Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Helikopter

Tirsdag 19. oktober 2021

Den sidste russer lukker og slukker i Natos hovedkvarter. Det er både dramatisk og helt logisk

Mandag sagde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, at russerne lukker deres kontor i Natos hovedkvarter i Bruxelles. Samtidig smider de alle Nato-folk ud af Moskva. Det er den foreløbige kulmination på en årtier lang deroute i de to gamle fjenders forhold, men det er også en helt logisk konsekvens af en ny verdensorden. For Nato er ikke længere vigtig, når det gælder kommunikationen med Rusland. Forsvarsalliancen skal til at genopfinde sig selv.

Sådan synes vi, nyhederne skal lyde. 15 minutter om dagen – 5 dage om ugen. Lyt med her eller i Zetland-appen, hvis du er medlem.

Her kommer tirsdagens Helikopter. Det bliver koldkrigsagtigt.

Dagens søn

Mads Lundby Hansens

Cepos’ cheføkonom skriver i et debatindlæg i Politiken, at hans søn, der går i 3. g, har læst Karl Marx’ samlede værker for at forstå, hvorfor unge på hans alder for tiden er så optaget af marxismen. Personligt havde jeg mine tanker andetsteds i 3. g. Og kan ikke være andet end imponeret.


Dagens store historie

Foto: Yves Herman / Reuters / Ritzau Scanpix

Exit Rusland

  • Forholdet mellem Rusland og Nato har længe været ... anstrengt. Men mandag nåede det alligevel et nyt nulpunkt, da Rusland pludselig smed Nato på porten (Politico).
  • Den vestlige forsvarsalliance må ikke længere have kontor i Moskva. Og Rusland lukker samtidig også sit eget kontor hos Nato i Bruxelles. Dermed er den diplomatiske forbindelse mellem de to mere eller mindre officielt kappet (DR).
  • Rusland og Nato har ellers længe haft kontorer hos hinanden i håbet om et bedre forsvarssamarbejde. Men det har i årevis set mere og mere sort ud. Lige siden Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen, som ellers hørte under Ukraine, har det været meget begrænset, hvad de to parter har kunnet samarbejde om. Faktisk har de ikke mødtes siden 2019. Og nu er der ikke længere nogen grund til at lade, som om forholdet skulle gå hen og ændre sig, lød det fra Ruslands udenrigsminister mandag. Derfor kan man så lige så godt lukke kontorerne.
  • Udmeldingen kommer, efter at otte russiske delegationsmedlemmer tidligere på måneden blev smidt ud af Nato. De viste sig nemlig at være efterretningsofficerer. Og af samme grund havde Nato også lagt op til, at Ruslands Nato-delegation burde skrumpe i størrelse, så der fremover er 10 medlemmer i stedet for de 20, der indtil nu har været. Nato var nemlig bekymret for, at Rusland ville bruge medlemmerne til spionage (The Wall Street Journal).
  • Det er en væsentlig eskalering af konflikten mellem Nato og Rusland, og den sætter de facto en stopper for to årtiers forsøg på afspænding og kommunikation mellem de to parter. Men er det i virkeligheden helt så dramatisk, som det lyder? Eller er den russiske beslutning ikke bare ... logisk? (Helikopter)

Det skal du også vide

Polen er ikke på vej ud af EU. I hvert fald ikke ifølge Polens regeringsleder, Mateusz Morawiecki. Han mener dog stadig, at den polske forfatning står over EU-lov. I dag har han i Europa-Parlamentet forsvaret den dom, som landets forfatningsdomstol afsagde for et par uger siden. Forfatningsdomstolen slog fast, at EU-Domstolens afgørelser ikke gælder i landet, hvis de er i konflikt med Polens forfatning. Men det er altså ikke helt den samme holdning, man har i EU. I stedet er holdningen, at Polen presser sig selv ud af EU, hvis de ikke overholder de fælles regler (Politiken).

Donald Trump forsøger (igen) at stoppe undersøgelse af angrebet mod Kongressen. Denne gang sagsøger han udvalget i Repræsentanternes Hus, der netop er ved at undersøge forløbet. Det gør han, fordi han vil undgå, at fortrolige dokumenter bliver udleveret til udvalget. Han mener, at dokumenterne er beskyttet af en særlig lovhjemmel, men ifølge flere juridiske eksperter er det kun siddende præsidenter, der kan få lov til at hemmeligholde samtaler med rådgivere (Børsen).

Myanmars militærjunta løslader fængslede demonstranter. I februar overtog militæret i Myanmar magten fra den demokratisk valgte regering. Det førte til en lang række protester, som endte med, at over 5.000 demonstranter blev fængslet. Men nu har militærjuntaen valgt at løslade demonstranterne. Det sker blandt andet efter pres fra flere udenrigsministre fra den sydøstasiatiske sammenslutning Asean, der fredag valgte at udelukke militærstyret fra et topmøde her i slutningen af oktober (Berlingske).

Illustration: Myriam Wares for Zetland

Dagens Zetland-historier

Minedriftens Elon Musk. Det er den betegnelse, som mineselskabsdirektøren Gerard Barron går under. Og han er en af dem, der går forrest i den store skattejagt under havets overflade. Men han er ikke den eneste. Også Bjarke Ingels og Mærsk er med. Det her er andet afsnit af serien om dybhavet.

Kønnede cpr-numre. Kan vi ikke bare droppe dem? Det kunne måske lette nogle af de problemer, som nonbinære og transpersoner har. Hvorfor er det egentlig nødvendigt, at det sidste tal i vores cpr-nummer skal være bestemt af køn?


Andreas Thorsen

Det er længe siden, jeg har været vært på Helikopteren. Det er rart at være tilbage. Vidste du, at en analyse af hvalers ørevoks har vist, at de blev vildt stressede af Anden Verdenskrig?

Med venlig hilsen

Andreas Thorsen

Helikopter-vært