Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Andreas Mogensen skulle 400 kilometer væk fra Jorden for at “få en dybere forståelse for verden”. Han håber, det bliver lidt nemmere for dig

OVERBLIK“Vi tog ud for at opdage Månen, men der skete det, at vi opdagede Jorden i stedet,” siger Andreas Mogensen, som besøgte Den Internationale Rumstation i 2015. Foto: Asger Ladefoged, Ritzau Scanpix / Illustration: Maria Tran for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Er dit forhold til blomsterne i grøftekanten et andet, når du har været i rummet? Ja, siger Andreas Mogensen og andre astronauter, som er returneret fra det ydre rum med en nyvunden ærefrygt og beskyttertrang over for deres hjemplanet. Og der findes andre måder at opnå samme følelse på end at tage til Månen.

Andreas Mogensen havde en yndlingssyssel ude i rummet. Hver gang han kunne stjæle sig til det, typisk lige inden sengetid, satte han sig ud i Cupola, rumstationens udsigtskuppel med panorama over Jorden. Han gav sin fantasi frie tøjler og gik løs på tilværelsens store spørgsmål: Hvem er vi, hvad er vores plads i universet, den slags. Hans tanker var vægtløse ligesom hans krop. Foran ham hang hans hjemplanet som en blå perle i et uendeligt, sortglitrende univers. Så langt væk fremstod den smuk og skrøbelig, kun beskyttet af en tynd, blåglødende atmosfære, der lå som et tæppe omkring den. Det slog ham, hvor meget af Jorden der er dækket af vand. Det slog ham, at landegrænser er noget, vi mennesker har fundet på. At Jorden er ét sammenhængende økosystem af planter, dyr og mennesker, som alle er lavet af atomer og alle lever sammen i en hårfin balance.

Måske lyder det banalt, men ét er at vide det, noget andet er at erkende det. Når Andreas Mogensen sad i Cupola, forstod han den sammenhæng dybere, end han havde gjort før, og da han vendte tilbage til Jorden, var det med en ny følelse af samhørighed med sin hjemplanet.

Vi lever i en tid, hvor naturens balance er i fare for at tippe. En million dyre- og plantearter er truet af klimaforandringer og tab af biodiversitet. Det er de allerfleste af os godt klar over. Men det paradoksale er, at samtidig med at vi taler mere end nogensinde om klima, miljø og natur, så er vi ved at miste forbindelsen til den nære natur. Hver femte unge dansker tror, en rødspætte er en fugl. De fleste har forglemt, hvordan en forglemmigej ser ud. Det har vi de seneste uger sat fokus på her på Zetland. I en serie af artikler har vi spurgt, hvad vi mister, når vi mister sprog og viden om den natur, der omgiver os. For hvordan skal vi kunne beskytte naturen, hvis vi ikke kender til den? Hvordan skal vi kunne kere os om, at en art uddør, hvis vi ikke ved, hvad den hedder, og hvorfor den har værdi?

Men måske bør vi begynde et helt andet sted. Måske føler vi os i virkeligheden tættest på naturen, når vi er længst væk fra den. Måske handler det ikke om at zoome ind på det enkelte bøgeblad, men om at zoome ud. Helt ud.

UDSIGTAstronauten Franklin R. Chang-Diaz på arbejde i 400 kilometers højde. Foto: NASA

På 10. sal i Axel Towers, en skinnende, nyopført klynge af tårne over for Tivoli i København, ligger en fashionabel restaurant med vinduesvue over byen. Jeg tager elevatoren op. Energiselskabet Ørsted har inviteret medier og andet habitklædt godtfolk på det, de kalder Space Safari. Det er en virtual reality-sviptur til rummet, som skal gengive den følelse af samhørighed, som Andreas Mogensen og andre astronauter har følt.

Psykologer kalder det the overview effect eller overblikseffekten, en form for bevidsthedsskred, der sker inde i astronauter, når de ser deres hjemplanet fra det uendelige univers, en lille ensom cirkel på en grænseløs ren tavle. Flere har fortalt, at de returnerede fra rummet med en følelse af forbundethed og en stærk beskyttertrang over for Jorden. Eller sagt med månevandreren Edgar Mitchells ord: Der sker noget med dig derude. Du udvikler en øjeblikkelig global bevidsthed, en stærk utilfredshed med verdens tilstand og et tvingende behov for at gøre noget ved det.”

Andreas Mogensen er også her i restauranten. Han er en af de fire astronauter, der har lagt voice-over til Space Safari som virtuelle turistguider i rummet. Lige nu står han midt i restauranten i Buzz Lightyear-positur, med hænderne i siderne og let spredte ben, beige bukser, brune sko, blåternet skjorte, VR-briller på. Han har en bred kæbe, et drenget smil og kort, gråbrunt Tintin-hår. Jeg har læst et sted, at man altid kan mærke på folk, hvis de har været i rummet. En særlig aura, de skulle have. Andreas Mogensen står der nu bare, uden synlig stråleglans. Men så alligevel: Det er svært ikke at kigge på ham og tænke: Den fyr har været i rummet!

Var det ligesom den ægte vare?” bliver han spurgt, da han tager VR-brillerne af. Han svarer med et undvigende grin.

Der er gået fire år, siden Andreas Mogensen sad i Cupola og betragtede sin hjemplanet. Han tog også billeder deroppe, dem viser han nu i et slide show, som han løbende kommenterer, mens hans venstre hånd rasler med nøglerne i bukselommen. Der er billederne af de sjældne kæmpelyn, der skyder ud mod rummet i stedet for ind mod Jorden, og som han var heldig at fange over Indien en dag. Der er snapshottet af et skyfrit Darnmark, som han udtaler det med dybe, hellerupske a’er, ligesom Dronningen ville sige det.

Der er også billeder, som Andreas Mogensen ikke selv har taget. Et af dem er det ikoniske Earthrise, som er taget af Apollo 8-astronauten William Anders i 1968 og forestiller Jorden på vej op over Månen. Det var et fotografi, som ændrede verden. Ved at vende om på himmellegemernes hierarki vendte billedet op og ned på vores forståelse af Jordens plads i universet. Med ét billede sank det ind i den kollektive bevidsthed, at vi lever på en lille planet ud af mange i et uendeligt univers, og at vi skal være glade for, at den findes og fungerer.

Det var første gang, vi så overblikseffekten i funktion. Al Gore, der viste billedet i sin skelsættende klimadokumentar En ubekvem sandhed, har sagt, at Earthrise egenhændigt forandrede hele menneskehedens bevidsthed” og udhamrede den fundamentale sandhed, at vi deler en fælles hjemplanet, en fælles fremtid, en fælles skæbne”. Fire år senere kom det lige så ikoniske The Blue Marble, det første rumfoto, der viste Jorden i sin helhed. To tindrende billeder på Jordens sårbarhed, lidenhed og altings forbundethed, som blev emblemer for 1970’ernes gryende miljøbevægelse.

Vi tog ud for at opdage Månen, men der skete det, at vi opdagede Jorden i stedet,” siger Andreas Mogensen med et berømt William Anders-citat.

JORDOPGANGDet ikoniske ‘Earthrise’, som blev taget af Apollo 8-astronauten William Anders i 1968, og som blev en vækkelse for miljøbevægelsen. NASA

Der findes folk og foreninger, som arbejder for at udbrede overblikseffekten. De tror, at verden ville være et federe sted, at vi generelt ville passe lidt bedre på hinanden og kloden, hvis alle betragtede Jorden med astronautens blik. Man taler om et orbitalt perspektiv’, som basically går ud på at se tingene i en større sammenhæng og holde op med bekrige hinanden, hverken med ord eller atomvåben, fordi man føler sig forbundne. At være uselviske, dytte mindre ad hinanden i trafikken, tænke langsigtet, begrave de smålige stridsøkser og tro på, at vi kan skabe en bedre fremtid, hvis vi arbejder sammen. Kosmisk kærlighed, kort sagt.

Hvis du synes, det lyder højtravende, så er vi to. Men rumfart har altid været højtravende. Det har altid været drevet af store tanker, eksistentiel nysgerrighed, fremskridtstro og en søgen efter dybere mening. Fortalere for overblikseffekten ynder at citere Sokrates: Mennesket må stige op over Jorden hinsides toppen af atmosfæren – for først da vil han til fulde forstå den verden, hvori han lever.”

Så hvordan kan vi alle sammen få et orbitalt perspektiv? Det er trods alt ikke superrealistisk at sende hele klodens befolkning på ægte rumsafari inden for den overskuelige fremtid. Det er her, Ørsteds Space Safari kommer ind i billedet. Idéen er, at virtual reality kan imitere overblikseffekten og give os en flig af den oplevelse, Andreas Mogensen havde i Cupola. Og at dét kan inspirere os til at tage vare på vores planet. For eksempel, vil Ørsted så nok have os til at tænke og fred være med det, ved at bruge strøm fra deres vindmøller. Ørsted er ikke de første, der har fået den idé. Både organisationer og psykologer har peget på virtual reality som en mulig måde at mangfoldiggøre overblikseffekten, og der findes flere af den slags initiativer. I Holland har astronauten André Kuipers eksempelvis skabt SpaceBuzz, en raketformet, transportabel VR-biograf, hvor skolebørn kan opleve en simuleret overblikseffekt. Den ser ret sej ud.

“At være vægtløs er en næsten ubeskrivelig følelse af frihed. Det er det tætteste, vi mennesker kommer på at flyve. Det lyder måske mærkeligt, men det er en nærmest naturlig måde at være på, for det kræver ingen energi. Det er næsten ligesom at flyde på vand, bortset fra at der ikke engang er vandmodstand. Selv det mindste lille skub, og så flyver du frit ned gennem den 80 meter lange rumstation.”

– Andreas Mogensen

Andreas Mogensen har ikke set Jorden, sådan som Edgar Mitchell og de andre måneastronauter har set den. Den Internationale Rumstation, hvor danskeren tilbragte otte dage i 2015, kredser om Jorden i 400 kilometers højde. Månen er tusind gange længere væk, hvilket vil sige, at Jorden fremstår langt mindre derfra. Ifølge planen vil NASA i 2024 sende de første astronauter til Månen siden 1972, hvilket kan betyde, at en ny generation snart får deres eget Earthrise. Med lidt held kan Andreas Mogensen måske snige sig med. Han er i hvert fald en af fem ESA-astronauter, der står i kø til en rummission inden for de næste fem år.

Selv om vi bevæger os længere ud i rummet, vil vi altid have blikket rettet tilbage mod vores egen planet. Jorden er en del af rumfarten og rumforskningen, og det vil den altid være,” siger Andreas Mogensen.

Han er færdig med sit slide show. Jeg rejser mig og går hen til bordet med alle VR-brillerne, får udleveret et sæt, tager det på og vælger Andreas Mogensens voice-over. Ready for takeoff.

Min rumrejse begynder i den nære natur. Omkranset af sø og træer. Og nej, jeg ved ikke hvilke træer – jeg fik 12 ud af 20 rigtige i Zetlands naturquiz, og udelukkende fordi min kone hjalp mig. Nu forsvinder Jorden under mig. Jeg bliver skudt opad, op over træerne og horisonten, op over skyerne og atmosfæren og videre ud i det uendelige.

Lad os stoppe her et øjeblik,” siger Andreas Mogensen i mit øre. Jeg ser mig omkring, jeg ser stjerner i tusindvis, Mælkevejens spiral, Månen, Solen og, midt i det hele, Jorden, en blå marmorkugle i mørket.

Første gang jeg så Jorden udefra, gik det op for mig, at alt og alle er tæt forbundet på denne lille, skrøbelige og smukke blå kugle,” siger han. Jeg følte mig ansvarlig for vores hjem, for alt det liv, som Jorden understøtter. Og den følelse er blevet hos mig lige siden.”

Et par minutter senere er det overstået. Det gik stærkt. Jeg tager brillerne af og finder fodfæste i restauranten.

Efter min VR-rumrejse sætter jeg mig sammen med Andreas Mogensen, lidt væk fra det hele. Astronauten drikker kaffe og spiser en basse. Hvordan burde jeg have det lige nu, hvis det virkede?” spørger jeg. Han lukker et grin ud.

Jamen altså,” begynder han. For mig var det jo heller ikke, som om nogen pludselig tændte for en kontakt inde i mit hoved.”

Det er ellers præcis sådan, mange andre astronauter har beskrevet overblikseffekten. Som en pludselig åbenbaring, et bevidsthedsudvidende stof, hvis virkning sætter ind fra det ene sekund til det næste. Psykologer har sammenlignet det med stærke, selvoverskridende oplevelser såsom spirituelle vækkelser og religiøse ritualer, og nogle astronauter er vendt hjem som nykristne prædikanter og transcendentale meditationsudøvere. Sådan føltes det ikke for Andreas Mogensen. Jeg er nok for videnskabeligt anlagt,” siger han med et skævt smil.

Den danske astronaut kom ikke tilbage som et nyt menneske. For ham var rumrejsen et af mange bidrag – omend et vægtigt et – til hans akkumulerede livserfaringer. Han sammenligner det med, da han som studerende brugte sommerferierne på at blaffe som rygsækrejsende i Afrika og Sydamerika.

Efter sådan en dannelsesrejse har man en lidt større forståelse for andre lande, samfund, sprog og kulturer. Og når man rejser ud i rummet og oplever the overview effect … man får bare en lidt dybere forståelse for verden. Man får det indtryk, at vi alle sammen først og fremmest er jordboere, og at hvis vi bare kunne lære at leve side om side i fred og fordragelighed, ville langt størstedelen af vores problemer forsvinde.”

Han ser hen for sig. Sidder lidt. I vinduet bag ham rager Rådhustårnet op.

Det er naturligt,” siger han, at man fokuserer på sin dagligdags udfordringer og det lokalområde, man indgår i. Men at tage et skridt tilbage og kigge ned på det hele er noget, jeg tror, de fleste mennesker vil blive påvirket af.”

Selv håber Andreas Mogensen snart at komme af sted og se det hele igen. Måske endda fra Månen denne gang, hvem ved. Men hvad så med alle os andre? Skal vi sende vores politikere til Månen? Skal vi begynde at spare op til rumturistferien, eller kan virtual reality bringe os tæt nok på? Kan vi få det fulde overblik nede fra Jorden?

Vi kunne jo, siger astronauten, begynde med at gå i biffen. Hvis du går ind og ser en film som Gravity, så er det så tæt på at se Jorden fra rummet, som man kan komme,” siger han om filmen fra 2013, hvor Sandra Bullocks astronaut bliver vædret af et stykke vildfarent rumskrot og må finde tilbage til Jorden på egen hånd. Det er ikke en af mine yndlingsrumfilm, men det visuelle er virkelig, virkelig flot.”

Det udvikler sig til en – i betragtning af at jeg kun har fået bevilget 25 minutters interview – uforholdsmæssigt lang snak om rumfilm. Andreas Mogensen kan lide The Martian (“især bogen”), som handler om en gut, der strander på Mars i halvandet år og lever af kartofler dyrket i egen afføring. Danskeren er spændt på, om vi får etableret en selvforsynende koloni på den røde planet i hans levetid. Han kan også godt lide Interstellar, som han udtaler endnu mere ærkeamerikansk end den texanske hovedrolleindehaver Matthew McConaughey. Jeg spørger, om det ikke irriterer ham som den videnskabens mand, han er, at den bliver så spacy til sidst, hvor McConaughey opdager en femte dimension, der gør det muligt at rejse gennem tid. Det gør det ikke.

Jeg har ikke noget imod, at det er lidt sci-fi-agtigt, for hvem ved alligevel, hvilke oplevelser der venter os i fremtiden,” siger han. Han læner sig tilbage i stolen og kigger mig i øjnene.

Vi mennesker har en idé om, at vi har regnet det hele ud. For 100 år siden sagde man, at fysik var en død videnskab. Vi vidste stort set alt, hvad der var at vide. Og så inden for 10-15 år kom Einstein med relativitetsteorien, og Niels Bohr med kvantemekanikken og atommodellen. Vi har det ligesådan i dag. Vi går og tror, at vi har helt styr på big bang og universet. Men jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi om 100 år sad med en helt anden forståelse for vores verden.”

En kommunikationsmand i jakkesæt kommer hen og afbryder os. Astronauten skal videre i sit pakkede program. Vi rejser os og giver hinanden hånden. På vej ud spejder jeg ud ad vinduet og ned på fodgængerne, der flytter sig rundt på gaden ti etager under mig, uskelnelige fra hinanden, som små brikker på en stor spilleplade, de ikke kan se. Jeg tager elevatoren tilbage ned til Jorden.

Har du lyst til at mødes med andre medlemmer for at tale om de artikler, du læser på Zetland? Vi er ved at undersøge, hvordan vi kan skabe et slags ansigt til ansigt-bidragsspor. Så:

Den 5. november inviterer Zetland-medlem Frederik Svinth til en samtale om, hvorfor det er sværere som voksen at få nye venner. Den samtale finder sted i Ebeltoft. Læs mere her.

Og samme dag er Heidi Herbst Vick vært for en Zetland Samtale om opdragelse og modet til at turde være tro mod egne værdier i opdragelsen. Samtalen foregår på café Krejl & Kaffe i København. Se mere her.

Og hvis du vil vide mere om Zetland Samtaler, så tryk her.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: