udenrigsministeriet.”

Ja. Fortryder du alligevel?

Der er altid ting, når man kigger i bakspejlet … I 2015 sad vi med et statsunderskud, der var på grænsen af det, der er tilladt i EU. Vi var nødt til at bremse op på nogle udgifter. Siden har vi skabt en situation, hvor statsoverskuddet er i plus, så det betyder, at vi har nogle muligheder for at komme tilbage. Vi har jo lovet at lave en fordobling at forskningsudgifterne igen. Og jeg er helt sikker på, at hvad angår grøn forskning, kommer vi op på en milliard igen.”

Han tænker sig lidt om.

… Og hvis vi tænker tilbage, så skulle vi have fundet andet at spare på end forskningen.”

RUNDTOSSETSådan så det ud, da Kristian Jensen som udenrigsminister en søndag morgen i Central Park i New York skød FN’s verdensmål i gang ved at dreje 13 gange rundt om en fodbold og score et såkaldt dizzy straffespark.

Det er ikke svært at finde nøgterne betragtere af den danske klimapolitik, som beskriver Venstres kurs som slingrende” i det indeværende århundrede. Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, var han ikke overbevist om, at klimaforandringer var menneskabte, han beskar støtteordningen til vindenergi og decimerede Svend Aukens gamle miljøministerium, og først da den konservative klimaminister Connie Hedegaard skubbede på, skiftede Fogh kurs. Jeg er blevet overbevist,” sagde han til Ritzau, inden han på Venstres landsmøde i 2008 bekendtgjorde, at Danmark skulle gøres fri af olie, kul og gas. Da Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering kom til i 2015, slog kursen tilbage til – med energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholts ord – “grøn realisme”, som både lød og var ment som en eufemisme for klap lige hesten”. Og endelig, da De Konservative kom med i regeringen, svingede pendulet tilbage, og realismen blev skiftet ud med grøn optimisme”. Venstre farvede sit partilogo i grønt.

Finansministerens egen beskrivelse af sit partis udvikling lyder lidt anderledes, men er ikke blind over for bakkedalene. Klimatopmødet under Lars Løkke Rasmussens danske formandskab i 2009 fik bedre evalueringer internationalt, end det gjorde i Danmark, men de dårlige danske vibes forplantede sig ifølge Kristian Jensen i en art klimapolitisk udmattelse i ikke bare hans eget parti, men også andre steder på Christiansborg.

Stemningen var sådan … . Når der ikke var så stor opbakning til det, hvorfor så bruge så meget tid på det?”

Vedtagelsen af FNs verdensmål i 2015 revitaliserede imidlertid dagsordenen og kanaliserede ny energi til grønne visioner, siger Kristian Jensen. Det, slet og ret, forandrede Venstre”.

Hvordan?

Når vi tidligere har haft de her kæmpe punktforureninger som ved Cheminova og den slags, så har man haft den her tanke om, at det kan man rense op igen, det er bare et spørgsmål om, hvor meget man vil betale. Med klimaet er det anderledes. Der sker nogle forandringer, som er uomgængelige. Og den erkendelse af, at der er noget nu, som rykker, og som ikke kan rykkes tilbage på plads – det har forandret Venstres holdning til, hvor vi skal hen i det her spørgsmål.”

Den ultimative grønne omstilling i Danmark ville i princippet være mulig fra i morgen.

Vi kan,” som Kristian Jensen siger, bruge stort set alle de penge, der er til rådighed i den offentlige økonomi, på klimainitiativer. Vi kunne beslutte – nu – at være nuludledende, og at offentlig transport var fuldstændig afgiftsfri for evigt. Det ville bare betyde, at vi ville mangle de cirka 50 milliarder, som bilismen betaler i skat og afgifter.”

Og de 50 milliarder er svære at undvære, når der samtidig er andre hensyn at tage, siger Kristian Jensen (og når, ville djævelske advokater uden tvivl tilføje, regeringen med sit skatte- og afgiftsstop ikke ønsker at finde dem andre steder).

Når vi samtidig ved, at der er også er pres på, at vores sygehuse skal have flere hænder, at ældreplejen skal styrkes, at vi skal forske noget mere i fremtiden, så kan jeg ikke bare tage 50 millioner ud af budgettet. Så hvordan balancerer man de to op? At man skal have en økonomi, der hænger sammen, men at vi også skal have en bæredygtig fremtid. Og dét er den store udfordring i Finansministeriet og noget af det, jeg har tumlet med de seneste to et halvt år,” siger han og henviser til det seneste halve års uroligheder i Frankrig som skræmmeeksempel på, hvad der kan ske, når klimapolitik (i dette tilfælde præsident Macrons ønske om en benzinafgift) rammer folk, der i forvejen er hårdt ramt (flere hundredtusindvis af protesterende borgere). I Danmark har vi ikke set gulvestede demonstranter, men som Zetlands klimaskribent Mads Nyvold har skrevet om, er lokale protester mod vindmøller og biogasanlæg voksende – og udgør lige nu den måske største forhindring for grøn omstilling overhovedet.

Når jeg kører hjem til den ejendom, min far havde, og som vi ikke har fået solgt endnu, så kører jeg ned ad bakken fra Bøvlingbjerg og har næsten ikke tal på, hvor mange vindmøller jeg ser,” siger Kristian Jensen. Hvis jeg kører en tur til Hellerup eller Gentofte, har jeg svært ved at se nogen. Der er en kæmpe ubalance i, hvem der ønsker den grønne omstilling, og hvem der har generne ved den. Og det bliver vi bare nødt til at tage alvorligt for ikke at stå i sådan en gule veste’-agtig situation, hvor nogen står og siger: I har ikke forstået vores situation.’”

Zoomer man fra Bøvlingbjerg og ud i et globalt panorama, bliver dilemmaerne bare endnu større.

Andre dele af verden ønsker vores levestandard. Det ville jeg fandemig også gøre. Undskyld, jeg bander, men når man har stået i Libanon eller Mali, i flygtningelejrene i Kenya, så ville jeg også ønske mig en bedre tilværelse,” siger han.

Og når samtalen blandt verdens finansministre har været vanskelig at fokusere på klimadagsordenen, er det ikke kun, fordi kaffepausen for mange falder belejligt lige dér. Det er også, fordi nogle af FNs andre verdensmål tager opmærksomheden. Bekæmpelse af fattigdom. Af sult. Uddannelse til alle børn. Anstændige arbejdsforhold. For eksempel.

For mange er dét vigtigere end spørgsmålet om, hvorvidt strømmen kommer fra et solcelleanlæg eller endnu et kulkraftværk,” som Kristian Jensen siger.

Så hvad er Danmarks rolle i den forbindelse?

Vores opgave bliver at være dem, der viser, at man kan knække de to kurver fra hinanden,” siger han og peger igen på tegningen foran os. Fordi i rigtig mange lande følges de her kurver ad. BNP-vækst er lig med CO2-udledning. Vi har vist, at man kan knække den. Og den viden skal vi stille til rådighed og give støtte til, at den viden kan bruges ude i verden. Det kan være en gevinst og markedsmulighed.”

Kurven over Danmarks CO2-udledning har rigtignok haft en hakkende retning nedad siden 1990’ere og er faldet med – efter FNs opgørelsesmetoder – 20 procent i takt med, at vi forbruger energi mere effektivt, og at mere af den kommer fra sol, vind og biomasse. Men sidste år lykkedes det slet ikke at udlede mindre.

Ville det ikke være nemmere at sige, som du gør, hvis vi ikke lige havde været igennem et år, hvor CO2-udledningen steg?

Jo.”

Og får det dig ikke til at tænke, at afkoblingen mellem de her kurver – vækst og udledning – skal foregå langt, langt hurtigere

Jo. Det er rigtigt, og 2018 var et skidt år, for det gør, at når vi er ude i verden og snakke om de her ting, så bliver vores argument udfordret. Men sagen er, at der løbende har været bump på vejen og udsving på kurven. Min påstand er, at 2018 var et bump vejen, og at vi kommer tilbage til en faldende udledning. Sidste år var ekstraordinært på grund af tørken.”

Men med klimaforandringerne kommer der mere tørke.

Det gør der. Men der kommer også år, hvor det blæser mere. Og vi kommer til at se langt flere vindmølleparker i den kommende tid.”

Danmarks CO2-udledning udgør omkring 0,1 procent af verdens ditto, men vores indsats batter mere, end det matematiske tal” afspejler, fordi vi viser vejen for andre, mener Kristian Jensen. I sommer lavede regeringen med alle Folketingets partier en – ifølge finansministeren – “historisk grøn” energiaftale, der skal sikre, at al den strøm, der kommer ud af alle danske stikkontakter, skal være grøn i 2030, og som med investeringer på 19 milliarder skal bane vejen for, at over halvdelen af danskernes energiforbrug også i 2030 – om godt ti år – kommer fra den slags naturressourcer, der ikke slipper op, som vind og sol.

Men vi skal også have andre kurver til at knække hurtigere. Når vi importerer varer, vil nogle af dem være produceret på måder, der ikke er bæredygtige, så derfor er vi også nødt til at få bæredygtighedsdagsordenen bredere ind i vores forbrugsdiskussion,” siger Kristian Jensen.

Henrik Sass Larsen, Socialdemokratiets storfavorit til Kristian Jensens nuværende job, sagde for nylig til Jyllands-Posten, at Socialdemokratiet vil satse på energilagring som teknologisk fix” på klimaproblemerne, og afviste samtidig at indføre klimaafgifter for at begrænse forbruget af eksempelvis kød og flyrejser. Jeg spørger Kristian Jensen, om han ser skat og afgifter som kort i den kabale, der skal få CO2-udledningen til at falde.

Jeg er ikke kun teknologibegejstret. Vi bliver også nødt til at gøre noget ved vores forbrugsmønstre. Vi bliver også nødt til at kigge på, hvordan vi handler ind, hvad vi gør, når vi står hjemme i køkkenet, i badeværelset.”

Derfor, siger han, skal både myndigheder, skattesystemet, virksomheder og forbrugere drive den grønne dagsorden frem de kommende år. Der skal kigges helt grundlæggende” på affaldssystemet og kommunernes monopol på at indsamle og afbrænde skrald. Han er også klar tilhænger af at flytte skat fra arbejde og over på det forbrug, der trækker mest på knappe ressourcer og energi, men minder om, at det ikke nytter at lægge skat på produktionen af eksempelvis oksekød i Danmark, for så bliver det bare billigere at importere udenlandsk kød, som der er gået mere CO2 til at producere. Efter samme devise vil han ikke følge Sveriges eksempel og gå solo i det ofte hedt diskuterede spørgsmål om at begrænse flyrejser ved at lægge afgifter på det brændstof, der fyldes i flyenes tanke. For hvad, spørger han, skal forhindre et fly fra Warszawa til København i ikke at lægge vejen forbi Kiev og fylde tanken afgiftsfrit op?

Men et godt spørgsmål er, om vi skulle overveje at have moms på persontrafik. Det vil jeg godt kunne se perspektiverne i. Det vil dog gøre det nemmere for de rige at betale for en plads i flyveren, men sådan er det en gang imellem, når man skal bruge økonomiske virkemidler til at sige: Skulle du ikke til at vælge noget andet?’”

Er det bare din løse tanke?

Det er ikke et regeringsudspil. Men det er en tanke, jeg har haft i ti år. Og jeg ved det så præcist, fordi Skattekommissionen under Anders Fogh Rasmussen havde det som en del af sin tankegang, men dengang manglede vi en løsning på, hvordan den kollektive trafik – busser for eksempel – kunne holdes skadesløs, hvis man lagde moms på persontransport. Men det tror jeg godt, man kan finde løsninger på i dag. Det er faktisk en tanke, der har ligget i baghovedet på mig et stykke tid.”

Så hvorfor har du ikke gjort noget ved den? Du er jo trods alt finansminister.

Det er, fordi når man som regering er født med et skattestop, så siger man jo, at man ikke vil indføre nye skatter og afgifter, medmindre man på forhånd har sagt til vælgerne, at det er noget, man vil gøre i regeringsperioden.”

Vi ser på hinanden.

Så det tager I med i den kommende valgkamp?

Det udtaler jeg mig ikke om, før valget er udskrevet …”

Det var dog sevans …

Og dog. Der kommer valg lige om lidt.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem