CO2-støvsugere kan sætte klimakrisen på pause. Vi har besøgt den mest lovende af slagsen

ALLESTEDSNÆRVÆRENDEMængden af CO2 er grundlæggende ligeligt koncentreret i luften overalt, så Climeworks og konkurrenternes CO2-støvsugere fungerer lige godt, uanset placering. Foto: Véronique Hoegger

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

For at tøjle klimaforandringerne skal vi kvitte de fossile brændstoffer og trække drivhusgasser ned fra luften. På et tag i Schweiz beviser et sæt forvoksede tørretumblere, at manøvren faktisk lader sig gøre. Men brugen af CO2-støvsugere åbner ifølge kritikerne også op for en glidebane. Den muliggør paradoksalt nok mere udvinding af olie og gas.

Med et smil på læben står ingeniøren Jan Hildenbeutel en onsdag aften i udkanten af byen Hinwil små 30 kilometer sydøst for Zürich i Schweiz. Han befinder sig foran indgangen til Kezo, det lokale forbrændingsanlæg. I par eller enkeltvis trisser flere og flere mennesker ham i møde. Jan Hildenbeutel rækker sin hånd ud, hilser og byder velkommen. Iklædt stonewashed sorte jeans, en klassisk Fjällräven G1000 Greenland-vinterparka, et blåsort partisanhalstørklæde og en Mammut-vandrerygsæk ligner Jan Hildenbeutel lederen for en flok fritidsornitologer på vej ud i skumringen for at se, om de kan spotte en sjælden fugl på de nærliggende, skovklædte småbjerge Pfannenstiel og Adlisberg. Men det er faktisk oppe på toppen af forbrændingsanlægget, at sjældenheden, der har trukket folk hertil, befinder sig. På taget troner et anlæg, der suger CO2 ud af luften. Verdenshistoriens første kommercielt drevne af slagsen.

Ifølge FNs klimapanel er det, der sker på taget i Hinwil, mere end en løsning. Det er en nødvendighed. I klimapanelets skelsættende 1,5-graders-rapport fra 2018 er der skitseret fire hovedscenarier for, hvordan vi kan begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader. Samtlige fire fordrer et skift til et drivhusgasneutralt samfund. Det er i sig selv svært. Men samtlige fire scenarier indebærer også, at vi på en eller anden måde fjerner kuldioxid fra atmosfæren. Vi skal altså også overgå til et samfund, der i perioder fungerer drivhusgasnegativt. Nogen skal hitte på en kommercielt bæredygtig teknologi, som i dette århundrede fjerner og permanent begraver mere end 730 tusind milliarder tons CO2.

Selve processen med at trække CO2en ned og lagre den kaldes i fagtermer for direct air capture storage (DACS). Den mængde, der skal hives ned, de 730 tusind milliarder tons CO2, svarer til al CO2 udledt af USA, Storbritannien, Tyskland og Kina tilsammen siden den industrielle revolution. En svimlende stor mængde – men første bitte mundfuld er trukket ned via dette anlæg placeret i Hinwil.

SÅ HVORDAN LØSER VI KLIMAKRISEN?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel er del af en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.

Firmaet bag det banebrydende anlæg hedder Climeworks. Det beskæftiger 70 mennesker og har hovedsæde i Zürich. Over 2.300 tons CO2 har deres anlæg siden starten i maj 2017 trukket ned fra atmosfæren, og det er kun begyndelsen. Climeworks’ ambition er, at de i 2025 er i stand til at opsuge en procent af klodens aktuelle årlige CO2-udledninger – hvis altså selskabets forretningsplan holder.

Den plan og den bagvedliggende teknologi kan alle troppe op og høre om den sidste onsdag hver måned. Det er derfor, vi er her – jeg og 11 andre. Blandt andet et ungt amerikansk kærestepar, som læste om Climeworks i en artikel i The New York Times og blev så nysgerrige, at de måtte se stedet med egne øjne på en i forvejen planlagt tur til Schweiz. En dame, der arbejder med marketing, fra Frankrig. Og så en del midaldrende østrigere.

BOLVÆRK ELLER BLÆNDVÆRKClimeworks håber at indfange en procent CO2 om året fra 2025. Det vil kræve 750.000 af selskabets moduler. Et teknologisk fix, ifølge nogle. En fortrængning af klimakrisens dybere årsager, ifølge andre. Foto: Véronique Hoegger

I dag står Jan Hildenbeutel, som har titlen seniorprocesudviklingsingeniør, for rundvisningen. Det sker i selskab med Anna Ahn, kommunikationsleder. Og man skal ikke have været i selskab med de to personer længe, før man fornemmer, at her er to inkarnerede idealister. Anna Ahns stemme får en umiskendelig klang af indignation, når hun leder snakken hen på detaljerne i det samfundsøkonomiske svære regnestykke, det er at prissætte de såkaldte negative eksternaliteter ved afbrændingen af fossile brændstoffer.

For Jan Hildenbeutels vedkommende arbejdede han i sine unge år som ambulancefører. Han opdagede, at et af de vigtigste parametre for at redde en patient ofte var tiden til og fra et ulykkessted. Særligt vigtig var evnen til at sørge for en god logistik, reagere på uforudsete ting bag rattet og aflæse de komplekse trafikale mønstre, som gør, at man lige kan nå de afgørende få sekunder hurtigere frem. Parallellen mellem ambulancekørslen og Hildenbeutels nuværende job ligger snublende nær. I dag skal han sørge for at styre uden om uforudsete problemer og raskt opskalere og forene ønskerne fra selskabets arkitekter, kemikere og andre ansatte i bestræbelserne på at udrulle CO2-støvsugere i stor skala for første gang i verdenshistorien.

Og nej, det er ikke, fordi jeg er særlig idealistisk,” siger Jan Hildenbeutel og snupper adjektivet ud af min mund, før jeg når at nævne det.

Han er uddannet diplomingeniør fra Institut für Thermodynamik der Luft- und Raumfahrt fra universitetet i Stuttgart og har adskillige udmærkelser og priser for sine gasprojekter på sit cv. De førte ham op i ledende stillinger for en af klodens største producenter af køleelementer og forbrugere af gas. For 1,3 år siden skiftede han til Climeworks.

Jeg var glad for mit gamle arbejde, men jeg ville først og fremmest gerne prøve noget nyt. Hvordan det er at arbejde i et mindre firma,” fortæller han.

Noget andet spøgte dog også i baghovedet på Jan Hildenbeutel. Han var ved at gro en kende træt af den voksende apati, der stak sit opgivende fjæs frem i mediernes dækning af klimakrisen. Med sin baggrund vidste Jan Hildenbeutel, at der fandtes masser af løsninger.

De løsninger skal da vises frem!” siger Jan Hildenbeutel og tilføjer efter to sekunders betænksomhed. Ja, de skal selvfølgelig også udbredes og tages i brug, hvilket jeg jo så arbejder på at gøre. Lige nu gælder det lagringen af CO2 i Islands klipper og om at få produktionen af drivhusgasneutralt brændstof i Rotterdams lufthavn op at køre.”

Og her skal vi nok lige stoppe op et øjeblik. For hvordan kan CO2en fra luften pludselig blive forbundet med flybrændstof eller undergrunden i Island? Før vi kan forstå det, skal vi op på taget af forbrændingsanlægget i Hinwil. Flokken deler sig op i to grupper – en til de tysktalende, en til de engelsktalende.

Kom med!” lyder det friskt fra Anna Ahn.

DET’ IK’ BARE GASJan Hildenbeutels arbejdsliv koncentrerer sig om gasarter. Før brugte han dem. Nu indfanger han dem. Foto: Véronique Hoegger

Vi skridter ind i forbrændingsanlægget. Forbi kontrolanlægget, hvor en ansat har blikket sat på uendeligt ud for de blinkende lamper og paneler, der angiver varme- og strømproduktionen fra afbrændingen af affald og resttræ. En svag, knitrende buldren fra de aktive kedler gennemstrømmer bygningen. Anna Ahn åbner en industrielevator. Den skyder os 20 meter op uden at standse. Vi vakler tøvende ud på et trappegitter, der leder ud til en platform fyldt op af industrianlæg med tanke forbundet med en tætpakket sammenblanding af blanke, knirkende rørsystemer i alle størrelser stikkende ud i alle retninger..

