Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Klimatopmødets første uge gav os mindst tre gode nyheder og én dårlig

Topmødet i Glasgow har budt på en stribe gode nyheder, men ikke det helt store ryk, som mange havde håbet på.

Foto: Pool / Reuters / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


5. november 2021
10 min.

I dagene før det store, længe ventede klimatopmøde COP26 i Skotland forsøgte værten, den britiske premierminister Boris Johnson, at sænke forventningerne bare en lille smule. Få dage inden topmødets begyndelse havde Johnson indbudt en gruppe skolebørn til en særlig børnepressekonference, og her luftede han – for rullende kameraer – sin bekymring for udfaldet af det hele.

Jeg er meget bekymret, for det kan godt gå galt,” sagde han, mens børnene sad i en halvcirkel og så op på den 57-årige premierminister med det pjuskede hår. Måske får vi ikke de aftaler, vi håber på.”

Nu er den første, vigtige del af topmødet overstået. Det er stadig et vidtåbent spørgsmål, hvordan det hele ender, men knap halvvejs igennem giver det alligevel mening at gøre status: Hvad lærte vi af de første dage, hvor en stor del af verdens statsoverhoveder kom til Glasgow for at skyde topmødet i gang? Og hvordan går det egentlig med at levere nogle reelle fremskridt i kampen mod den globale opvarmning?

Kort fortalt kan man opsummere topmødets første dage sådan her: COP26 har indtil videre budt på en hel stribe mindre, men gode nyheder – og så en stor, som er knap så opløftende.

Den store dårlige nyhed

Lad os bare få det overstået: Den helt store dårlige nyhed er, at ingen er kommet til Glasgow med noget rigtig stort. Alle verdens ledere var inviteret til Skotland for at åbne konferencen i håb om, at det kunne afføde en stribe nye klimaløfter – men det skete ikke rigtig. Det helt store håb var, at Kinas Xi Jinping ville troppe op i egen høje person med nye klimamål, men han nøjedes med at sende et brev, hvor der ikke rigtig stod noget nyt. Ruslands Vladimir Putin udeblev også, og det samme gjorde Brasiliens, Mexicos og Sydafrikas præsidenter. Samtidig måtte USAs præsident Joe Biden forlade Washington uden en stor hjemlig politisk aftale om at skrue op for amerikanernes klimaindsats, fordi hans partifæller ikke kan blive enige om detaljerne.

Det vigtigste nye løfte fra statslederne var derfor også et relativt undervældende ét af slagsen: et løfte fra Indiens premierminister Narendra Modi om at gøre Indien klimaneutralt … i 2070. Det er selvfølgelig et vigtigt signal om, at også Indien har tænkt sig at sige farvel til sine mange kulkraftværker før eller siden, men det er ikke just en nyhed af den slags, som alene kan gøre et klimatopmøde til en succes.

Til gengæld tegner der sig et billede af, at briterne muligvis er lykkedes med at fyre op under så mange mindre aftaler og erklæringer og koalitioner af særligt ambitiøse lande og virksomheder, at alle de små bække tilsammen kan blive til en å af ikke ubetydelig størrelse. Allerede de første dage af topmødet bød således på flere vigtige gode nyheder.

OPSANG Indiens Narendra Modi lovede i sin tale på COP26 at skrue op for vedvarende energi, men opfordrede samtidig de rige lande til at bruge langt flere penge på at hjælpe udviklingslande som hans eget. Foto: Alastair Grant / AFP / Ritzau Scanpix

God nyhed nummer 1: Mere end 100 lande lover at standse skovrydning senest i 2030

Den vigtigste nyhed fra topmødets første dage kom, da de britiske værter offentliggjorde en aftale mellem mere end 100 lande og en lang række virksomheder om at standse skovrydning inden 2030. Med i aftalen er en stribe lande, som huser store arealer med truet tropisk skov, herunder Brasilien, Indonesien og Den Demokratiske Republik Congo. Samtidig er der penge bag ambitionerne, eftersom en gruppe rige lande og private investorer har lovet at støtte indsatsen med i alt 19 milliarder dollars eller godt 120 milliarder kroner. Grønne organisationer tog derfor generelt godt imod aftalen, selv om særligt Brasiliens reelle hensigter er noget usikre i lyset af, hvordan landets regering de senere år har ladet rydningen af Amazonskoven løbe løbsk. Men lykkes det faktisk at bremse skovrydning (eventuelt med hjælp fra en ny brasiliansk regering efter valget i 2022), vil det uden tvivl være en kæmpe gevinst for klimaet. I øjeblikket er skovrydning globalt skyld i udledninger af omkring tre milliarder tons CO2 om året – lige så meget som alle EU-landene tilsammen. Udledningerne sker, når alt det kulstof, som er bundet i træerne, bliver frigivet til atmosfæren som CO2 i forbindelse med, at træerne for eksempel bliver brændt af for at gøre plads til græsningsarealer til kvæg. At standse skovrydning er altså en af de helt store lavthængende frugter, som stadig er tilbage i klimakampen, og med den nye aftale er der lidt mere håb om, at den faktisk vil blive plukket.

ILDLØS I Indonesien brændes regnskov jævnligt af for at gøre plads til oliepalmer, og indimellem løber ilden løbsk, så det også går ud over plantagerne – som her i 2019, hvor en brandmand forsøger at standse ilden i en olieplantage. Foto: Rafka Majjid / AP / Ritzau Scanpix

God nyhed nummer 2: USA samler mere end 100 lande bag vigtigt metan-løfte

En anden af de helt store lavthængende frugter i klimakampen er metanudledninger. Metan er en meget kraftig drivhusgas, og de seneste to årtier er udledningerne steget voldsomt. Det handler dels om stigende produktion af kød og mælk med dertilhørende kobøvser, men i endnu højere grad om stigende produktion af olie og gas med dertilhørende udslip fra rørledninger og brønde. De stigende metanudledninger er selvfølgelig virkelig dårligt nyt for klimaet, men de rummer også en meget stor mulighed: Alene ved at lappe på utætte olie- og gasinstallationer kan man nemlig opnå en stor og hurtig effekt på temperaturstigningerne. Og den mulighed har en lang række lande – med USA i spidsen – nu sat sig for at udnytte. USA og EU lancerede tidligere på efteråret Global Methane Pledge, hvor målet er at barbere 30 procent af de globale menneskeskabte metanudledninger frem mod 2030. I Glasgow kunne præsident Joe Biden så afsløre, at hele 105 lande nu har stillet sig bag målsætningen. Samtidig lancerede præsidenten flere nye tiltag for at nedbringe metanudslip hjemme i USA.

Lykkes det at komme i hus med det globale mål om 30 procent mindre metanudledning, kan indsatsen alene barbere mindst 0,2 grader af den globale middeltemperatur i 2050 – en ikke uanselig gevinst, når vi taler om at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader, og vi allerede er oppe på 1,1. Årsagen er, at et typisk metanmolekyle kun befinder sig i atmosfæren i omkring 12 år, før det forsvinder, mens CO2 kan forblive i atmosfæren i op til 1.000 år. Hvis man holder op med at udlede metan, vil koncentrationen af den kraftige drivhusgas i atmosfæren derfor ret hurtigt begynde at falde, og det vil så påvirke temperaturudviklingen.

Blandt underskriverne på den nye aftale er ud over USA og EU en række vigtige lande som Canada, Japan, Saudi-Arabien, Irak, Indonesien, Nigeria, Brasilien og De Forenede Arabiske Emirater. Men modsat skovrydningsaftalen mangler der også nogle store, vigtige spillere – først og fremmest Kina, Australien og Rusland. Kina har en stor produktion og et endnu større forbrug af naturgas, Australien har en masse kulminer, som også udleder meget metan, og russerne er berygtede for en gigantisk og temmelig utæt gas-infrastruktur.

PFFFFF Naturgasledninger som dem her i Californien lækker store mængder metangas direkte ud i atmosfæren. Foto: Jim West / Science Photo Library / Ritzau Scanpix

God nyhed nummer 3: Der er flere penge på vej til klimaindsatsen

Kampen mod klimaforandringerne handler i meget høj grad om penge. Det kræver enorme investeringer at omstille hele verdens energiforsyning og fødevareproduktion, samtidig med at vi beskytter os mod konsekvenserne af vildere vejr og højere vandstand. Derfor handler topmødet i Glasgow også i meget vid udstrækning om at skaffe penge til klimaindsatsen – og her er der faktisk også sket noget.

Statsminister Mette Frederiksen troppede for eksempel op i Glasgow med et løfte fra en stribe nordiske og britiske pensionskasser om at investere 835 milliarder pensionskroner i grøn omstilling. Og lidt mere luftigt, men potentielt langt mere betydningsfuldt, så har en sammenslutning af verdens allerstørste finansielle institutioner erklæret, at de vil arbejde for at få menneskehedens samlede klimaregnskab til at gå i nul senest i 2050. Virksomhederne er ikke superkonkrete på hvordan, men til gengæld har de virkelig mange penge. Tilsammen forvalter de 835.000 milliarder kroner, altså tusind gange så mange penge, som de nordiske og britiske pensionskasser vil punge ud med.

Der har også været små fremskridt i forhold til et af de mest betændte spørgsmål ved hele topmødet, nemlig spørgsmålet om rige landes økonomiske klimahjælp til fattigere lande. Forud for topmødet i Glasgow skabte det ret dårlig stemning, at de rige lande ikke har leveret på et mere end 10 år gammelt løfte om at give udviklingslandene 100 milliarder dollars om året i klimafinansiering. En af de helt store udfordringer for de britiske værter er derfor at sikre, at udviklingslandene i løbet af topmødet får en fornemmelse af, at de rige lande faktisk har tænkt sig at hoste op med nogle flere penge.

Og selv om der stadig er et stykke vej igen, har der været lyspunkter for udviklingslandene. Et af dem er, at flere rige lande har signaleret, at de vil give en større andel af deres klimabistand til klimatilpasning – stormflodssikring, landbrugsudvikling og så videre – som er notorisk svært at få private investorer til at putte penge i. Et andet lyspunkt er et løfte fra Frankrig, Tyskland, Storbritannien, EU og USA om at give Sydafrika 8,5 milliarder dollars til at investere i grøn energiteknologi, så landet kan omstille sig væk fra nogle stærkt forurenende kulkraftværker. Og endelig har den skotske regering skabt begejstring med et symbolsk, men alligevel vigtigt tiltag. Den skotske regering har nemlig indstiftet en fond til at dække tab og skader forårsaget af klimaforandringerne – for eksempel ødelæggelser fra orkaner, oversvømmelser og så videre. Det har længe været et stort ønske fra mange sårbare udviklingslande at få etableret en mekanisme, hvor rige lande – som jo historisk set bærer hovedansvaret for klimaforandringerne – kan bidrage til at dække de klimaskader, som i meget høj grad rammer udviklingslandene. Og med det skotske initiativ er der altså så at sige etableret en kasse, man kan putte penge i. Det er vigtigt, selv om skotternes indledende bidrag til fonden kun er på én million pund eller knap ni millioner kroner.

Og man kunne faktisk være fortsat med at opliste gode nyheder af den lidt mindre, men alligevel potentielt betydningsfulde slags, for der har været en sand hvirvelvind af dem i Glasgow.

Joe Biden har meldt USA tilbage ind i den koalition af særligt ambitiøse lande – High Ambition Coalition – som spillede en vigtig rolle forud for klimaaftalen i Paris i 2015. Danmark, USA, Storbritannien og en mindre række andre lande har i en officiel erklæring opfordret FNs søfartsorganisation til at arbejde for klimaneutral søfart i 2050, hvilket måske kan blive begyndelsen på en international indsats for at få styr på en betydelig portion CO2-udledninger, som i dag ikke rigtig er nogens ansvar, fordi udledningerne ligger uden for landenes nationale klimaregnskaber. Der er også 40 lande, som har lovet at udfase kulkraft i løbet af 2030’erne og 2040’erne, heriblandt Canada, Polen, Ukraine og Vietnam, men dog hverken USA, Kina, Indien eller Australien. Og ret interessant, men måske også lidt overset, så er der en lang række lande, som har stillet sig bag en ambition om at samarbejde for at gøre en række grønne nøgleteknologier billigere end de fossile alternativer – herunder elbiler, brintteknologi og klimavenlig stålproduktion. Med i samarbejdet er både EU, Kina, Indien, USA, Australien og en lang række andre lande, og hvis der faktisk kommer noget ud af det, kan det få stor betydning, fordi prisen på grønne teknologier betyder så meget for, hvor udbredte de bliver. Det ser man tydeligt af udviklingen inden for sol- og vindkraft, hvor de senere års store prisfald har fået investeringerne i de grønne energikilder til at tage fart over hele verden.

Meget af alt det her er selvfølgelig løfter og erklæringer, som kan falde ud på meget forskellige måder alt efter, hvordan der bliver fulgt op. Men det er ligesom et grundvilkår, når det kommer til klimatopmøder. Og alene mængden af nye initiativer affødt af topmødet har kastet en vis optimisme af sig. I dagene op til topmødet sagde premierminister Boris Johnson, at menneskeheden var bagud med 5-1 i kampen for at redde klimaet. Efter de første dage mente han, at det efterhånden snarere stod 5-2 eller 5-3. Nu er spørgsmålet, om man tør håbe på en udligning.