Caroline Castanie Bloch lægger nakken tilbage og ser op mod den mørke himmel over Harboøre Tange. “Der kommer regn,” siger hun. Hun står på parkeringspladsen, der er placeret lige bag ved en flere meter høj sandklit. Sidste stop i bil inden Høfde 42. Bag hende kan man ane kemikaliefabrikkens høje bygninger. Den fabrik, der engang hed Cheminova. Røgen fra skorstenene, der lugter påtrængende sødt, breder sig mod nordvest.

Ved siden af hende står en mand i mørkeblå sømandsstrik og vindjakke. Han hedder Bjarne Hansen. Han er næsten et hoved lavere end Caroline Castanie Bloch, og rundt om hans brede hals hænger en ravklump i en lædersnor. “Nej, vi kan godt nå det,” siger han efter et kort, afmålt blik opad.

“Det kommer altså nu,” indskyder Caroline.

Hun har ret, regnen kommer. Den falder, først let og nærmest tøvende, så hyppigt og insisterende.

Vi søger tilflugt i Bjarne Hansens blå Toyota, og i stedet for at tage turen over sandklitten til fods sætter Bjarne Hansen bilen i gear. “Hold godt fast,” råder han os i samme øjeblik, som han trykker speederen i bund.

Bagenden svinger, han retter op, trykker speederen mere i bund og så, efter den sidste forhindring af sand, er vi oppe på toppen af klitten og kan se Vesterhavets iskolde bølger slå ind over den lange, slanke bølgebryder, der er kendt som Høfde 42.

Under os ligger nu anslået 110 tons giftigt kemikalieaffald indkapslet i jernvægge i sandet. Det er det, der bringer os til Vestjylland. Og det er det, som Bjarne Hansen og Caroline Castanie Bloch har viet store dele af deres tid, energi og tilværelse til at få fjernet.

Forureningen stammer fra pesticidproduktionen tilbage i 1950’erne fra fabrikken, som man kan ane knap en kilometer bag os. Bjarne og Caroline frygter, at det vil resultere i en enorm miljøtragedie, hvis der går hul på en af de jernvægge, der har holdt giftaffaldet i skak siden 2006.

Bjarne Hansen har haft depotet tæt på hele livet. Hans far, som i daglig tale blev kaldt Rav-Aage, gjorde opmærksom på forureningen for mange årtier siden. I dag er det Bjarne Hansen, der arbejder for, at forureningen ikke bliver glemt.

Men han er træt.

“Hvis det skal fjernes, så er det nu,” siger han.

Uden for bilen stilner regnen af, og solen træder frem bag skyerne. En regnbue strækker sig fra spidsen af tangen og ind over land, hvor dens mange farver bliver slugt af et tungt skydække.

I efteråret 2019, mens den socialdemokratiske regering endnu havde til gode at lande sin første finanslov, lagde regeringens støtteparti SF den 11. oktober et forslag på forhandlingsbordet – et forslag, man i sportens verden vil kalde en game changer. Her præsenterede de en ramme på 2,5 milliarder til en prioriteret liste med politiske mærkesager. Øverst stod der ‘generationsforureninger’.

Begrebet dækker over ni forureninger i Danmark. Alle har de det til fælles, at de ifølge Danske Regioner vil være et problem for fremtidige generationer, hvis der ikke bliver gjort noget ved dem. En af dem er Kærgård Klitplantage, hvor der blev dumpet 286.000 kubikmeter spildevand med blandt andet kviksølv, cyanid og benzen fra Grindstedværket. Forureningen har spredt sig gennem grundvandet til store dele af byen og Grindsted Å. En anden er Collstrop-grunden ved Esrum Sø ved Gribskov, hvor et område på 58.000 kvadratmeter er forurenet med det giftige stof arsen (hovedingrediensen i arsenik), krom og kobber. Området er i dag afspærret for mennesker.

Forureningen ved Harboøre Tange i Vestjylland er også på listen over generationsforureninger. Siden 1953 har lokalbefolkningen ved Harboøre Tange været nabo til en af Danmarks største forureninger, efter kemikaliefabrikken Cheminova med statens tilladelse i flere år dumpede giftigt affald i sandet ved Høfde 42 ud mod Vesterhavet. Region Midtjylland vurderer, at der ligger 110 tons af det i giftdepotet. Foruden forureningen ved Høfde 42 er grunden under fabrikken og nabogrunden, hvor fabrikken lå tidligere, også kraftigt forurenede.

Forureningen ved Høfde 42 er dog den absolut mest udsatte forurening, da den ligger lige ud til Vesterhavet. Siver der gift ud fra depotet og ud i havet, ville det være fatalt for livet omkring. En dråbe af pesticidet Parathion er nok til at slå en voksen mand ihjel. I depotet ligger der 70 tons Parathion, vurderer Region Midtjylland. Forureningen er ikke ny, og den har ad flere omgange været i pressens og politikernes søgelys, men der er endnu ikke fundet en permanent løsning. Den nuværende indkapsling, der holder forureningen i skak, har fået forskellige holdbarhedsdatoer fra eksperter, men de er alle enige om, at den ikke holder evigt.

Der har også været et andet problem. Man har ganske enkelt manglet selve teknologien til at rense sandet ved Høfde 42. Men de seneste år har der været en rivende udvikling på området, og i marts fik ingeniørvirksomheden Krüger A/S som de første et gennembrud: De havde fundet en metode, der gør det muligt at rense sandet for giftige pesticider og kviksølv.

Det teknologiske gennembrud faldt sammen med SF’s forslag til en finanslov. Med ét var håbet for en oprensning større end nogensinde før. Og mens der blev forhandlet bag lukkede døre på Christiansborg, stod spørgsmålet åbnet: Ville regeringen med miljøminister Lea Wermelin i spidsen finde det vigtigt at få renset generationsforureningerne – herunder Høfde 42, der har skabt bekymringer hos lokalbefolkningen i Harboøre gennem flere årtier?

Det her er historien om de bekymringer. Om hvad der ligger bag et ord som generationsforureninger, der kan stå i toppen af et finanslovsudspil, men i bund og grund ikke sige ret meget om den virkelighed, det dækker over. Og om hvor forskelligt man kan opleve den virkelighed, også selv om man lever i den sammen. I de dage, hvor politikerne forsøgte at finde enighed om finansloven på Slotsholmen i København, tog vi til Vestjylland for at forstå, hvad det gør ved et tætvævet lokalsamfund at leve med et problem, der har defineret ens historie i flere årtier – og hvorfor den enes kamp for at rydde op i fortiden ikke nødvendigvis er den andens.

For sagen om forureningen har splittet lokalsamfundet omkring Harboøre Tange. Der er dem, der ihærdigt og højlydt kæmper for en oprensning af giftdepotet, mens andre helst ikke vil snakke om det. Og så er der dem, der slet ikke mener, at det er nødvendigt at rense området. En ting har de dog alle til fælles: De trænger mere end noget andet til at sætte punktum i sagen om forureningen ved Høfde 42.

Trods forureningen var og er Cheminova en værdsat virksomhed på Harboøre-egnen. Op til flere tusind lokale har arbejdet der gennem årene. Fabrikken skabte egenhændigt job og vækst i området i en tid, hvor egnen var i afvikling. Det gik skidt flere steder med fiskeriet, da fabrikken i 1953 flyttede fra Måløv på Sjælland til Harboøre Tange, og arbejdsløse fiskere skiftede til kemikaliebranchen.

I 2015 solgte den daværende ejer Aarhus Universitets Forskningsfond virksomheden til amerikanske FMC Corporation, og siden er antallet af medarbejdere faldet fra knap 1.000 til omkring 450. Med salget skiftede fabrikken officielt navn til FMC Site Rønland.

I Harboøre, nogle kilometer derfra, lever navnet og institutionen Cheminova dog videre i bedste velgående. På Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre-Engbjerg hænger sepia-farvede billeder af fabrikken fra ‘dengang’, og historierne vækkes til live af de frivillige på arkivet – mange af dem pensionerede Cheminova-medarbejdere.

En af dem er 72-årige Hanne Rønn Pedersen. I dag, på en regnfuld tirsdag i midten af oktober, er hun i færd med at sortere avisudklip i lokalarkivets lavloftede lokaler. Hun gik på pension for 11 år siden efter en 41 år lang karriere på Cheminovas tegnestue, hvor hun tegnede fabrikkens rør og anlæg. “Cheminova var god ved sine medarbejdere – det var en god arbejdsplads,” siger hun.

Egentlig gider hun ikke snakke om forureningen ved Høfde 42. Ikke fordi hun ikke synes, der skal ryddes op, for det gør hun. Men fordi hun er træt af at snakke om det. “Det var et svineri. Men det er det ikke i dag. Der er rensningsanlæg, og det bliver kontrolleret,” siger hun og retter på brillerne med det røde stel. Fingrene er lange og slanke, man kan næsten forestille sig Hanne Rønn Pedersen sidde på Cheminovas tegnestue og tegne rørsystemer i hånden.

Rensningsanlægget, hun henviser til, blev bygget på Cheminova i starten af 1980’erne. Virksomheden var kommet i søgelyset, blandt andet på grund af et kemikalieudslip fra giftdepotet ved Høfde 42. Det resulterede i en demonstration, der blev orkestreret af Greenpeace. ‘Kun døde fisk flyder med strømmen’, ‘Krimi Nova’ og ‘30.000 tons gift skal væk’ stod skrevet på de skilte, der blev båret fra Thyborøn til Harboøre Tange og til endestationen foran Cheminova. Sikkerheden på fabrikken blev skærpet derefter. Et biologisk rensningsanlæg og et anlæg til forbrænding af giftige dampe blev bygget, så Cheminova selv kunne afværge forurening fremover. Det kunne mærkes, fortæller Hanne Rønn Pedersen, der i sin arbejdstid oplevede stigende sikkerhed på fabrikken.

Udadtil kunne det også mærkes, at udslippet blev stoppet. Hanne Rønn Pedersen kan huske, at hun inden da – ligesom mange andre fra lokalområdet – fiskede ved den gamle fabriksgrund, hvor Cheminova lå fra 1953 til 1962. Det var inden, demonstrationen fandt sted, og rensningsanlægget blev bygget.

“Vi spekulerede da på det dengang,” siger hun. “Vi fangede rødspætter med bobler på, men så kastede vi dem ud igen, og fiskene uden bobler tog vi med hjem og spiste.”

Men det er ikke noget, Hanne Rønn Pedersen dvæler ved. Det var sådan, det var engang, og det er ikke sådan, det er i dag. Jo, hun ser gerne, at giftdepotet bliver renset, men mest af alt er hun træt af at snakke om det. Træt af at høre om Høfde 42. For, som Hanne Rønn Pedersen siger, det har de bekymret sig over i mange år efterhånden, og de kan ikke blive ved.

Hanne Rønn Pedersen står langtfra alene med den holdning her i Harboøre. Tværtimod. Det er en udbredt opfattelse, at det ville være bedst for alle, om al den snak blev begravet under sandet. En af dem, der deler det synspunkt, er 71-årige Christian Langer. Han var Hanne Rønn Pedersens kollega tilbage i Cheminova-tiden og er det også i dag på lokalarkivet, der ikke ligger langt fra hans hjem – et gult murstenshus på en af de snorlige stakitveje i byen.

Efteråret har forvandlet forhaven til en grålig plet, der nemt falder i med resten af vejen. Christian Langer inviterer indenfor med en fast hånd, mens hans hustru Inga Langer fra en stol i køkkenet siger, at vi da gerne må beholde skoene på.

Begge har de arbejdet på Cheminova. Hun i 28 år, og han i 31 år, og Christian Langer lægger ikke skjul på, at her i huset er de venligt stemt over for Cheminova. “Og ja, vi tjente rigtig godt,” tilføjer han.

Han var procesoperatør i de fleste af årene. En af dem, der lavede giften Fyfanon. For Christian Langer var det et vigtigt og ansvarsfuldt job, blandt andet fordi giften kunne bruges til bekæmpelse af malariamyg. Efter sigende blev den opkaldt med henvisning til dens kraftige lugt, der fik folk til at udbryde “fy fa’n”.

Christian Langer blev ansat i 1980, året inden både politikere og medier for alvor fik øjnene op for forureningen ved Høfde 42. En massiv udsivning fra depotet ud i Vesterhavet og fjorden slog i 1981 fugle og fisk ihjel i massevis. Det fik politikerne til at reagere, og 1.200 tons kemikalier blev gravet væk og deponeret i 25.300 tønder, der alle blev sendt til opbevaring i en saltmine i Hessen i Tyskland, kan man læse i en rapport fra konsulentvirksomheden Cowi for Miljøstyrelsen i 1981.

Igen i 2000 kunne daværende Ringkøbing Amt konstatere, at giftdepotet fortsat påvirkede Vesterhavet, og man besluttede at indkapsle depotet i en særlig jernvæg. Den skulle sikre, at der ikke kunne sive gift fra depotet og ud i havet, og samtidig skulle det give nuværende Region Midtjylland tid til at udvikle en effektiv metode til at oprense forureningen.

I dag er der officielt 110 tons gift tilbage i depotet. Jernvæggene står endnu, men hvor længe de holder, er ingen rigtig enige om. Hos Region Midtjylland, der har ansvaret for at overvåge depotet, mener man, at jernvæggen vil holde frem til år 2031, hvis ikke længere. Men i forbindelse med et forsøg ved Høfde 42 i 2011 fremgår det, at leverandøren af spunsvæggen kun kunne garantere en levetid frem til år 2021.

Alt det ved Christian Langer så godt som nogen. Han tvivler dog på, hvor meget gift der egentlig er tilbage derinde, for kan det ikke tænkes, at havet har taget sin del efterhånden? Men at Høfde 42 i sin tid blev forurenet, sætter han som sådan ikke spørgsmålstegn ved her i dagligstuen i det gule murstenshus med gråt gulvtæppe og lædersofa. Alligevel mener han, at historien burde lægges i graven af både presse og politikere. Det samme med giftdepotet ved Høfde 42 – prøver man at gøre noget ved det, så bliver det sikkert bare værre. “Jeg er helt overbevist om, at man skal lade det ligge. En lort lugter først, når du begynder at rode i den,” siger Christian Langer, før han læner sig frem i sofaen og tilføjer: “Jeg har ikke belæg for det. Jeg tror det bare.”

Sagen er, at den form for forurening, Christian Langer og med ham mange andre heromkring frygter mest for, er af en anden karakter. Han mener nemlig, at området primært lever af to ting: Thyborøn Havn og turisme. Og hvis snakken om Høfde 42 ikke snart forstummer, risikerer man, at både fiskesalget og det ellers populære sommerhusområde vil lide under det, mener han. “Det var godt, at der blev råbt vagt i gevær dengang i 1980’erne. Men nu skal det have en ende. Det gavner ikke at blive ved.” Selv hvis politikerne finder pengene til at få renset hele giftdepotet ved Høfde 42, mener Christian Langer ikke, at det vil være en god idé. Medmindre det altså vil få flere turister til. Men ellers ikke.

“Det er jo totalt latterligt, hvis det bare er, fordi nogle entreprenører skal tjene penge.” Han læner sig frem i otiumstolen og pauser et øjeblik. “Jeg synes, at de penge skulle bruges på vores børn og unge i stedet.”

Det er store summer, der er tale om, hvis man skal oprense Høfde 42. Region Midtjylland vurderer, at det vil koste mellem 250 og 600 millioner kroner at fjerne forureningen. Prisen afhænger af, om alt det forurenede sand eller kun det kraftigt forurenede sand fjernes.

Det vurderes samtidig, at det vil koste samme beløb at fjerne forureningen på den gamle fabriksgrund. Selv om det er dyrt at rense op, så er det en kæmpe udvikling sammenlignet med tilstanden før. Den internationale miljøvirksomhed Krüger A/S udviklede i marts en metode til at oprense både nervegift og kviksølv fra kemikaliegraven. Lidt forsimplet gør man det ved opvarmning af sandet i en kæmpemæssig ovn, så kviksølv og det giftige pesticid Parathion fordamper. Samtidig arbejder energikoncernen Fortum på at præsentere en rensemetode inden 2020.

Kortene er altså givet til en mulig oprensning af depotet, efter de nye teknologier er blevet udviklet, men det kræver politisk vilje at få kabalen til at gå op. Spørgsmålet er nu, om den politiske vilje findes til at sætte så store summer af til at rense Høfde 42. Det er det, finanslovsforhandlingerne vil vise, og spørger man Bjarne Hansen, så tror han, at det er nu eller aldrig.

Han havde håbet, at miljøminister Lea Wermelin ville besøge Harboøre Tange og se stedet med egne øjne. Derfor har han den 21. september sendt hende en mail med en officiel invitation, men den har miljøministeren endnu ikke svaret på.

Derfor kontakter vi miljøministeren og får besked på at sende en mail. I mailen spørger vi til Lea Wermelins holdning til generationsforureninger og fortæller om de bekymringer, som mange lokale har. Vi vil gerne vide, om hun kommer til at skrive sig ind i historien om politikere og ministre, der i årenes løb har besøgt giftdepotet og ikke har set sig tilbage.

Da vi har sagt farvel til Christian Langer i Harboøre, modtager vi et opkald fra miljøminister Lea Wermelins pressesekretær. Ministeren har ikke mulighed for at deltage i artiklen, oplyser han. Vi fortæller, at vi gerne vil høre om ministerens ambitioner for landets generationsforureninger og Høfde 42. Pressesekretæren svarer ikke på det, men siger bare, at ministeren ikke kan medvirke. Han er kort for hovedet og lægger på.

Mads Johan Jensen er 70 år gammel, og på mange måder er han som sine jævnaldrende i Harboøre. Født og opvokset i byen og tidligere ansat på Cheminova. Han står i indkørslen foran huset, han deler med Muller, et 13-årigt gadekryds, der troligt følger ham rundt i gruset. I det halvåbne skur hænger et bundt tørfisk til tørre med udsigt til genboen, missionshuset, der for få år siden fik en ny, moderne million-tilbygning. For Mads Johan Jensen blev det til 30 år hos Cheminova som procesoperatør og sikkerhedsrepræsentant, inden han i 2008 gik på pension.

Men Mads Johan Jensen er alligevel ikke helt som de andre.

Han kommer ikke i missionshuset overfor, og politisk står Mads Johan Jensen også ret alene: Han er så rød, at det ikke kan skjules. Ikke at han prøver på det – han uddeler gerne en nøglering med det socialdemokratiske A på til sine gæster. Og så har Mads Johan Jensen ikke noget imod at tale om det giftdepot, andre helst vil tie om. Som han siger: “Det er lukket land her – folk vil ikke tale om Cheminova.”

Mads Johan Jensen mener nu, at langt de fleste lokale gerne vil have renset giftdepotet ved høfden. Hvordan betyder ikke det store, men væk skal det. Han tror, at de lokale er bekymrede for både naturen, havmiljøet og dem selv. “Men man siger det ikke højt. De lokale tænker på fiskeriet og turismen.” Han skodder sin cigaret i det, der ligner et termokrus uden låg. Han er bekymret. I sin tid på Cheminova oplevede han flere gange på egen krop, hvor giftigt det egentlig var, det, han gik og arbejdede med. I 1982 var han blandt andet sygemeldt i tre måneder. Diagnosen: forgiftet.

Når han selv skal sige det, og det på godt vestjysk, så havde han det skidt. Flere gange oplevede han også at få det, der i folkemunde blev kaldt Cheminova-øjne. Ifølge Mads Johan Jensen var det reaktioner på metanol-dampe, der fik pupillerne til at udvide sig kraftigt og øjnene til at svie. Kuren var tre dage i sengen i totalt mørke. Også dengang råbte Mads Johan Jensen op, når han mente, der var noget at råbe op om.

Som sikkerhedsrepræsentant gik han ledelsen på klingen i forhold til at stramme op på sikkerhedsprocedurer, og han holdt ikke mund, når der var snak om forurening. Det resulterede ifølge Mads Johan Jensen blandt andet i bedre forhold for de ansatte, men også i en plakat med et dødningehoved og hans navn påskrevet hængt op uden for hans hjem.

I dag er Mads Johan Jensen bange for, at der ikke går længe, før jernvæggene ikke kan holde på giften. “Hvis man venter to-tre år, så er der slået hul på depotet. Når der er vesten-kuling, kommer vandet helt op til. Politikerne siger, at så er der 35 meter fra depot til hav. Nej, der er 35 centimeter.” Sker det, bliver det for alvor skidt for fiskeriet, for så bliver der fiskeforbud, spår Mads Johan Jensen. Derfor håber han, at den nye regering – hans regering – vil vise politisk vilje og afsætte de penge, det vil kræve at få fjernet forureningen helt. Men skal han være helt ærlig, så tror han ikke på, at det vil ske.

“Næ, det ender med, at havet tager giften,” siger han.

Mads Johan Jensen er ligesom Bjarne Hansen og Caroline Castanie Bloch nogle af dem, der råber højt om forureningen. De er modsætningen til den del af de lokale, der som Hanne Rønn Pedersen og Christian Langer ønsker at komme videre fra snakken om forureningen. Men de to yderpoler er ikke hele historien. Virkeligheden er mere nuanceret i det splittede lokalsamfund.

Vi kører mod Vejlby, et område med flere hundrede sommerhuse i første række til Vesterhavet. Her bor 73-årige I.C. Abildtrup på sin gård, der ligger gemt for sig selv bag træer og buske. Fra sin plads ved spisebordet kan han både se på fotografier af sine ti børnebørn og skue ud over den frodige have, han selv har anlagt. For snart 50 år siden købte han stedet her i Vejlby lidt syd for Harboøre, nabogården til sit barndomshjem.

I.C. Abildtrup er en mand, der får ting til at vokse. Det gælder også gården, der er blevet til en virksomhed med planteavl i Letland, og 250 kvier og 50 ammekvæg, I.C. Abildtrup endnu selv holder opsyn med i Vejlby. Og så er han en mand, der tør sige sin mening. Det gælder også, når det kommer til Høfde 42, for nu er nok blevet nok. Hver anden uge er der læserbreve om forureningen i lokalavisen, og I.C. Abildtrup orker ikke at læse flere af dem. “Det var et forfærdeligt svineri, og myndighederne svigtede i den grad. Det er skidt, og jeg synes, det skal renses. Men så skal der også ro på,” siger han.

Al den snak om Høfde 42 gavner ikke området, forklarer I.C. Abildtrup. Det oplever han ofte selv, når han er til sammenkomster rundt om i landet. For når han fortæller, at han kommer fra Vejlby, ved ingen, hvor det er. Harboøre ringer også kun sjældent en klokke, men nævner han Høfde 42, så ved folk, hvor han er fra. Men så er blikket pludselig et andet, synes han.

Fra 1985 til 2000 havde I.C. Abildtrup selv kødkvæg gående på engen ved Høfde 42. Engen er kraftigt forurenet, viser undersøgelser fra Region Midtjylland, men ifølge rapporten er det sikkert at færdes der, fordi forureningen ligger en meter under jordens overflade.

Egentlig syntes I.C. Abildtrup, at det var lidt mærkeligt, at køerne måtte græsse der, når nu der ikke måtte bades eller fiskes i området. Det undrer ham sådan set også stadig, men han vil alligevel ikke have noget imod at sætte tænderne i en bøf fra en af de køer, der går der i dag. Ligesom dengang tror han i dag på, at myndighederne har styr på det. På at embedslægen, der tog prøver fra kreaturerne, ville have sagt noget, hvis ikke kødet kunne spises, og på at politikerne i dag ville reagere hurtigt, hvis det var nødvendigt.

“Ved hvert valg bliver der slæbt politikere herud. Giv dem nu noget ro til at løse det,” siger han.

I Thyborøn møder vi en mand af samme overbevisning som I.C. Abildtrup. Den 50-årige indehaver af Jyllandsakvariet, Michael Madsen, synes, at der skal ryddes op ved Høfde 42, men ser den nuværende debat som en udfordring.

“Lad nu de eksperter, der skal ordne det, ordne det. Hvis man råber ‘ulven kommer’ hele tiden, fjerner det faktisk fokus,” siger han.

Michael Madsen er til daglig at finde i Jyllandsakvariet, en sort bygning, der rager op mod himlen. Den er svær at overse. Akvariet huser omkring 30 ansatte og mindst lige så mange arter af havdyr, fra hajer og rokker til krabber og fladfisk. Michael Madsen hører på alle måder hjemme her. Han har skjorte på fra friluftsmærket Fjällräven og bukser med lommer på lårene, og som barn i Thyborøn elskede han at være med, når hans far, der var fisker, var på havet.

Da han var færdig med skolen, hoppede han på en båd og sejlede af sted. Det varede dog kun et års tid, før han vendte tilbage for at uddanne sig til fiskeriteknolog, og efter nogle års erfaring på Kattegatcentret i Grenaa stod Michael Madsen i Thyborøn med et ubebygget stykke land og en idé til et projekt. Han ville skabe noget, der kunne få andre til at se det fantastiske i den natur, han selv var vokset op med.

Siden er akvariet vokset. Dørene er åbne året rundt, selv om det ifølge Michael Madsen ville være bedst forretningsmæssigt at lukke ned om vinteren. Han ønsker ikke, at Thyborøn “bare” skal være en turistby. “Jeg har en kæmpe kærlighed til området,” siger han. “Kulturen. Menneskene. Naturen. Hver morgen, når jeg kører fra Harboøre til Thyborøn, tænker jeg altid, at det er en helt fantastisk natur.”

Og turisme er en af Thyborøn-områdets store indtægter. Et stenkast fra Jyllandsakvariet ligger Sea War Museum Jutland og Kystcentret Thyborøn – sammen danner de en turisttrekant i Thyborøn. Turisterne interesserer sig for området, både fortid og nutid. Enkelte kan da også spørge ind til det giftdepot, der ligger ude ved Høfde 42. “Men det er ganske få. Det er ikke fem om året,” siger Michael Madsen.

Han ærgrer sig over, at det store fokus i pressen om depotet har været negativt. De dårlige nyheder om sagen har overstrålet de gode, og det ærgrer han sig over på områdets vegne. For Michael Madsen stoler på, at Region Midtjylland taler sandt om forureningens tilstand. Ifølge regionen foretages der vandmålinger hvert år, og der er sat strøm som ekstra forstærkning til jernvæggene, så der ikke sker en udsivning fra giftdepotet.

“Hvis jeg ikke stolede på, at der er styr på det, ville jeg gå i dialog med myndighederne,” konstaterer Michael Madsen.

I Bjarne Hansens hus er der en sætning på tre ord, der dukker op igen og igen. Den står på store muslingeskaller og er skrevet på skilte, der hænger på væggen i det lille gule hus. Ordene har han arvet fra sin far, Rav-Aage, og Bjarne Hansen påstår, at han også selv lever efter dem: “Det ender godt.”

Ordene er ikke det eneste, Bjarne Hansen har arvet efter sin far. I dag bor han i farens lille gule hus i Thyborøn, og han har genåbnet farens ravmuseum og værksted, der ligger i baghaven, og som Rav-Aage fik sit kendte navn efter.

Foran huset tårner en sten, der er højere end Bjarne Hansen. På den står også et par ord, men af en lidt anden karakter. Mejslet ind i stenen står “Til skam” – og det er henvendt til forureningerne ved Cheminova-fabrikken og Grindstedværket i Sydjylland. Han har sammen med Danmarks Naturfredningsforening rejst den, så forbipasserende på fortovet kan se den.

Arbejdet med giftdepotet på Høfde 42 er også gået i arv til Bjarne Hansen, selv om hans far i sin sidste tid rådede ham til “at lade det ligge”. Men det gjorde han ikke, og det har måske også haft sin pris. “Nogle heromkring siger, at jeg vil have hævn over Cheminova på grund af min far, men det har ingenting med virkeligheden at gøre. Der er mange rygter herude,” siger Bjarne Hansen på klingende vestjysk.

“Jeg blev også advaret mod Bjarne,” siger Caroline Castanie Bloch. Om hendes hals hænger en ravklump i sort lædersnor, der er magen til Bjarne Hansens. “En mand sagde til mig, at der ikke var mere gift derude, og at Bjarne kun gjorde det, fordi hans far gjorde det. Andre siger, at han bare vil have ridderkorset som sin far.”

Det er fire år siden, hun første gang bankede på Bjarnes dør og spurgte, om han havde brug for noget hjælp. Hun kom fra Horsens og var lige flyttet til området. Inden da havde hun arbejdet frivilligt på et plejehjem, men det var svært at komme ind på folk. Heldigvis var Bjarne Hansen hjemme, og hun fik lov at komme på prøve. I dag er hun i mesterlære som ravsliber og miljøforkæmper hos ham.

Næsten hver dag kommer Caroline forbi. Hun læser korrektur på læserbreve til avisen og holder orden på papirer fra Region Midtjylland og andre myndigheder. På det, Bjarne Hansen kalder sin “dokumentation”.

I Facebook-gruppen ‘Høfde 42 depotet skal væk – nu’ skriver Bjarne Hansen flere gange om dagen opdateringer til gruppens knap 3.000 medlemmer. Nogle gange er det hans læserbreve fra lokalavisen Folkebladet Lemvig, andre gange er det hans tanker om verden. I kommentarfeltet skriver kampfæller, der kæmper for at rydde op i generationsforureninger, opmuntrende kommentarer, og nogle gange bliver kommentarerne mindre håbefulde, men størstedelen er enige med ham. Det er dog ikke ret mange af de aktive medlemmer, der er lokale. Bjarne Hansen kalder Facebook-gruppen sit oplysningsprojekt.

“Folk skulle oplyses. De var så uvidende. Politikerne var uvidende, pressen var uvidende, embedsfolk var uvidende,” siger Bjarne. “Også de lokale,” fortsætter Caroline. Især den unge generation.

Men ikke alle er velkomne i gruppen. “Vi har haft vores besøg af den slags … Hvad hedder de?” spørger Bjarne og kigger til højre på Caroline. Hun har lige skældt ham ud for at afbryde hende hele tiden.

“En troll,” svarer hun. En internetdebattør, hvis eneste formål er at fremprovokere hidsig diskussion.

“Trolls og så’n, men vi er blevet gode til at kende dem. Pludselig snakker de kemiske formler og noget fuldstændig vanvittigt, som man ikke kan sætte sig ind i. Vi er især blevet gode til at spotte dem fra Cheminova, Aarhus Universitet og Miljøstyrelsen. De saboterer samtalen. De kommer ud igen i en vis fart,” siger Bjarne Hansen.

Selv om Bjarne Hansen ikke fulgte sin fars råd om at holde sig fra den gamle miljøsag, så vil han ikke have, at den går videre til hans børn, og de er heller ikke interesserede i at høre mere om den.

“Jeg skal nok få den afsluttet,” siger Bjarne Hansen.

“Lorten skal ikke gives videre,” tilføjer Caroline Castanie Bloch.

Derfor traf han i foråret en beslutning. Han ville give teten videre, og denne gang skulle det ikke blive i familien. Derfor rejste han i september sammen med Caroline Castanie Bloch til Christiansborg. På borgen overrakte de symbolsk den nye socialdemokratiske miljøminister Lea Wermelin ansvaret for giftdepotet og en bog, han har skrevet om sin far, med titlen Fisk kan ikke tale. Bjarne Hansen ville sætte sit punktum i sagen. Hvis nogen skulle få ryddet op i Høfde 42 og generationsforureningerne i Danmark, så måtte det være den nye, selverklærede grønne regering. De har nemlig skrevet i det såkaldte forståelsespapir, der ligger til grund for regeringssamarbejdet, at det er en prioritering for dem at rense de store generationsforureninger.

Nu siger han selv, at han står over for en skillevej. Siden han begyndte på projektet igen, har han brugt mange timer på sit oplysningsprojekt, men nu vil han ikke mere. Bjarne Hansen er pensioneret fisker og uddannet socialpædagog, og næste år bliver han 70, derfor skal han give slip på projektet. “Det sker jo ikke bare over natten. Vi kommer til at arbejde med sagen året ud, og så lukker vi ned,” siger Bjarne Hansen. Selv om hans hjerte håber på, at Lea Wermelin sørger for, at forureningen bliver renset, siger hans logiske sans, at det ikke kommer til at ske.

Spørger man ham, om han før har haft håb for, at nogen ville fjerne forureningen, så siger han nej.

“Du har da et billede inde på kontoret, hvor du står sammen med din mor og far og springer champagnepropper. Det var dengang i 1981, hvor de kørte alle de tønder sand væk. Der var du 31,” siger Caroline.

Hun hentyder til aktionen i 1981, hvor 1.200 tons kemikalieaffald blev kørt væk til en saltmine i Tyskland. Kemikalieaffaldet viste sig senere kun at være en del af forureningen.

“I dag kan jeg se, at det ikke var en sejr dengang. Vi gjorde det bare til en,” siger Bjarne Hansen.

Under vores tur til Harboøre Tange fortsætter det politiske spil i verden udeomkring. En nyhedsartikel bliver publiceret af JydskeVestkysten. Det er bekræftet, at miljøminister Lea Wermelin vil tage til Grindsted i Sydjylland for at besøge Grindstedværket, der også er klassificeret som en generationsforurening.

Borgergruppen ‘Ryd op efter Grindstedværket’ har været hurtig til at sende en invitation til ministeren. Sådan en, som Bjarne Hansen også har sendt til ministeren, men hun har stadig ikke svaret. Vi skriver derfor en mail mere til ministeren, hvor vi igen spørger til forureningerne og hendes svar på invitationen – denne gang direkte til hendes pressesekretær.

Dagene går, mens vi venter på svar fra ministeren. I mellemtiden kan vi læse om besøget ved Grindsted. Lea Wermelin har meldt ud, at hun “bare kigger”. Der er endnu ikke lagt en præcis plan for håndtering af generationsforureninger.

Vi forsøger også at komme ind på FMC Site Rønland, der har overtaget den tidligere Cheminova-fabrik. Det har ikke været muligt. I en mail svarer fabrikschef Jakob Kyllesbech på, om han og firmaet har håb for en oprensning: “Det er positivt, at der nu ser ud til at være såvel teknologisk som politisk mulighed for en oprensning af området. Det kan vi som virksomhed og borgere kun hilse velkommen.” Ud over det ønsker han ikke at stille op til interview.

Dagen efter ministerens besøg i Grindsted tikker et endeligt svar fra Miljøministeriet ind i mailboksen. Miljøminister Lea Wermelins pressesekretær skriver, at ministeren ikke ønsker at medvirke hverken skriftligt eller til interview. “Ministeren ikke har tid,” lyder meldingen igen. Ingen af vores spørgsmål til ministeren er blevet besvaret. Lea Wermelin har heller ikke svaret på Bjarne Hansens invitation.

Vi forlader Harboøre Tange. På vejen derfra kører vi ned ad den store vej, der fører os forbi den gamle Cheminova-fabrik. Lugten af fabrikken er den samme som sidst, vi var forbi med Bjarne Hansen og Caroline Castanie Bloch: sød og indtrængende. Der er vand til begge sider, men man kan næsten ikke se det i dag. Landskabet er klædt i en tung, næsten stillestående tåge. FMC Site Rønlands røde bygning, der på mange måder har ageret som et fyrtårn for området, er knap synlig. Et par enkelte skorstene kan tydes, hvis man kniber øjnene godt sammen. Men det er ikke helt til at se, hvad der ligger forude.

Bag lukkede døre på Christiansborg kører finanslovsforhandlingerne fortsat gennem november måned og ind i de første dage af december. Ingen af de meldinger, der slipper ud i pressen undervejs, giver nogen form for indikation om, hvorvidt SF’s forslag er i spil som del af forhandlingerne. Men uanset om politikerne ender med at beslutte, at tiden er kommet til at rydde op i generationsforureninger som Høfde 42 eller ej, så kommer de valg, der træffes på Slotsholmen i København, til at påvirke de mennesker, der bor og lever på egnen omkring Harboøre Tange. Det er stadig uvist, om lokalbefolkningen i en nær fremtid kan sætte endegyldigt punktum i sagen om forureningen ved Høfde 42.

Og så, tirsdag den 3. december, sker det. Iført blåt jakkesæt og rødprikket slips kan finansminister Nicolai Wammen præsentere den nye finanslov. Han kalder den “historisk grøn”, og finansloven trækker overskrifter med nøgleord som minimumsnormeringer og højere cigaretpriser.

Men sætningen om “det er en prioritet at håndtere og rense de store generationsforureninger” fra regeringens forståelsespapir er ikke at finde nogen steder i den 38 sider lange aftaletekst. Der er med andre ord ikke blevet afsat flere penge til at rydde op i de ni store forureninger – heller ikke den i sandet ved Høfde 42. De 40 millioner, som den tidligere regering har afsat til generationsforureninger, bliver dog videreført, men problemet er det samme som før: Det er langt fra det trecifrede millionbeløb, det tidligere er blevet vurderet, at en oprensning af alene Høfde 42 vil koste.

Det er ikke noget, der giver overskrifter i aviserne, at generationsforureninger ikke optræder i finanslovsaftalen. Efter alt at dømme er der ikke mange, der overhovedet opdager det. Men for en lille gruppe borgere i Vestjylland betyder det, at håbet om en snarlig afslutning efter mere end 50 år er forsvundet.

“Det ender godt.” Sådan sagde Rav-Aage til sin søn Bjarne, dengang han stadig var i live og selv kæmpede kampen mod generationsforureningen i sin hjemegn. I dag står de ord på muslingeskaller til salg i Ravmuseets butik, hvor Bjarne Hansen håber at kunne tilbringe mere tid, når hans miljøarbejde er afsluttet. Og det er ved at være nu. Det her er enden. Næsten.

“Vi havde troet, at det ville ske den her gang. Det er, som om generationsforureninger er gledet ud mellem linjerne,” siger Bjarne Hansen. Han har sammen med Caroline Castanie Bloch ikke opgivet håbet endeligt, men kommer generationsforureningerne ikke med på næste finanslov, så er det game over.

For nogle Harboøre-borgere betyder det ingenting, og for andre er det godt, at snakken om forureningen falder til ro. Og Christian Langer fik på sin vis, hvad han ønskede. I denne finanslov blev der fundet penge til minimumsnormeringer, så pengene blev på den måde brugt på vores børn og unge.

Klimaordfører for SF Signe Munk siger, at generationsforureningerne blev nævnt flere gange ved forhandlingsbordet, men at partiet vil forsøge igen til næste finanslov. Det kommende år planlægger miljøminister Lea Wermelin sammen med Danske Regioner at lave “en samlet plan for oprensning af generationsforureningerne”.

Indtil da venter miljøaktivisterne Bjarne Hansen, Caroline Castanie Bloch og Mads Johan Jensen med Cheminova-øjnene på den næste omgang forhandlinger på Slotsholmen. Bjarne Hansen siger, at han vil holde øje med politikerne lidt endnu. Lea Wermelin har stadig ikke svaret på hans invitation. De tidligere Cheminova-arbejdere Hanne Rønn Pedersen og Christian Langer fortsætter pensionisttilværelsen i Harboøre og arbejder videre på lokalarkivet med områdets historie.

I.C. Abildtrup bladrer stadig videre, når der er læserbreve om Høfde 42 i avisen – som han ikke kunne finde på at opsige, vil han lige understrege. Michael Madsen arbejder videre med sit hjerteblod Jyllandsakvariet og turismen i Thyborøn. Han håber, at også de gode historier om hjemegnen på et tidspunkt finder vej til landets aviser.