Anna Ahn tager teten. Adræt og iført et par sorte Converse All Stars gelejder hun os gennem rørlabyrinten. Op og ned. Til siden. Vi ender ved kanten. Ved en postkort-betagende udsigt. Solen er ved at glide ned over Alperne. Dens sidste stråler bliver reflekteret som et flammehav i taget fra et industrielt drivhus nede på en mark cirka 200 meter væk. Og bag os står de så og brummer sagte: CO2-støvsugerne. Klodens første anlæg, der trækker tonsvis af CO2 ud af himmelhvælvingens alt for tykke tæppe af drivhusgasser.

I alt 18 moduler, stablet i 3 rækker af 6, suger CO2 ind i sig. Prisen for at bygge og opstille dem er en forretningshemmelighed, men vi taler om en sum et stykke over 20 millioner kroner. Den største driftsudgift er strømforbruget, hvorfor prisen for at fjerne et ton CO2 ligger på omkring 3.380 kroner. Selve modulerne minder udseendemæssigt mest om et sæt forvoksede tørretumblere med en ekstra stor snude af en ventilationsskakt. Men tag ikke fejl af det klodsede ydre. Anlægget suger 900 tons CO2 ud af luften om året. Et enkelt modul opsuger på et år en mængde CO2 svarende til det gennemsnitlige årlige CO2-optag fra 2.000 træer. I teorien står der altså 36.000 træer på taget. På et areal på størrelse med en badmintonbane.

Det lille arealaftryk er teknologiens helt store styrke, og det er vel at mærke allerførste version af Climeworks’ CO2-støvsugere. De kommende, opdaterede versioner forventes at blive mindre i omfang og mere effektive. Modulopbygningen betyder, at Climeworks kan placere deres moduler stort set alle steder. Selskabet er desuden i stand til at opskalere eller nedskalere CO2-indfangningen efter en kundes behov. 20, 200 elller 2.000 CO2-støvsugere på et tag eller andet ledigt areal. Alt er muligt, så længe en strømkilde er til stede.

Jeg er sygt misundelig,” har David Keith, professor i ingeniørvidenskab og fysik ved Harvard University og klodens muligvis førende ekspert i CO2-støvsugning, udtalt i 2019 til The New York Times Magazine. Det er, fordi de anvender et modulært design, og det gør vi ikke.”

STRØMSLUGERSkal Climeworks’ CO2-støvsugere fjerne en procent C02 om året fra 2025, vil energiforbruget ligge på det, der svarer til 675 terawatt-timer. Danmark bruger (og producerer) til sammenligning cirka 35 terawatt-timer årligt. Foto: Véronique Hoegger

David Keith er udover sit virke som professor ved Harvard University grundlægger af og bestyrelsesmedlem hos konkurrenten Carbon Engineering. De vil trække CO2 ned via en slags fabrikker påmonteret vifter. En anderledes udformning end Climeworks’ CO2-støvsugning her på taget, som fungerer ved hjælp af luftfiltre inde i modulerne. De indsuger CO2 direkte fra luften. Ilt, kvælstof og andre bestanddele fra luften passerer igennem. Drivhusgassen fanges inde i dette filter. Via nøje analyserede intervaller af varmeudbrud på 100 grader frigives CO2en igen og den opsamles i koncentreret form i en tank.

Den bagvedliggende teknik har vi faktisk kendt til siden 1950’erne. Besætningen i ubåde – og senere hen også astronauter i rumskibe  – fjernede CO2 fra luften i kabinerne med såkaldte skrubbere. Metalringe fyldt med aminer, som er en kemisk forbindelse afledt af ammoniak, og som absorberer CO2 ved varme temperaturer. Dermed undgik de at dø af kulilteforgiftning. Stifterne af Climeworks, de to direktører, ingeniører og tidligere studiekammerater Christoph Gebald og Jan Wurzbacher, har grundlæggende bare’ optimeret skrubberteknikken.

Og hvem er så villig til at betale for at få et ton eller mere CO2 opsamlet? Jo, der findes i forvejen et verdensmarked for handel med CO2. Omkring seks millioner tons CO2 bliver årligt handlet og produceret ved energibelastende kemiske processer eller som affaldsprodukt fra produktionen af fossile brændstoffer.

Aftagerne er eksempelvis drivhuse, og det er det, vi ser her i Hinwil. Et over 200 meter langt rørsystem leder CO2en ned fra taget og videre gennem et rørsystem på en græsmark for så at blive pumpet ind i det tilstødende drivhus – det, som lige nu spejler aftensolen. CO2en øger væksten af tomater, auberginer og vårsalat med 20 procent. Grøntsagsproducenten aftager CO2en til gældende markedspris og kan markedsføre grøntsagerne som ekstra klimavenlige.

Den resterende CO2, som overstiger drivhusets forbrug, kan benyttes af læskedrikindustrien – og det er, hvad den schweiziske afdeling af Coca-Cola gør med den CO2, der samles i en buttet tank for foden af forbrændingsanlægget. En lastbil henter tanken et par gange om måneden. CO2en føjer den schweiziske afdeling af Coca-Cola til et særligt mærke af mineralvand, som så får den boblende, kildrende fornemmelse på tungen fra kuldioxidboblerne – og som ligeledes markedsføres som et ekstra grønt produkt.

Bonusinfo. I 2018 opstod der ligefrem mangel på CO2 i levnedsmiddelindustrien. Større bryggerier såsom Heineken rationerede brugen af drivhusgassen til udvalgte drikke.

Men med et markedsbehov på omkring seks millioner tons CO2 årligt er efterspørgslen fra samtlige drivhuse og læskedrikproducenter utilstrækkelig til at opfylde Climeworks’ ambitioner om klimagavn og kommercialisering i storskalaformat. Selskabet forsøger i stedet at udbrede deres teknologi via to helt nye markeder.

Vi satser på at fremstille drivhusgasneutralt brændstof og blive en af de billigste muligheder, hvis man er et firma forpligtet til at reducere sine udledninger eller kompensere for et højt klimaaftryk,” siger Anna Ahn.

Her skal du nok justere din forståelse af CO2. Normalt opfatter vi jo denne drivhusgas som et stykke affaldsprodukt fra afbrændingen af fossile brændstoffer. En gas, som er en belastning, der grundlæggende burde være mindre af – specielt oppe i atmosfæren. Men CO2 kan lige så vel betragtes som en ressource, når man har den isoleret. Climeworks har etableret flere samarbejder med selskaber, der mener at kunne udnytte CO2en. Et samarbejde er med den tyske bilproducent Audi. På et forsøgsanlæg i Dresden fremstiller Audi og Climeworks syntetisk drivhusgasneutralt brændstof.

Processen drives af energi via solceller og vindmøller til at skabe højtemperaturer, hvor brint og ilt adskilles ved elektrolyse. Det er den såkaldte Fischer-Tropsch-proces, der er en ganske velafprøvet kemisk proces helt tilbage fra 1923. Ilten frigøres til atmosfæren, mens brinten tilføres en reaktor, hvor den blandes med det indfangede CO2 og danner en særligt langformet kulbrinte kaldet for blåt brændstof. Prop det drivhusgasneutrale brændstof i tanken på en bil, og den kan suse derudad. Den daglige produktion rækker dog kun til 160 liter. Men ifølge Audi er der intet til hinder for at skalere produktionen op. Især fordi effektiviteten af den samlede proces ifølge den tyske bilproducent er meget høj” – omkring 70 procent.

Climeworks indgår også i et konsortium med lufthavnen i Rotterdam, elektrolysefirmaet Sunfire og flyselskabet Transavia. Climeworks’ moduler leverer CO2en. Solceller på tagene i lufthavnen leverer energien til at drive elektrolysen. Resultatet er en forventet daglig produktion af 1.000 liter drivhusgasneutralt flybrændstof. Det er klodens første kommercielle produktion af flybrændstof på baggrund af CO2. 1.000 liter rækker dog kun til en omtrent fem minutter kort flyvetur med en Boeing 747, men hvis metoden kan opskaleres, kan teknikken måske på sigt være med til at løse problemet med, at moderne batterier stadig er alt for tunge og har for ringe energitæthed til at drive et gennemsnitligt rutefly.

Fælles for alle disse forretningstiltag, hvad enten det handler om at bruge den indfangede CO2 til at producere auberginer eller Audi-brændstof, er, at der er tale om en drivhusgasneutral proces. CO2 bliver indfanget fra luften, brugt i et produkt og udledt til atmosfæren igen. Atmosfærens for store indhold af drivhusgassen CO2 bliver ikke øget – men heller ikke forbedret.

I tilfældet med det drivhusgasneutrale brændstof er det nu alligevel særdeles godt, men Climeworks’ langsigtede ambitioner rækker videre. De vil være med til at løse det grundlæggende problem bag klimakrisen. En betydelig del af atmosfærens alt for høje indhold af CO2 skal trækkes ned og lagres for bestandigt. Og Climeworks’ aktuelt bedste bud på hvordan findes i Islands undergrund.

I samarbejde med et geotermisk anlæg 30 kilometer øst for hovedstaden Reykjavík er Climeworks begyndt at deponere CO2 permanent i islandske basaltsten. Elektriciteten fra det geotermiske anlæg driver Climeworks’ maskiner, og den indfangede CO2 mikses med varmt vand fra det geotermiske anlæg dybt nede i undergrunden. Gennem en naturlig proces reagerer 95 procent af CO2en med bjergarten basalt. Drivhusgassen forvandles til sten. For altid. Og du kan sådan set være med til at betale for det – på abonnementsbasis. For 336 kroner om måneden kan man begrave, hvad der svarer til de årlige rejserelaterede udledninger fra en gennemsnitlig rejsende. Det er klodens første individuelle, kommercielle Direct Air Capture Storage-løsning til alle dem, som måtte være interesseret i at betale for en CO2-aflad.

Interessen for abonnementer og individuelle køb har været overvældende,” siger Anna Ahn.

ET LUKKET KREDSLØBAnna Ahn beretter om produktionen af drivhusgasneutralt flybrændstof via selskabets CO2-støvsugermoduler. I baggrunden aner du drivhuset, som modtager CO2’en suget ind fra toppen af forbrændingsanlægget. Foto: Mads Nyvold for Zetland

Climeworks var de første til at bringe CO2-støvsugere i kommerciel drift, men tre andre spillere prøver også at få fodfæste på det gryende marked. Der er David Keith og hans canadiske Carbon Engineering-fabrikker, som efter hensigten skal suge en million tons CO2 per fabrik ud af atmosfæren om året ved hjælp af vifter, der trækker CO2en ind gennem en væske og lagrer den som calciumkarbonat. Carbon Engineering hævder, at de inden for få år er i stand til at gøre det til en pris på under 674 kroner for et ton CO2. Der er også amerikanske Global Thermostat, som markedsfører sig som klodens billigste og satser på at være i stand til at opsuge et ton CO2 til en pris på 337 kroner per ton. Deres forretningsmodel beror på lavere driftsudgifter på grund af en teknologi, der bruger overskudsvarme fra industriprocesser og kræver mindre varme til at udskille CO2en.

Seneste medlem af støvsugerklubben er irske Silicon Kingdom Holdings, som har sat sig for at kommercialisere en teknologi udviklet af en af feltets absolutte pionerer, professor Klaus Lackner fra Arizona State University. Modsat konkurrenterne kræver Lackners teknologi ikke, at luften suges ind af store ventilatorblade. Silicon Kingdom Holdings udnytter i stedet vindens kræfter. Det gør deres metode langt mindre energikrævende og derfor, siger Lackner, billigere. Silicon Kingdom Holdings forventer en pris et godt stykke under 674 kroner”.

Climeworks er mere konservative i deres skøn. Målet er gradvist at gå fra de aktuelle 3.380 kroner per ton ned til 1.349 kroner per ton i 2024, og senere, omkring 2030, at ryge under 674 kroner. Men selskabet erklærer åbent, at ønskeprisen afhænger af flere faktorer, der skal falde i hak, såsom stordriftsfordele, fortsatte fald i prisen for strøm produceret af vedvarende energikilder, forbedrede materialer og teknologiske fremskridt. Og her bevæger vi os så langsomt ind i hjertet af direct air capture og CO2-støvsugning: Det rummer både potentialet til at kunne være et bolværk, der stopper accelerationen af klimaforandringerne – og det stik modsatte.

CO2-støvsugning er nemlig et tveægget teknologisk sværd. Dilemmaet opstår, fordi privatpersoners lyst til at finansiere oprydningen af CO2-affaldet intet rykker i det store billede. Erhvervslivet skal også med på vognen, og det er her, de gode hensigter kan få negative konsekvenser. For når det gælder om at holde gang i en forretning, hvis gesjæft det er at trække CO2 ud af atmosfæren, kæmper Climeworks, Carbon Engineering, Global Thermosat og Silicon Kingdom Holdings alle med samme kommercielle udfordring for at få en sort bundlinje. De skal tiltrække tilstrækkeligt med købere. Her er der kun to forretningsmodeller, og begge præsenterer nogle problemer.

1. Produktion af grønt brændstof

Climeworks har bevist, at det er teknisk muligt at anvende fangst af CO2 til produktion af drivhusgasneutralt brændstof. Skal det produkt være profitabelt, skal det grundlæggende være et tilstrækkeligt interessant kommercielt alternativ til fossile brændstoffer – enten på grund af en konkurrencedygtig pris eller på grund af muligheden for et bæredygtigt markedsførings-payoff. Begge ting er uvisse.

2. Et billigere alternativ end CO2-bøder

Og her bevæger firmaerne sig ud i ingenmandsland. Ingen i verdenshistorien har før forsøgt at sælge den service. Med god grund. At udlede og belaste atmosfæren med CO2 har indtil nu grundlæggende været gratis. Der har altså ikke været nogen som helst efterspørgsel fra det frie marked på CO2-støvsugning. Det er ved at ændre sig langsomt. Inden for de seneste 20 år har lande, delstater og unioner såsom Canada, Californien og EU indført forskellige typer af CO2-bøder. Hensigten med dem er at motivere firmaerne til at udlede færre drivhusgasser. Fejler et firma med hensyn til at udlede mindre CO2, vanker der en bøde eller afgift. Dette politiske tiltag kan så omvendt motivere firmaer til at betale for Climeworks’ CO2-deponering som en billigere udvej.

Det vil sige, at hvis et firma eksempelvis udleder 100 millioner tons for meget CO2 gennem sin drift og har udsigt til en bøde fra myndighederne, kan firmaet undgå bøden ved at vise, at det på anden vis har sørget for at bidrage til færre drivhusgasser. Eksempelvis ved at have betalt for en CO2-støvsuger, der har fjernet 100 millioner tons CO2. Men dette alternativ til at betale for bøden er jo kun økonomisk attraktivt, så længe CO2-støvsugningen er et billigere alternativ end bøden.

Og her opstår der en hovedpine. Det ældste og mest omfattende af disse CO2-bødesystemer findes her i Europa. Bøvlet ved det system er bare, at det i mange år slet ikke har virket afskrækkende. Bøden for at svine med et ton CO2-udledning har i årevis været meget lav. På sit laveste niveau har bøden været nede på 36 kroner. Et firma har altså kunnet tillade sig at svine med et ton CO2 for prisen på en caffe latte. Den højeste pris for udledning af et ton CO2 nogensinde registreret er 215 kroner. Til sammenligning melder CO2-støvsugerklubben ud om priser, der er 2,5 gange dyre for at få fjernet et tilsvarende ton CO2.

Der er altså et stykke vej endnu, før CO2-støvsugerne fra Climeworks eller dets konkurrenter udgør et billigere CO2-afladsalternativ til at hoste op med en bøde. Men det er ikke umuligt at dette vendepunkt indtræffer. Alle lande skruer løbende op for bøderne for CO2-forurening. Alt imens falder udgifterne for CO2-støvsugning løbende. Så et kommercielt vendepunkt er ikke urealistisk. Og det er vel at mærke også et vendepunkt, som FNs klimaforskere indirekte i deres rapporter forventer vil ske.

Et helt nyt marked er altså ved at åbenbare sig. Det tiltrækker også i stigende grad investorer.

Bonusinfo. Et enkelt af Climeworks’ moduler opfanger årligt en mængde CO2 svarende til mængden fra 250 gennemsnitlige bilers udledninger.

Og nu er vi så ved forklaringen på, hvorfor CO2-støvsugning kan være et tveægget sværd. Det bliver klart, når man ser på, hvem investorerne er: Bill Gates var en af de første til at sætte penge i canadiske Carbon Engineering. To af de seneste investorer tæller fossilfirmaerne Occidental Petroleum og Chevron, der har smidt 460 millioner kroner i støtte. Amerikanske Global Thermostat indgik i sommeren 2019 et samarbejde med oliegiganten ExxonMobil om at skalere teknologien op.

Kritikerne peger på, det næppe er tilfældigt, at mange af investorerne og samarbejdspartnerne i den spirende DAC-industri er olie- og gasselskaber. Selskaber, som har en økonomisk interesse i at holde gang i udvindingen og forbruget af olie og gas i længst mulig tid. Ved at kontrollere udrulningen af syntetiske drivhusgasneutrale brændstoffer kan et fossilt energiselskab påvirke forsyningsbalancen. Fossilfirmaerne har desuden selv gavn af opmagasineret CO2. De anvender CO2en i en proces kaldet for enhanced oil recovery”. Drivhusgassen pumpes ned i næsten udtømte borefelter. Presset fra CO2en gør, at de sidste ellers utilgængelige lommer af olie og gas rives løs og nu kan udvindes. Hvis CO2-støvsugning bruges til det formål, medvirker det altså direkte til, at udvindingen af fossile brændstoffer bliver holdt i gang længere end hidtil muligt.

Climeworks har indtil videre valgt at holde sin idealistiske fane højt. Selskabet lægger ikke skjul på, at det er vanskeligt at få forretningen til at løbe rundt i disse år, men schweizerne har samtidig udmeldt, at de ikke vil indgå i nogen partnerskaber med fossile energiselskaber. At deres konkurrenter så får lettere ved at tiltrække millioner af kroner fra investorer, er bare et onde, som Climeworks må leve med, fortæller Anna Ahn på toppen af forbrændingsanlægget i Hinwil. Her bliver en spørgerunde afbrudt. En askegrå sky er drevet ind over alpelandskabet. Den medbringer en arrig portion styrtregn. Flokken må skynde sig i læ. Anna Ahn taler videre på vej derhen.

Uanset finansielle forskelligheder ønsker vi, at der er flere konkurrenter på området. Det vil under alle omstændigheder fremskynde udviklingen og højne forståelsen for større offentlig økonomisk støtte,” siger Anna Ahn i småløb hen mod elevatoren. Hun trykker på knappen og tilføjer: Og der er jo masser af CO2 at tage af og konkurrere om.”

PLADSBESPARENDEHvis vi vil fjerne 8 gigatons CO2 om året (menneskelige aktiviteter udleder aktuelt 52 gigatons om året), træder de arealmæssige forskelle mellem forskellige måder at hive CO2 ned for alvor frem. Skovrejsning vil kræve mere end halvdelen af Europa. Climeworks’ moduler vil lægge beslag på et areal svarende til halvdelen af Jylland. Foto: Véronique Hoegger

Under hele rundvisningen har Anna Ahn båret rundt på en planche med teksten How to keep global warming below 1,5 degrees”. Hun understreger, at selskabets teknologi under ingen omstændigheder må blive betragtet som et bekvemt teknologisk fix, som politikerne fæstner al for stor tiltro til. Et fripas, der gør det unødvendigt at skære i udledningerne og tillader en klimapolitisk omgang laissez faire. Den risiko findes i høj grad, og det er Anna Ahn meget lidt interesseret i skal ske. Hun når at sige det tre gange, før turen er slut.

For at leve op til klodens klimamål er det ikke længere et spørgsmål om enten-eller. Vi er nødt til både at mindske drivhusgasudledningerne og fjerne CO2 fra atmosfæren. Og meget tyder på, at vi får brug for at udfolde Direct Air Capture Storage i storskalaformat i de kommende årtier, og at vi derfor er nødt til at begynde med at skalere teknologien op allerede i dag.”

Det er en konklusion, som FNs klimapanel også er nået frem til. Muligheden for at bruge alle teknologier er for længst blevet noget, som diskuteres seriøst af klimaforskere og indgår i FNs klimapanels rapporter. I et eller andet omfang og på en eller anden måde kommer vi ikke uden om, at vi skal fjerne kuldioxid fra atmosfæren. Indgrebet understreger, at klimaforandringerne er så alvorlig en sag, at vi ikke kan tillade os at afvise noget på forhånd. Der kan ende med at blive brug for alt, hvad der kan hjælpe os med at holde temperaturstigningerne under kontrol.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: